Spiller Til Spiller - Lynets skyggeside: Simon Richter tilsidesatte sig selv og egne behov
Med lynets hast ændrede Simon Richters liv sig, og det blev aldrig det samme – hverken på eller uden for banen. Han parkerede sine egne følelser. Og tilsidesatte sine egne behov. Men han vil ikke gøre det om. »For 11 år siden, da ulykken skete, turde jeg slet ikke håbe på, vi ville være her i dag.«
AF MICHAEL HEHR
»Han må bare ikke dø. Han må bare ikke dø.«
Det var det eneste, han kunne tænke. Det var også det eneste, han kunne sige.
- Jeg beskriver det altid som et skakbræt, hvor man vælter alle brikkerne. Fordi det var en større kraft, der fjernede alt det, der gav mening for én, fortæller Simon Richter i Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.
Den større kraft var et lyn. Et lyn, der havde ramt Simon Richters tvillingebror, Jonathan Richter, som nu svævede mellem liv og død.
- Jeg råber, at folk skal ringe til 112. Og så løber jeg ned på banen, selvom mit knæ er helt færdigt, og jeg ikke burde kunne løbe, men det kan jeg huske, jeg gør. Og hopper over et hegn og ned på banen. Derfra er det meget sløret, husker Simon Richter, der dengang var på vej tilbage fra en korsbåndsskade.
Lyset blev slukket
Efter, hvad der for Simon Richter føltes som en evighed, blev Jonathan Richter kørt på hospitalet, hvor han lå i koma i 11 dage.
Familie og venner var naturligvis lykkelige, da han igen spærrede øjnene op. Men få uger senere blev lyset i Jonathan Richters øjne slukket. Det skete, da lægen – uden i øvrigt at have forberedt resten af familien – fortalte Jonathan Richter, at han skulle have amputeret sit ben.
- Jeg kigger på Jonas. Og jeg kan bare huske, at jeg gør alt for at holde mine tårer tilbage. Jeg kan ikke tillade mig at græde – det er Jonas, det går ud over. Men bare af at snakke om det nu kan jeg huske den følelse.
- Jeg er vred, jeg er sindssygt ked af det. Så kigger jeg på Jonas. Jeg kan bare se et lys, der slukker fuldstændigt. Og det er noget, jeg sjældent ser hos ham. Dér vidste jeg godt, hvor han var på vej hen. Ned i det sorteste hul, man nogensinde kan finde. For det blev virkelig en realitet, at hans liv aldrig ville blive det samme. Det var virkelig hårdt.
Parkerede egne følelser
Ulykken ramte selvfølgelig Jonathan Richter hårdest. Det er åbenlyst. Men lige så åbenlyst er det, at ulykken også var et traume for Simon Richter. Et traume, han aldrig rigtig har fået bearbejdet.
- Jeg var i gang med mit eget genoptræningsforløb efter min korsbåndsskade, og det var et forløb, jeg havde prøvet før. Jeg havde revet korsbåndet over før, og jeg vidste godt, hvad det krævede. Men det var på et tidspunkt, hvor jeg ikke tænkte på mig selv. Overhovedet. Det handlede om Jonas, og det handlede om, hvordan han kunne få det bedre.
Fodbold var ikke hans fokus. Det hele handlede om broderens ve og vel, og dermed parkerede han sine egne følelser.
- Det gjorde jeg fra starten. Jeg er også blevet bevidst om, at jeg har haft rigtig svært ved at deale med mine egne følelser i forhold til det her traume, jeg har været igennem. Når man har været igennem et traume, sætter det sig sine spor. Og det gør det for alle. For mig var det meget, at jeg gik ind i mig selv.
- Jeg ville meget hellere forholde mig til alle andres problemer end mine egne. Og her var det så åbenlyst, at det handlede om Jonas’ problemer. Så jeg var der bare for Jonas. Alt det, jeg kunne være.
Selv ikke, da Simon Richters daværende klub, FC Nordsjælland, ville rive hans kontrakt over, rørte det ham.
- Jeg syntes, det var uretfærdigt. Men jeg var lidt ligeglad, siger Simon Richter, der den dag i dag stadig har svært ved at »deale med« sine følelser.
»Bare en kamp om søndagen«
Med hjælp fra Spillerforeningen indgik Simon Richter forlig med FC Nordsjælland. Siden gik turen kort til AB, inden han genfandt fodboldglæden i Fremad Amager. Derfra gik turen videre til HB Køge, før han skrev under på sin sidste professionelle kontrakt i FC Roskilde.
Men fodbolden blev aldrig det samme. Efter ulykken var fodbold aldrig Simon Richters førsteprioritet. Heller ikke, da han spillede i Superligaen med HB Køge.
- Den glæde, som superligakampe gav mig i Nordsjælland, hvor jeg syntes, det var det fedeste i verden, nåede jeg aldrig i HB Køge. Det kan være, fordi Jonas ikke var der, eller jeg ikke delte det med ham. Eller at mit mål om at spille den her kamp for at komme videre, som jeg havde i Nordsjælland, ikke var til stede. Det kan være, det var derfor, det blev sekundært. Det skal jeg ikke kunne sige.
- »Det kan godt være, vi skal til Midtjylland, men det tænder mig ikke helt vildt.« Jeg gør det, fordi nu kan jeg, og jeg elsker at konkurrere på det højeste niveau, men at spille Superliga for HB Køge var ikke drengedrømmen. Det kunne ikke få mig helt op at ringe. Jeg nød stadig at være på Brøndby Stadion eller i Parken, men ikke på samme måde, som da jeg var i Nordsjælland. På ingen måder. Det var bare en kamp om søndagen.
Simon Richters karriere kunne have taget mange andre vej. Haft mange andre udfald. Men én ting er sikkert: Han fortryder ikke, at han satte sin bror over fodbolden.
- Jeg ville ikke gøre det om, for jeg har set, hvor vi er i dag. Jeg har en bror, der trives. Jeg har en fantastisk familie. Min bror har en familie. Og vi trives alle sammen. For 11 år siden, da ulykken skete, turde jeg slet ikke håbe på, vi ville være her i dag. På den måde ville jeg ikke lave det om. Men i forhold til min fodboldkarriere havde det nok været bedre, hvis der var sket nogle andre ting. Men min fodboldkarriere har aldrig været min førsteprioritet efter ulykken.
Hør hele Simon Richters historie i den her udgave af ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre:
Om ungdomstidstiden i Rosenhøj Boldklub og Brøndby IF
Hvordan landsholdsdebuten for Gambia som 32-årig pludselig gav karrieren mening igen
Hvad en tur i Danmarksserien som ung betød for brødrenes udvikling
Foto: Michael Hehr / Spillerforeningen
