MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

2095 svar på spørgeskemaet: Her er jeres feedback til os – og vores svar på det

2095 svar på spørgeskemaet: Her er jeres feedback til os – og vores svar på det

Spørgeskema – Redaktørens blog: Vores lyttere har givet os masser af svar – og meget præcise svar. Nu ved vi endnu mere om, hvordan I ser på Mediano og hvor I gerne ser os justere på indholdet. Her fortæller Medianos chefredaktør om jeres besvarelser og feedback, og han kommer med et bud på, hvordan Mediano vil handle på det.

Af Peter Brüchmann

2.095 tak.

Tak, fordi så mange af jer gad bruge tid på at besvare et lidt langt spørgeskema med 30 spørgsmål. I november og det meste af december lagde vi et spørgeskema ud til især lytterne af Medianos fodboldudsendelser, og vi fik dejligt mange svar retur.

Det er næppe hverdagskost, at medier lægger deres fokusgrupper eller deres målgruppes besvarelser om virksomheden frem, men vi tyggede lidt på den her og besluttede, at lægge alle relevante diagrammer frem til offentlig beskuelse.

Det følgende er et overblik over nogle af de konklusioner, som man kan trække ud af jeres besvarelser. Og den slags er i sagens natur en blanding af det objektive (jeres besvarelser) og det subjektive (vores konklusioner). Men vi vil her forsøge at lægge det så klart frem som muligt, så I også ved, hvad vi har tænkt os at gøre ved det. Og hvad der skal ske fremover.

Jeg gennemgår her de vigtigste konklusioner i jeres besvarelser og prøver for hver af dem at give et kort svar på vores tolkninger - og eventuelle handlinger. I en mindre gruppe af tilfælde kommer vi til at dykke dybere ned for at få flere nuancer på. Flere svar. Og det sker gennem at invitere jer til en slags fokusgrupper, hvor vi kan blive klogere og I kan være med til at præge Mediano fremover.

Vi kommer også til at lave yderligere et, måske to, spørgeskema(er) i 2020 på mere specifikke områder for at blive endnu klogere. Men vi vil helst ikke forstyrre jer og bede om denne slags opmærksomhed for meget.

Det er ikke kun glansbilleder, vi lægger frem, og der, hvor det ser pænt ud, selv om jeres besvarelser er dejligt positive. Vi har også taget nogle pænt kritiske besvarelser med - de stammer primært fra den såkaldt frie tekst, hvor man i egne ord kan skrive, hvad man oplever.

Og til sidst kommer så en opsummering af de ting, vi først og fremmest vil justere på.

Hæld bare kaffen op og tag pebernødderne over til lænestolen. Det kan godt gå hen og blive lidt langt..

Mændenes klub

Survey køn.PNG

Vi har hele tiden troet, at I lyttere bestod af 85 procent mænd. Men spørgeskemaet viser et endnu højere tal. Undertegnede vil ikke gøre sig klog på statistisk usikkerhed og hvem, der vælger at svare på et spørgeskema på 30 spørgsmål og bruge 10 minutter af sin dag, men de 97,7 procent overrasker os en smule, fordi der er flere kvinder, der interagerer med os på sociale medier. Men vi tager til efterretning, at undersøgelsen underbygger, at vi med fodbolddelen af Mediano er mændenes klub. I meget høj grad endda.

Så har vi heldigvis også Mediano Health, hvor hovedparten af lytterne er kvinder. (Vi beklager i øvrigt, at vi ved spørgeskemaet ikke klart og tydeligt fik formuleret, at det var fodbolddelen af Mediano, vi henvendte os til).

I er godt uddannede

Survey Uddannelse.PNG

Vi kan se af spørgeskemaet 67,2 procent af jer har en lang (fem år eller mere) eller mellemlang uddannelse som ‘færdiggjort’ uddannelse. Det vil sige, at nogle kan være på vej, så tallet kan blive endnu højere.

Det afspejler i en vis grad podcastmediets udbredelse rundt om de større byer og blandt yngre, men det er også et svar, der overrasker os. Vi vil gerne være et bredt medie og ønsker at løfte fodbolddebatten bredt, men vi kan også se, at vi på nogle områder - i forhold til reel målgruppe - er en slags business-medie. Og husk: alle er velkomne. Vi vil rigtigt gerne med ud på Dewalt-højtaleren, når der lægges tag på husene også.

Mange med fra start

Survey 1x.PNG

Den her er også lidt sjov. Mere end halvdelen af jer har været med fra start, og det glæder os. Det vil sige, at vi snart har fire års ‘bryllupsdag’ med en del af jer.

Men det betyder også, at væksten er lidt sværere. Vi fik 16,4 procent af jer ombord i 2018, hvor der var VM i fodbold. Vi har gigantiske ambitioner i 2020 med EM i fodbold og er lidt i tvivl om, hvordan vi får nye lyttere, der godt kan lide fodbold, men ikke kender Mediano endnu, ombord. Forslag modtages med kyshånd. Men jer, der lytter, er vores ambassadører, så husk at fortælle dine Arsenal-venner og kolleger om Mediano, hvis vi f.eks. har noget interessant om Arsenal.

I finder os via sociale medier

Survey om at finde Mediano.PNG

54,7 procent af jer har fundet os via sociale medier. Vi har aldrig markedsført os, og undertegnede har f.eks. i flere år ikke optrådt i andre medier, så vi er i den grad et medie, der breder sig langsomt og via ambassadører på sociale medier og i direkte omgangskreds.

Vi prøver nye veje og bruger især video på sociale medier til at fortælle om f.eks. nye formater, men vi vil elske, hvis I ville fortælle jeres fodboldinteresserede venner og kolleger om det hersens podcast-medie. Enten ved at dele vores indhold eller bare fortælle om os.

Stadig mest Apple

Survey Tjeneste.PNG

De fleste af jer lytter via Apple, mens 9,2 procent lytter via Spotify. Vi er lidt overraskede over, at mere end 10 procent lytter via Soundcloud. Det er sådan set glædeligt, fordi vi her også laver playlister og samler f.eks. ‘Superliga for Voksne’, ‘Bold & Bøger’, ‘Mediano Legends’, osv. i playlister, så man kan lytte alle historierne om legenderne på en samlet playliste. En procent lytter ifølge spørgeskemaet via Podimo, hvor Mediano er tilstede (vi ønsker generelt at være tilstede alle de steder, hvor I er).

OK lyd

Survey Lyd.PNG

98,2 procent af jer er tilfredse med lyden, og det er dejligt. 1,5 procent er utilfredse. Vi arbejder generelt altid på at forbedre lyden, få råd til bedre mikrofoner, indrette studier bedre, undgå forstyrrende lyde og blive mere disciplinerede under udsendelser. Sig altid til, hvis noget generer jer eller en udsendelse er under niveau.

Vær obs på, at nogle af vores unge talenter, der prøver sig af i Sandbox kan være nye i trafikken og kan være sendt i byen med noget af det lette udstyr, så hav generelt en anelse mere tolerance i den kanal.

Så er der det med kanalerne..

Survey Kanaler.PNG

Her er så en af de svære. 38,1 procent af jer synes, at vi har for mange kanaler. Mediano Media har haft 17 kanaler, da vi havde flest. Lige nu styrer vi mod at have syv-otte i 2020 - fire om fodbold og fire andre.

Nogle af jer vil bare have det hele i én kanal. Andre klager over spam med for meget i én kanal. Vi har foretaget et valg, og vi har det med i pakken, at nogle af jer - formentlig på hver side af spørgsmålet - ikke er glade. Sådan må det være. Vi har lyttet og taget beslutninger.

Når det handler om fodbold, så skal du i 2020 primært forholde dig til:

  • Medianos hovedkanal, hvor Superliga, Premier League, Preview og alt det aktuelle brede indhold udkommer.

  • Mediano Magasinet, hvor det unikke og langtidsholdbare indhold udkommer: Bossword, Legends, Hammer & Brüchmann, Bold & Bøger, Superligaens Største Øjeblikke, Kalejdoskopet, m.m.

  • Mediano Lab for det lidt dybere indhold, en slags Mediano 2.0. Det taktiske værksted, Mediano Marketing. Den mentale side. Nogle af jer har sagt, at kanalen er for rodet og for bred. Det prøver vi at gøre noget ved: Playmaker som er et samarbejde med Divisionsforeningen, DBU og SDU vil i foråret 2020 få sin helt egen kanal og vi strømliner indholdet og skruer endnu mere op for det taktiske, analytiske og fodboldfaglige i forhold til spillets udvikling.

  • Mediano Sandbox - kanalen, hvor vi prøver nye formater og nye talenter af. Stedet, hvor vores elever fra Mediano Socrates også skaber Medianos fornyelse. Rodet med vilje, men med masser af energi.

Vi prøver fortsat at finde en partner til kvindefodbolden i Mediano Q, men vi sætter kanalen på standby, når der ikke er partner til dette indhold. Mediano vil gerne kvindefodbolden, men vi har ikke ramt de rigtige virksomheder. Vi synes, at det må være oplagt for den rette virksomhed, så kom glad: kontakt@mediano.nu.

Så er der det med pengene

Survey finansiere 1.PNG

Første svar fra jer på det kommercielle område er ret glædeligt. 98 procent forstår klart, hvordan vi finansierer vores indhold. Det har vi også gjort os ret meget umage med. Og Rasmus Monnerup ville være stolt og sige, at vi er ‘tydelige’ i vores stil. Ingen bannere. Ingen brugerbetaling. Vi lever på grund af vores lyttere - I ‘betaler’ ved at lytte - og på grund af vores partnere. De betaler for at være sammen med jer lyttere.

Survey finansiere 2.PNG

Næste svar er, at 91 procent gerne vil have indholdet finansieret som nu. 0,8 procent foretrækker at betale pr. episode, mens 2,4 procent ønsker månedlig abonnementsbetaling. Lidt overraskende ønsker 5,9 procent reklamespot a la radio. Det kan selvfølgelig dække over, at vi også har breakers med oplæste budskaber. Men konklusionen er, at vi bliver tro mod vores model og løbende vil forsøge at udbygge den og gøre den stærkere, så både I lyttere og vores partnere er endnu mere tilfredse.

Vi kommer ikke til at skrue op for de kommercielle budskaber, men vi arbejder vanvittigt hårdt med at prøve at lave kreative integrationer.

Hurra, vi er anderledes

Survey adskiller sig.PNG

94,3 procent af jer synes, at vi adskiller os fra andre medier - enten markant eller bare ‘adskiller’ os. Det er vi glade for, selv om det selvfølgelig kan dække over, at I synes, at vi taler mere jysk, er lidt fjollede eller laver alt for lange udsendelser.

Mediano har i den grad aldrig forsøgt at ligne nogen andre. Og vi er også skabt på en mediekritik med en teori om, at der er et stort publikum på mange stofområder, der trænger til at blive taget mere alvorligt, end traditionelle medier gør i dag.

Survey tvivl.PNG

Dette spørgsmål fortæller, at 95,9 procent aldrig eller ‘næsten aldrig’ er i tvivl om, hvornår der optræder sponsorerede elementer i en udsendelse. 2,4 procent er sommetider i tvivl, mens 1,6 procent af jer ofte er i tvivl.

Vi ønsker dette tal (ingen tvivl) så højt som muligt. Vi kontaktede nærmest fra Medianos fødsel Forbrugerombudsmanden for at høre, hvordan vi kom på den helt sikre side af markedsføringsloven. Vi brugte nogle af vores første indtægter på at hyre en advokat for at hjælpe os med den største præcision, da vi søger transparens og integritet.

Og vi skal hilse fra vores partnere og sige, at de faktisk heller ikke ønsker, at noget er skjult reklame. Så der står både i podcast-tekst, i artikler og på sociale medier, når vi poster en ny episode, om der er partner og hvorvidt det er sponsoreret. Men vi vil fortfarende arbejde for at gøre det tydeligt, selv om nogle af jer har klaget over, at vi ‘varedeklarerer’ for meget. Men det skyldes ovennævnte årsager. Det er et levevilkår og en dyd, vi vil kæmpe for at bevare. Vi lever af, at I og vores partnere - på samme tid - tror på os.

Næsten alle kan huske vores hovedpartner

Survey Nævn Partner.PNG

Her skulle I så i unikke besvarelser nævne alle de partnere, I kunne komme i tanke om. Det skulle gerne være lettere end efter tv-reklamerne i pausen af en fodboldkamp, hvor der typisk er 45 kommercielle budskaber på 15 minutter. Vi har ofte 15-20 partnere ad gangen på tværs af formater og kanaler, men kun mellem 0 og 5 nævnt i en enkelt udsendelse af lang varighed.

Hele 1851 ud af 2095 kunne nævne Arbejdernes Landsbank, der er vores hovedpartner. Og det var endda langt fra alle 2095, der besvarede denne del, så det tal er vi stolte af.

951 kunne nævne Sorte Sokker, der er en af vores nyeste partnere. Noget tyder på, at det er de mest usædvanlige partnerskaber, I husker bedst og så i høj grad dem, der har været med længst. Faktisk nævner en del af partnere, der slet ikke er hos os mere.

Dog er der også 737 af jer, der uopfordret (eller uhjulpet, som det vist hedder på kommercielt sprog) kan nævne Peter Larsen Kaffe, der også først er kommet med i 2019 og ikke er nævnt nær så ofte som f.eks. AL Bank og Oddset, der er de partnere, I har hørt mest til.

Survey Partner Påvirkning.PNG

Denne burde alle være glade for: 63,7 procent er positivt eller meget positivt stemt overfor en virksomhed, der er partner på Mediano. Blot 0,6 procent er negativt stemt (vi negligerer bestemt ikke de besvarelser med lave procenter, men vi kan se et mønster, at enkelte af besvarelserne har overordentlige kritiske kommentarer i friteksten og ofte bare synes, at vi er pivringe, uendeligt kedsommelige og værre end ubrugelige - det er samme personer, kan vi se. Det må man rigtigt gerne synes, men vi har os bekendt aldrig tvunget nogen til at lytte). 35,5 procent er upåvirkede af, hvorvidt en virksomhed er partner på Mediano.

Det skulle gerne betyde, at det bliver lettere for Mediano at finde partnere, så vi kan lave mere og bedre indhold og gradvist løfte vores niveau.

Hvad gør I, når I hører om en partner?

Survey Indvirkning.PNG

Og så er det her nok den vigtigste i forhold til at udvikle Mediano fremover. Den handler om, hvordan det påvirker jeres adfærd, at en virksomhed er partner hos Mediano. Og virksomhederne ved godt, at andre markedsføringsplatforme har udviklet sig til en råbekonkurrence med cirka 10.000 kommercielle indtryk på et døgn - hvoraf målinger viser, at vi husker meget, meget få. Så svarene her kan være vejen til, at vi kan udvikle Mediano endnu mere. Hør bare her:

  • 47,8 har undersøgt en virksomhed, der er partner på Mediano på grund af partnerskabet.

  • 56,6 procent har overvejet at blive kunde i en virksomhed, der er partner på Mediano på baggrund af samarbejdet.

  • 22,7 procent af jer er blevet kunde eller har købt et produkt hos en virksomhed, som er partner hos Mediano.

  • 80 procent siger, at det har øget kendskabet til virksomheden, at de har mødt den hos Mediano.

  • 2,7 procent har taget afstand fra en virksomhed, der er partner hos Mediano. Det tal er vi kede af, men vi ved heller ikke præcist, hvad det dækker over.

Vi lægger loft på det kommercielle indhold

Survey Balance.PNG

Her er så et spørgsmål, der får os til at handle og justere på vores produkt. 89,1 procent synes, at niveauet et tilpas med vores partnere. 2,6 procent synes endda, at de fylder for lidt.

Men 8,2 procent synes, at de fylder for meget (6,8 procent siger for meget, mens 1,4 procent mener, at de fylder alt for meget). Noget kan selvfølgelig være jer, der gerne vil betale abonnement (måske for at undgå partner-budskaber). Men vi har valgt at lægge loft på, hvor mange partnere, der kan være i vores udsendelser og vi har en målsætning om at holde budskaberne på 1-2 procent af tiden i en udsendelse.

Rundt om en fodboldkamp på tv vil der være op imod 20 procent af tiden, der går med kommercielle budskaber, og det endda på et produkt, vi som forbrugere allerede har betalt for. Man betaler ikke for Mediano, men vi ønsker ikke, at I skal få for meget af vores partnere eller blive trætte af dem. Det skal være en god relation.

I praksis vil vi maks have to hovedpartnere på Mediano og på et enkelt format (til slutrunder kan der være tre). Der kan være flere partnere i løbet af en udsendelse med kaffe- og eventuelt bilpartner og en konkurrence på Facebook. Eller en integration med et budskab fra en partner. Men det skal stadig holdes nede på det niveau, du f.eks. møder i Mediano Superliga og Superliga Preview. I en række andre formater vil der blot være en eller endda i visse tilfælde ingen partner.

Så vores nye dogme er:

  • Max 1-2 procent af tiden i en udsendelse må optages af budskaber fra partnere - vi skal måle yderligere på dette og finde det helt rigtige, endelige, loft, men dette er vores målsætning.

  • Max 2 hovedpartnere - dog mulighed for 3 ved slutrunder

  • Max 5 kommercielle budskaber fra partnere nævnt i en enkelt udsendelse

Det her punkt arbejder vi voldsomt hårdt på at optimere, så vi kan betale eksperter og værter løn og honorar - og lave godt indhold. Og så vi kan underbygge overfor vores partnere, at det er pengene værd at være med hos Mediano.

Lige nu tyder det på, at alle eller næsten alle af vores partnere i 2019 fortsætter i 2020 - betting undtaget. Så vi tager det som et udtryk for, at vores model fungerer.

Den varmeste kartoffel - længden

Survey Længde udsendelse.PNG

Og så til det spørgsmål, der lige nu medfører mest debat: Længden på vores udsendelser. Vi får i den frie tekst adskillige kritiske kommentarer på længden af vores udsendelser.

  • Fat jer for helvede i korthed, så man ikke skal vælge en masse fra hver eneste uge, skriver én.

  • Ugentlige udsendelser bliver nemt lidt lange og det samme uge for uge. Synes Superliga-gennemgang er for lang, mens PL normalt er passende. Synes preview udsendelser er for lange, skriver en anden.

Går man over i de kvantitative svar siger 17,2 procent af jer, at udsendelserne er for lange. 82,8 procent er tilfredse - ja faktisk synes 8,5 procent, at vores udsendelser er for korte.

Der ligger mange nuancer her, og vi skal dykke dybere ned i dette. Vi overreagerer ikke og gør noget voldsomt, men vi strammer lidt. Vores umiddelbare tolkning er, at de ugentlige gennemgange skal strammes, mens de mere tematiske udsendelser ofte har nogle meget høje procenter, når man kigger på de såkaldte ‘listen through-rates’. Vi har udsendelser på cirka to timer, hvor der i gennemsnit bliver lyttet til mere end 90 procent til ende på en påbegyndt udsendelse. Det har især været gældende for ‘Hammer & Brüchmann’, men gennemgående lytter I 60-80 procent til ende i gennemsnit, når I først er begyndt. Det er et ret vildt tal.

Vi kommer til at spørge jer mere til dette.

Survey Længde.PNG

Her går vi så et niveau dybere i et spørgsmål om de ugentlige gennemgange af f.eks. Superliga og Premier League. Her svarer 9 procent, at de skal være kortere. 38,9 procent er tilfredse og vil gerne have, at vi fortsætter som hidtil, mens 19,5 procent ligefrem ønsker dybere og om nødvendigt længere udsendelser.

Interessant er, at 29,3 procent af jer ønsker mere tematiske elementer til at krydre de faste gennemgange. Det kommer vi til at dreje op for, men vi vil helst stramme på udsendelserne.

Vi kommer faktisk til at lave vores helt egne performance-analyser. Vi vil fremover arbejde med excel-ark over, hvor meget den enkelte ekspert i gennemsnit taler, når vedkommende har ordet. Og hvor meget værten taler. Hvor der er forskelle, og så vil vi analysere - og handle - på det.

Vi vil prøve at klippe en live-on-tape udsendelse ned efter, at den er publiceret for eksempelvis at se forskellen på 1”50 time om Superligaen og 1”20 time. Det er en hårfin balance: Vi vil hellere lave en udsendelse, der er fem minutter længere end risikere overfladiskhed, men vi vil prøve at levere så præcist, stramt og substantielt som muligt.

Dygtige eksperter

Survey Exp. 1.PNG

95,4 procent af jer er enten ‘i høj grad’ eller ‘i nogen grad’ tilfredse med vores eksperter. 3,3 procent er kun ‘i mindre grad’ tilfredse, mens 1 procent slet ikke er tilfredse (undskyld, men igen - er der virkelig nogen derude, der bliver tvunget til at lytte til Mediano?)

Survey Exp. 2.PNG

Denne er interessant, men svær at tolke på. I lyttere vil formentlig heller ikke se ens på alle eksperter - eller værter. Her vil vi gerne blive klogere, men det kræver formentlig, at vi kommer et niveau længere ned og bliver meget konkrete med jer lyttere om jeres syn på analyser og eksperter.

Til sidst lidt om værterne

Survey Vært1.PNG

Endelig har vi et par spørgsmål om Medianos værter. 98,5 procent er tilfredse - i høj grad eller i nogen grad. 1,4 svarer ‘i lav grad’ på spørgsmålet. Og sidste skema fortæller, at I en mindre grad synes, at værterne taler for meget eller blander sig for meget. Det kunne tænkes, at der også her var tale om forskel på værterne, og at nogle af os taler for meget. Det er vi opmærksomme på, og det kommer til at ligge i den performance-analyse, vi kommer til at lave på os selv og vores udsendelser (se ovenfor).

Survey Vært2.PNG

Hvordan kan Mediano blive bedre?

Til sidst var der mulighed for kvalitative besvarelser og forklare, hvordan Mediano kan blive bedre. Denne del er vi i færd med at kode, så vi kan trække nogle linjer ud i konklusionerne. Men her lidt pluk fra besvarelserne:

  • I skal fortsætte med at tage chancer og emner op. Også dem, der ikke er sports-relaterede: jeg nød Pollster og Bossword om ledelse generelt. Gerne også noget om filosofi.

  • Jeg synes den udvikling, Mediano har været igennem på så få år, er meget imponerende. Der kommer hele tiden nye formater, som jeg ikke selv kunne komme i tanke om. Eneste forslag til forbedring er: Mere med Dan Hammer, tak!

  • Tal med folk med viden om emnerne, ikke bare kloge Åger med for mange skærme derhjemme og intet liv. Tal med spillerne, I taler om. Trænere, journalister fra det område, agenter osv. Men gør det for helvede kort og med respekt for de vigtigste liv: OS, lytterne. Hver uge skal vi vælge en masse fra, hvor giver det mening henne i universet ?

  • Bare fortsæt 🤗

  • Have flere eksterne samarbejdspartnere sådan, at I får bredt jeres sunde og etiske koncept mere ud.

  • Jeg er tilfreds, men Peter Brygmann stiller lange og nogle gange ikke så relevante spørgsmål

  • Flere udsendelser med interviews af folk i klubberne, sportschefer eller andet.

  • Flere jyder ind. Det bliver lidt noget "københavneri".

De første handlinger

Til sidst en opsummering af de handlinger, som vi ved, at vi vil gøre uanset hvad - blandt andet på baggrund af jeres besvarelser:

  1. Færre, mere præcise kanaler.

  2. Mere fokus på podcast. Mere fokus på fodbold.

  3. Hårdt arbejde i 2020 for at gøre Magasinet, Lab og Sandbox så tydelige for jer, at I kan dem i søvne.

  4. Strammere udsendelser med flere temaer (uge gennemgange).

  5. Loft på antallet og mængden af kommercielle budskaber

  6. Vi skal ikke lave flere udsendelser, men blive ved med at lave så unikke udsendelser som muligt

  7. Og så skal vi undersøge mere om, hvordan I oplever vores værter og eksperter.

Husk: Hvis noget af alt dette har inspireret dig til at komme med forslag, tilføje noget, sende en julehilsen eller spørge, hvad sponsoratet af Champions League koster, så skriv til kontakt@mediano.nu.

Den tjekker vi mange gange om dagen.

Tusind tak for jeres besvarelser. Tak for at være med til at gøre Mediano bedre og mere relevant.

Vi glæder os til 2020.

Mediano PL - Gennemgang af runde 19 og optakt til runde 20

Mediano PL - Gennemgang af runde 19 og optakt til runde 20

Premier League Preview #19 - Artetas debut, Leicesters styrkeprøve & Citys revanchetørst

Premier League Preview #19 - Artetas debut, Leicesters styrkeprøve & Citys revanchetørst