Fodboldministeriet: Effektiv spilletid og en rasende Morten Olsen
Hvad er problemet med al den tid, der bliver spildt i moderne fodbold? Og hvordan kommer man det til livs? Kan Ministeriet fortsætte den flotte stime på rouletten? Og hvad er det Berggreen har gjort, der gør hans gamle landsholdskollega så sur? Fodboldministeriet har svarene.
Af Christian Wolny
Landsholds-Lars er kommet for sent hjem fra skiferie med Sprut-Kasper og Jønne, og derfor er denne uges podcast forsinket med en hel dag. Havde nogen forventet en undskyldning på den konto, kan de godt tro om igen. Det eneste Jacobsen bringer med sig hjem er dårligt humør.
Det får han dog afløb for, da der i dag diskuteres, hvordan spild af tid i fodboldkampe kan og bør begrænses. Den effektive spilletid er så lav, at der skal gøres noget. Hårdt presset af Wolny, og stærkt støttet af Producer-Sture, når Lars frem til konkrete forslag til, hvordan de effektive minutter i en kamp kan forøges.
Roulette-runden starter godt, da ugens udvalgte lytter giver en hård sviner til Sture. Om niveauet så kan holdes, og gevinst sendes ud til et godt fodboldformål for fjerde uge i streg, er en helt anden sag.
Wolny satte gang i sit store comeback i sidste uges quiz og kan i denne uge udligne Jacobsens tidlige og naturligvis ufortjente føring. Hovedpersonen virker ufokuseret efter en uge i selskab med især Sprut-Kasper, så mulighederne for overraskelsen er bestemt til stede.
Balkonens svarer på lytternes spørgsmål om fordelen ved et nyt stadion, landsholdssange og et lille trick ved hjørnespark.
I Legende News har Klaus Berggreen stoppet karrieren og får nu for alvor muligheden for at vise alle de evner han har lært sig i Italien, da han som ny sportschef i Lyngby BK tager fusen på sin gamle anfører Morten Olsen i Brøndby.
Alt sammen får du i denne uges udgave af Fodboldministeriet, der er sponsoreret af Faxe Kondi og LeoVegas.
Husk at du hver mandag kan få Fodboldministeriet direkte ind på din telefon eller iPad ved at ved at abonnere på podcasten i iTunes eller Soundcloud.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images