Nyt samarbejde med Aarhus Festuge: Velkommen til Fodboldens Folkemøde
Hej Mediano. Vil I være med til at lave Fodboldens Folkemøde?
Stod der i første linje, da Producer-Sture havde modtaget en henvendelse fra sin gamle hjemby med den åh så spændende og åh så ind imellem lidende fodboldklub. Men det blev indledningen på noget af det mest spændende, Mediano har været med til, så lige om lidt samler vi en god del af Fodbold-Danmark til Fodboldens Folkemøde – eller ’Fodbold for Folket’, som arrangementet rettelig hedder.
Af Jacob Staehelin og Peter Brüchmann
Når man har oplevet Folkemødet på Bornholm, giver tanken om et Fodboldens Folkemøde så meget mening, at det nærmest er underligt, at ingen har fundet på det endnu. Men det kommer nu. Ideen er slet og ret fantastisk. Og det tør vi godt sige, fordi det ikke er os på Mediano, der har fundet på det. Det er faktisk Aarhus Festuge. Så vi skulle ikke tænke længe, da Producer Sture vippede lidt på Huf-kasketten og kom med den første henvendelse.
Mediano har indgået et fler-årigt samarbejde med Aarhus Festuge og prøver i dagene fredag den 1. og lørdag den 2. september at samle interesserede og interessenter fra fodboldens verden til et par udbytterige dage med debat om fodboldens, fankulturens og fodboldmediernes udvikling.
Vi glæder os enormt på Mediano til at prøve at lave fodboldformidling i andet end et podcast- eller et video-studie. Vi har længe været sultne efter at arbejde mere med live-formatet, hvor absolut intet kan laves om, hvor publikum er lige der, når vi snakker og er med til at skabe formaterne.
Og i samarbejdet med Aarhus Festuge får vi chancen for at være en del af noget traditionsrigt, folkeligt, festligt og måske være med til at føje nogle digitale og interaktive formater til Festugens normale fortræffeligheder.
- Vi glæder os til på denne måde at gøre fodbold og kulturen omkring den til en del af Aarhus Festuge. Sport i almindelighed og fodbold i særdeleshed er en vigtigt del af Aarhus, og det skal det også være i Festugen. I dette samarbejde med Mediano ser vi muligheden for at give det både substans og perspektiv i de rigtige hænder - og vi glæder os til både at involvere og interagere med fans og tilskuere samt fodboldens interessenter, siger Rikke Øxner, der er direktør i Aarhus Festuge.
- Vi har ikke skabt Mediano for at være en modreaktion til overflade, hastighed og digitaliseringens skyggesider, men tanken om at lave rigtige events og være en del af noget så levende som Aarhus Festuge og stadig kunne arbejde med fordybelse og perspektiv glæder vi os enormt meget til. Det passer på noget, som er relevant, autentisk og tør give sig tiden. Så kig ned til FO Huset, siger vi så i vores del af den pressemeddelselse, vi aldrig har fået lavet..
Fodbold for Folket får besøg af Morten Olsen, der for første gang i en længere sammenhæng fortæller om sine 16 år som landstræner og om (landsholds)fodboldens udvikling siden år 2000. Det sker på scenen i FO-Byen lige overfor Ridehuset og Musikhuset, hvor ’Fodbold for Folket’ finder sted.
Adressen hvis du cykler på GPS er:
Vester Allé 8, 8000 Aarhus C. Hele arrangementet er i samarbejde med FO-Aarhus.
Hvis du vil deltage i eventet, så sig ja til den Facebook Event, der er lavet til Fodbold for Folket.
Vi vil forsøge at streame samtalen live på Medianos Facebookside, så brugerne også kan bidrage med spørgsmål via f.eks. Facebook. Husk at like Medianos Facebook-side.
Den helt afgørende landskamp i VM-kvalifikationen mellem Danmark og Polen vises på storskærm i gården ved FO-Byen, og fra scenen laver vi Mediano Live, hvor vi analyserer kampen grundigt og seriøst før kampfløjt, i hele pausen og efter kampen. Det sker i et panel med tidligere mestertræner fra Malmö FF, Allan Kuhn, og tidligere AaB-, Red Bull Salzburg- og Austria Wien-træner Lars Søndergaard. Ligeledes også streamet live via Facebook, så alle I andre dele af landet også kan være med. Men vi vil allerhelst have jer til Aarhus.
Aarhus Festuge præsenterer landskampen i et samarbejde med Carlsberg.
Michael Gravgaard fra Randers FC kommer og debatterer Superliga-klubbernes åbenhed og villighed til at arbejde mere offensivt med markedsføringen af fodbolden. Den debat er relevant efter, at programmerne om ’Randers Backstage’ ruller over Canal 9-skærmen. De næste to episoder skulle være godt på vej, mens dramaerne fortsætter i Randers.
Med i den diskussion er også AGFs kommunikationschef Søren Højlund Carlsen, og min ikke de to også får et spørgsmål om Superligaens næste termin, hvor netop Randers FC og AGF mødes. Den kamp har efterhånden udviklet sig til et lille jysk derby med fuldt blus på alt, hvad der knytter sig til et derby.
Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen går i dialog med Danske Fodbold Fans om tilskuerforhold, karantæner, tv-tider og udebaneafsnit. Flere danske Superliga-klubber kommer og fortæller, hvordan de arbejder med at skaffe flere tilskuere på tribunen – og nogle af dem har faktisk succes med det.
Lørdagen den 2. september byder også på, at repræsentanter fra de danske fanklubber fyraftenshygger med andet end romerlys, slagsange og skældsord. Kom og få et kram og hør, hvor sjovt det kan være at gå til fodbold.
Lørdagen kører i regi af Mediano Fan, hvor Mediano i samarbejde med Fagforeningen 3F og Arbejdernes Landsbank sætter fokus på en bedre og stærkere fankultur.
Læs også Medianos artikel fra dengang, vi første gang fortalte om Mediano Fan og tankerne bag:
Fra nu af taler vi fankulturen op - er du med?
Her er programmet for de to dage til Fodbold for Folket:
Fredag den 1. september 2017
15.30 Superligaens Presse Box – Hvor tæt skal medierne på?
TV-kanalen Discovery Channel har fulgt Randers FC på allertætteste hold. Skænderier i omklædningsrummet, forhandlinger og en røffel fra træneren. Direktør for Randers FC, Michael Gravgaard, fortæller om projektet og diskuterer valget af åbenhed med AGFs kommunikationschef Søren Højlund Carlsen.
Måske også lige et kig på næste kamp i Superligaen mellem netop de to hold d. 9. september.
17.00 Morten Olsen – et liv i landsholdsfodbold
I denne samtale med Peter Brüchmann sætter Morten Olsen for første gang siden sit stop i DBU ord på landsholdsfodboldens udvikling og hans egen rolle i den. Olsen kommer eksklusivt til Aarhus Festuge og har indvilget i at give et indblik i, hvordan han ser fodbolden udvikle sig og hvordan han oplevede de 16 år som dansk landstræner.
20.00 Optakt til VM-kvalifikationskampen Danmark-Polen
Fodboldmediet Mediano laver live-analyse fra scenen med kompetente fodboldtrænere op til aftenenes store kamp i Parken, i pausen og efter kampen. Deltagere: Allan Kuhn, tidligere mestertræner i Malmö FF og Lars Søndergaard, tidligere træner i Red Bull Salzburg, Austria Wien, Sønderjyske og AaB.
Publikum i salen og brugere ude ved skærmene vil via Facebook Live blive dem, der stiller spørgsmålene til eksperterne på scenen.
20.45-22.35 Danmark-Polen på storskærm
Følg med i den uhyre vigtigt og vanskelige VM-kvalifikationskamp mod Polen med alle de store stjernespillere. Mediano analyserer i pausen og før og efter kampen sammen med Lars Søndergaard og Allan Kuhn.
Lørdag den 2. september 2017
12.00-13.00 Danske Fodbold Fans- Fans’enes festuge
Kom til opvarmningskamp til dagens store fan-tema. Danske Fodbolds Fans viser vejen, når Festuge, Fodbold for Folket og Fodboldens fans går op i en højere enhed og mødes med kram og dialog – mere end slagsange, romerlys og skældsord. Uformelt netværksmøde – helst i klubtrøjer 😊
13.30-14.30 To bud på at løse Superligaens tilskuerkrise
AGF og Sønderjyske er nogle af de få klubber, der har flyttet sine tilskuertal i en mere positiv retning de seneste år. På denne seance fortæller fan-repræsentanter, hvilke forholdsvis simple virkemidler, der har haft en positiv effekt. Anders Elbæk Kristensen, AGF og Lars Moshage Møller fra Sønderjyske kommer med oplæg og svarer på spørgsmål.
15.00-15.45 Skyd på sherifferne – 1. halvleg - Fandebat om tilskuer-forhold
Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen svarer på spørgsmål fra de danske fodboldfans om tilskuerforhold, tv-tider, m.m.
Superligaen har tilskuerkrise. Vi har 7 tv-kampe på 7 forskellige tidspunkter. Mange fans er i oprør. Her kan du høre fakta, problemstillinger, overvejelser – og dialog.
Deltagere: Claus Thomsen, Christian Rothmann og Lasse Bauer
16.00-16.45 Skyd på sherifferne – 2. halvleg - Fandebat om tilskuer-forhold
Repræsentanter fra Superliga-klubberne giver deres EGET bud på, hvad der er godt i fodboldens aktuelle danske fankultur – og hvad der kan gøres bedre. De har lovet at komme med en konkret ønskeliste til fodboldens ledere.
Oplæg: Rasmus Trenskow, formand for Danske Fodbold Fanklubber og Christian Golding, SLO-repræsentant.
17.00-18.00 EM sølv – og hvad nu? Mød Nils Nielsen – landstræner under EM i kvindefodbold
Danmarks landshold vandt sølv ved EM i kvindefodbold. Hele landet så med og fik nye heltinder. Men hvad sker der med kvindefodbolden nu? Landstræner Nils Nielsen har forladt DBU. Han fortæller om landsholdet og kvindefodboldens udvikling. Blandt andet.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg