Børnefodbold #2 - Fodbold på barnets præmisser
Mediano sætter nu fokus på dansk børnefodbold. I denne podcastudsendelse mødes bredden og eliten til en snak om fastholdelse af børnespillere, tidlig selektering, forældretrænere og meget andet.
Af Buster Emil Kirchner
Den ene gæst i studiet er talentchef for U10-U13 i FC København, Anders Lange, som præsenterer FC Københavns koncept ”Elite i sunde rammer”. Her handler det om udvikling af barnets fodboldevner uden at gå på kompromis med den anerkendende pædagogik og barnets generelle trivsel i en fodboldverden, hvor de europæiske konkurrenter har etableret elitære fodboldakademier for seksårige spillere.
Den anden gæst er Philip Flores, som til dagligt sidder i bestyrelsen i Boldklubben Skjold, Danmarks største fodboldklub på medlemmer. Han fortæller om klubbens model, hvor spillerne ikke niveauopdeles, men frit kan vælge mellem klubbens basis- og ekstratilbud.
Selvom Philip og Anders ikke er enige i samtlige nuancer i børnefodbolden, reflekterer de åbenhjertigt om skrøbeligheden i det arbejde, de foretager sig i klubberne og problematiserer polariseringen af bredde- og elite-begrebet. Det handler i sidste ende om at etablere en fælles front, hvorfra man kan skabe det bedste miljø for børnene.
Du kan høre udsendelsen her:
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images