Spiller til Spiller - Her er Michael Nonbo i dag
Podcast fra Spillerforeningen: Mediano samarbejder med Spillerforeningen og bringer gode podcast-episoder produceret om og med spillere. Her kan du møde den tidligere Superliga-spiller Michael Nonbo i en samtale med Dan Sørensen og høre om, hvordan det var at gå fra at være fodboldspiller til at være en almindelig arbejdstager.
Michael Nonbo gik fra at være professionel fodboldspiller om torsdagen til at være ejendomsmægler om fredagen. Men det betyder ikke, at arbejdergiverne bare står i kø, fordi man har været professionel fodboldspiller.
Det fortæller han i denne podcast-episode.
Han er blevet 45 år. Og selvom de fleste nok tænker ”fodbold” eller ”fodboldspiller”, når de hører navnet Michael Nonbo, så er det nu boliger og tilværelsen som selvstændig ejendomsmægler, der optager hans tid i dag. Dén tilværelse startede dagen efter, han nødtvunget lagde støvlerne på hylden tilbage i 2006.
- Vi fandt en fin løsning, hvor jeg kunne stoppe, når jeg fandt et job som mægler. Jeg havde heldigvis forberedt mig ved at tage alle de her boglige fag sideløbende med fodboldkarrieren, så overgangen var, at jeg stoppede med at træne en torsdag i SønderjyskE, og så startede jeg som mægler om fredagen. Så det var lige på, fortæller Michael Nonbo i podcasten ’Spiller til Spiller’.
Du kan høre hele samtalen her:
Podcasten ‘Spiller til Spiller’ er produceret af Spillerforeningen og bringes i et samarbejde med Mediano. Find udsendelserne fra Spillerforeningen i Mediano Magasinet.
Hang ikke i sofaen
Det er uomtvisteligt: Fodboldkarrieren stopper for alle. Sådan er det. Derfor er det en balancegang mellem at nyde den tid, man har som professionel fodboldspiller, men samtidig også forberede sig på den karriere og det liv, der venter på den anden side. For det kommer.
- Livet går videre. Man stopper ikke med at leve som 30- eller 35-årig. Det er bare en ny start, fastslår Michael Nonbo.
- Jeg synes ikke, det var så svært at slippe fodbolden sådan set. For overgangen kom jo henover natten – fra at stoppe med fodbold til at starte som mægler. Så jeg var lynhurtigt ovre i noget nyt. Det har nok hjulpet på, at man ikke sad tilbage og hænger i sofaen og græder over, at man ikke kan spille fodbold mere, forklarer han.
Som Michael Nonbo fortæller i podcasten, er der, når man er professionel fodboldspiller, én ting, der tæller. Og det er fodbold. Alligevel havde han selv behov for at have noget andet at fokusere på, da han var aktiv. Noget, han var glad for – både mens han spillede, og da karrieren sluttede.
- På et eller andet tidspunkt, så stopper man jo. Af den ene eller anden årsag. Og så må man jo finde ud af, hvad der interesserer én og begynde at forberede sig så småt på det.
- Når man stopper med fodbold, er det ikke sådan, at der står ti arbejdsgivere og hiver fat i én og vil ansætte én bare fordi, man har spillet fodbold. Der er man nødt til at have nogle kompetencer, siger Michael Nonbo, der dog fremhæver en række overførbare kompetencer fra den professionelle fodboldkarriere.
Byg bro med 4player
Før eller siden skal du forlade fodboldbranchen – i hvert fald som spiller. Men kun omkring fem procent af de spillere, som stopper deres fodboldkarriere hvert år, kan ’optages’ af branchen i andre jobs. Ofte er mange af de stillinger, som tidligere spillere får, ikke engang fuldtidsstillinger. Derfor har Spillerforeningen startet en række initiativer, der hjælper spillere over i deres nye karriere.
De initiativer er samlet i 4player. Via 4player får spillerne adgang til en lang række studie- og jobtilbud, der hjælper med at bygge bro til livet efter fodbold.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg