MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Her er Medianos ønsker til 2020

Her er Medianos ønsker til 2020

Redaktørens blog: Her fortæller Medianos chefredaktør Peter Brüchmann om hvilke nye ting, Mediano håber at sætte i søen i løbet af de næste år.

Af Peter Brüchmann

Der er ikke mange hemmeligheder tilbage om, hvordan Mediano er skruet sammen. I kender vores model. I kender vores strategiske overvejelser. I kender vores planer for 2020. Ja, I har hørt de fleste af vores tal, lyttertal, rækkevidde på sociale medier og så videre. Det eneste, I ikke kender (endnu) er de præcise priser, når vi indgår partnerskaber.

Vi kan se, at en del af jer læser og lytter, når vi vælter bogstaver og ord ud om os selv. Og mange af jer har tilkendegivet, at I godt kan lide at kigge helt ind i vores maskine. Derfor gør vi det.

Vi tror på en fremtid med maksimal transparens, og skal I lyttere blive ved med at tro på os, skal vi også være relevante for jer og udvikle os hele tiden.

I dag går vi så endnu et skridt ud på planken. Vi fortæller hvilke ting, der står på vores whiteboard og som vi drømmer om at lave. I gamle dage var det den slags, man vogtede allermest over. Ja i andre brancher forsvarer man sig mod industri-spionage. Så interessante er otte mikrofoner og en let brugt el-kedel og et par poser af den bedste fra Peter Larsen omme bag ved Mændenes Hjem i Københavns Nordvest-kvarter nok ikke.

Rasmus Monnerup, Adam Møller Gomaa og Morten Nielsen er igang i Premier League-studiet på Nattergalevej. Foto: Robert Hendel.

Rasmus Monnerup, Adam Møller Gomaa og Morten Nielsen er igang i Premier League-studiet på Nattergalevej. Foto: Robert Hendel.

Det følgende er en liste over projekter, vi gerne vil lave. Noget af det kommer helt sikkert til at ske. En dag. Noget er faktisk igang. Noget kommer måske aldrig til at ske, fordi vi ikke kan finansiere det. Men kig på det og lad os høre, hvad du finder interessant.

Jeg skal undlade at braldre om alt det, vi i forvejen laver. Jeg skrev en lille milliard bogstaver om det, da vi meldte ud om faste beslutninger for 2020. Det kan du læse her. Men i punktform handlede det om:

  • Fokus på fodbold. Færre kanaler.

  • Vægt på Medianos hovedkanal (fodbold), Mediano Magasinet og Mediano Lab.

  • Tryk på vores tre øvrige kanaler udenfor fodbold: Mediano Håndbold, Mediano Health og Mediano Music.

  • Mediano Sandbox fortsætter som vores træningsbane og som et output for vores talenter på Mediano Sócrates.

  • Ingen reklamer for betting, casino og kviklån

  • Loft over mængden af partnere i den enkelte udsendelse. Stærke, eksklusive partner som et alternativ til 45 kommercielle budskaber i pausen af en fodboldkamp.

Vi fortsætter det kendte niveau på Superliga, Premier Leauge, Champions League, La Liga, Serie A og Bundesligaen. Mediano Legends, Bold & Bøger og de unikke formater i Magasinet fortsætter også, og det samme gør selvfølgelig fordybelsen og en højere faglighed i Mediano Lab-kanalen.

En mand ved navn Andrea holder øje med alt, hvad vi laver.. Foto: Robert Hendel

En mand ved navn Andrea holder øje med alt, hvad vi laver.. Foto: Robert Hendel

Her er så listen over, hvad vi gerne vil kaste os - og dermed forhåbentlig også jer lyttere - ud i det kommende år (eller rettere de kommende år. Det er otte projekter, som vi ville elske at lave:

  • Vejen til Qatar - en moderne journalistisk ph.d. hvor vi tilknytter en redaktør til at følge sportens udvikling med fokus på beslutningen om VM i Qatar 2022 - og alt, hvad det siger om sporten. Tekst og podcast. Måske vil vi søge mediestøtte til dette. Måske finder vi en virkelig visionær partner, der kan se værdien i god journalistik om vigtige emner.

  • ‘Danmarks Fanradio’ - at udvide vores samarbejde med de fanradioer, der ønsker at samarbejde. At samle et ugentligt magasin med det bedste fra disse. Udvikle ‘Mediano Fan’. Lave events og høringer. Arbejde med en kommerciel partner og kunne være med til at kanalisere penge ud til fanmiljøet til bedre udstyr, mere træning og lignende. Kan i princippet opgraderes til en 24 timers radio.

  • ‘Tal Fodbolden Op’. Et stort, aktivistisk projekt, hvor vi prøver fundamentalt at ændre debatkulturen - hos os selv og på sociale medier. Så vi måske kan vise vejen for andre. En højtryksspuler gennem vores some-kanaler, så vi belønner dem, der taler hinanden op og modererer der, hvor tonen kammer over (og det handler ikke om kritik af os). Vi vil lave kåringer af personer indenfor fodboldens verden, der viser format, taler hinanden, modstandere, dommer og fans op fremfor at pive og pyldre i bizarre konspirationsteorier. Det her projekt vil vi også gerne arbejde med en kommerciel partner på, men helt ærligt tror vi ikke, at mange virksomheder er klar til at gå ind i sådan et projekt endnu.

  • ‘Club Mediano’ - et nyt format i Mediano Magasinet, hvor vi tegner et portræt af en klub på primært det taktiske område. Ideen er inspirereret af vores udsendelse om RB Leipzig og i denne weekend udkommer Rasmus Monnerup med et portræt af Antonio Contes Inter. Cirka 10 udsendelser i Mediano Magasinet. Et nemt lille partnerskab med en stor og eksklusiv lytterskare.

  • ‘Superliga for Voksne’ - nogle af jer kender allerede vores nye magasin. Vi har besluttet at køre videre med det i 2020 og håber at lave 20 udgaver af det. Vi leder efter en partner her.

  • ‘Mediano Børnefodbold’ - en drøm om at tage virkelig fat på alle de dilemmaer, der ligger indenfor børnefodbold om forældretrænere, forældreambitioner, klubskifte og talentfiskeri, trivsel og udvikling. Vi sætter et fagligt panel. Vores redaktør Buster Emil Kirchner styrer som en anden Mads Steffensen med dilemmaer fra lytterne. Og så tager vi på turne i landet. Så du skal se følgende for dig: Mediano Børnefodbold møder Mads & Monopolet møder Højlunds Forsamlingshus. Den bliver også lidt svær at lave uden den rigtige partner, men vi er selv lidt vilde med ideen.

  • ‘Mediano Universitetet’. Vi laver 5-10 høringer for at give vores egne erfaringer videre og inviterer kompetente eksperter. Medieudvikling, kommercielle partnerskaber, måling af effekt, opbyggelsen af et community og de sociale mediers rolle i dette, etableringen af en stærk podcast-kanal med do’s and don’ts fra vores snart fire års erfaring. Vi kunne lave det hos Arbejdernes Landsbank, men vi kunne også finde en virksomhed, der vil hjælpe Mediano og AL Bank med at prøve nye veje i en medieudvikling, der trænger til det. Man kunne måske endda facilitere en debat om mediestøtte i en tidsalder, hvor færre har tryksværte på fingrene, når de forlader morgenbordet.

  • Talent Management og Employer Branding. Mediano har unge lyttere. To tredjedele af vores lyttere har eller er vej at tage en lang eller mellemlang uddannelse. Vi beskæftiger os voldsomt meget med talentudvikling. Igen arbejder vi med AL Bank på alt, hvad der handler om talent. Men vi vil gerne have en makker, der vil være med til at udvikle både content, vidensdeling og udvikling med henblik på også at iscenesætte sig selv som en virksomhed, der gerne vil have de bedste talenter og være en virksomhed, hvor de bedste gerne vil arbejde og udvikle sig. Vi gør faktisk en dyd ud af at smelte indhold og kommunikation - og i nogle tilfælde markedsføringsmæssig kommunikation - sammen.

Og så lige en liste over nogle ting, som vi ved, at vi skal lave masser af, men hvor vi mangler partnere, så vi kan gøre det endnu bedre:

  • EM i fodbold. Vi har indgået de første partnerskaber. Men der er en plads ledig der, hvor vi hidtil har haft især Oddset som helt central partner. Regn med 50 udsendelser om EM. Forhåbentligt flere.

  • Champions League - her er der også plads til en hovedpartner der, hvor der hidtil er blevet talt om Oddset.

  • Latinerkvarteret. Vi har udsendelser om La Liga og Serie A hver måned. Forestil dig et ugentligt format med fokus de ligaer, der huser Messi, Ronaldo, Hazard og Dybala. Afviklet hos et hotel eller en cafe. Eller en sportskæde med brug af sociale medier og video. Samme indhold. Bare optaget on location.

  • Fodboldrejser. Både vi og vores lyttere elsker fodboldrejser. Vi har gode venner af huset, som vi arbejder med som f.eks. Groundhopping Tours. Men vi har stadig plads til en gennemgående formel rejsepartner.

  • Bil. Eller transport. Medianos smertensbarn. Vi drøner landet rundt og elsker at besøge klubber i hele landet eller frem mod EM besøge danske landsholdsspillere i Europa. Men vi har aldrig haft en bilpartner. Aldrig et værksted, en tankstation som partner. Vi kan lave lyd- og videoformater fra en bil om rundens profil eller andre relevante personer. Nøj, hvor har vi aldrig ramt den skive. Vi lover en guldstol af opmærksomhed til Medianos første bil- eller transportpartner. Kom nu..

Endelig nogle af ting, I ofte efterspørger, men som vi ikke kan lave uden partnere:

  • Mediano Q. Mediano vil gerne kvindefodbold. Mere end de fleste andre medier. Mange taler om det, og forbund og klubber er velvillige, men vi fortsætter ikke uden en partner, så vi kan betale vores værter og faste eksperter honorar.

  • Cykling. Hver gang, vi skriver om disse emner, kommer faste spørgsmål fra lyttere, der savner Souplesse. Det gør vi også. Og vi leder altid efter partnere. Måske især frem mod Tour-start i Danmark i 2021. Vi kan genstarte cykeldækningen med et par ugers varsel og vi vil gerne, men har ikke haft nogen partnere i 2019 og pladsen er i den grad ledig.

  • OL i Tokyo. Vi kan med kort aftræk etablere en OL-kanal og sætte fokus på de atleter, der får alt for lidt opmærksomhed. Vi har ringet på hos nogle af OL-sponsorerne, men forgæves.

Benjamin Leander og Peter Brüchmann i studiet til Preview i denne uge. Foto: Robert Hendel

Benjamin Leander og Peter Brüchmann i studiet til Preview i denne uge. Foto: Robert Hendel

Og så mangler vi selvfølgelig stadig en hovedpartner til at følges med Arbejdernes Landsbank som den mest synlige over det, vi forventer bliver 7-10 mio. afspillede episoder i 2020. Efter, at vi valgte at sige farvel til bettingpartnere fra 1.1. har vi blandt andet følgende formater ledige:

  • Superligaen

  • Premier League

  • Champions League

  • EM i fodbold

  • Premier League Preview

  • Superliga Preview

  • Landsholdet

  • Og alt, hvad man ellers får med i sådan en pakke.

Nå, det blev som altid en masse bogstaver. Det er vigtigt at sige, at vi ikke har som ambition at lave så meget indhold som muligt. Vi har faktisk tværtimod et mål om at lave mere unikke udsendelser i 2020 - og gerne på færre episoder.

De ovennævnte projekter er heller ikke nogen, vi vil lave for enhver pris. Det er vores overvejelser. I nogle tilfælde vores ambitioner. Men lad os høre, hvad I gerne vil se ført ud i livet.

Topfoto: Getty Images

Her er Club Mediano - nyt format i Magasinet

Her er Club Mediano - nyt format i Magasinet

Special om FCK - MFF: Operationen mislykkedes, men patienten overlevede

Special om FCK - MFF: Operationen mislykkedes, men patienten overlevede