AFCON: ”If there is no football, you can’t survive.”

Uganda har været blandt de helt store overraskelser ved årets Africa Cup of Nations i Egypten. Med fire point i de første to kampe står The Cranes på tærsklen til knockoutfasen. De ugandiske spillere bruger barndommens trange kår som en motivationsfaktor, fortæller holdets assistenttræner.

AF BUSTER EMIL KIRCHNER

De komfortable læderstole. Den søde jazzmusik. Tjenerne, der elegant vimser rundt og serverer forretter og cocktails. Forretningsfolkene i jakkesæt, der sidder i baren. Radisson Blue hotellets luksus tåler ikke en sammenligning med Kampala-bydelen Nakaseke, hvor assistenttræneren fra Ugandas fodboldlandshold, Mathias Lule, er vokset op.

Vi befinder os i Kairo. Onsdag aften spillede det ugandiske fodboldlandshold sig millimeter fra en historisk plads ved 16-delsfinalerne i de afrikanske mesterskaber, da det blev 1-1 mod Zimbabwe for øjnene af mere end 50.000 tilskuere på Cairo International Stadium. Det var dog ikke uden problemer for østafrikanerne, der i flere omgange måtte prise sig lykkelige for, at de i Denis Onayngo har en af turneringens bedste målmænd. Lule lader mig i første omgang vente i lobbyen. Uganderne skal lige gennemse fejlene fra opgøret mod Zimbabwe på et videomøde. Fodbolden må naturligvis være førsteprioritet.

Vil gøre familierne glade

Uganda var havnet i Pulje A, som eksperterne hurtigt døbte ”Dødens Pulje”. Foruden de mangedobbelte vindere fra Egypten røg DR Congo og Zimbabwe op af bowlen, og da Uganda før slutrunden ikke havde vundet en eneste kamp ved de afrikanske mesterskaber i 41 år, blev de ikke spået mange chancer. Men folk er blevet klogere. Nu står The Cranes, som Ugandas fodboldlandshold kaldes i folkemunde, med det ene ben i 16-delsfinalen.

Efter en halv time slutter videomødet. Lule foreslår, at vi sætter os afsides, væk fra de øvrige hotelgæster. Vi finder en dyb sofa i et loungeområde. Alligevel læner assistenttræneren sig på intet tidspunkt tilbage i de bløde puder. Han sidder på kanten af sofaen og gestikulerer ivrigt. Snart har jeg fumlet mit optageudstyr op af tasken, før han starter med at fortælle:

-Vi er her på grund af Uganda. Vi ved, at folk derhjemme støtter os, og dem vil vi ikke skuffe. Vi vil have familierne derhjemme til at blive glade, ja, hele samfundet. Det er forskellen på at spille klub og landsholdsfodbold. Her er alle sammen bag dig.

Hjemløs som 12-årig

Den største fanfavorit på det ugandiske landshold er angriberen Patrick Kaddu. Da Kaddu for få dage siden i Ugandas åbningskamp mod DR Congo headede The Cranes på sejrskurs, var det et absolut klimaks i ugandisk fodboldhistorie og for Patrick Kaddu selv.

Men for Kaddu har tilværelsen dog langt fra været en dans på roser. Angriberen blev hjemløs som 12-årig, da hans far forlod familien og moderen ikke kunne forsøge Kaddu og hans fem søskende. Herefter måtte den nuværende angrebsprofil sælge chapatis på gaden og sove på butikstrapper. Kaddus historie er langt fra et enkeltstående tilfælde i ugandisk fodbold, fortæller Lule:

- If there is no football, you can’t survive. Vi kommer fra meget fattige familier. Jeg har været med Kaddu, siden han var syv-otte år gammel og var i et talentprogram. Kaddu har gjort sit bedste og nu fundet ud af, hvordan han kan overleve. Han respekterede fodbold og han arbejdede hårdt, for han havde ikke noget andet at lave. Han kom i skole på grund af fodbold, og det er derfor, han nu er så ambitiøs.

Lule understreger flere gange, at fodbold ikke bare fører til penge og popularitet, men også til uddannelse. Da han begynder at snakke om afrikanske problemer, afbryder jeg ham ikke for at bede om en uddybelse, men tænker, at korruption og fattigdom nok hører i den kategori:

-Det har været hårdt arbejde. Når du kigger på afrikanske problemer, så har Uganda haft mange problemer, men os, der er involveret i fodbold, har taget fodbolden som et værktøj til at redde nogle unge drenge. Vi har set så mange unge drenge, der har fået scholarships ved at spille fodbold.

Præsidentens velsignelse

I afrikansk fodbold kan distancen mellem spillere og magthavere være ufattelig lille. Da Tanzania kvalificerede sig til turneringen for første gang i 39 år, modtog alle spillerne af præsident John Mugufuli et stykke land, hvor de måtte bygge lige, hvad de ville. Sådan forholder det sig ikke i Uganda, fortæller Thomas Lule. Alligevel er spillere og trænere afhængige af præsident Yoweri Musevenis velsignelse af landsholdet, og den kan nogle gange være uforudsigelig:

-Vi får et beløb af præsidenten, når vi præsterer godt. Det tidspunkt præsidenten bliver tilfreds, kan han sige: ”Alle får et hus, eller alle får en grund”. Før vi kvalificerede os (til årets Africa Cup of Nations red.), forventede vi meget små præmiepenge, men da vi så kvalificerede os, gav han os et større beløb. Du ved det aldrig.

Midt i interviewet bliver vi afbrudt af en mand, der prikker LUle på skulderen. Manden er iført løs, grå skjorte og med et stort smil på læben præsenterer han sig som medlem af det ugandiske ministerie for Sports and Child Development. Han afviser venligt mit tilbud om en plads i sofaen og henvender sig i stedet til Lule:

-Sportsministeren vil gerne tale med dig, Mathias.

Kan Uganda gå hele vejen?

Lule beder sin landsmand fortælle sportsministeren, at han kommer om 10 minutter, men begynder i samme ombæring at kigge utålmodigt på sin telefon. Jeg fornemmer, at interviewet skal til at slutte. Inden vi skilles, skal jeg dog først høre ham, om Uganda kan fortsætte med at overraske og – hvem ved –måske endda snyde favoritterne og vinde turneringen?

-Lad mig sige det sådan, at vi er konkurrencedygtige. Vi kan spille lige op med alle. Vores ambition var inden slutrunden at kvalificere os til knockoutfasen, fordi sidste gang vi kom her (ved de afrikanske mesterskaber i 2017 red.), vandt vi ikke en eneste kamp.

Efter det diplomatiske svar giver Lule mig sit telefonnummer. Ugandisk fodbold har brug for nogle udefra, der kan hjælpe, siger han, inden trykker mig i hånden for sidste gang og langsomt tøffer ud af loungen.

Om Uganda fortsætter med at overraske, får vi svar på klokken 21.00 i aften, når værterne fra Egypten venter foran et udsolgt Cairo International Staidum. The Cranes er snublende tæt på videre avancement, da de fire bedste 3’ere fra de seks puljer kvalificerer sig til 16-delsfinalerne ved årets udgave af de afrikanske mesterskaber.