Ny model: Nu kommer hele serien på Mediano om Superligaens største øjeblikke
Podcast og crowdfunding: Vil du høre om Sikeborgs første og eneste mesterskab i 1994? Om den dag i Horsens i 2013, da man skulle ind i overtiden for at sikre, at Brøndby overlevede i Superligaen? Om dengang et amatørhold spillede i Superligaen eller høre den fulde historie om det der saksespark i Parken, der måske er Superliga-historiens mest enestående enkelt-øjeblik? Så får du chancen nu – i en helt ny model på Mediano.
--- --- ---
De kommende måneder bringer vi på Mediano de første fem afsnit af serien ’Superligaens Største Øjeblilkke’. Det er podcasts eller rettere lyd-fortællinger, hvor det er hovedpersonerne selv, der fortæller om de øjeblikke, vi alle sammen husker som en del af Superliga-historien. Det er journalisterne Anders Ryehauge og Lasse Ørum Klinke, der står bag serien.
Vi har allerede på Mediano bragt det første afsnit af serien, nærmest som en smagsprøve for, hvad der er i vente. Det er fortællingen om Herfølges danske mesterskab i år 2000 med John ’Faxe’ Jensen som træner og fortalt gennem træneren samt spillerne Gert Nodin, anfører Thomas Høyer, Tommy Schramm og Jakup Mikkelsen. Den episode kan du høre her:
De afsnit, vi venter at bringe i efteråret er:
- 12. september: Historien om Brøndbys næsten-nedrykning i Horsens i 2013, kun afværget af Lebogang Phiris overtidsmål – fortalt gennem Auri Skarbalius, Simon Makienok, Mike Jensen, Bent Christensen og Martin Albrechtsen
- 10. oktober: Silkeborgs DM-guld fra 1994 fortalt gennem Bo Johansson og nogle af hovedpersonerne fra dengang
- 7. november: Historien om den halvsæson, da Lyngby gennemførte med et hold bestående af rene amatører, der fik en drøm opfyldt på en trist baggrund, nemlig klubbens konkurs. Fortalt af Hasse Kuhn, Martin Birn, Johnny 'Sav' Laursen, Thomas Andersen, Klaus Lindholm og Christian Ulrik Hansen
- Randers' historiske overlevelse i Superligaen i 2010, hvor holdet ved vinterpausen var hele 13 point under stregen. Deltagerne afsløres senere.
- 26. december: Den dag, da Sibusiso Zuma fløjt højt i Parken og scorede bag Per Nielsen og Mogens Krogh – fortalt gennem Zuma og flere andre
- Og så selvfølgelig afsnittet om Herfølge, der allerede er ude i dit podcastfeed
Søg på ’Mediano Legends’ i dit podcast-feed og tryk abonnér. Så får du alle nye afsnit automatisk. Abonner her
Ny model
I forbindelse med lanceringen af serien 'Superligaens Største Øjeblikke' introducerer vi også en ny model på Mediano, når vi beder lytterne være med til at gøre dette format muligt. Det første afsnit om Herfølges mesterskab blev hørt af næsten 12.000 lyttere og fik megen positiv respons, men vi har ikke kunnet finde en partner til serien eller til de enkelte afsnit med regionale eller lokale partner-muligheder.
Så derfor prøver vi nu for første gang crowdfunding af på Mediano – ud fra devisen: Lytterne vil gerne have indholdet, vi vil rigtigt gerne bringe det, så det skal ikke stoppe ved, om vi kan finde en kommerciel partner.
Alternativet var at sige til de to dygtige journalister - og lytterne - at vi ikke kunne bruge eller betale for indholdet.
Modellen bliver, at vi opfordrer de, der kan lide indholdet til at betale 13 euro (hvilket er lige i underkanten af 100 kr. – 20 kr. pr. afsnit) – via Indiegogo, der leverer løsningen til crowdfunding. Pengene går ikke til Mediano, men til journalisterne, der producerer indholdet. Det er tidskrævende at lave denne slags indhold. Anders og Lasse vil gerne lave mere, vi vil gerne bringe det, og vi fornemmer, at lytterne gerne vil have mere Superliga-historie.
Se kampagnen og vær med til at støtte på Indiegogo her
Vi sætter et første delmål på 50.000 kroner øremærket til de fem afsnit i efteråret 2018 og næste delmål på 100.000 kroner inkluderende de fem næste afsnit i 2019. Men uanset hvor højt et beløb, der bliver indsamlet, vil de første fem afsnit blive udgivet.
Det betyder også, at i tilfælde af, at det første delmål på 50.000 kroner ikke bliver nået, vil det indsamlede beløb stadig gå til projektet – så hver en krone tæller!
Samtidig er det væsentligt at fortælle, at fem procent af det indsamlede beløb går til Indiegogo. Det er den pris, de tager for at lægge platform til.
Skulle der komme et endnu større beløb ind, vil dette blive øremærket til mere indhold om Superliga-historien. Det er således primært et forsøg på at skabe finansiering til arbejde med indhold, som alle gerne vil have bragt til veje.
Hver en krone går til mere indhold på Mediano. Indhold, der ikke findes i den daglige produktion i dag.
Se også vores video om kampagnen:
Velkommen til Mediano Live
I forbindelse med serien om Superligaens største øjeblikke og crowdfunding-kampagnen laver vi også for første gang et live-event, hvor man kan komme og møde nogle af fortællerne, journalisterne bag og høre et helt afsnit før alle andre. Det sker i forbindelse med afsnittet om Silkeborgs mesterskab i 1994. Her kan 100 personer, der støtter projektet med 150 kroner via Indiegogo få plads til et arrangement på Jysk Park i Silkeborg, hvor man kan møde nogle af de personer, der var med på eller rundt om holdet dengang det hele blev forløst i Søhøjlandet, samt høre Lasse Ørum Klinke og Anders Ryehauge fortælle om arbejdet med de store Superliga-øjeblikke.
Vi kalder det Mediano Live, og det er generelt noget, vi gerne vil lave mere. Vi har snuset lidt til det i forbindelse med ’Fodboldens Folkemøde’, som vi lavede sammen med Aarhus Festuge i 2017. Nu prøver vi i Silkeborg.
Vær med til at vælge de største øjeblikke
Vi må også hellere understrege, at der ikke ligger nogen prioritering i rækkefølgen. De fem nævnte afsnit er ikke Superligaens fem største øjeblikke. Det er de fem, vi begynder med. Og ja, Mogens Krogh og alle de andre er også på tegnebrættet. Når AaB har vundet fire mesterskaber, kunne der også ligger noget der. Så læg ikke mere i rækkefølgen end, at det er her, vi begynder. Der kommer forhåbentlig mange flere, og vi er ret overbeviste om, at der findes mange lyttere derude, der har gode idéer til, hvad der ellers kunne være de store Superliga-øjeblikke. Skriv i kommentarsporene på dette opslag på Facebook og Twitter, så ser vi dine forslag. Eller skriv til kontakt@mediano.nu. Så er du med til at vælge eller pege os i den rigtige retning. Der kommer forhåbentlig så mange gode forslag, at vi ikke kan lave alle - hverken i 2018 eller 2019, men så har vi banken fyldt af gode ideer.
Skal Mediano så til at være crowdfundet?
Vi tager lige et spørgsmål, der givetvis vil opstå, med det samme. Nej, det er ikke planen, at Mediano nu skal finansieres via crowdfunding fra glade lyttere. Vores nuværende model fungerer fint, og vi har netop haft fem partnere på VM i fodbold og oplevede næsten 900.000 bruger-sessioner fordelt over 93 udsendelser (89 podcasts og 4 Youtube-analyser).
Men der findes indhold, som brugerne gerne vil have, men hvor vi endnu ikke har fundet partnere. Det kunne også gælde indhold om Serie A, Bundesligaen, Championship og 1. division. Vi forstår ikke altid, at virksomheder endnu ikke har kunnet se, hvor glade rigtigt mange mennesker ville blive – også for dem – hvis vi kunne lykkes med at bringe månedlige eller ugentlige podcast om disse ligaer. Vi prøver i skrivende stund fortsat at finde virksomheder og organisationer, der kan se det potentiale, der ligger i at kunne skabe en relation til hundredetusindevis af lyttere i lang tid. Men her kunne crowdfunding en dag blive en mulighed. Simpelthen fordi relevant indhold er vigtigt – også selv om vi grundlæggende tror på, at medie-indhold lever bedst, hvis det er gratis for brugerne. Håber denne skelnen giver mening.
Ellers så kig forbi vores Q & A, hvor vi løbende tager spørgsmål ind og besvarer, så vi kan henvise til den.
Og et sidste proaktivt spørgsmål på lytternes vegne: Kunne I ikke bare lave indholdet i stedet for at tale så meget om det? Jo, men vi er stadig kun 3-4 ansatte og et par freelancere plus alle vores eksperter. Vi vil gerne skabe både rigtige arbejdspladser med overenskomst og betale for det freelance-arbejde, der er med til at drive forretningen. Derfor afsøger vi disse modeller, så vi fortsat kan være bæredygtige, kan skabe arbejdspladser og kan sikre godt indhold om fodbold, sport og andet godt. Også i lang tid fremover.
Vi glæder os til at udvikle og (gen)opleve 'Superligaens Største Øjeblikke' sammen med jer.
Foto: Getty Images