MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mediano Sócrates: Ombord på FC Nordsjællands fanbus: Går klub og fans i samme retning?

Mediano Sócrates: Ombord på FC Nordsjællands fanbus: Går klub og fans i samme retning?

FC Nordsjælland har storstilede visioner for fremtiden, men smitter den værdibaserede tilgang af på fanmiljøet? Får man flere fans ved at være ejet af et ghanesisk fodboldakademi og støtte ligestilling?

person.jpg

Af Buster Emil Kirchner, Religionsvidenskabsstuderende og deltager på Mediano Sócrates

logo_test.png

Mads Boas Nørkjær og Lukas Beyer er begge fra Farum, og da de var yngre, var de fast inventar på Farum Park. Lukas solgte pølser og Mads foldede tæpper. I dag er de ansat i FC Nordsjælland, hvor de to unge nordsjællændere har fået titlen af Fan Experience Managers. Det er passionerede drengerøve, jeg møder til en kop kaffe på ledelsesgangen på Right to Dream Park, som Farum Park blev omdøbt til i april 2016.

“Fodbold er ødelagt lige nu,” starter Lukas Beyer og fastholder øjenkontakten med mig så længe, at jeg ikke er i tvivl om, at han mener hvert et ord.

“Fodbold skal finde sig selv igen og gå i en anden retning, og det er den retning, vi prøver at gå. De fleste fodboldfans vil sige, at fodbold bare handler om at vinde kampe og trofæer – vi er bare ikke enige – og det står vi meget stærkt ved.”

Buster FCN 2.jpg

At fodbold i Farum handler om meget mere end en lille, rund bold og 22 spillere på en (kunst)græsplæne, har stået klart siden det ghanesiske fodboldakademi, Right to Dream, overtog FC Nordsjælland i december 2015.

Først blev humanitære indslag i forbindelse med Kvindernes Kampdag introduceret. Her bar klubbens spillere i en hjemmekamp mod FC København navnene på deres kvindelige forbilleder på ryggen, og i august iførte FC Nordsjællands unge spillere sig regnbuetrøjer i markeringen af Copenhagen Pride. Senest har klubbens ungdoms- og seniorspillere af begge køn snakket om FN’s Verdensmål i små videoer på Facebook.

Enkelte af klubbens kampagner er på sociale medier nået ud til mere end 88 millioner mennesker. Gode, originale og velmenende initiativer, der har fået stor opmærksomhed, men i hvor høj grad præger tiltagene klubbens fanmiljø?

Brøndby away

“Nu bliver I råbt op. Det er ligesom i skolen,” siger Helle Fahlgren, formand for FC Nordsjællands fanklub, Wild Tigers, mens fanbussen drejer om hjørnet og forlader parkeringspladsen foran Right to Dream Park.

“Så skulle jeg alligevel have taget rosévinen med,” lyder det muntert fra en ældre dame, da Fahlgren forklarer, at der på den korte tur til Brøndby Stadion ikke bliver solgt vin, som ellers er kutyme på udebaneturene.

“Lasse og til sidst, Oscar og Oscar. Vi er fuldtallige.” Helle Fahlgren kender samtlige af bussens 40 fans. Passagererne konverserer lavmælt, og de fleste tjekker på deres telefoner op på spillerundens øvrige kampe i Superligaen. FCK er til de flestes begejstring bagud med 2-1 mod Hobro. En far og søn forsøger at få brikkerne i puslespillet til at gå op, så de også kan deltage i næste away-tur til Aarhus:

“Måske mor kan tage på Moesgaard Museum, mens vi ser fodbold,” foreslår faren til sønnike.

FC Nordsjællands startopstilling til kampen mod Brøndby er netop offentliggjort, og det resulterer i heftig debat på sæderne omkring mig. Skal Sadiq starte inde? Og hvad med Donyoh, er han god nok? Formand Helle Fahlgren har lave forventninger til dagens kamp:

“Når vi er på Brøndby Stadion, så indstiller jeg mig altid på, at vi taber, for så kan jeg kun blive positivt overrasket. Spiller vi uafgjort er det fint, og vinder vi, så er det fantastisk.”

Der bliver også snakket om FC Nordsjællands kvindehold, som dagen forinden spillede sig på førstepladsen i landets bedste kvinderække, da nordsjællænderne besejrede KoldingQ med hele 5-0. Flere af fansene i bussen har overværet kampen, fortæller de. FC Nordsjællands kvindesatsning er ikke gået ubemærket hen hos klubbens fans.

Da vi 20 minutter senere triller ind på parkeringspladsen foran Brøndby Stadion, står en SLO i Brøndby-fleecejakke og tager imod os. Hun er på fornavn med flere af bussens passagerer. Vi står stadig på den afspærrede parkeringsplads og venter på, at de sidste fans skal forlade bussen, da Carsten V. Jensen - klædt i jakkesæt og iført blanke, sorte sko - kommer gående forbi på den anden side af hegnet.

Carsten V. Jensen, der indtil i sommers været sportsdirektør i FC Nordsjælland, men er nu tilknyttet Brøndby i en tilsvarende rolle.

“Du er, og bliver, et Brøndby-svin!” råber en FCN-fan, der i indgangen venter på at blive visiteret af sikkerhedsvagterne.

“Man kan vel godt holde med to klubber,” siger sportsdirektøren, hvortil den spydige FC Nordsjælland-fan hurtigt spørger:

“FCK og Brøndby, eller hvad?”

Carsten V. Jensen smiler, kigger ned i jorden og haster hurtigt videre.

Tre fangrupperinger

De to Fans Experience Managers sidder på kanten af sofaen og afbryder på skift hinanden. Lukas Beyer folder hænderne og kigger eftertænksomt ned i jorden. De to nordsjællænderne har brugt lang tid på at lære deres fans at kende, fortæller han:

Jeg har opdelt fansene i tre grupper. Der er dem, der har været her siden dag 1, dengang det hed Farum Boldklub. De kender klubben og er lokale borgere, som måske er flyttet væk, men stadig har en tilknytning til Farum.”

“Så har vi et nyere segment, som er folk, der synes, at det er rigtig spændende, hvad vi laver nu. Det er folk, der måske holder med en anden klub – det kan være Brøndby eller FCK – men som ser os som den der spændende klub, man gerne vil følge med i. Det behøver ikke engang være fodbold, der skaber interessen.”

“Så er der den helt tredje gruppe, som er folk, der bor abroad. Vi kalder dem ”fluid fans”, og det et nyt fænomen, som først kommer til at træde frem inden for det næste et til to år. Men især unge mennesker viser en tendens til at flyde mere mellem spillere, hold og værdier, og man er ikke så låst længere. Man er måske ikke ligeså loyal, som man var i gamle dage.”

Det er altså ikke blot farumgensere eller danskere, der har et hjerte, der banker for FC Nordsjælland. I Skotland har en gruppe fodboldfans etableret fanklubben FCN Glasgow, men det er dog stadig de lokale fans, der er i overtal, vurderer Lukas Beyer:

“De lokale og vores egne er selvfølgelig 50 procent - i hvert fald. Gruppe to er nok 40 procent og 10 procent er fluid fans.”

FC Nordsjælland har per oktober 2019 et tilskuergennemsnit på 2.336 tilskuere. I sidste sæson var tallet dog noget højere. Her overværede 3.502 tilskuere i gennemsnit FC Nordsjællands kampe på Right to Dream Park. Til sammenligning har Esbjerg per oktober i gennemsnit 4247 tilskuere til sine kampe, Randers 4323 og Silkeborg 3247 på lægterne.

Billede1.png

Omringet af gule trøjer

En halv time før kampstart sidder vi klar i hjørnet bag det ene mål. Pladserne, vi er blevet tildelt, kan næppe være mere anonyme. Jeg tæller cirka 150 FC Nordsjælland-fans omkring mig. To ældre kvinder og et par yngre mænd deler rød-gule flag ud.

De når akkurat at afsætte samtlige flag, idet FC Nordsjællands unge spillere går på banen. Stadion pifter og buher højlydt, mens vi rejser os og vifter ivrigt med de relativt store flag. I det øjeblik, de omtrent otte stemningsskabende fans foran mig påbegynder deres sang, entrerer Brøndbys spillere banen. 15 sekunder. Længere tid i rampelyset får vi ikke, inden Brøndbys ørehænger af en gå-på-banen-sang, Jump, gjalder ud i højtaleranlægget og tusindvis af gule Brøndby-trøjer rejser sig fra stolene.

FC Nordsjællands fans sætter sig ned igen. Enkelte putter sig under tæpperne. Det er koldt, og efteråret er over os. Flagene lægger vi fra os på betontribunen og retter blikket mod grønsværen. Her dominerer Brøndby fra første fløjt og lægger et tungt pres på FC Nordsjællands forsvar. Efter syv minutter får gæsterne for første gang sat en angreb sammen, hvilket honoreres med hurtige slag på trommen af den 14-årige trommeslager, Victor Boas, hvis trommesolo dog hurtigt dør ud igen.

Buster FCN 3.jpg

Som første halvleg skrider frem, får FC Nordsjælland sat sig på spillet. Holdets gode periode anerkendes af de stående, stemningsskabende fans, som består af en ældre mand med Fjällräven-rygsæk, en håndfuld fadøl-drikkende mænd i 20’erne og den 14-årige trommeslager. Midtvejs i første halvleg bryder fansene ud i sang, da en Brøndby-fan på tribuneafsnittet tættest på, hvor vi sidder, højlydt råber:

“Så sæt jer dog ned!”

Opråbet ignoreres, men foranlediger kampråbet:

“Nord! Nord! Nordsjællænd! Nord! Nord! Nordsjælland!”

“The greatest club you’ve never heard of”

Med den største selvfølgelighed refererer Lukas Beyer og Mads Boas Nørkjær til Ajax’ strategi på de sociale medier, som de er meget inspirerede af. FC Nordsjælland er en klub med internationalt udsyn. Internt arbejder klubben med at gøre FC Nordsjælland til ”The greatest club you’ve never heard of”, fortæller Mads Boas Nørkjær og sammenligner FC Nordsjælland med den tyske kultklub, St. Pauli:

“Vi føler ikke, man skal have en lang historie for at blive en kultklub. Det handler om at skille sig ud og levere på topniveau uge efter uge.”

Med fantiltaget Good Hosting, hvor FC Nordsjælland forkæler udebanefansene på Right to Dream Park med traditionelle egnsretter fra fansenes hjemstavn, går Farum-klubben nye og kuriøse veje for at lokke flere tilskuere på stadion, fortsætter Mads Boas Nørkjær:

“Vi vil gerne have, du kommer på stadion to timer før. Der sker nogle ting og sager. Folk synes, det er sjovt med rosévinen, så vi køber en 10 liters rosévin og skænker til hele tribunen.”

Klubbens innovative tiltag må dog ikke ske på bekostning af fansenes prioritering af præstationerne på banen, slår Fan Experience Manageren fast:

“Der skal stadigvæk være plads til at være fan af en fodboldklub og intet andet. Være fan af resultater og intet andet. Vi vil bare gerne skabe en masse ambassadører for noget, der handler om mere end fodbold. Vi tror bare på, at man kan skabe en fankultur gennem vores værdier.”

Ghaneserne træder i karakter

Efter 32 minutter bringer Brøndby sig foran 1-0, da Dominik Kaiser tramper sig igennem FC Nordsjællands forsvar og udplacerer målmand Nicolai Larsen. Tribunerne til højre, venstre og overfor os bryder ud i vild jubel. Øl flyver i luften. Folk omkring mig kigger tomt ud i luften. Enkelte bander og fægter med armene. Stemningen bliver ikke meget bedre, da Josip Radošević kort inden pausen fordobler Brøndbys føring. Hjemmeholdets tribuneafsnit synger duet med hinanden:

“Brøndby!” Skriger Sydsiden, hvortil langsiden råber tilbage: “IF!”

Håbet i folkene omkring mig tændes ni minutter inde i anden halvleg, da Mikkel Damsgaard reducerer til 2-1. Tre af de stående fans råber glæden ud og hopper ind i hinanden. Fem minutter senere brager Hany Mukhtar et langskud i mål. En enkelt fuck-finger stritter i vejret i retning mod de mange gule trøjer, der for tredje gang fejrer en scoring.

Buster FCN 4.jpg

Øverst på tribunen sidder en flok ghanesiske ungdomsspillere fra Right to Dream. Flere af de unge afrikanere har hætten over hovedet og hænderne i lommen. De har ikke vænnet sig til kulden, selvom de har været i Danmark i snart to måneder, fortæller de mig. Da ghaneseren Isaac Atanga reducerer til 3-2, er det ikke de stemningsskabende fans, der høres, men i stedet Atangas landsmænd, som taktfast synger hans navn:

“Ataaaanga! Ataaaanga! Ataaaanga!”

Imens er tre børn i børnehavealderen som de eneste kravlet op i capo-tårnet, og med ryggen til banen leger de med hinanden. Børnene ænser ikke, at Kamil Wilczek med fire minutter tilbage af opgøret sparker et straffespark i kassen og dræber det sidste, spinkle håb for et FC Nordsjælland-comeback.

Flest børn på lægterne

I sidste sæson var FC Nordsjælland med et gennemsnit på 21,57 år Europas klart yngste spillertrup, men det er ikke kun på banen, at nordsjællænderne er blandt de absolut yngste, forklarer Lukas Beyer:

“19 procent af dem, der kommer på vores stadion, er børn. I Premier League, hvis klubberne har fem procent, så står ledelsen og klapper i hænderne. Vi havde ikke tænkt over, hvor voldsomt et tal det egentligt er, men har nu fået at vide af flere forskellige interessenter og klubber, at det er ret højt. Man kan også se, at klubber som FC København og Brøndby fokuserer mere på børnene, for der et marked der. Du sender jo ikke otte-årige Kenneth afsted uden mor eller far.”

Buster FCN 5.jpg

Børnene kan identificere sig med teenagere som Jakob Steen Christensen, Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus, der allerede er etablerede Superligaspillere, selvom de endnu ikke er fyldt 20 år:

“Det er en gruppe af unge drenge og piger, som bare vil konsumere alt, der handler om fodbold. De suger det til sig. Det er også en kerne af fans, vi forsøger at fokusere på.”

600 fans i Torino

På Brøndby Stadion er kampen gået ind i tillægstiden. Brøndbys offensivspillere hygger sig med hælafleveringer og småspil på kanten af feltet. Trommeslager Victor Boas har pænt lagt trommestikkerne på trommen og er ligesom flere af FC Nordsjælland-fansene på vej ud af stadion. I den modsatte ende af stadion står Brøndby-tilhængerne og klapper med hænderne over hovedet. Her er festen først lige begyndt.

Fem minutter efter slutfløjtet sidder vi atter i bussen på vej tilbage til Farum. Folk hyggesnakker på sæderne omkring mig. En lille håndfuld unge mænd har indtaget de bagerste sæder i bussen, men én efter én kommer de op til pladserne nær toilettet, hvor jeg sidder. Der er drukket store mængder øl under kampen, så der er kø til toilettet. En af de fans, der venter på at kunne lade vandet, er Lasse Carstenberg:

“Vi står fem mand nede ved trommen, men de andre siger ikke en lyd, så hvorfor fuck skal vi prøve? Vi kan ikke få noget i gang. Det er super ærgerligt, for jeg har stået der siden jeg var 12 år,” siger Lasse Carstenberg og revser de medløberfans, der ankom efter klubbens succes i 2012 med mesterskab og Champions League-gruppespil.

Da jeg forsøger at forsvare det beskedne fremmøde ved at pege på, at FC Nordsjælland stadig er en ung klub, bliver jeg hurtigt afbrudt af Helle Fahlgren og Lasse Carstenberg, som hovedrystende gør det klart, at de er trætte af at høre på den forklaring. I stedet fortæller de historier om mesterskabsfejring og Champions League-gruppespil.

Det er historier om 600 medrejsende fans i Torino for at møde Juventus, men også om en råkold forårsdag tidligere på året, hvor Wild Tigers sendte en busfuld fans til Hjørring, hvor FC Nordsjælland med fansene i ryggen besejrede Vendsyssel FF og for tredje år i streg sikrede sig en plads i top 6.

Ifølge Helle Fahlgren og Lasse Carstenberg har Wild Tigers ikke fået mange nye medlemmer siden Right to Dreams overtagelse af klubben i 2016. Den værdibaserede tilgang er noget, Helle Fahlgren er stolt af, men det er ikke det, der lokker fans med på de lange busture til Hjørring og Haderslev, fortæller hun.

Fyldte tribuner, men ikke for enhver pris

De to fanansvarlige nordsjællændere, Lukas Beyer og Mads Boas Nørkjær, lægger ikke skjul på, at FC Nordsjællands fankultur kan forbedres, men Lukas Beyer bider samtidig mærke i en positiv udvikling:

“Vi er gået fra de her 10-15 mennesker til 60-70-80 stykker, som vi har set de sidste mange gange, så er vi jo steget utrolig meget procentvis.”

“Vi er jo slet ikke færdige, for vi ser jo stadigvæk ikke 1000 mennesker stå at hoppe og synge. Vi er ikke i nærheden at være færdige, og det respekterer vi også, men vi tror bare på, at det skal nok komme.”

“Jeg har sagt flere gange, at enten skal jeg smides ud herfra, for jeg smutter ikke selv, før vi har 1500 mennesker, der står og synger på endetribunen. Jeg er 100 procent sikker på, at vi en dag fylder den D-tribune med fans, som er passionerede og vil stå der hver søndag. Retningen er der, og vi kan se det,” siger Lucas Beyer.

Bussen holder ind ved Farum Station. Her bliver jeg sammen med to andre passagerer sat af. De to fans skal med S-toget en enkelt station længere sydpå til Værløse, men ellers fortsætter resten af fansene med bussen mod Farum. Jeg siger pænt farvel til Helle Fahlgren, Lasse Carstenberg og de øvrige FC Nordsjælland-fans. 

Drømmen om fyldte tribuner på Right to Dream Park deles af både FC Nordsjællands fans og ansatte, men det kommer ikke til at ske for enhver pris, afslutter Lukas Beyer:

“Vi forsøger at præge vores klub i den retning, vi synes – samfundsmæssigt såvel som politisk – er korrekt.”

Topfoto: Lars Rønbøg/Getty Images

Det taktiske værksted - Tendenser i Superligaens første 12 runder

Det taktiske værksted - Tendenser i Superligaens første 12 runder

Analyse af Danmark-Schweiz med Mørch og Monnerup

Analyse af Danmark-Schweiz med Mørch og Monnerup