Bold & Bøger #5 2019: Den tykke bog om den tynde luft
Fodboldjournalisterne Sebastian Stanbury og Martin Davidsen er tilbage med en ny udgave af podcasten Bold & Bøger, der handler om fodboldlitteraturens lyksaligheder. Og denne gang er der fokus på det helt store værk om dansk fodbolds guldalder, Joakim Jakobsens ’Tynd Luft’, der bliver genudgivet senere i år.
Af Martin Davidsen og Sebastian Stanbury
Siden den første udgave af Bold & Bøger blev lavet i foråret 2016, har særligt én bog fyldt uforholdsmæssigt meget i de programmer, der først udkom som selvstændig podcast og siden begyndelsen af 2019 hos Mediano.
Den fulde titel er ’Tynd Luft – Danmark ved VM i Mexico 1986’ og handler om firserlandsholdets storhed og fald dengang, hvor Danmark kunne være blevet verdensmester.
Gennem hele ’Bold & Bøgers’ levetid er ’Tynd Luft’ blevet fremhævet som den ultimative bog om dansk fodbold, og det bedste stykke fodboldlitteratur, der er blevet skrevet på dansk.
Bogen er udgivet i 2008, fylder 456 ordmættede sider og er skrevet af journalisten Joakim Jakobsen, der nu besøger Medianos studier på Nattergalevej i København til en samtale med Stanbury og Davidsen om bogen, om firserlandsholdet og om fodboldlitteratur i almindelighed.
Undervejs runder de tre journalister flere forskellige emner:
Hvorfor prægede sommeren 1986 en hel generation af danskere?
Hvordan var Joakim Jakobsens møder med ikonerne fra firserlandsholdet?
Hvorfor blev Danmark alligevel ikke verdensmester i ’86?
Hvor meget betyder ’Jesper Olsen’-øjeblikket for historien om firserlandsholdet?
Hvem er egentlig to mest fotogene landsholdsspillere i historien?
Og hvorfor bliver Joakim Jakobsen aldrig færdig med at tale om VM i 1986?
Joakim Jakobsen er født i 1963 og arbejder som journalist på Weekendavisen, hvor han blandt andet skriver om sport og fodbold – senest under VM i Rusland i 2018.
Han har udgivet flere bøger om sport, og i denne udsendelse taler han også om fascinationen af fodbold og kunsten at beskrive sporten på en medrivende, fængende og anderledes måde.
Udsendelsen er den femte i rækken af episoder, siden Bold og Bøger flyttede ind på Mediano i begyndelsen af 2019.
Foto: Bongarts/Getty Images