Da Jonas Jensen 'smeltede ned' og sagde nej til karrierens største kontrakt

Spiller-til-Spiller: I januar i år skulle Jonas Jensen præsenteres i en ny Superliga-klub. Farvel til Esbjerg. Goddag til karrierens største kontrakt. Alle var glade, men ikke Jonas.
Klokken fem om morgenen måtte han ringe til den nye sportsdirektør og agenten og sige, at han stoppede karrieren. Og i dag er han lettet. Nu kan han - endelig - være ærlig.

Af Jonas Jensen

Artiklen og den indtalte blog er produceret i samarbejde med Spillerforeningen. Det er Jonas Jensen selv, der indlæser den i podcasten, der skal findes i kanalen Mediano Magasinet.

Min karriere var ved at peake. Jeg var netop blev tilbudt karrierens bedste kontrakt. Men jeg løj for mine omgivelser, og jeg løj for mig selv. Til sidst kunne jeg ikke længere være i det. Det blev for meget. Det opdagede jeg på den hårde måde, da jeg fandt mig selv siddende i fosterstilling på vores badeværelsesgulv midt om natten.

Jeg tror aldrig, at jeg før har følt mig så lettet, som jeg gjorde den dag, hvor jeg endegyldigt stoppede tilværelsen som professionel fodboldspiller. Lettet, fordi jeg langt om længe kunne være ærlig igen – og igen kunne genkende mig selv.

Forud for beslutningen ligger et langt forløb med nogle af de største op- og nedture i mit fodboldliv. Et forløb med stor succes, men også et forløb med uærlighed og ydmygelse.

Du kan høre Jonas Jensens fortælling her som podcast-episode:

Fuck helbredet

I min sidste kamp for Skive IK i 2012/13-sæsonen brækkede jeg benet, og min karrieres, på daværende tidspunkt, vigtigste klubskifte glippede pga. uheldet. En kæmpe nedtur, fordi jeg i flere sæsoner havde arbejdet hårdt på at tage skridtet fra 1. division til Superligaen. Chancen hos en Superligaklub havde ladet ventet på sig. Men nu kom den hos Silkeborg IF, som ville have mig. I dagene op til skiftet havde jeg kontraktudløb med Skive IK, og kort før min sidste kamp for klubben havde jeg forhandlet alle kontraktdetaljerne på plads med SIF. Der manglede bare en underskrift, for at kontrakten kunne blive en realitet. Det blev den aldrig, fordi jeg brækkede benet. Nu ventede et halvt år i gips – uden klub.

Men efter et vellykket genoptræningsforløb i vintermånederne i 2013/14-sæsonen fik jeg chancen i Esbjerg fB. Siden min tiltrædelse i Esbjerg har min karriere været stødt opadgående i netop EfB. Succesen kulminerede i 2016, hvor jeg slog mit navn fast i Superligaen og langt om længe blev førstevalg i målet for den klub, jeg altid har bekymret mig om. Jeg blev valgt, fordi jeg var den bedste. Min største fodboldmæssige bedrift.

Jeg vægtede karrieren over alt andet, fordi det sportsligt gik bedre, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Men ovenpå succesen i 2016 blev mit knæ året efter diagnosticeret med svær slidgigt. En diagnose, som kom sig af en følgeskade i forbindelse med benbruddet i 2013. På trods af diagnosen og slidgigten fortsatte jeg ufortrødent – fordi det gik så godt. ”Fuck det,” tænkte jeg. Undervejs i den umiddelbare succes ringede en række alarmklokker i min krop: Hævet knæ, låst knæ, lyskeproblemer og prolapser i ryg. Men nu havde jeg endelig nået den etablering i eliten, som jeg i årevis havde higet efter. Så jeg ignorerede alarmklokkerne og de råb om hjælp, som min krop sendte.

Når jeg stod i målet på banen – både til træning og kamp – overskyggede kick’et konsekvenserne. Nu er den fysiske regning blevet så stor, at kroppen har sagt fra. Mine smerter i knæet er blevet så store, at de er en fast del af min hverdag. De er der 24/7. F.eks. når jeg skal gå på trapper eller cykle lange ture, er jeg særligt udfordret med smerterne. Og jeg er ikke længere den bedste udgave af mig selv på banen, selvom jeg indtil for ganske nyligt har bildt alt og alle ind, at jeg var…

Uærlige forpligtigelser

Først ved udgangen af 2018 begyndte jeg at spekulere i et fodboldstop som aktiv, hvis mulighederne for en ny god kontrakt ikke bød sig. Jeg kontaktede Spillerforeningen i forhold til at få hjælp vedr. en karrierestopforsikring, for smerterne i mit knæ blev konstant forværret. Efter den henvendelse blev min skadessag sat i gang, men sådan noget tager tid, og jeg hørte ikke videre fra det lige umiddelbart, og jeg lagde det derfor lidt på køl. Altså tanken om et fodboldstop.

En bizar og paradoksal situation for mig. For på den ene side fortalte jeg min familie, mine venner og min agent, at jeg var super fit, nu når det sportsligt gik så godt. På den anden side bad jeg min fagforening om hjælp, fordi jeg havde, og stadig har, pisse ondt. Inderst inde vidste jeg nok godt, at jeg snart ikke kunne undertrykke smerterne længere.

Min udfordring var og er, at jeg som person er meget pligtopfyldende. Og nu havde jeg jo indstillet min agent og min familie på at fortsætte karrieren. Det forpligtede på hjemmefronten, men det forpligtede især overfor det arbejde, som min agent lavede for mig i kulissen. Derudover havde jeg også forpligtet mig omkring de helbredsmæssige oplysninger, jeg skulle indgive i forbindelse med min arbejdsskadesag. For mig går ærlighed hånd i hånd med forpligtigelser. Og var der noget, jeg ikke var i situationen, så var det ærlig.

Et bizart paradoks

Den 31. december 2018 udløb min kontrakt i EfB. Klubben ville gerne forlænge med mig, men vi kunne ikke blive enige om indholdet af en ny kontrakt. Så jeg søgte andre græsgange. Umiddelbart efter bruddet med Esbjerg var jeg i begyndelsen af det nye år meget tæt på en ny aftale med en ny klub – en anden Superligaklub end EfB ville have mig.

Efter nogle dages forhandlinger kom min agent, klubben og jeg frem til det endelige indhold af en kontrakt. Kontraktens indhold endte med at blive langt bedre, end hvad jeg havde regnet med. Denne her nye klub ville virkelig gerne have mig, og de strakte sig meget langt for at lande aftalen med mig.

Jeg stod nu foran min karrieres bedst betalte kontrakt – den manglede kun min underskrift. En underskrift, som skulle sættes den efterfølgende dag, hvor jeg skulle stå til spillerpræsentation og lægetjek i min nye klub. Jeg havde meldt mig klar og fit – men det var jeg ikke. Under hele forhandlingsforløbet sad jeg derfor (igen) med en følelse af uærlighed. På intet tidspunkt havde jeg håbet, at aftalen rent faktisk skulle falde på plads. I forhandlingerne blev jeg ved med at skrue på mine krav, i håbet om at kontrakten aldrig skulle blive til noget. Det gjorde jeg, fordi jeg ikke kunne overskue, hvis aftalen kom i hus, og jeg så skulle til at forholde mig til min egen uærlighed.

Aftalen endte, næsten, med at blive en realitet, fordi mine krav blev imødekommet. Egentligt burde jeg have været glad, for nu havde jeg mulighed for at gå endnu et trin op ad karrierestigen. Men i baghovedet havde jeg tankerne omkring mit dårlige knæ, ligesom henvendelsen til Spillerforeningen med henblik på karrierestopforsikringen ulmede i min underbevidsthed. Jeg vidste, at jeg ikke kunne leve op til de forventninger, som jeg havde stillet min nye klub i udsigt, fordi jeg havde ondt i knæet.

Under en time efter, at detaljerne kom på plads, fik jeg en række mails fra Arbejdsskadestyrelsen, hvor jeg blev bedt om at forholde mig til min skadessag omkring slidgigten i mit knæ. Jeg læste dem i kølvandet på, at de sidste detaljer faldt på plads med min nye klub. Der sad jeg så. Ved min computer med mine mails åbne. I den ene mail læste jeg min nye kontrakt igennem, og om hvordan min gode fysiske og fodboldmæssige forfatning havde givet mig denne velbetalte mulighed i en ny klub. I den anden mail var jeg ved at udfylde et spørgeskema om min elendige fysiske forfatning, og jeg forholdte mig til, hvor uansvarligt det ville være at fortsætte med at spille fodbold. Så bizart. Så paradoksalt.

Distræt og ydmyget

Samme aften havde jeg pludselig en meget distræt adfærd. Det var aftenen før, at jeg skulle underskrive den nye kontrakt og præsenteres som ny målmand. Jeg var hjemme i stuen sammen med et par familiemedlemmer. Jeg snakkede med dem om, at jeg nu stod foran en ny kontrakt i en ny klub. Når de lykønskede mig, svarede jeg kortfattet: ’Denne her kontrakt, den skal bare overstås.’ Hvorefter jeg gik og forlod stuen og samtalen.

Jeg kørte på tanken for at tanke bilen til næste dag, hvor jeg skulle afsted – velvidende om at bilen havde rigeligt brændstof på.

Jeg forsøgte at pakke min taske med udstyr, men lagde udstyret ved siden af tasken, uden at komme det ned i den.

Jeg begyndte at simulere træningsøvelser og kampsituationer forskellige steder i huset, hvor jeg pressede mig ud i smertefulde positioner for mit knæ, som jeg ikke ønskede skulle opstå. Måske jeg så kunne forberede mig på, hvordan jeg skulle håndtere smerterne overfor de nye trænere og behandlere i den nye klub, når de ville spørge ind til hvorfor disse smerter? Men hvad skulle jeg sige til dem? Jeg havde jo sagt, jeg var fit…?

Jeg var distræt ad helvedes til, og tankerne kørte nu rundt i hovedet på mig om, hvordan jeg kunne slippe ud af kontrakten. Men jeg kunne ikke komme op med noget, som kunne få mig ud af den situation, jeg lige havde bragt mig selv i.

Dagen nåede nu sin afslutning, og i morgen skulle jeg tiltræde i den nye klub. Jeg gik i seng ved midnatstid, men fandt aldrig ro. Efter endeløse forsøg på at falde i søvn, fandt jeg mig selv klokken to om natten siddende på badeværelsesgulvet i fosterstilling, midt i noget der kunne ligne et psykotisk anfald med koldsved yderst og frygt inderst. Det har vel været en blanding af angst og stress, som jeg sad i der på badeværelsesgulvet. Jeg sad og var bange for alt, man kan forestille sig. Bange for køreturen til den nye klub. Bange for mødet med den nye træner og bange for, hvordan jeg skulle lyve overfor ham i forhold til min fysisk. Bange for mit helbred. Bange for ikke at lykkes. Bange for hvad der skulle ske, når jeg sluttede karrieren. Alt bekymrede jeg mig om, og alt var jeg bange for.

En sådan tilstand håber jeg for ingen fodboldspillere eller mennesker, at de nogensinde skal gennemgå. Hvorfor jeg havde det sådan, det er rigtig svært for mig at svare præcist på. Men det har sikkert noget at gøre med, at jeg ikke har været ærlig omkring min situation, og om hvordan jeg har haft det med de forpligtelser, jeg ikke følte, jeg kunne leve op til.

Efter jeg havde siddet der på badeværelsesgulvet i nogle timer, vækkede jeg min kone. Jeg vækkede hende, fordi jeg desperat havde brug for én at snakke med, som jeg kunne betro mig til. Jeg havde brug for at fortælle alt – og være ærlig. Med hende fik jeg snakket ud om tingene. Jeg fortalte hende, at jeg følte, at jeg handlede i ond tro, fordi jeg skulle til at underskrive en kontrakt på falske forudsætninger. Jeg fortalte hende om, hvordan jeg følte mig uærlig, og om hvordan jeg ikke kunne genkende mig selv i alt det her. Jeg fortalte hende om alle mine bekymringer. Det var meget ydmygende for mig. Dels fordi en sådan reaktion ikke passer ind i mit billede af den macho-branche, som elitefodbold kan være. Dels fordi jeg nu faktisk var i gang med det, som jeg ikke kunne overskue: At forholde mig til min egen uærlighed.

Efter timelang samtale med min kone ringede jeg ved fem tiden samme nat/morgen til hhv. min nye klubs sportsdirektør og til min agent. Det var altså ganske få timer, inden jeg skulle til lægetjek og præsenteres som ny målmand. Men jeg blev nødt til at stoppe nu. Jeg kunne ikke være i det mere. Jeg kunne ikke underskrive kontrakten. Det hele blev for meget for mig, og nu skulle det være endeligt slut med fodbold.

Da jeg fik ringet sportsdirektør og agent op, beklagede jeg dybt over for begge. Jeg udtrykte flere gange, hvor ked af det jeg var og fortalte dem, at jeg havde været uærlig i forhandlingerne. Jeg bad dem begge om at få annulleret kontrakten hurtigst muligt – selvom den endnu ikke var underskrevet af mig. Tydeligt mærkede jeg frustrationen og forvirringen i den anden ende af røret hos begge parter.

Lige efter opkaldenes afslutning følte jeg mig nedtrykt og ualmindeligt pinlig berørt. Jeg følte, at ydmygelsen var total. Jeg var flov over, hvordan jeg følte. Og det hang mig ud ad halsen, hvordan jeg havde holdt min familie, agent og klubben for nar i alt for lang. Men kort tid efter følte jeg lettelsen. Lettelsen over at være færdig. Helt færdig som spiller.

I mange år har jeg været besat af tanken om fortsat at lykkes som spiller – hele tiden på et højere niveau. Men nok blev nok, og alt det her var, hvad der skulle til, for at jeg kunne stemple ud.

God, eller god nok?

Jeg har altid følt, at jeg har løbet lige efter mange af mine venner og kollegaer fra elitefodboldverdenen. I karrieremæssig forstand altså. Jeg har sportsligt følt mig utilstrækkelig, når jeg har fokuseret på mange af de spillere, som jeg har fået min fodboldopvækst sammen med. På et højere niveau har de har gjort meget bedre karriere, end jeg har. Sammenlignet med dem så har jeg været god nok – men ikke lige så god som dem.

Mange af de fodboldinteresserede, som jeg har i mit liv, har først vist interesse for min karriere og mig som person, siden jeg blev førstevalg i EfB. For dem har mit gennembrud i EfB gjort mig mere end god nok – lige pludselig var jeg god. Den anerkendelse, den opmærksomhed, de kontraktmuligheder og den interesse, der følger med, har bare været enormt udfordrende for mig at give afkald på.

For mit vedkommende har det nok også noget at gøre med, at jeg ikke har vist, hvad der ventede, når livet som professionel fodboldspiller sluttede, og nu når det hårde slid endelig havde gjort mig mere end bare god nok.

Nu står jeg så her. Med et nyt liv foran mig og med en fodboldkarriere bag mig.

Det er en stor lettelse at have fået forløst mit fodboldmæssige potentiale og nu at kunne mærke et godt liv med friweekender med familien og færre fysiske bekymringer. At kunne se tilbage på en karriere, hvor jeg stempler ud på noget, der ligner mit sportslige topniveau, betyder meget for mig. Selvom den absolutte afslutning ikke var mit stolteste øjeblik, så er jeg alligevel stolt over at have været stærk nok til at stoppe imens, at jeg var god og god nok til Superligaen.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg