Iværksætterdrøm udfylder tomrum for to tidligere holdkammerater: Som fodboldspiller har du en forlomme
Fuldtidskontrakten skabte et tomrum for Jeppe Svenningsen. Det samme gjorde karrierestoppet for Allan Høvenhoff. Men de to tidligere holdkammerater udfylder tomrummet med den bæredygtige markedsplads Re-Sport.
AF MICHAEL HEHR
- Du er direktør. Du finder ud af, om det var en god beslutning, eller om det var en absolut elendig beslutning.
Allan Høvenhoff siger det med et smil på læben. For han har både truffet de gode og de absolut elendige beslutninger, som han altså selv kategoriserer de værste af slagsen. En af de bedre blev truffet over en flaske rødvin, da corona-pandemien lammede vores samfund. For her besluttede Allan Høvenhoff og vennen Jeppe Svenningsen, at nu skulle det være.
Det var ikke fordi, det var første gang, at de to havde fået en – synes de selv – god idé. De to tidligere holdkammerater i både Thisted FC og Vendsyssel FF har flere gang brainstormet og vendt forskellige muligheder. Men den her gang var det anderledes.
»Vi skal afsted nu, Allan«, lød det fra Jeppe Svenningsen, der altid har drømt om at blive iværksætter. Og den her gang var universitetsuddannede Allan Høvenhoff med på idéen. I dagene efter lavede de en markedsundersøgelse og andre indledende øvelser, og kort tid efter var markedspladsen Re-Sport, der faciliterer køb og salg af brugt sportsudstyr, en realitet.
Det fortæller de to venner og virksomhedspartnere om i den her udgave af podcasten ’Spiller til Spiller’.
Fuldtidskontrakt skabte tomrum
Jeppe Svenningsen har altid haft noget ved siden af sin fodboldkarriere. Sådan er vilkårene, når fodbold er en deltids- eller bibeskæftigelse, som det i årevis har været tilfældet for ham. Derfor var det en omvæltning, da han som fuldtidsprofessionel pludselig kun skulle fokusere på at spille fodbold, og alt hvad dertil hører. Faktisk skabte de nye rammer et tomrum.
- Da vi var i Thisted, arbejdede eller studerede jeg om formiddagen, og så trænede jeg om eftermiddagen. På den måde kan man sige, at ens hverdag var fuldstændig fyldt ud. Og så kom jeg til Vendsyssel, hvor det var fuldtid, og der var masser af fritid. Der var lidt et tomrum, fortæller Jeppe Svenningsen i Spillerforeningens podcast.
- I starten, da jeg kom til Vendsyssel, syntes jeg, det var vanvittigt hårdt at blive fuldtidsprofessionel. Det lyder helt vildt, for det er jo alles drøm – og det var også min helt store drøm, og jeg er glad for, jeg blev det. Men man kommer hjem omkring kl. 14:00, hvor man har passet sig selv og passet sin krop, man har trænet det man skulle og spist. Så kommer man hjem, og hvad skal man så? Man har en lang dag foran sig. Der følte jeg, at jeg godt kunne bruge tiden lidt mere fornuftigt.
- Jeg havde det sådan, at jeg skulle bruge tiden på noget, jeg syntes var spændende. Og jeg synes, det er lige så spændende at arbejde med Re-Sport, som det er at gå til fodbold. Det ved jeg ikke, om man må sige. Men for nogle er fodbold et og alt. Men fodbold er ikke et og alt for mig. Jeg synes, det her ved siden af er lige så spændende, og det, tror jeg, bare gør mig til en bedre fodboldspiller, fastslår han.
Virksomheden er det nye måleinstrument
For Allan Høvenhoff er det anderledes. Han indstillede nemlig sin karriere i starten af 2020, så for ham udfylder arbejdet med Re-Sport et andet tomrum – nemlig det, der kan opstå efter karrieren. Godt nok gik han, fordi han uddannede sig sideløbende med karrieren, direkte over i et job, som han er glad for. Men jobbet som gymnasielærer giver ham ikke de sejre og nederlag, fodbolden gjorde.
- Jeg er ude af fodboldverdenen nu, og jeg tager de her små sejre, der er, og virkelig bare nyder dem, og fejrer dem med en dejlig, kold øl en onsdag aften. Det er en fornøjelse, fortæller Allan Høvenhoff med et stort smil.
- Det kan være alt fra en ny rekord i antal besøgende, en annonce, et telefonopkald, der gik rigtig godt, eller en ny forbindelse. Det er simpelthen bekræftende for mig.
- Jeg er ekstremt glad for Re-Sport, og ligesom Jeppe falder jeg også i søvn oppe på hovedpuden om aftenen og tænker; »det er fandeme godt, det her.« Det er jo et måleinstrument for mig. Der var en sejr dér, og der var et nederlag dér. Det er lidt den samme verden, der var for mig tidligere i fodboldverden, siger han.
En fodboldspillers forlomme
Og der er mange op- og nedture. Det er både givende og hårdt at være iværksætter. Det oplever de to virksomhedspartnere konstant.
- Vi vidste ikke helt, hvad vi gik ind til. Det kræver en hulens masse tid. Du bliver nødt til at prioritere det her, for at det kan lykkes. Vi har kigget hinanden i øjnene og er blevet enige om, at det skal have chancen. Og når man gør det, så skal det også have chancen. Det er tiden, der er vild i det. Du bruger vanvittig meget tid på det, fastslår Jeppe Svenningsen.
Men han siger det ikke for at afskrække andre fodboldspillere fra at kaste sig ud i iværksætterdrømmen. For som fodboldspiller har du gode forudsætninger for at skabe dig det notorisk vigtige netværk.
- Netværk er vanvittig vigtigt. Og jeg tror, man som fodboldspiller undervurderer det. Man har de bedste forudsætninger for at danne sig et netværk inden for fodboldverdenen. Modspillere, medspillere, sponsorer, organisationer i fodboldklubberne og så videre. Du har alle muligheder for at skabe et godt netværk, til når du er færdig, fastslår Jeppe Svenningsen.
Og han får opbakning af sin kompagnon.
- En fodboldspiller har en forlomme i mange henseender. Der sidder ufattelig mange sponsorer oppe på de tilskuerpladser, som repræsenterer et godt udsnit af erhvervssamfundet. Så hvis du har nogle interesser, gå dog op og spørg, om ikke du kan blive introduceret og tag en snak, opfordrer Allan Høvenhoff.
- Du skal beslutte dig for, om det er det, du vil. Hvad er det for et emne, du gerne vil arbejde med, og hvilke kompetencer, du har. Er det en god cocktail, eller er det noget, du skal holde dig fra? Vi har som sagt lavet rigtig mange fejl undervejs, og det bliver du bare klogere af. I og med vi tager nogle partnere ind, er det også fordi, vi ikke vil begå de fejl igen, fastslår Allan Høvenhoff.
FOTO: LARS RØNBØG