Kevin Bechmann Timm mistede sin far otte timer efter sin Superliga-debut
Mens faderen lå for døden, kæmpede Kevin Bechmann Timm det, der syntes som en umulig kamp mod tiden. Otte timer inden, faderen gav slip på livet, nåede han deres fælles mål.
AF MICHAEL HEHR
På Frederiksberg lå faderen på hospice. Tappet for energi. Ædt op af kræft.
I Esbjerg kæmpede Kevin Bechmann Timm for sin superligadebut. Langt væk fra sin familie. I mental ubalance.
Faderen skulle dø. Det var den dengang 20-årige angriber udmærket klar over. Derfor brugte sønnen sin ugentlige fridag på at tage turen fra Esbjerg til Frederiksberg for at se faderen i det omfang, han nu kunne holde til, inden turen gik retur til arbejdet og vestkysten.
Men medmindre der opstod en ekstraordinær mulighed for at besøge sin far, så Kevin Becmann Timm ham kun den ene gang ugentligt. For han kunne ikke finde det i sig selv at bede cheftræner Ove Pedersen om flere fridage. Det fortæller han i denne udgave af Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’.
- Dengang – og med så gammeldags en træner – var det ikke normalt at gå ind og dele følelser med sin træner. Selvom man måske fik at vide; »du skal bare sige til«, så går man ikke bare lige ind og siger; »jeg har det ad helvedes til, jeg savner min far, jeg er nødt til at køre hjem«, fastslår Kevin Bechmann Timm.
- Det gør man ikke, fordi det er ens job. Man får en god løn for at være der. Og man har drømt om at være der hele sit liv.
- Jeg kan huske, jeg har grædt. Rigtig meget. Det er den der ukontrollerede gråd, hvor man ikke rigtig ved, hvorfor man græder. Man er bare ked af det. Og i stedet for at gøre noget ved det, så græd jeg bare, fordi jeg var i den her situation, og der var ikke nogen udvej. Min far skulle dø, og jeg havde det her job.
- Jeg følte ikke på det tidspunkt, at jeg var i stand til at sige; ”så skidevære med den kamp i weekenden – jeg tager en hel uge fri.” Det var sindssygt vigtigt for mig at spille, kæmpe og være der hver gang. Også at være der efter træningerne og bevise, at jeg stadigvæk ville det her, husker han.
En kamp mod tid
Mens han inderst inde helst ville være et andet sted, kæmpede han en umulig kamp mod tiden. For det var en fælles drøm, at faderen skulle være i live til at opleve Kevin Bechmann Timms superligadebut, men det syntes så godt som umuligt. For han havde ikke været udtaget til truppen i den halvdel af sæsonen, og faderens tid var knap.
Så det kom ikke som et chok, da Kevin Bechmann Timm igen blev udeladt af truppen til Esbjerg fB’s udebanekamp mod HB Køge i starten af maj 2010. Derfor tog han til København for at besøge sin far. Men så ringede telefonen.
- Jeg går helt i panik. Det kan man jo ikke. Det har jeg aldrig hørt om før, at man beslutter sig og så ombestemmer sig og vil have nogle andre med, fortæller Kevin Bechmann Timm.
Men den var god nok. Ove Pedersen og assistenttræner Jess Thorup havde ombestemt sig. Kevin Bechmman Timm skulle med.
»Vi skal ud til far«
Dagen efter stødte den dengang unge angriber til resten af truppen i Køge. Modsat holdkammeraterne havde han ikke jakkesæt på, som det ellers var kutyme, og han havde, fordi han jo ikke havde været med bussen som de andre, lidt svært ved at finde det rette spændingsniveau.
Kevin Bechmann Timm startede ude. Alligevel havde han taget sine benskinner på. Støvlerne var bundet stramt. Og han havde også iført sig kamptrøjen indenunder træningstrøjen.
Der var intet, han selv kunne være herre over, der skulle fratage ham muligheden for spilletid. Og med kort tid tilbage blev han kaldt hen. »Vi skal vinde den her kamp. Det er din chance nu«, lød beskeden fra Ove Pedersen.
Mens faderen fulgte med fra hospicet, fik Kevin Bechmann Timm sin debut. En debut, han havde kæmpet for i 10 måneder.
- Vi vinder 2-1, og jeg løber lykkeligt ud til min familie for at fortælle dem og vise dem, hvor stolt jeg er. Og der går kort tid, så kan jeg se på min storebror, at han smiler sgu ikke lige så meget som de andre. Han siger; »vi skal ud til far, han ligger derude, og han har det ikke så godt.«
Kevin Bechmann Timm løber direkte ind i omklædningsrummet. Han dropper badet, siger bare farvel og skynder sig ud til brødrene.
- Jeg glemmer alt, hvad jeg har. Jeg løber bare.
På hospicet samles de fire brødre. Faderen kan knap nok tale, men får fremstammet en enkelt sætning. Han får også indikeret, at han har set kampen. Set sønnens debut.
Kevin Bechmann Timm har mildest talt blandede følelser. På den ene side er han lykkelig over at have fået debut, mens faderen var i live til at kunne se det. På den anden side ved han godt, at faderens dage er talte.
- Til trods for den ulykkelige situation, jeg er i, er jeg jo lykkelig lige i det øjeblik.
- Så tager vi hjem. Jeg lægger mig til at sove og bliver ringet op klokken 03:00 om natten. »Nu er han død«. Så otte timer efter min debut i Superligaen, der dør han.
Sorgen knuste Timm
Faderens død knuser Kevin Bechmann Timms hjerte. Smerten rammer særligt ved begravelsen. Men han føler sig alene med sorgen. Særligt i fodboldklubben, for holdkammeraterne lærer først om faderens sygdomsforløb og død, da Kevin ikke møder op til træning ugen efter kampen i Køge.
De forsøger at tale om det sporadisk. For eksempel under bruseren efter træning. Og Kevin Bechmann Timm oplever til dels, at det er dejligt at få talt om – det er det, han har brug for. Men han har behov for andet og mere end en kort snak med holdkammeraterne efter træning.
- Det var lidt en akavet situation at rende rundt der i træningsdagene efterfølgende og have det skidt og ikke kunne snakke om det. Og en gang i mellem kunne man lige sige lidt, og så kunne man se på holdkammeraterne, at de havde svært ved at få det at vide, fordi hvad fanden skal de gøre? De er jo helt overraskede over, at de skal trøste én.
Derfor opsøger han på eget initiativ en psykolog. Desværre forvirrer behandlingsformen mere, end den gavner. Kevin Bechmann Timm og psykologen er ikke et match.
- Jeg skulle ikke ligge på en briks, som min psykolog bad mig om, og komme igennem alle mulige mentalrejser, hvor han bad mig om at svæve oppe på himlen på et tæppe og forestille mig, hvor koldt det var. Det hjalp mig ikke. Jeg gik derfra og var forvirret.
Med tiden er Kevin Bechmann Timm – på egen hånd – kommet dertil, at han ikke længere får en knude i maven, når han tænker på eller fortæller om sin far. Nu mindes han ham med stolthed, og han bliver glad, når han gør det.
Hør hele historien i ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre om:
- Hvordan faderens sygdom sendte ham i mental ubalance
- Hvorfor Kevin Bechmann Timm ikke bare kunne bede Ove Pedersen om flere fridage
- Hvordan han blev mere forvirret af at opsøge en psykolog
- Hvordan han er gået fra at have en knude i maden til at mindes faderen med stolthed
- Hvordan Spillerforening er klar til at hjælpe dig, når du har mentale problemer
Du kan høre udsendelsen herunder eller i dit podcast feed:
Musik: Magnus Mattsson
Vært: Michael Hehr
Foto: Spillerforeningen
