Taktisk analyse: Her kigger vores gode venner fra Tap In Fodboldanalyse på Randers FC ud fra et taktisk perspektiv med de sædvanlige detaljerede briller.

Af Tap In Fodboldanalyse

Randers FC. Ja hvor skal man næsten starte. Klubben, der gennem mange år har været kendt som en af dansk fodbolds mere solide, veldrevne og nærmest kedelige klubber, viste sig i 2017 som alt andet end det.

Mangt en ting er sagt og skrevet om, hvad der er foregået og foregår på ledelses- og bestyrelsesgange, samt hvilken stemning, der har hersket blandt spillerne i omklædningsrummet, af folk med langt mere indsigt på det område, end vi kan præstere.

En stor del af det har sågar været dokumenteret med videokamera,til vores allesammens fornøjelse. Den del vil vi mere eller mindre holde os fra at analysere på. I stedet vil vi kaste os over den efterhånden mere oversete del af Randers FC, nemlig hvad holdet faktisk præsterer på banen, og hvad der ligger bag, at kronjyderne har overvintret på jumbopladsen i Superligaen.

Det der øjensynligt fremkaldte mest undren ved vores bud på den forkætrede Table of Justice i løbet af efteråret, var den position Randers indtog i den tabel.

Der er ingen tvivl om, at skæbnen var hård, som i grusomt hård ved Randers FC. Især den manglende skarphed foran mål, må have givet Olafur Kristjansson lyst til at rive det hår ud af hovedbunden, han ikke har. På det her tidspunkt havde Randers scoret godt 8,5 mål færre, end de havde haft chancer til. Vi var øjensynligt heller ikke de eneste, der havde den læsning af tingene.

Ud gik Olafur Kristjansson og Peter Enevoldsen, og ind kom den karismatiske Ricardo Moniz, der ikke skulle bruge mange dage på at skabe et navn for sig selv i fodbold-Danmark. Randers og de underliggende præstationer ændrede sig dog drastisk i de følgende otte kampe, fra runde 12-19.

Ansættelsen af Ricardo Moniz betød en lille stigning i antallet af point, men kigger vi på de underliggende parametre betød det et drastisk fald. Det er vi nødt til at lave en nærmere sammenligning af.

Defensiven

Randers FCs defensive tal under Olafur Kristjansson var absolut tilforladelige. Efter de 11 runder, var der fem hold der havde lukket færre mål ind end Randers, de to af dem kun ét mål færre, og man havde lukket færre ind end både FC Nordsjælland og FC Midtjylland, der indtog 1. og 2. pladsen på daværende tidspunkt. I forhold til deres Expected Goals imod, spillede de også nogenlunde op til par, men måtte sande at have fået nogle trælse mål imod sig på dødbolde især.

Randers-fans mindes nok bl.a. et frisparksdrøn fra Pål Kirkevold, hvor muren blev flyttet på en noget kontroversiel måde, eller et dommedagshug fra Jacob Barrett med det kolde højreben fra returen på et hjørnespark. Begge mål bragte henholdvis Hobro og OB foran 1-0 i kampe som Randers så absolut spillede med i, men endte med at tabe, som et symptomatisk tegn for sæsonens første 11 kampe.

Efter Ricardo Moniz kom til, vendte det billede fuldstændig. Man behøver ikke være matematisk student for at gennemskue, at det er væsentligt sværere at vinde fodboldkampe i længden, når du giver chancer væk til 2,22 mål i snit, kontra 1,19 mål i snit. Det var ikke desto mindre den udvikling, Randers på få måneder gennemgik.

Til Ricardo Moniz' forsvar skal det selvfølgelig siges, at i tre af de otte kampe, hvor han nåede at stå i spidsen for klubben, var svære udekampe mod Brøndby og FC Nordsjælland samt en hjemmekamp mod FC Midtjylland i mellem. Det ændrer dog ikke på billedet af, at man udover nogle ok defensive præstationer hjemme mod AaB og AGF, i den grad inviterede til åbent hus i en række kampe.

Stigningen af antallet af store chancer imod gør sig sådan set gældende i alle faser, men især når Randers stod i deres etablerede forsvar, var udviklingen skræmmende.

Ser vi på, hvordan der blev skabt chancer imod Randers i tiden under Moniz, peger de tal også i retning af, en klart manglende afstemthed i defensiven. Tallene under Olafur Kristjansson bærer præg af, at man var klart bedre til at forsvare sit bagrum især. Hvor man under Kristjansson i gennemsnit gav chancer væk til 0,16 mål pr. kamp via flade indlæg og cutbacks, var det til helt oppe og ringe på et halvt mål pr. kamp under Moniz. Sammenligner vi de faktiske måltal, er forskellen endnu mere skræmmende med ét mål imod i 11 kampe under Olafur og seks mål imod i otte kampe under Moniz.

En af grundene til det skal utvivlsomt findes i de spillemæssige visioner, Ricardo Moniz bragte til klubben. Qua Moniz' fortid blev der så småt som kampene blev flere, trukket paralleller tilbage til hans fortid i Red Bull Salzburg og lavet sammenligninger med Alexander Zorniger, og hele den skole han er formet af. Sammenligningerne er ikke ude af proportioner, men på ét fuldstændigt afgørende punkt adskiller de to trænere sig med de spillestile, vi har set dem bringe hver især, og det er evnen til at beskytte forsvaret og bagrummet.

Hvor Zorniger i sin Brøndby-tid har fået skabt et enormt disciplineret og sammenhængende pres, der dækker af for de mangler, Brøndby-forsvarerne har med deres topfart og vendinger, hvilket gør Brøndby til det bedst forsvarende hold på omstillinger og i etableret forsvarsspil i efteråret, så blev det i Randers bare enormt meget sværere at være Mads Agesen og Kasper Enghardt. To så dygtige midterforsvarere bør ikke se så fortabte ud, som de i overvejende grad gjorde i de otte kampe under Ricardo Moniz.

Om den helt store forskel i måden at forsvare sig på skyldes, at Zorniger ganske enkelt er en klart bedre træner end Moniz, lader vi det være op til folk selv at bedømme, men det virker til gengæld ret evident, at det var meget optimistisk, grænsende til naivt at tro, at Moniz kunne gå direkte ind og lykkes med at få Randers-holdet til at fungere med et højt og sammenhængende presspil, med de spillemæssige kvaliteter, der var i truppen og ikke mindst den mentale tilstand de befandt sig i.

Offensiven

Når vi sammenligner måden at angribe på, er der ikke umiddelbart de helt store forskelle at berette om. Kigger vi på tallene, var offensiven lidt bedre til at skabe chancer under Olafur, men til gengæld langt mere uskarpe.

Set udover de forskellige faser er der heller ikke så markante forskellige, at vi reelt kan analysere det store ud fra de her nøgletal, til det er der ganske enkelt lidt for få kampe.

Hvad der er interessant, når vi ser på Randers offensiv, er, at ser vi på de to spillere der fører an inden for henholdsvis Expected Goals og Expected Assists, så er ingen af dem i Randers i foråret.

Der er ikke noget at sige til, at Nikola Djurdjic har fået kritik, han har ikke været skarp foran målet siden han kom til klubben. Men man kan ikke anfægte, at Djurdjic er en dygtig relationsspiller og dygtig til at komme frem til chancer, og det er i sig selv et par store skridt henimod at blive en succesfuld angriber i Superligaen. Så mangler selvfølgelig bare den helt afgørende ting, nemlig at få omsat chancer til mål, men hvis vi ser på, hvad Djurdjic har bedrevet i sin karriere, kunne man så ikke godt have en begrundet tro på, at han snart ville finde den skarphed igen?

Aldrende angribere mister som regel evnen til at komme frem til chancer, ikke evnen til at omsætte dem, og Djurdjic lykkedes bedre til førstnævnte end nogen anden i truppen, derfor kan man godt undre sig og ærgre sig lidt på Randers vegne over, at det projekt ikke fik chancen i mere end 1800 minutter.

På samme måde virker det som en besynderlig beslutning at sende truppens største chanceskaber små 60 km. sydvest på til en direkte konkurrent, især når man ser, hvordan resten af vinduet udfoldede sig, og med det må vi hellere til at kigge fremad.

Foråret 2018

Randers FC kommer i foråret til at stå sin nok største prøve, siden at Ove Christensen i foråret 2010 tog livtag med en næsten umulig opgave om at redde kronjyderne fra nedrykning. Om det bliver Rasmus Bertelsen og Peter Elstrup i fælleskab, eller en helt tredje kommer ind fra højre og overtager tøjlerne, tør vi ikke spå om, men der venter i hvert fald noget af et arbejde.

For at lykkes med den opgave har Randers været igennem noget af en udskiftning af et vintervindue at være. Seks mand er kommet ind, de to af dem tilbage fra leje, og ud er gået fem.

Tilbage er kommet Nicolai Poulsen, der fik tanket lidt selvtillid på et succesfuldt Sarpsborg-hold, hvor det blev til pænt med spilletid, og han ligner den naturlige afløser for Perry Kitchen der ikke slog til som profil og lederfigur, på trods af utallige opfordringer.

Ligeså er Mikkel Kallesøe tilbage for at tage kampen op på højre back med Johnny Thomsen og tilføre noget bredde på kanterne. Derudover er Jakob Johansson hentet ind på en lejeaftale fra FC Nordsjælland, hvor han var røget om bag i køen i puljen af spændende offensive talenter, og så forsøger man at genstarte det tidligere stortalent Jannik Skov Hansens karriere, efter en tur i 2. division. Det er nok tvivlsomt, hvor meget de to sidstnævnte reelt kommer til at spille i foråret, men om ikke andet har man i hvert fald fået to ekstra lodsedler at smide i puljen i håbet om, at man rammer den store gevinst, der kan gøre en forskel.

Mest bemærkelsesværdigt er nok, at man har forsøgt at forstærke offensiven med to mand hentet i svensk fodbold, Mikael Boman og Eero Markkanen. To spillere, der næppe er kendt af de fleste danske fodboldfans, men ikke desto mindre nok to offensive kort, som Randers i høj grad kommer til at sætte deres lid til i foråret. Vi har også kigget nærmere på dem.

Et kig på vores model efterlader ikke megen tvivl om, hvad det er for en type angribere, Randers har hentet.

Det er to af Allsvenskan mest udtalte Target Men, som man har hevet til. To spillere, der så absolut har deres kvaliteter i boksen, og som giver holdet den fysiske tilstedeværelse i feltet, som man ikke haft haft siden man lejede Mayron George ud.

Boman kommer fra den klart bedste sæson af de to, hvor han leverede en stabil indsats over hele sæsonen på et meget skuffende Göteborg-hold. Markkanen kommer fra et meget skuffende lejeophold i Dresden i efteråret, og skal først og fremmest i gang med at spille noget fodbold igen. Markkanen er nok den af de to med det højeste topniveau, men formodentlig også væsentligt længere fra det end Boman.

Men hvorfor hente to åbenlyse target-spillere? Er det meningen, at de begge to skal spille samtidig, og minder de ikke for meget om hinanden til at danne frontduo? Lad os kigge nærmere en gang.

Ligheden mellem de to spillere er slående til et niveau, hvor det næsten er skræmmende. Begge er stærke duelspillere og spillere, der som regel afslutter fra gode positioner, men samtidig spillere uden de helt store kompetencer med bolden på fødderne, når det kommer til at sætte en medspiller op eller afdrible en modspiller.

Det forekommer at være besynderligt, at man henter to så ens angribere i samme vindue, men læsningen af det må om ikke andet være, at Randers satser på, at det bliver et forår, hvor man i høj grad skal krige den hjem og være stærke på de mere simple ting som bl.a. dødbolde. Det er måske ikke et så dumt et valg endda, når man ser på hvilke kvaliteter, der ellers er i truppen, og der er i hvert fald gode chancer for, at det er et bedre match med den spillestil, end det Ricardo Moniz forsøgte at implementere.

Med to tankcenterforwards på plads og en trup sat op til at skulle slide sig gennem et forår med fight, duelspil og dødbolde som kernedyder, må en af de mest åbenlyse opgaver være at få sin bedste indlægsspiller med ind til det forår. Men åbenbart ikke i Randers.

Salget af Vladimir Rodic til en direkte konkurrent i nedrykningskampen og på mange måder mindre klub, forekommer en kende bizart med tanke på, at Rodic lynhurtigt nåede at manifestere sig som randrusianernes bedste chanceskaber, efter at man hentede ham på deadline day i sommer, og at man forlængede montenegrinerens kontrakt halvanden måned før salget til Silkeborg.

Hvad der helt præcist lægger bag, kan vi kun gisne om, men sikkert og vist er det, at Randers mister deres mest kreative indslag og bedste leverandør af dødbolde fra efteråret. Sidstnævnte har man sandsynligvis en idé om, at Saba Lobzhanidze og Brandur Hendriksson kan overtage, men det virker stadig satset at lade en spiller gå, der har fungeret så godt for kronjyderne.

Det lugter af, at Silkeborg har fundet en spiller som med god sandsynlighed kan tilføre nogle af de kreative idéer og kvalitet i indlæg og dødbolde, der kan være med til at udfylde det vakuum, Robert Skov efterlader. Et friskt bud på en af vinterens bedste signings her.

Peter Brüchmann luftede den anden dag her på sitet teorien om, at Randers' transfervindue muligvis skulle ses som et forsøg på at række ud efter en mere skandinavisk funderet kultur, der er mere i tråd med det Randers, vi har kendt førhen.

Det er bestemt ikke utænkeligt, at det er ræsonnementet. På Randers FCs vegne håber vi dog, at der ligger nogle dybere overvejelser bag, der handler mere om, hvilke typer du helt specifikt caster til din trup, end det handler om, hvilken nationalitet der står i passet.

Et kig på nogle af de spillere, der har forladt klubben i vintervinduet. Marvin Pouríe, har spillet i Danmark i over fem år. Nikola Djurdjic, små fem år i norsk og svensk fodbold med stor succes. Vladimir Rodic, ét år i Sverige med pæn succes.

Randers FCs problemer bunder ikke i manglende skandinavisk forankring, og den interne analyse stikker forhåbentlig dybere end det.

I en Superliga fyldt med interessante plottråde (jo jo, den er god nok Mads Timm), er Randers FC fortsat en af de mest interessante og en af forårets helt store ubekendte. Backstage eller ej tegner det til at blive endnu et hektisk år for randrusianerne, hvor store beslutninger skal tages på bestyrelsesgangene, og hvor den ellers etablerede Superligaklub risikerer at måtte sande, at det kan blive fodbold på anden klasse og et stort genopbygningsarbejde, der inden længe står for døren.

Foto: Getty Images