Tak for jeres svar om Mediano - I var næsten lidt for flinke
Redaktørens blog: Her fortæller chefredaktør Peter Brüchmann om det store spørgeskema, der netop er afsluttet og hvor lytterne kunne komme med feedback til Mediano og være med til at præge, hvordan mediet skal udvikle sig.
Af Peter Brüchmann
2.358 besvarelser på det store årlige spørgeskema om Mediano.
Vi takker hver og én af jer, der har brugt 10, 20 eller måske 30 minutter på at svare på alle vores spørgsmål.
Det betyder meget for os hver gang, og det er et afgørende redskab i, hvordan vi udvikler Mediano. Og derfor giver vi også her et indblik i, hvad der blev svaret og hvad vi agter at bruge den viden til.
Her du læse om spørgeskemaet fra 2019 - og her om skemaet fra 2021.
Den lidt bekymrende overordnede konklusion på dette års skema er, at I er ret glade for Mediano, og at I ikke beder os lave en masse om. Det er selvfølgelig rart, men vi er også voldsomt bange for at gå i stå. Bange for at blive de etablerede, der forsvarer en position i stedet for at angribe. Bange for ikke at udvikle os hver eneste dag. Så vi har stadig masser af planer, mens vi passer på ikke at læne os tilbage.
Lad mig derfor først fortælle, hvem I er og hvordan I lytter. Og dermed også, hvordan vi bruger de data, som spørgeskemaet tilvejebringer.
I er i ekstrem grad en mandlig lyttergruppe. 97 procent af jer er mænd. Det bruger vi som dokumentation, hvis en partner gerne vil ramme den mandlige målgruppe. I er i øvrigt stadig meget unge, selv om en del af jer ‘vokser op’ sammen med os (disse data er vi ved at bearbejde).
Og så lytter I meget, mens I er på vej. På vej på arbejde. Til træning. Eller bare på vejen. 46,8 procent hører Mediano, mens I kører bil. 40 procent, mens I cykler.
Et af de tal, der har overrasket os mest, er, hvor meget I lytter. Næsten halvdelen af jer (48 procent) lytter til mere end 11 episoder på en måned fra Mediano. For 42 procent af jer udgør Mediano mere end halvdelen af jeres podcast-forbrug.
Wauv, det er mange timer, og det forpligter. Det er derfor, vi faktisk lytter virkelig intenst, hvis nogen af jer skriver og gør opmærksom på, at en ekspert eller en vært bruger et bestemt udtryk for meget. Så er det fordi I lytter virkelig meget til os. Og det er vi mere ydmyge overfor, end vi er stolte (selv om vi også er stolte).
Så lidt om, hvad I ellers lytter til. I lytter meget til fodbold, men også til nyheder, underholdning og sågar true crime, som det hedder. I lytter en lille smule mere til fodboldpodcast fra medier end fanpodcast, men der lyttes tydeligvis meget til fanpodcast.
Og her lidt om, hvordan det fordeler sig:
De forskellige podcast om Brøndby og F.C. København dominerer billedet. AGF, FC Midtjylland, OB og AaB er naturligvis også godt med. Vi skal nok næste gang komme dybere ned i, hvor meget der både lyttes til de stadig flere klubbaserede podcast og til internationale klubpodcast. Brøndbylyd og Kvart i Bold er lige nu størrelsesmæssigt i en liga for sig, når man kigger på, hvordan Medianos lyttere fordeler sig.
Og blandt andre medier er det klart Fodboldlisten og Transfervinduet, der også tiltrækker Medianos lyttere.
Her følger så et afsnit, om måden man finansierer indholdet på. Vi har kigget på tv-mediet og Medianos model. Først lidt om tv:
Først kan man se, at 48 procent ikke ser reklamer på tv. Yderligere 40 procent husker enkelte reklamer, men synes det er irriterende. Det er derfor en måde at markedsføre sig på, som stadig flere virksomheder leder efter alternativer til og kigger væk fra. Mediano har talt op, at der i pausen af en typisk fodboldkamp er 40-47 reklamer inklusive de mange ‘kampen er præsenteret af’. Og mange af disse er betting og casino - og så har vi ikke talt livebetting med under kampene.
Nu er Medianos lyttere ikke nødvendigvis repræsentative for befolkningen og alle tv-seere. Men kontrasten er synlig, når man spørger om Medianos model og et antal på 0-2 kommercielle budskaber for et produkt, der i øvrigt er gratis. 64,2 procent tilkendegiver, at de husker budskaber og finder det passende.
Og så er der dette skema, der fortæller, hvor mange, der er tilfreds med Medianos model og hvor mange, der ønsker at kunne slippe for de kommercielle budskaber mod at betale. Det er 4,5 procent, der ønsker at kunne betale i abonnement for at undgå de kommercielle budskaber, mens 93,9 procent ønsker den nuværende model. Så vi har - heller ikke nu - planer om at lægge Medianos indhold bag en betalingsmur. Vi producerer unikke udsendelser til Podimo som f.eks. ‘Fodbold var bedre i 90erne’, men vi har på intet tidspunkt taget Medianos indhold og lagt det bag en betalingsmur - og har heller ikke planer om at gøre det.
Herover kan du så se, hvilke formater I gerne vil have mere af. Det er som også de seneste gange, vi har spurgt, Superliga for Voksne, der efterlyses mere af. Sekundært Fredagsfrokosten. Pt. producerer vi Superliga for Voksne hver anden uge og Fredagsfrokosten ligeledes hver anden uge, så de to formater komplementerer hinanden. Vi vælter os ikke i partnere, så den frekvens er også den, der tegner sig for efteråret, men vi lytter til, hvor I gerne ser os sætte mere ind.
Herover kan du så se et eksempel på, hvordan I bedømmer vores eksperter. Jeg vil ikke bringe alle skemaer, men generelt er I meget glade for vores eksperter. Mest for dem, der har været med længst og dem, der deltager mest, og det er jo godt. Der er tydeligvis et skel, hvor nogle af jer ikke hører udsendelser om f.eks. La Liga og Serie A, mens andre ikke hører Superliga. Så vi bliver ikke forskrækkede over, at nogle ikke kender Karsten Krogh eller Thomas Pyndt lige så godt, som de kender Francis Dickoh. Der er mange skønne kommentarer i friteksterne, som vi er ved at bearbejde og lave et kompendium, så alle vores medarbejdere får mulighed for at læse alle kommentarer, der er skrevet. Det er også meget værdsat.
Som næstsidste slide kan du herover se, om I er tilfredse med vores nye struktur for vores kanaler, hvor vi kun har Mediano 1 og Mediano 2, som vi udgiver indhold om fodbold i. 58 procent synes, at opdelingen er logisk. 20 procent vil stadig gerne have det hele i én kanal. Det spænd har vi navigeret i nu seks år, og vi tolker svarene her som en flertals-accept af, at vi nu har en overskuelig og logisk model - velvidende, at den ikke tilfredsstiller alle.
Derfor spurgte vi også til det spørgsmål, du kan se på sidste slide.
Vi er i færd med at bygge vores egen platform, hvor man kan skræddersy sit helt eget podcast-feed. Det bliver lige nu testet af en række Mediano-lyttere i en såkaldt alpha-test, inden vi lancerer i en beta-test, der er åben for alle i sensommer/efteråret.
Til sidst en slags konklusion, der ikke indebærer store forandringer:
I kan godt lide Medianos model - vi kører på
I kan godt lide Medianos eksperter - vi bliver ved med at udvikle på hinanden
I er - nogenlunde - enige om vores opdeling i kanaler. Nu laver vi ikke mere om foreløbig.
I vil gerne have mere Superliga for Voksne og Fredagsfrokosten - vi prøver at skaffe partnere, så vi kan holde formaterne i live og udvikle på dem
I kan godt lide fanradioer og lytter meget til dem - vi fortsætter det gode samarbejde og ser gerne et endnu tættere samarbejde med fanradioerne
Lidt om efteråret
Afslutningsvis et par ord om efteråret, som det tegner sig lige nu. Det bliver fra vores side en kontrolleret offensiv. Vi har netop færdiggjort Medianos regnskab for 2021, der var præget af corona og forsigtigt erhvervsliv. Vi fik hverken hjælpepakker eller nogen form for hjælp, men endte i et lille plus, og det er jo godt.
Det vil vi også gerne gøre i 2022, men vi mangler pt. partnere på Premier League, Max Mediano, Bundesligaen, Fredagsfrokosten og er i færd med at genforhandle en række andre aftaler.
Så hver gang, vi går i studiet og laver en af disse udsendelser, koster det virksomheden penge. Og her taler vi om et beløb tæt på en million kroner for resten af året, der skal indhentes.
Vi har lige nu stor glæde af Støt Mediano, der indbringer os i størrelsesordenen 10.000 kroner pr. måned i frivilligt abonnement fra cirka 3-400 af jer, der betaler f.eks. 35 eller 50 kroner hver måned. Men det lukker ikke hullet, så vi vil dels kigge ihærdigt efter nye partnere til de ledige formater - skriv til kontakt@mediano.nu, hvis du vil høre mere - dels skrue op for opmærksomheden på Støt Mediano.
Vi bygger på et projekt, hvor vi kan gøre mere for medlemmer af Støt Mediano - uden at gøre forskel i udsendelser og det indhold, vi producerer. F.eks. vil medlemmerne af Støt Mediano kunne vinde de særlige udgaver af MIIEGOs hovedtelefoner med Mediano-logo, der er lavet i en særlig limited edition og ikke kommer til salg. Her kan du se Hebo vise nogle af produkterne frem. Her kan du blive frivillig abonnement via Støt Mediano.