Hareide på jagt efter de sidste VM-svar - optakt til de kommende landskampe
Opgørene mod Panama og Chile skal meget gerne give landstræner Åge Hareide svar på de sidste spørgsmål inden VM. Her ser vi nærmere på, hvilke svar han leder efter
Af Jacob Staehelin
Podcasten i denne artikel er sponsoreret af Oddset og Arbejdernes Landsbank. Der indgår desuden et indslag sponsoreret af People's Press.
De to kampe mod Panama og Chile er de sidste inden landstræner Åge Hareide skal udtage sin VM-trup 8. maj. Og selv om der ikke er de store spørgsmål i forhold til truppens sammensætning, så er der dog alligevel en række uafklarede elementer.
Det ser Jonathan Hartmann, akademitræner og analytiker i Lyngby Boldklub, og Jonas Hebo, der til daglig tørner ud for HIK, nærmere på i denne landsholdspodcast.
Især positionen som venstre back kommer under kyndig behandling, for med hele fire udtagne til den position, har Åge Hareide klart givet udtryk for, at det er hans største hovedpine. Jens Stryger Larsen er det foretrukne valg, men som højrebenet spiller er der visse udfordringer. Derfor er det en åben kamp mellem de tre andre bejlere: Riza Durmisi, Jonas Knudsen og Nicolai Boilesen. Vi ser nærmere på, hvem der har fordele mod Perus små, vævre spillere og Australiens mere robuste folk - og hvem Pione Sisto passer bedst sammen med.
Vi ser også nærmere på formdyk, Hareides tydelige aftryk på holdet og de relationer, der betyder så meget for landstræneren.
Og som lovet - i udsendelsen lover vi et link til beskrivelsen af bogen 'Kampdag', der snart udloddes som præmie til en konkurrence på Medianos Facebook-side. Bogen, der handler om hooliganmiljøet omkring Hannover 96, kan du læse meget mere om her:
Foto: Lars Rønbøg/FrontZoneSports via Getty Images