Drengen som fodbolden ikke elskede
Normalt bringer Mediano artikler om fodboldens top, men fodbold er langt mere. Dan Pedersen har skrevet denne historie om Thomas Thor, en talentfuld fodboldspiller som kæmpede for anerkendelse i fodboldmiljøet, men aldrig fik den. Det har forfulgt ham i voksenlivet, hvor han er ramt af den hellige ild og hjælper børn fra sit akademi i det centrale Afrika
Af: Dan Pedersen, www.11v11.dk
Det er 1996. Thomas Thor cykler langs stien bag fodboldbanerne ved Næstved BK. Han er fortvivlet og ked af det på vej hjem til parcelhuset på Lærkevænget. Hjemme ved middagsbordet spiser familien aftensmad. Han sætter sig til bords og venter på en åbning, så han kan tale med sine forældre om den ensomhed og uretfærdighed, som gør ham ked af det. Han er nervøs og angst for at lave fejl på fodboldbanen og har mistet lysten til at spille på førsteholdet. Han føler at de andre spillere mobber ham og går efter at ramme ham til træning, mens træneren bare ryster på hovedet og råber ”videre”, når han kalder på hjælp.
”Kan du ikke bare rette ind og være som de andre? ”, spørger Thomas’ far.
Den 14-årige Thomas tier og går fra bordet. Hvad der sker herefter, husker han ikke, men han mindes, at han ofte sad alene på sit værelse og var ked af det, fordi han følte sig misforstået og uretfærdigt behandlet. Han ventede på, at de voksne skulle komme og tale med ham, men det skete aldrig.
Her mange år efter ser elitetræneren Thomas Thor sin barndom som elitefodboldspiller som sit livs traume. Derfor har han valgt at dele sin historie og bidrage til holdningsdebatten om det gode elitemiljø og forældrenes rolle.
Mange forventninger, men ingen anerkendelse
For Thomas er store dele af barndommen som et stort sort hul, han ikke har forbindelse til. Barndomsvennen Stephan Jørgensen, der spillede sammen med Thomas fra seksårs alderen, genkalder til gengæld tiden som fodboldspiller i Vejlø IF, hvor de spillede sammen indtil 11-års alderen. Han husker klart, at der var et forventningspres på Thomas. Det har han tænkt på flere gange efter, at han selv er blevet voksen og har fået børn.
”Min egen far sagde altid til mig, at jeg skulle aflevere bolden til Thomas, hvis jeg var i problemer. Der er ingen tvivl om, at han havde meget at leve op til i en tidlig alder”.
”Det var aldrig middelmådigt med Thomas og han lå ikke under for janteloven. Det var alt eller intet, hvilket også gav ham nogle udfordringer. Det skulle være spektakulært ellers var det hele lige meget. Men det fysiske spil havde han det svært med. Det klemte ham”, fortæller Stephan Jørgensen.
Thomas Thor kan ikke huske, at nogen har forsøgt at finde ud af, hvordan han egentlig havde det i fodboldmiljøet. Han kan ikke mindes, at trænere eller andre voksne har lagt en arm om skulderen på ham eller spurgt ind til hvordan han havde det. Ingen opdagede, at Thomas havde svært ved at trives i det autoritære fodboldmiljø, hvor træneren råbte og spillerne tacklede igennem. I takt med, at han blev ældre og kravene blev større var det mere og mere uudholdeligt at spille fodbold på eliteplan.
Thomas Thor husker særligt én situation, hvor han som juniorspiller var til træning på en glat og regnvåd kunstgræsbane i Næstved. Under træningen spiller de kamp til to mål, og to spillere fra årgangen ældre end ham selv går hårdt til ham på banen. De er fysisk stærke og rigtige ledertyper, som er ude efter ham. Han er den spinkle førsteårs juniorspiller, som hele tiden forsøger at afdrible dem, hvilket han er rigtig god til. De to drenge jagter ham på banen, og sparker Thomas ned flere gange den aften. Træneren skrider ikke ind, selvom alle kan se, at det er langt over grænsen. Til sidst reagerer Thomas og råber ud til træneren, at nu skal han gøre noget. Fløjten er tavs.
Ensom og alene
Fodbold var det naturlige valg for Thomas. I dåbsgave fik han en skumfodbold som han stadigvæk har. Han spillede fodbold i haven med sin far, den tidligere sportsjournalist og 1. divisionsspiller Flemming Thor Madsen, som han fulgte med ned i omklædningsrummet på de danske fodboldstadions. Han var en fodbolddreng og hjemme på villavejen i Næstved kunne familien vågne op klokken syv om lørdagen til lyden af fodboldspark fra haven. Det var Thomas, der legede med bolden og kunne få op mod 2.700 jongleringer.
I barndomsårene kom farens anerkendelse til at fylde meget. Faren, som altid stod modsat af de andre forældre til kampene, råbte aldrig eller kom med kommentarer undervejs. Men Thomas var aldrig i tvivl om, hvorvidt faren var tilfreds med det, han så på banen.
”Når min far var til stede, vidste jeg, at min fars øjne var på mig. Jeg vidste det bare”, fortæller Thomas Thor.
Forholdet mellem far og søn blev anspændt i teenageårene. Thomas følte sig ikke elsket, men anderledes og forkert i farens øjne. Han rettede ikke ind, men stak ud. Den manglende forståelse på hjemmefronten og i fodboldmiljøet fik ham til at føle sig ensom og alene med sine problemer.
En forsoning mellem far og søn skete først på farens dødsleje i 2011. I dag kan Thomas’ mor godt huske, at der var konflikter og et uudtalt pres fra faren, som sønnen havde svært ved at leve op.
”Hvis jeg kunne ændre det i dag, ville jeg være mere insisterende på at tale med Thomas. Dengang var jeg ikke klar over, hvor meget det fyldte, men det har jeg fundet ud af sidenhen,” fortæller Lis Thor Madsen.
Plads til at fejle
I dag har Thomas det samme mareridt som forfølger ham. Han får bolden og står i direkte duel over for sin modstander. Der er spillet et minut af kampen, men han har det som om, han har løbet et maraton. Hans ben er tunge og han føler et voldsomt pres på sine skuldre. I det sekund skal han blot træde et skridt frem, for at tage bolden og afdrible modstanderen, men han kan ikke bevæge sig. Han står stille og modstanderen tager bolden. Alle holdkammeraterne sviner ham til og ryster på hovedet af ham. Han kigger ud på bænken og træneren, der straks hiver ham ud.
Thomas Thor nåede at få et par pokalkampe på Næstved BKs divisionshold. Siden fodboldkarrieren stoppede, har han taget en bachelor i sportspsykologi på Syddansk Universitet og arbejdet som fodboldtræner i FC Nordsjælland og for Right to Dream, som er et af Afrikas mest succesfulde fodboldakademier. Han anerkender, at mange sikkert trives fint og kan håndtere elitemiljøet eller ligefrem motiveres af en autoritær stil og frygt for at fejle. Men for andre, som ham selv, var det et umenneskeligt pres, der fik store personlige konsekvenser.
Thomas har siden 2009 hjulpet børn som mentaltræner. Han møder ofte børn og unge, som har udfordringer med at passe ind og trives i elitemiljøerne. Derfor er han uforstående for, at der fortsat er forældre og trænere, som motiverer deres hold ved hjælp af frygt og ydmygelser. Det kan være med råb og skrig, men også med kropssprog, små kommentarer og signaler, som gør spillerne usikre. Når det sker, mærker han presset fra sin far og de ungdomstrænere, som har råbt af ham. Så blusser vreden op, for når trænere taler nedladende til en spiller, føles det så stærkt, at han ikke kan være inde i sig selv. Bare det at tale om det, gør ham arrig.
”Du kan ødelægge unge mennesker på den måde. Hvad fanden er det for noget? Det kan vi ikke tillade os. Som trænere har vi enorm indflydelse på de her børn, og det skal vi være meget bevidste om. Det er os, som er de voksne”, forklarer Thomas om trænerens rolle.
Til en fodboldtræning er der ofte kun én eller måske to voksne til stede. Derfor er det også helt afgørende, at ledelsesstilen understøtter og tager hånd om fællesskabet. De fleste kan sætte et sæt kegler op og lave en træningsøvelse, men elitefodbold er enormt komplekst, fordi man arbejder med en gruppe børn og unge, som har enormt meget på spil. Det er hele deres identitet at være fodboldspillere og de vil gå langt for at tilpasse sig og komme gennem nåleøjet.
Søren Østergaard, som er daglig leder af Center for Ungdomsstudier, er ikke overrasket, når han præsenteres for historien om Thomas Thor.
”I fodboldklubber er der en drengekultur, hvor man mødes om aktiviteten, men ikke taler sammen om, hvordan man har det. Tit har drengene det ad helvede til, fordi de ikke har nogen at tale med. De har behov for betydningsfulde voksne, men ofte har træneren eller forældrene berøringsangst over for de unge eller reproducerer det miljø, som de selv er rundet af”, forklarer han.
Adspurgt i dag mindes den træner, som Thomas Thor havde det bedste forhold til i Næstved BK, ikke, at Thomas havde det svært. Tværtimod. Morten Sørensen husker Thomas som en vellidt, rolig og talentfuld dreng, som var ud af en typisk kernefamilie, hvilket bekræfter, at det kan være svært for trænere og forældre at se spillernes personlige udfordringer i miljøet.
”Det er bedre i dag end dengang, hvor der slet ikke var fokus på det her i fodboldklubberne. I dag er samfundet mere bevidst om individuelle forskelle, men det er ikke det samme som at sige, at alle miljøer er sunde og velfungerende”, forklarer Søren Østergaard.
Kroppen siger stop
Det er 2015. Thomas Thor kan ikke rejse sig. Han føler, han har løbet tre maratonløb i træk uden at træne. Al energi har forladt kroppen og han kan kun ligge i sengen. Han er bange og kommer kun uden for værelset, når han skal ned i fællesstuen for at spise. Thomas er cheftræner for Right to Dreams U15-hold, men han har svært ved at se sine spillere i øjnene og kan ikke styre sine tanker, der løber hurtigere og hurtigere.
Thomas ligger i sengen på et hotelværelse uden for Manchester. Sammen med Right to Dream er han på besøg i samarbejdsklubben Manchester City. Dagen forinden har han spist middag med Premier League-holdet og fået en rundvisning på Etihad Campus, som er klubbens milliardanlæg. De har tildelt ham og holdet træningsbanen ved siden 1. holdet og den argentinske træner Mauricio Pellegrino. Det er et gigantisk højdepunkt for de afrikanske drenge, men for Thomas er det for alvor begyndelsen på enden.
Thomas er ramt af stress for tredje gang på otte år. Han har forsøgt at undertrykke det gennem længere tid, men han kender alle symptomerne og ved, at det snart er slut. Udadtil har den charmerende og dygtige fodboldtræner verden for sine fødder, men jagten på anerkendelse har indhentet ham nok engang.
Thomas forlader træningslejren i Manchester og Right to Dream for at tage hjem til Danmark. Rollen som U15-træner for nogle af Afrikas største talenter og de tilhørende kampe mod klubber som SL Benfica, AS Monaco og Manchester City er et overstået kapitel. Han flytter hjem til sin mor i Næstved, hvor han søger psykologhjælp og alternativ behandling. For første gang skal han ikke tage et nyt job eller sige ja til et nyt projekt, før han føler sig klar. Det har moren besluttet og hun forsørger ham i den periode, han er syg.
Efter fem måneder er Thomas så småt på benene igen. Drømmen om at gøre en forskel er intakt og han vil nu bruge de mange kompetencer og kontakter, han har fået inden for fodboldens verden på at hjælpe talentfulde fodboldspillere i udsatte områder. Han undersøger muligheden for at starte et fodboldakademi i Colombia, men en bekendt leder ham på sporet af Afrika og Uganda.
Thomas rejser til Masaka i det sydlige Uganda i foråret 2016, hvor han møder Kakeeto Ibrahim, som har været professionel fodboldspiller i Sydsudan og i 2012 startede et akademi for gadebørn i Uganda. Thomas Thor opholder sig en måned på akademiet, inden han beslutter sig for at gå ind i projektet. I dag er Thomas Thor partner og har rollen som administrerende direktør for El Cambio Academy, hvor 32 elever bor, går i skole og spiller fodbold.
Tæt på spilleren
Den mest talentfulde spiller på El Cambio Academy hedder Mike. Han er 11 år gammel og blev fundet på gaden i Masaka for fire år siden. Mikes mor døde, da han var ét år gammel og faren, som er alkoholiker, har han ingen kontakt med. Mike er indbegrebet af alt det, som akademiet gerne vil stå for. En glad og talentfuld dreng, som får en ny chance med hjælp fra akademiet. Mike er normalt glad og smilende, men da Thomas Thor vender tilbage til Uganda efter en periode i Danmark i foråret 2017, er det ikke tilfældet. Smilet er væk, han kigger ned i jorden og er anonym til træning.
Den følgende weekend skal El Cambio Academy til hovedstaden Kampala, for at spille kamp mod et andet akademi. Det er den hidtil vigtigste kamp for de unge drenge, men trænerteamet er i tvivl om, de skal udtage deres bedste spiller til kampen.
Thomas Thor ved, at det vil være et hårdt slag for Mike, hvis de udelader ham fra truppen. Derfor tager de en længere samtale med Mike, hvor de viser oprigtig interesse for at finde ud af, hvad der foregår. Det viser sig, at Mike er ked af det og har problemer med storebroderen, der er som en far for ham.
Han presser på for at få Mike til at forlade akademiet og skifte til det hold, som han selv spiller på. Mike er bange for at gå imod storebroderens ønske, men omvendt har han ikke lyst til at opgive den uddannelse og fodboldtræning, som han får på El Cambio.
Efter samtalen beslutter de to trænere sig for at udtage Mike til kampen. Den beslutning fortryder de ikke. Smilet er tilbage og han er med afstand den bedste spiller på jordbanen i Kampala. Havde der været en scout, var han blevet udpeget og taget med til Europa, forklarer Thomas Thor for at illustrere det skifte, der er sket med Mike.
Når Thomas fortæller den historie, får han tårer i øjnene. Han kan ikke blive rørt af scener og konflikter fra sin egen barndom, men han mærker presset indefra, når han gør en forskel for Mike og de andre spillere.
