Fra Putin til VM i Qatar 2022 - Når sport og politik smelter helt sammen

Blog: Her skriver Stanis Elsborg, der er idrætshistoriker, Ruslands-kender og fodboldfan om VM i Rusland. Hvad betød slutrunden for Rusland? Fik Vladimir Putin opfyldt sine ønsker? Og hvor peger det hen mod 2022?

Af Stanis Elsborg

Efter en årrække med kontroverser ovenpå annekteringen af Krim og afsløringerne af et statsstyret dopingprogram i Rusland, var et succesfuldt fodbold-VM lige det, som den russiske præsident, Vladimir Putin, havde brug for.

VM i fodbold sluttede den 15. juli med finalekampen på nationalstadionet, Luzjniki Stadion, hvor 80.000 ellevilde fans afrundede et VM, der har været en overvejende succes for den russiske leder. Et VM, der forud for åbningskampen mellem Rusland og Saudi-Arabien den 14. juni var genstand for en massiv debat om sammenblandingen af sport og politik. Herhjemme blev det ikke mindst aktuelt i politiske kredse, da kulturminister Mette Bock offentliggjorde, at hun ville tage til Rusland for at støtte det danske fodboldlandshold.

Når Putin dagen inden VM gik i gang, takkede FIFA for ikke, at blande sport og politik sammen, og at Rusland altid har støttet denne tilgang, så klinger det hult. Når mantraet om, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre bliver fremhævet, så skyldes det lige omvendt, at de to sfærer er intimt forbundet, og Putins brug af sportsbegivenheder, ikke mindst på national grund, er det mest tydelige eksempel på dette i moderne tid.

Ideen om at adskille sport og politik er et tomt tegn, som kan bruges til at give et nobelt og ædelt skær over en hvilken som helst idrætspolitisk handling. Når en statsleder som Putin hævder, at sporten er adskilt fra politik, bør man derfor gøre klogt i at spidse ører, for et sådant udsagn er i reglen et skalkeskjul for en stærk politisering af sporten. Og Putin har netop udnyttet VM-begivenheden meget succesfuldt i et politisk perspektiv, hvor baneløberne fra Pussy Riot hurtigt vil gå i glemmebogen – ikke mindst fordi topmødet mellem Trump og Putin dagen efter har fået stort set al opmærksomheden.

Den nationale fortælling

VM var kronen på værket i Putins nationale genrejsning, hvor en årelang satsning på elitesport og sportsbegivenheder har bidraget til fortællingen om Ruslands genopståen som stormagt. De mange sportsbegivenheder på national grund det sidste årti er blevet benyttet som en særlig ”erindringshistorisk arena” til at etablere en betydningssammenhæng mellem det fortidige, det nutidige og det fremtidige.

Stanis Elsborg (f. 1984) er cand. scient. i humanistisk-samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab og historie fra Københavns Universitet m. speciale i spændingsfeltet mellem sport, politik og national identitet. Han står bag www.idraetshistorie.dk og gæsteforelæser ved Institut for Idræt og Ernæring på K.U. Pt. skriver han på en bog om dansk såvel som international idrætshistorie, der kommer efteråret 2018 hos Frydenlund.

Sportsbegivenhederne fremstår som en potemkin-kulisse for Putin, der bevidst bruger sportens evne til at gå under den normale politiske radar, i håb om at opnå international goodwill og i dannelsen af en ny national identitet i Rusland. På disse parametre har VM i Rusland været en succes for Putin.

Den er jo rund... Topmøde i Helsinki mellem Donald Trump og Vladimir Putin i den forløbne uge. Foto: Getty Images

Til VM er ikke mindst de officielle præsentationsvideoer af værtsbyerne, bylogoer, offentliggørelsen af VM-emblemet og VM-plakaten blevet brugt til at sende nogle særlige politiske og nationale budskaber. Her har Putin skabt en fortælling med en særlig hyldest til især den russisk ortodokse kirke, rumpolitikken og den sportshistoriske storhed under Sovjetunionen. Denne fortælling blev samlet i en flot visuel introvideo til åbningsshowet den 14. juni på Luzjniki Stadion. Til stor forundring så de danske seere dog intet til denne video, da TV 2 i stedet valgte at sende en reklameblok ud til de danske stuer.

I Putins nationale fortælling glorificeres den zaristiske og sovjetiske æra, hvor ikke mindst rumpolitikken og elitesporten fremstår som Putins nye nationale markører. I forbindelse med fodbold-VM blev dette eksemplificeret ved offentliggørelsen af VM-emblemet, som foregik hos tre russiske kosmonauter om bord på Den Internationale Rumstation, ligesom kosmonauterne var med på en livetransmission på den statsejede tv-kanal kort før åbningsceremonien til VM gik i gang, for at lykønske det russiske folk og de russiske fodboldspillere. Afslutningsceremonien startede også med billeder af kosmonauter, der sendte en fodbold fra det ydre rum mod jordkloden og det tidligere olympiske stadion fra 1980.

I maj og juni var forfatteren til denne artikel i studiet hos Mediano (se nedenfor), hvor min tese var, at Putin kunne finde på at sprænge rammerne for, hvad vi normalt ser ved en åbningsceremoni til et VM. Tesen bundede først og fremmest i den meget bevidste (politiske) brug af de officielle præsentationsvideoerne af værtsbyerne, bylogoer, offentliggørelsen af VM-emblemet og VM-plakaten til at skabe en særlig national fortælling. Det pompøse show udeblev dog, og Putin fulgte blot traditionen og spillede op til fest med popstjernen Robbie Williams som samlingspunkt.

Her kan du høre den omtalte podcast med Stanis Elsborg i panelet:

Og her en udsendelse, der blev optaget kort før åbningen af VM:

I åbningsceremonien til VM var der dog fundet plads til fuglen Fønix. Fønix-fuglen symboliserer rigdom samt held og lykke i russiske folkeminder, men har også den symbolske funktion, at den signalerer Ruslands genopståen som stormagt siden Berlinmurens fald i 1989. Fuglen Fønix, der rejser sig fra sin aske, ligesom Putin vil genrejse Rusland til igen at blive en politisk og sportslig stormagt. Fuglen Fønix var også central i forbindelse med vinter-OL i Sotji 2014, hvor den vinterolympiske fakkel var konstrueret som en fugls fjer som en reference til fuglen Fønix, ligesom den også var et centralt tema i den paralympiske åbningsceremoni. I januar 2018 skrev jeg en større baggrundsartikel om VM i Rusland her på Mediano.nu, hvor du kan læse endnu mere om de særlige politiske og nationale budskaber i forbindelse med Putins prestigeprojekt. Se artiklen her.

Storpolitik under VM

Forholdet mellem sport og politik bliver hyppigt diskuteret og mange politikere forsøger stadig, at opretholde idéen om at sport og politik ikke hører sammen. Sporten anses ofte som umiddelbart adskilt fra det parlaments- og regeringspolitiske niveau. Ikke desto mindre har det gang på gang vist sig, at sport er blevet anvendt i diplomatiske henseender i relation til staters politiske interesser. VM er et fint eksempel på dette, hvor Ruslands præsident, Vladimir Putin, har benyttet begivenheden til at udøve storpolitik og til at pleje sine diplomatiske forbindelser. I halvlegen til åbningskampen drak den russiske præsident fin champagne og udvekslede ord med bl.a. Kinas vicepremierminister, Sun Chunlan, Moldovas præsident, Igor Dodon, og den tidligere franske præsident Nicolas Sarkozy.

Putin har desuden holdt politiske møder med særligt udvalgte statsledere, hvor Vestens magtfulde ledere glimrer ved deres fravær, ligesom de også var fraværende på tribunerne til åbnings- og afslutningsceremonien. Nogle af de mest interessante lande, der er blevet budt indenfor i Putins fine selskab er statsledere og højtrangerende politikere fra Saudi-Arabien, Aserbajdsjan, Rwanda, Bolivia, Libanon, Armenien, Turkmenistan, Sydkorea, Paraguay, Panama, Kirgisistan, Qatar og Nordkorea.

Putin har også udnyttet tiden til at besøge sin gode allierede, Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko, med hvem han har et tæt forhold til. De to præsidenter har ofte spillet showkampe i ishockey sammen, og den hviderussiske præsident kaldes da også for ”Caligula med hockeystaven”, fordi han, ligesom Putin selv, aktivt bruger elitesporten i en folkelig appel, der i dansk henseende måske bedst huskes for en tenniskamp med danske Caroline Wozniacki som et propagandastunt i sin valgkamp i 2010. Næste år skal European Games – den europæiske pendant til de olympiske lege – afholdes i Minsk, der bliver en vigtig event for Lukashenko til at skabe nationalt sammenhold.

På åbningsdagen blev Putin også telefonisk lykønsket af Kinas præsident, Xi Jinping, og Israels premierminister, Benjamin Netanyaju, med åbningen af VM. Kreml er ganske vist i konfrontation med Vesten, men resten af verden hilser glædeligt på den russiske præsident.

Helt uventet fik Putin et kærkommet PR-boost fra præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, der under et møde med Putin, udtrykte sin beundring over, hvordan den russiske præsident havde ”håndteret VM-slutrunden så succesfuldt”. Dette blev i øvrigt forventeligt fulgt op af Trump selv ved det store topmøde mellem Putin og Trump i Helsinki dagen efter VM-slutrunden. Det manglede naturligvis også bare ovenpå Putins fine gave til Trump: et eksemplar af den officielle VM-bold. VM-værterne har også imponeret tidligere sportskoryfæer. Den tidligere Manchester United-anfører og engelske landsholdsback, Gary Neville, skrev på twitter, at ”Denne turnering er den bedste jeg hidtil har set. Landet [Rusland] er trådt i karakter!! Kom og nyd det, hvis du kan”. Det er uvurderlig PR for Putin, og et kerneeksempel på, hvad store sportsbegivenheder kan.

VM er det mest moderne eksempel på, at den romerske satiriker Juvenals beskrivelse af formålet med de romerske kejseres brug af gladiatorkampe lever i bedste velgående: ”Det folk som tidligere gav magtbeføjelser til konsuler, legioner og alt andet, er nu faldet så dybt, at det kun begærer to ting: Panem et circenses, brød og skuespil.”

Robbie Williams under åbningsceremonien. Foto: Getty Images

Med andre ord: giv befolkningen brød og skuespil, så forstummer kritikken og dialogen - et kendetegn ved Putins styreform, hvor befolkningen bydes brød og skuespil fremfor demokratisk dialog. I løbet af historien har sportens dramaer ofte fundet sted i imponerende arkitektoniske bygninger – lige fra gladiatorkampene i Colosseum og hestevæddeløbene på Circus Maximus til ridderturneringer i middelalderen og renæssancen, hvor folket kunne få et glimt af deres herskere. De romerske kejsere skabte hver sit eget ’forum’, hvor kejserens magt og herlighed kunne blive mindet gennem overdådig arkitektur.

De fascistiske regimer er ofte og meget rammende blevet karakteriseret som en enhed af forførelse og tvang. Her står som det mest centrale eksempel i masseforførelsen den fascistiske leder Benito Mussolinis egen krop, som betød en dyrkelse af den sportsglade Mussolini som rytter, motorcyklist, væddeløbskører, pilot og frem for alt fægter. Putin-kulten minder på dette punkt mere om dyrkelsen af Mussolini end om dyrkelsen af de relativt tilknappede kommunistiske ledere.

Mussolini genoprettede også de romerske kejseres tradition om at have sit eget ’forum’ som et led i forsøget på at efterligne Roms imperialistiske storhed. Mussolini skabte til ære for sig selv ’Foro Mussolini’ (nu Foro Italico) nord for Rom – et gigantiske træningskompleks designet til den fascistiske ungdomsorganisation ’Balilla’. Kulten omkring Mussolini er her direkte indgraveret i kunst og arkitektur med henvisninger til ’Il Duce’. På samme måde er VM-faciliteterne klart et produkt af én mands ønske om magt og lige så klart en pompøs kulisse for Putin til at imponere det udenlandske publikum, det der i international politik kaldes for blød magt, og som beror på evnen til at påvirke andre til at opnå de resultater, man ønsker gennem tiltrækning snarere end ved tvang eller økonomiske repressalier.

Putin og stjernerne

Putin havde også inviteret den tjetjenske leder, Ramzan Kadyrov, inden for i Kremls bygninger. Putins tætte allierede fik dog mest opmærksomhed for en anden situation under VM, da han i ren Putin-stil, lod sig fotografere med den egyptiske stjernespiller Mohamed Salah. Kadyrov er meget tydeligt gået i Putins fodspor, hvad angår det at profilere sig rent sportsligt og i brugen af egen krop som politisk redskab  - læs mere herom i min artikel ’Putins politiske krop'

De meget omtalte billeder med Salah er dog mest af alt af politisk karakter, og en håndsrækning fra Kadyrov til den muslimske del af verden. Kadyrov ser tydeligvis også sportens muligheder for at fremme sine politiske interesser i ind- og udland, og gjorde sågar Salah til æresborger i Tjetjenien under en middag, som han arrangerede i forbindelse med det egyptiske landsholds ophold i republikken.

Men Putin lader naturligvis heller ikke selv en oplagt foto-mulighed gå sig forbi, og har også selv plejet sit sportslige image under VM. Ikke i bar overkrop som præsidenten ofte ynder, ej heller iført sin hvide judodragt dyrkende sin ungdomssport, men som behersker af fodboldkunsten, hvilket han bl.a. viste under sit besøg ved den russiske fodboldpark på den Røde Plads. Her solede han sig i blitzlysene sammen med anerkendte fodboldstjerner som de spanske VM-guldvindere fra 2010 Iker Casillas og Carlos Puyol, det brasilianske fodboldikon Ronaldo og den legendariske tyske VM-vinder fra 1990, Lothar Matthäus. Og på en af slutrundens sidste dage inviterede Putin flere tidligere fodboldstjerner – inklusiv danske Peter Schmeichel - inden for i Kremls fine gemakker.

Det er ikke noget nyt, at Putin søger kameralinsen med sportsstjerner i baggrunden. Hvem husker ikke, da han lod Lewis Hamilton oversprøjte sig med champagne i 2015, efter Hamiltons Formel 1-sejr i Sotji, eller da året forinden, til VM i skak i Sotji, fremhævede russisk skaks betydning for verdensfreden med vinderen, skakgeniet Magnus Carlson, og nummer to, Viswanathan Anand, ved sin side.

Putin har også med snilde brugt VM-begivenheden til at genoptage sit bånd til præsidenten for Den Internationale Olympiske Komité, Thomas Bach, der meget belejligt var at finde på lægterne til finalekampen mellem Frankrig og Kroatien – endda blot ét sæde væk fra Putin, kun adskilt af den kroatiske præsident Kolinda Grabar-Kitarovic. Under et møde forud for finalekampen roste Thomas Bach da også Putin for afholdelsen af VM og for igen, at have vist, at Rusland er i stand til at afholde store sportsbegivenheder. Det fremstår som en tydelig forbrødring mellem de to parter efter et par turbulente år ovenpå dopingskandalen efter vinter-OL i Sotji i 2014, og således også et første skridt mod Putins angivelige ønske om at blive vært for OL i 2032.

Putin åbner VM. Foto: Getty Images

Sportsbegivenheder kan således bruges på mange forskellige måder, ikke mindst som et skalkeskjul for andre hensigter. I 2014 kanonerede Putin den nationalistiske strømning fra afholdelsen af vinter-OL i Sotji direkte ind i opbakningen af annekteringen af Krim. Til VM i fodbold 2018 er det af mere nationalpolitisk karakter, for mens alles øjne var rettet mod åbningsceremonien den 14. juni på Luzjniki Stadion, hævede Putin pensionsalderen markant for den russiske befolkning.

Det har uomtvisteligt været en glad tid i Rusland under VM, der har vist sig som et venligt og imødekommende land, men spørgsmålet er, hvordan tilstanden bliver når den karnevalistiske stemning fra VM er ovre? Ikke desto mindre retter blikket sig i fodboldkredse nu mod VM i Qatar om fire år, hvor vi alle kan glæde os til, at se VM i fodbold med frost og kulde udenfor, idet Infantino netop har offentliggjort, at VM-slutrunden skal afvikles fra den 21. november til den 18. december 2022.

Qatar venter i 2022

I 2022 kommer VM-karnevallet så til ørkenstaten Qatar, en halvø placeret i Mellemøsten ved den Persiske Bugt med Bahrain, Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater omkring sig. Som mange af de andre lande i regionen er Qatar styret af en kongelig familie (Al-Thani familien), og er karakteriseret som en ”Emirat”-stat, der i sin styreform ligner et monarki eller sultanat, hvor den øverste magt er i hænderne på en ”Emir”. På trods af beskyldninger om korruption, menneskerettighedsproblemer og et ekstremt klima blev Qatar i december 2010 af FIFA tildelt sin hidtil største sportsbegivenhed. Således blev Qatar den første arabiske stat til succesfuldt at vinde værtsskabet for VM i fodbold – et betydeligt løft i prestige for Qatar, der geopolitisk befinder sig i en region, der er voldsomt præget af stridigheder mellem de omkringliggende lande.

Før 1960'erne var Doha den eneste by i Golfregionen, der havde et sportsstadion med et græstæppe. Doha Stadion blev renoveret i 1970'erne og var vært for to vigtige sportsbegivenheder: Muhammad Alis udendørs kamp i 1971 og i 1973 fodboldkampen mellem Santos FC fra Brasilien (med stjernespilleren Pele) og den lokale Al-Ahli SC (den ældste sportsklub i Doha). Disse to sportsbegivenheder er for det qatarske folk et stærkt kollektivt minde, der hjalp med at opbygge, hvad politolog Benedict Anderson kalder et ”forestillet fællesskab” blandt befolkningen i Qatar. Her forbindes hvert medlem af nationen gennem en forestillet kultur, historie og slægtskab, og bevidstheden om denne skaber fællesskabet. Nationen og den nationale identitet beskrives som forestillet, da borgerne i selv den mindste nation aldrig vil kende alle medborgere, møde dem, eller endda høre om dem. Alligevel vil alle nationens borgere i et eller andet omfang have en forestilling om et delt fællesskab.

Fra Qatars pressemøde under VM i Rusland. Foto: Getty Images

Med to enorme stjerner inden for hvert sit felt repræsenterede begge begivenheder en idé om en 'sportsidentitet', og i gangsatte en større sportslig satsning, der er eksploderet de seneste årtier, hvor Qatar, sammen med Rusland, er det land i verden, der har arrangeret flest sportsbegivenheder siden årtusindeskiftet.

I 2015 afholdte man alene 89 sportsarrangementer, og af større sportsarrangementer, der har været afholdt i Qatar, kan bl.a. næves Asian Games i 2006, AFC Asian Cup 2011, VM i kortbanesvømning i 2014, VM i herrehåndbold 2015, VM i boksning (IBA) i 2015, ligesom de er værter for VM i atletik 2019 og naturligvis VM i fodbold 2022.

Foruden at satse massivt på store sportsbegivenheder er Qatar også særdeles aktiv i forhold til direkte investeringer i sportsindustrien, udvikling af elitesport og sportsdiplomati. Qatars fokus på det sportslige område er således ikke et udtryk for tilfældighed, men derimod en bevidst strategi. Et interessant aspekt ved casen Qatar er, at landet generelt er uden sportshistorie, ligesom de mange sportsbegivenheder ikke synes at have indbyggernes interesse. Derudover har Qatar tidligere udvist begrænset regional og globalt diplomatisk engagement. Sammenlignet med andre ikke-vestlige nationer, som har forsøgt at anvende store sportsbegivenheder, som del af en national brandingstrategi, skiller Qatar sig ligeledes ud både demografisk og geografisk – se tabel 1.

Heraf er under 10 procent officielle statsborgere (Human Rights Watch, 2017).

Flere peger på, at Qatars investeringer i den sportslige sektor og sportsbegivenheder er et led i et ønske om, at placere sig selv som en sportsnation, som skal forbedre landets image og fjerne skyggen som en terror-støttende stat. Med andre ord, så forsøger Qatar at udnytte sporten som en bevidst image-forbedrende strategi og ønsket om soft power eller blød magt er ifølge mange forskere den væsentligste faktor i Qatars enorme sportslige investeringer.

Qatar ser en stor mulighed i at benytte sportsbegivenheder på national grund til at fremhæve idealet om modernitet og innovation, ligesom det skal medvirke til at vise landet frem i skæret af universelle værdier om fred og sikkerhed, samtidig med at det skal iscenesætte Qatar som samarbejdende, lydhør og et venligtsindet medlem af det internationale samfund.

Der er dog også altid en risiko for, at et værtsskab for en så stor begivenhed som VM kan give bagslag. I relation hertil bør nævnes begrebet soft disempowerment, der tager højde for de tilfælde, hvor der er mulighed for, at nogen såres, fornærmes eller fremmedgøres med den konsekvens, at tiltrækningskraft eller indflydelse tabes. Her har Qatar i forbindelse VM-værtsskabet i 2022 allerede mødt hård kritik med fortsatte påstande om bestikkelse og korruption omkring tildelingen af VM, en øget international bevidsthed om Qatars problemer med menneskerettigheder, samt bekymringer om Qatars ekstreme manglende frihed for kvinder og homoseksuelle.

Qatars visioner og strategier

Som overordnet styringsdokument for Qatar findes ’Qatar National Vision 2030’ (QNV, 2008), der har til formål at definere nationale værdier og langsigtede mål. Herunder findes ’National Development Strategi 2011-2016’ (QNDS, 2011), som definerer nationale initiativer mod opnåelsen af 2030-visionens mål. Under denne findes igen 14 forskellige sektorstrategier, hvor vi også finder den sportslige sektors strategi. Den nationale udviklingsstrategi for 2017 og frem lader stadig vente på sig, men forventes at indeholde samme elementer som den foregående.

Overordnet ønsker Qatar med sin Vision 2030 at udvikle sig til et innovativt land i stand til at fastholde udvikling og sikre en høj levestand – dog uden at give køb på kulturelle og traditionelle værdier. Dette kommer eksempelvis til udtryk i forordet til Vision 2030, hvor nøgleordene er økonomisk og social retfærdighed for alle, harmoni mellem natur og menneske, kløgtig anvendelse af tilgængelige ressourcer, infrastruktur i verdensklasse, diversificeret økonomi, fuld deltagelse for alle i det økonomiske, sociale og politiske liv, samt effektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed hos statslige organer – alt sammen med stærke islamiske værdier og familieværdier som moralsk og etisk kompas (QNV, 2008: 3-4).

Tilpasning til den globale markedsplads

Sportslig succes defineres af professor Danyel Reiche som et koncept bestående af tre dimensioner: Afholdelse af store sportsbegivenheder, opnåelse af medaljer ved internationale sportsbegivenheder og globale sportsinvesteringer. På samme måde kan der identificeres fire hovedsøjler i Qatars sportslige strategi bestående af 1) direkte investeringer i sportsindustrien, 2) afholdelse af store sportsbegivenheder, 3) udvikling af elitesport og 4) sportsdiplomati. Med det formål at opnå en større forståelse af, hvordan sporten forstås og anvendes af Qatar, vil jeg i det følgende kort belyse de væsentlige drivkræfter bag landets store satsninger på sportsområdet, som de kommer til udtryk hos Qatar selv. I den sportslige strategi identificeres tre overordnede drivkræfter, som uddybes nedenfor: 1) Tilpasning til den globale markedsplads; 2) Opnåelse af soft power; 3) En styrket national identitet.

Globaliseringen har medført en nedbrydning af rumlige barrierer som betyder, at distancen fra markeder og råmaterialer bliver mindre relevant, hvorfor de naturlige monopoler, der tidligere eksisterede som følge af den geografiske afstand, forsvinder. Den enkelte nationalstat har derved mindre mulighed for at kontrollere multinationale pengestrømme, og investeringer kommer derfor i stigende grad til at tage form som en forhandling mellem international økonomisk kapital og lokale magtfaktorer, som forsøger at maksimere tiltrækningskraften for kapitalistisk udvikling i det lokale miljø. Der opstår altså en øget konkurrence blandt byer og lande, der tvinges til at finde måder at differentiere sig på for at tiltrække kapital på det globale marked. På tværs af nationale grænser og ideologier hersker der konsensus om, at byer og lande som anlægger, hvad professor David Harvey beskriver som en entrepreneurialistisk tilgang til økonomisk udvikling, vil opnå konkurrencemæssige fordel. Denne tilgang indbefatter, at eliten forener sig for at promovere tiltag, som kan tiltrække økonomisk vækst til landet og øge dets anseelse i det globale hierarki - en forholdsvis simpel opgave for Qatar, da landet har en særdeles topstyret kommandostruktur. Dette ønske afspejles ligeledes tydeligt i Qatars sportslige strategi, hvor sporten ses som del af en udvikling, der i høj grad er motiveret af en økonomisk dagsorden.

I Qatar skal sporten bidrage til at udvikle en kompetitiv diversificeret økonomi, som skal sikre velstand for alle både nu og i fremtiden. Det skal ske via afholdelse af sportsbegivenheder og sportsrelaterede serviceydelser, samt fra en øget produktivitet som resultatet af en sundere befolkning. Hertil fremgår det i den sportslige strategi, at en solid styringsramme for sport er essentielt i opbygningen af en moderne og progressiv stat, og at en sundere befolkning støtter op om økonomisk udvikling gennem forbedret produktivitet og øget økonomisk output (SSS, 2011, 9-10). Samtidig fremhæves verdensmesterskabet i fodbold 2022 som en event, der vil accelerere udviklingen af Vision 2030 (SSS, 2011: 4), og det betones at andre sektorale strategier kan understøttes ved eventen af eksempelvis brug af miljøvenlig grøn teknologi, diversificering af indtægtskilder ved inddragelse af den private sektor og ved udvikling af sportsturisme. Hertil skal eventen bidrage til at profilere Qatar regionalt såvel som internationalt, skabe jobmuligheder, bygge kapacitet hos den unge befolkning og skabe en effektiv og produktiv arbejdsstyrke (SSS, 2011: 10). At afholdelsen af store sportsbegivenheder tillægges en essentiel værdi fremgår i tillæg tydeligt af følgende citat fra et medlem af organisationskomiteen for VM i fodbold 2022:”… the successful event bid has ‘catapulted us maybe 100 years in terms of profile, in terms of [the wider world] knowing who Qatar is, in terms of knowing where Qatar is’”.

En kamp for soft power

Centralt i entrepreneurialismen står produktionen af et attraktivt image. Særlig relevant i forhold til dette er Joseph Nyes begreb om soft power. Soft power er et teoretisk begreb og nævnes naturligt nok ikke direkte i Qatars sportslige strategi, men der er dog indikationer på, at Qatar i deres sportslige strategi jagter, hvad Nye beskriver som soft power:

”At the international level, sports events and athletes help raise Qatar’s regional and global profile, and results in enhanced national pride. International sport is also a powerful tool for international engagement and diplomacy through tourism, aid and trade.” (SSS, 2011: 6)

Samtidig ligger nøglen til en forståelse af Qatars investeringer i, hvad Qatars Olympiske Komité beskriver som: ”forbedringer af forholdet mellem nationer”, hvilket dog mere skal forstås som Qatars relationer med andre nationer end som relationer mellem nationer. Det samme udtrykkes i Qatars sportslige strategi, hvor det påpeges, at Qatar vil “bruge sport til at skabe venskaber og forbedre forholdet mellem nationer verden over (SSS, 2011: 10).

En søgen efter et forbedret image kan især ses udtrykt gennem jagten på store sportsbegivenheder som OL og VM i fodbold, men Qatars imageforbedrende aktiviteter gennem sport spænder over såvel investeringer i sportsindustrien som udvikling af eliteatleter. En nøgleaktør for Qatars globale sportserhvervelser er Qatar Sports Investment (QSI), som er en afdeling af Qatar Investment Authority (QIA). QSI opkøbte i 2011 den franske storklub Paris Saint-Germain (PSG) og investerede i flere fodboldspillere i absolut verdensklassespillere som eksempelvis svenske Zlatan Ibrahimovic og brasilianske David Luiz, der blev datidens dyreste forsvarsspiller nogensinde. Samme år påbegyndtes et sponsorat af den katalanske storklub FC Barcelona – et sponsorat, som efter to år med Qatar Foundation, blev overtaget af Qatar Airways, der blev klubbens første kommercielle trøjesponsor. Senest har PSG købt den brasilianske superstjerne Neymar for svimlende 1,65 milliarder kroner, hvilket gør ham til den dyreste fodboldspiller i historien, ligesom de har indgået en lejeaftale med AS Monaco om det 19-årige stortalent Kylian Mbappé med en købsoption til næste sæson, hvor det forventes at PSG endnu engang vil indgå en rekordtransfer, selvom PSG formentlig vil være i hård konkurrence om VMs ”Golden Boy”. Derudover har QSI blandt andet investeret i sportstøjsmærket BURRDA og diverse tv-rettigheder til Al Jazeera Sport, samt opkøbt den olympiske by fra OL i London i 2012. 

Centralt i Qatars elitesportssatsning står Aspire Academy (www.aspire.qa), som er Qatars nationale sportsakademi for drenge mellem 12 og 18 år. Over flere år har Qatar således investeret flere milliarder dollars i sportsrelateret infrastruktur i Mellemøsten, Asien, Afrika og Sydamerika. Derudover kan der observeres en uoverensstemmelse mellem sportsstrategien, og hvad der rent faktisk sker i praksis, da det i sportsstrategien fremhæves, at der vil være et særligt fokus på udvikling af kvindelige og handicappede eliteatleter (SSS, 2011: 9), hvorfor dette muligvis mere kan ses som en måde at brande sig selv på. På samme måde spillede Sheika Mozah bint al-Missned, kone til Sheik Hamad bin Khalifa al-Thani, en væsentlig rolle i Qatars bud på VM, da hun her præsenterede Qatars endelige bud:

رأت الشيخة موزة بنت ناصر المسند زوجة امير قطر بان الوقت قد حان لمنطقة الشرق الاوسط كي تنال شرف استضافة كأس العالم في كرة القدم من خلال ملف قطر 2022.

Derudover søger Qatar indflydelse gennem positionering i sportsorganisationer på både regional, kontinentalt og internationalt niveau, hvor blandt andet ’The International Centre of Sports Security’ (ICSS) og ’Qatar Anti-Doping Labaratory’ er med til at promovere Qatar som en international beskytter af sportens integritet ved at bekæmpe korruption, udnyttelse og doping.

En ny national identitet

For Qatar har den sportslige sektor en fremtrædende rolle i forhold til udviklingen af den nationale identitet ved at skabe sportslig succes (SSS, 2011, s. 10). Eliteidrætten er ofte blevet brugt til at konstruere og vedligeholde en idé om nationalt sammenhold, hvor succes i sport kan blive konverteret til et tilhørsforhold til nationen og en påvirkning af den nationale identitet i en udstilling af magt og storhed.

En metode til at øge sine medaljechancer ved store sportsbegivenheder er det såkaldte ”nation-swapping” af internationale sportsstjerner. ”Nation-swapping” er blevet et interessant interesseområde i international sport, hvor globaliseringen har ført til en stigende bevægelse af atleter på tværs af landegrænser. Dette fænomen er blevet undersøgt i flere sammenhænge, fx i forbindelse med de ”borderless athletes” i japansk sport, og talentmigrationen fra Samoa til New Zealand indenfor rugby.

Disse studier har hovedsageligt fokuseret på atleternes motiver. Bevæger man sig væk fra atlet-motivet og over til regerings-motivet bliver det tydeligt, at ”nation-swapping” i sport har udviklet sig til en mere strategisk planlagt og økonomisk drevet aktivitet. Her er Qatar blandt et stigende antal lande, der aktivt rekrutterer eliteatleter i håb om at forbedre landets medaljechancer ved store sportsbegivenheder. I 2005 var der over 38 nationalitetsskift blot fra Kenya til Qatar.

Det samme gør sig gældende på klubniveau, hvor eksempelvis fodboldhold normalt består af nogle få nationale og lokale expats sammen med internationale (tidligere) topspillere og trænere, som hentes på kontrakt fra hele verden. Ligeledes består kun en brøkdel af Qatars mandlige håndboldlandshold af spillere født i landet, som et led i at få succes ved VM i håndbold 2015 (sølv) på hjemmebane og ved OL i Rio i 2016, hvor Qatar dog måtte tage til takke med et exit i kvartfinalen.

I håbet om olympisk succes i Rio bestod Qatars olympiske hold på 23 atleter, der havde fået tildelt qatarsk statsborgerskab, ud af i alt 39 atleter. I fodboldmæssig sammenhæng er det ikke lykkedes Qatar i samme omfang, at naturalisere spillere, og dermed styrke deres fodboldhold, men meget kan nå at ske i et land som Qatar inden 2022.

Der er dog også en bagside ved denne massive rekruttering af udenlandske atleter. Naturaliserede atleter kan mindske befolkningens følelsesmæssige tilknytning til resultatet på grund af kulturelle forskelle mellem atlet og tilhænger. Til VM i håndbold i 2015 forsøgte man fra Qatars side at imødekomme denne emotionelle tilknytning mellem naturaliserede atleter og den nationale befolkning ved at sikre sig, at alle spillerne kunne synge med på nationalmelodien, der blev afspillet før alle kampe.

Hvor VM i Rusland var udsat for en massiv kritik, og diskussionen om sammenblandingen af sport og politik nåede nye højder i forbindelse med et VM-værtsskab, så er der ikke tegn på, at det bliver mindre når tiden nærmer sig 2022.

Litteraturforslag

Amara, M (2013): The Pillars of Qatar’s International Sport Strategy. E-International Relations.
Brannagan, PM & Grix, J (2014): Qatar’s Soft Power Gamble: The FIFA World Cup 2022. E- International Relations.

Brannagan, PM, Mubanga, IJ & de Wolff, M (2014): Qatar: A First-Hand Account of Soft Power. E-International Relations.
Grix, J & Lee, D (2013): Soft Power, Sports Mega-Events and Emerging States: The Lure of the
Politics of Attraction. Global Society, Vol. 27, No. 4, s. 521-536.

Harvey, D (1989): From Managerialism to Entrepreneurialism: The Transformation in Urban
Governance in Late Capitalism. Geografiska Annaler. Series B, Human Geography, Vol. 71, No. 1, pp. 3-17.

Human Rights Watch (2014): World Report 2014 – Qatar.
Kamrava, M (2013): Qatar. Small State, Big Politics. USA: Cornell Univerity Press.  

Nye, J (2004): Soft Power. The Means to Success in World politics. New York: Public   Affairs.
QNDS (2011): Qatar National Development Strategi 2011-2016, Qatar. General Secretariat For   Development Planning, marts.

QNV (2008): Qatar National Vision 2030, Qatar General Secretariat For Development Planning,           juli.
Reiche, D (2014): Investing in sporting success as a domestic and foreign policy tool: the case of

Qatar. International Journal of Sport, Policy and Politics, s. 1-16.
SSS (2011): Sports Sector Strategi 2011-2016. Qatar Olympic Committee, juli.

www.youtube.com (2010): Qatar World Cup 2022 Bid Presentation By HH Sheikha Mozah. https://www.youtube.com/watch?v=4DYkrceIXrk