MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano lancerer fem nye kanaler

Mediano lancerer fem nye kanaler

I løbet af de kommende måneder vil Mediano lancere fem nye kanaler. Dels fordi vi har lyttet til vores lyttere, der gerne vil have større muligheder for at vælge. Dels fordi vi har nyt på vej.

Disse kanaler vil også betyde muligheder for mere fordybelse og flere eksperimenter.

Vi har på Mediano produceret op mod 17 udsendelser om ugen i et efterår, hvor vi har prøvet en masse nye ting af og lavet nye formater. Det meste har været sendt ud i vores hovedkanal, Mediano Special. Ja, faktisk har der i skrivende stund været udgivet 398 udsendelser bare i Mediano Special de seneste 12 måneder, og dem har I lyttet til samlet 4,15 mio. gange.

Mediano Special vil bestå og fortsat være stedet, hvor de fleste store formater vil udkomme. Vi kalder den også ’vores DR1’ eller ’Vores Orange Scene’, når vi holder redaktionsmøder. Her vil du stadig kunne møde Mediano Superliga, Mediano PL, Mediano Preview og alle de regelmæssige store formater.

Vi har stadig Mediano Legends til det mere historiske indhold og til serien om ’Superligaens Største Øjeblikke’, der heldigvis kan fortsætte i 2019 i kraft af vores nye og udvidede samarbejde med Arbejdernes Landsbank

Vi har stadig Fodboldministeriet med sin helt egen kanal.

Vi har Souplesse om cykling, Mediano Håndbold, 1tap om e-Sport, Mediano Grand Prix om Formel 1 og vi har Bossword om ledelse.

Men nu kommer der tre nye fodbold-kanaler og to kanaler på helt nye områder. Så lige på den korte bane vil vi i nær fremtid have 13 kanaler udgivet af Mediano Media.

Fodbolden først.

Mediano Magasinet

Den 1. december lancerer vi Mediano Magasinet. Det er kanalen til det indhold, der holder lidt længere. Det vil typisk være udsendelser, der udkommer op til weekenden. På de første skitser kaldte vi den også for ’Mediano Weekend’, men er altså landet på Magasinet. Det er udsendelser som større interviews, klub-portrætter, sær-udsendelser, temaer og lignende. Hammer & Brüchmann samt Spiller til Spiller fra Spillerforeningen vil udkomme der. Og det bliver også i Magasinet, at du fra 1.12. vil kunne finde vores egen julekalender, hvor vi selv har valgt de udsendelser, der har betydet mest for os i året, der er gået.

Vores elskede studie 1, hvor de fleste udsendelser stadig bliver optaget.

Vores elskede studie 1, hvor de fleste udsendelser stadig bliver optaget.

Mediano Lab

Næste skud bliver Mediano Lab, som er for indhold, der går endnu dybere. Det er indhold, der er ’lidt mere nørdet’. Her prøver vi at lave niche på den gode måde. Det bliver med fokus på fysisk træning a la de udsendelser, som Henrik Them og Mikkel Marker senest har lavet. Det bliver udsendelser om mental træning, men vi søger også efter muligheder for at fokusere på brug af data, fodbold-økonomi og lignende.

Her vil det ofte være fagpersoner, der taler til fagpersoner. Det er ikke tænkt som et kommercielt format, men mere som scenen for en fordybelse til dem, der gerne vil vide lidt mere om et emne.

Men som alt andet på Mediano kan også det format ende med en kommerciel partner, hvis det indebærer, at de involverede kan lave endnu bedre og mere indhold og få betaling for det.

Mediano Sandbox

Sidste nye fodbold-kanal bliver så Sandbox, der er stedet, hvor vi prøver nye formater af og hvor vores egne talenter får lov at øve sig – uden at blive bedømt lige så hårdt som de ’voksne værter og eksperter’ gør.

Her vil vores praktikanter kunne udfolde sig. Asbjørn Andreasen har lavet flere udsendelser i sin praktiktid fra Aarhus Universitet og er på vej til en tættere tilknytning til Mediano, mens Thomas Nørskov Hansen ligefrem har lavet sin egen serie ’UK Special’.  Thomas er i efteråret på Mediano som led i et jobafklaringsforløb og er godt på vej tilbage på arbejdsmarkedet.

Sandbox vil også være et sted, hvor man kan prøve nye formater af.  Nogle vil flyve som UK Special og ende i f.eks. Magasinet forhåbentlig med en partner og dermed som arbejde for de involverede. Andre vil ’bare’ være interessante, mens vi prøver dem af.

Brasilianske Socrátes, der har lagt navn til vores talent-hold.

Brasilianske Socrátes, der har lagt navn til vores talent-hold.

Sandbox vil også være stedet, hvor vores talenthold, Mediano Socrátes, kan arbejde med mediet.

Superliga, Premier League, La Liga, etc

Lad os lige tage en runde om en nogle gange lidt varm kartoffel. Flere lyttere har ønsket, at vi splitter udsendelserne op i Superliga/dansk fodbold og kanaler for Premier League, Bundesliga med mere. Det var også vores oprindelige plan, og vi har faktisk haft kanaler for Mediano PL, Mediano Bulibold og Mediano 3F Liga.

Men det gør vi ikke. Vi har vendt den om og valgt at sige, at vi har Mediano Special som vores hovedkanal. Fra Medianos side handler det også om at forvalte pladsen og balancen mellem lyttere og kommercielle partnere. Hvis vi splittede alting op, ville lytterne stå med måske 20-30 kanaler, vi ville stå med en mindre forretning, og så ville der ikke være noget om Bundesligaen, UK Special, talentudvikling eller alt det, som I lyttere godt kan lide.

Så det her er vores løsning. Vi håber, at I stadig godt gider følge Mediano som en scene for den gode fodboldoplevelse.

Vores site - Mediano.nu

Som nogle har bemærket, skete der mere på Mediano.nu, da vi gik i luften i 2016, end der har gjort det seneste år. Vi har brugt vores ressourcer, hvor der var flest af jer, der lyttede med og hvor vi havde solgt formater til vores kommercielle partnere. Det gik ud over sitet. Det var ikke ønske, men vi havde for travlt med at gøre Mediano bæredygtigt og som en model, der holder.

Vi har en klar målsætning om at blive stærkere på tekst i 2019 og især 2020. Vi har en masse ting i gryden, som skulle betyde et væsentligt stærkere mediano.nu i løbet af 2019 med dybere analyser, større fortællinger og gode blogs. Vi vil faktisk også prøve at skaffe forretning på et gratis site – uden bannere. Det bliver lidt en udfordring, men giv os lige en chance. Vi vil gerne kunne tilknytte journalister og redaktører, der har lyst til at arbejde med kvalitets-indhold og betale dem markedsvilkår.

Lige nu leder vi efter partnere, der tror på vores model og vil være en del af skabe den gode oplevelse på flere platforme.

Derfor arbejder vi også hårdt for at nå at blive færdig med en overenskomst for vores medarbejdere med Dansk Journalistforbund til 1.1. 2019.

Medianos redaktionslokale - en dag, hvor der var ryddet op..

Medianos redaktionslokale - en dag, hvor der var ryddet op..

Og så de to nye kanaler

De to nye kanaler, der ligger udenfor fodbolden, er i virkeligheden en slags ’Sandbox’. Her går vi ud og prøver at dykke ned i to områder, hvor vi har mødt fagpersoner, der vil være med til at drive og udvikle dette indhold, så vi kan prøve det af.

Mediano Health

Det er vores samarbejde med fitness-instruktør, forfatter og træningsfysiolog Henrik Duer. Han kommer til at fokusere på træning, sundhed og ernæring i en række udsendelser om alt fra vægttab over faglig indsigt til gode råd om sundhed , træning og ernæring.

Den kanal arbejder vi på at få klar, så vi alle kan balancere os gennem julen og have det sjovt samtidig.

Mediano Music

Her udkommer vi til januar med en række fortællinger om nogle af rockens store personligheder. Vi kan godt afsløre, at vi lægger ud med historien om ’Manden, der skabte manualen’ i fire afsnit. Navnet får du ikke endnu.

Men bag den står den erfarne rock-journalist, Jan Eriksen, der allerede har testet sin dybe podcast-stemme af i første optagelse. Jan har været chefredaktør på Gaffa, underholdnings og musikredaktør på B.T., og så har han i et par generationer fulgt og interviewet de største danske rock-personligheder. Så dem kommer vi også til at høre mere til.

Mediano har indgået en aftale med Koda, så vi også kan afspille musik i vores udsendelser.  

Eventuelt

Det var vist det. Vi har kigget og kigger på en række andre områder, men vi øver os også på at fokusere. Men sporten som industri vil altid være interessant, også selv om denne type indhold er sværere at finansiere. OL-idrætterne bliver klemt af medie-udviklingen. Men der er stadig masser af gode historier og spændende personligheder.

Men noget af det kommer vi forhåbentlig til.

Fodboldministeriet: Assistenter, mere ost og sofakast

Fodboldministeriet: Assistenter, mere ost og sofakast

Xee Special #7 - Leeds United : Fra Revie til Bielsa

Xee Special #7 - Leeds United : Fra Revie til Bielsa