Bag om SønderjyskE: De glade amatører er blevet proffer under pres
Fodboldklubben SønderjyskE har gennemgået en markant forvandling fra at overtage en klub med få traditioner som en af Sønderjyllands få elitesportsklubber, til at ende som centrum i en klassisk underdog-fortælling på første klasse. Men forventningernes tunge åg er fulgt med som en naturlig konsekvens.
Af Nicklas Degn
Bygge på. Lægge på. Lag for lag. Fundamentet først. Fodboldverdenens klichéer er mange og tyndslidte. I arbejdet med at portrættere fodboldklubben SønderjyskEs herrehold, skal det vise sig, at man særligt støder på mange versioner af fraser, der dikterer tæring efter næring.
Netop det er SønderjyskE, hvis navn er en lettere utraditionel sammentrækning af ordene sønderjysk og elitesport, nødsaget til at gøre efter et efterår og vinter, hvor klubben ikke har levet op til forventningerne i den danske Superliga. Hverken internt eller eksternt. Holdet er taget på jule- og vinterpause på tabellens 11. plads ud af 14 hold. Og det i en historisk sæson, hvor hele tre hold rykker ned på anden række. En potentielt dyr sæson.
Det er en situation, der sætter SønderjyskEs fodboldaktører under pres henover vinterpausen, inden Superligaen genoptages i næste uge. At situationen er presset siger en hel del om fodboldklubbens forvandling. Noget paradoksalt befinder SønderjyskE sig i en position, som de ville have taget imod med kyshånd for 10 år siden. For at forstå hvorfor, må man forstå klubbens relativt korte historie.
Formet som en del af en paraplyorganisation med hold inden for fodbold, håndbold og ishockey overtog SønderjyskE fodboldlicensen fra Haderslev Fodbold Klub (HFK) i 2004. En klub uden de store fodboldtraditioner i landets bedste række. En enkelt gang havde domkirkebyens indbyggere fået lov at spise kirsebær med de store. I sommeren 2000 rykkede HFK op i Superligaen med et hold udelukkende bestående af spillere, der primært tjente til dagen og vejen via et civilt erhverv, mens fodbolden var en fritidsaktivitet. Bedst symboliseret ved de mange kasketter på Poul Henriksens hoved. Han var klubbens direktør, midtbanespiller og til daglig bankmand.
Det var i det store og hele ikke ventet, at klubben skulle i Superligaen. Træneren Frank Andersen spåede i en Berlingske-artikel den sommer, at skulle oprykningen ske, ville holdet formentlig rykke ned igen med et brag.
“Det, jeg var nysgerrig på, var planen om at forsøge at sætte SønderjyskE på landkortet”
Spådommen var krystalklar og gik i opfyldelse. HFK rykkede op, men leverede en historisk dårlig første sæson i Superligaen. Holdet vandt sølle én ud af 33 kampe og rykkede ud med 11 point. Den anden nedrykker, de regerende, men sensationelle mestre fra Herfølge, fik 30 point. Haderslevs 11 point er i dag stadig det laveste pointantal nogensinde opnået efter en hel sæson i Superligaens 28 år lange historie.
Nej, det var ikke nogen stolt fodboldtradition, SønderjyskE overtog i 2004, da klubben blev etableret som en fodboldklub for hele Sønderjylland med hovedsæde i Haderslev. Og som en fremtrædende del af landsdelsprojektet Sønderjysk Elitesport A/S. En ny og ung fodboldklub, der stod i skarp kontrast til en gammel by, hvis mest markante plads i historien udfoldede sig i 1500-tallet, da Martin Luther via Haderslev udrullede Reformationen i Norden. Det, man håbede skulle blive fodboldens ækvivalent til kristendommens markante periode næsten 500 år forinden, begyndte godt.
Som at starte FC Midtjylland
Erhvervslivet støttede op, hvilket var en forudsætning for, at projektet med at slå flere af landsdelens store elitesportsklubber bragt sammen, kunne fungere. Fodboldholdet formåede for første gang at trække kendte danske fodboldspillere til Haderslev. En af dem var Peter Sand, der med skiftet til SønderjyskE vendte tilbage til Danmark efter et par år i engelsk og norsk fodbold.
”På det tidspunkt i 2004 så jeg SønderjyskE som et projekt. Det, jeg var nysgerrig på, var planen om at forsøge at sætte SønderjyskE på landkortet. Det var faktisk den primære grund til, at jeg kom dertil. Jeg har altid været nysgerrig på at være med til at bygge noget op. Det minder om, da jeg startede min professionelle karriere med FC Midtjylland. Det var også et projekt. Jeg tænkte, at det kunne være interessant også at slutte karrieren på samme måde,” siger Peter Sand, der tilbragte to år i SønderjyskE inden han tog et år i AGF og derefter stoppede sin aktive karriere.
Peter Sand var også en af de første på holdkortet i fusionsklubben FC Midtjylland, der i 1999 sammensluttede Herning Fremad og Ikast FS.
Peter Sand var med til at sende Superliga-fodbold til Haderslev, men lige som i HFK-dagene blev det til en hurtig retur til 1. division. SønderjyskE sluttede 2005/2006-sæsonen under nedrykningsstregen. ”Det gik op og ned. Det er klassisk. Man får det bygget op og så kommer det helt store spring til Superligaen, hvor vi så ikke lykkedes. Efterfølgende er man kommet op i Superligaen igen og har konsolideret sig. Det er en fantastisk rejse, SønderjyskE har været på. Det vidner også om, at det ikke bare er sådan lige til. Det tager nogle år, inden man som klub slår sig fast i Superligaen,” siger Peter Sand.
Den lyseblå humlebi
For at blive ved klichéerne var tredje gang lykkens gang. SønderjyskE var igen at finde i det fineste danske fodboldselskab i 2008, og lige siden har klubben formået at holde elevatoren på øverste etage. Til manges store overraskelse. Som humlebien, der ikke vidste, at den ikke kunne flyve, blev SønderjyskE år efter år spået en ny nedrykning, men formåede hver gang at klare cuttet.
Uden at brede vingerne ud i store armbevægelser som en anden Ikaros, der fløj for tæt på solen. Det var nemlig sådan en ageren, der kostede rivalerne fra traditionsrige Esbjerg fB på vestkysten, som fodboldjournalist og forfatter Anders Dehn udtrykker det i bogen ”For klubben, for byen” om Esbjergs nedrykning fra Superligaen i 2017.
Esbjerg købte for dyrt og for usammenhængende, både hvad angår spillerne på banen og de sportslige chefer på direktionsgangene. SønderjyskE havde sjældent den store pung fremme, når der skulle hentes nye spillere, og man rekrutterede helst personer, der kendte klubben indefra. Som den relativt uprøvede Hans Jørgen Haysen, der blev sportschef i 2014, og inden da havde spillet for SønderjyskE og arbejdet i administrationen.
“Jeg tror, den tredje sæson i Superligaen var definerende for klubben.”
Men det kunne også være endt galt for SønderjyskE, hvis det heller ikke blev til overlevelse i 2009, lyder det inde fra klubben. ”Jeg tror, den tredje sæson i Superligaen var definerende for klubben. Var klubben rykket ned for tredje gang i træk, var den måske endt i historien som klubben, der kunne kigge op engang imellem. Det var en regulær sensation, at man overlevede den tredje gang. I fire-fem sæsoner var det holdet, der overlevede, selvom de hver gang blev spået til nedrykning. Der blev lagt på som sæsonerne gik. Nogle sæsoner var man ved at rykke ned, andre var man oppe at snuse til sjette- og syvendepladser. Så kom sølvsæsonen, som har sat nye standarder og nye forventninger til SønderjyskE,” siger Jacob Ravn, der siden august 2018 har været pressechef i SønderjyskE og inden da arbejdede 11 år på lokalavisen Jydske Vestkysten, hvor han blandt andet dækkede netop SønderjyskEs fodboldhold.
Støtten vokser
Årene gik og SønderjyskE forblev fast inventar i Superligaen. Tilskuertallene steg og vidnede om øget støtte fra de sønderjyske indbyggere, sponsoraftaler med nogle af regionens største virksomheder som Danfoss fortalte om et støttende erhvervsliv, og det samme kan siges om Haderslev Kommune, hvor SønderjyskE som nævnt har hjemme. Flere kommuner i Sønderjylland har gennem en årrække været sponsor for SønderjyskEs fodbold- og ishockeyhold, og i februar 2018 kom Haderslev Kommune på banen med en større sponsoraftale end hidtil. Byrådets økonomiudvalg stemte for en samarbejdsaftale, der mere end fordoblede det hidtidige sponsorat fra 720.000 kroner til 1,6 millioner kroner årligt.
“Skal kommunen bruge penge på support til nogen, som egentlig bare er et erhverv?”
En aktindsigt viser, at det drejer sig om 800.000 kroner til SønderjyskE Fodbold hvert år i fem år frem til 2022 og det samme beløb årligt til SønderjyskE Ishockey. Kun Enhedslistens Svend Brandt stemte ikke for samarbejdsaftalen. Han mener ikke, at kommunen skal støtte organisationen økonomisk. ”Det er en helt basal ting. Skal kommunen bruge penge på support til nogen, som egentlig bare er et erhverv? Der er nogen, der vil sige, at vi får en masse markedsføring ud af det. Og ja, det gør vi, men det gør vi jo af så mange ting. Jeg tror, at hvis vi tager de penge, vi bruger som direkte og indirekte støtte til SønderjyskE, og bruger dem på en anden måde, så tror jeg, vi kunne få mere markedsføring ud af det. Det kunne være at hyre et marketingbureau og lave små film om Haderslev, samt sørge for, at det går viralt. Der er mange måder at lave markedsføring for Haderslev,” siger Svend Brandt, der vender tilbage til byrådet til foråret efter at have holdt en kort pause for at fokusere på sit arbejde som mellemleder på UC Syd.
Tidligere nævnte aktindsigt fortæller, at samarbejdsaftalen blandt andet giver Haderslev Kommune mulighed for at benytte en række gæstekort, fribilletter i forbindelse med fodboldholdets kampe, adgang til et netværk af virksomheder, faglige arrangementer, mulighed for at invitere skolebørn gratis til kamp, samt eksponering på bandereklamer og storskærme. Generelt mener Svend Brandt ikke, at penge til markedsføring af kommunen via en fodboldklub er godt givet ud. ”Man kan have en diskussion om, hvor meget det betyder for branding af Haderslev. Branding er noget utroligt diffust noget, for det kan man ikke måle på. Min og Enhedslistens vurdering er, at vi ikke får værdi for pengene,” siger han.
H. P. Geil (V), der er borgmester og formand for økonomiudvalget i Haderslev Kommune, er ikke vendt tilbage på en interviewforespørgsel i forbindelse med denne artikel. Han blev dog forholdt en lignende kritik fra Svend Brandt i forbindelse med samarbejdsaftalen i februar 2018. ”Der er ikke noget at komme efter. Aftalen gavner hele Haderslev Kommune,” sagde H. P. Geil ved den lejlighed ifølge Jydske Vestkysten.
Sølv ud af det blå
Støtten fra de lokale skulle vise sig at nå nye højder i 2015 og 2016, hvor SønderjyskE oplevede en succes så stor, at det har haft konsekvenser for forventningerne lige siden. Mere om det senere.
Sæsonen 2015/2016 begyndte ellers som de fleste andre i SønderjyskE. Eksperterne spåede igen- igen, at klubben ville blive en kandidat til nedrykning. Klubben havde ikke gjort de store armbevægelser henover sommerens transfervindue. Tværtimod. Klubbens altmuligmand fra Als, Bjørn Paulsen, som SønderjyskE selv har uddannet, blev solgt til rivalerne på vestkysten, Esbjerg fB.
Farvel sagde man også til erfarne kræfter som den tidligere landsholdsspiller Daniel Jensen, Niels Lodberg, der senere vendte tilbage til SønderjyskE, hvor han i dag er assistenttræner, samt den rapkæftede, men målglade tysker Marvin Pourié, der som ungdomsspiller havde været forbi europæiske giganter som Liverpool FC og Borussia Dortmund. Pourié skulle tilbage til de danske giganter FC København efter et års lejeophold i Haderslev. Fire markante afgange, der på papiret ikke just blev opvejet af det, der kom ind den anden vej.
Truppen blev fyldt op med spillere, der sæsonen forinden mest havde gjort sig i den næstbedste række. Flest løftede øjenbryn rettede sig mod trænerposten, hvor den i Superliga-øjemed helt uprøvede Jakob Michelsen fik tøjlerne solidt placeret i håndfladerne. Med tilnavnet ”Mini Mourinho” tilegnet efter den portugisiske stortræner og snu taktiker José Mourinho, tog Michelsen plads på SønderjyskE-bænken med et CV i ryggen, der fortalte en fodboldmæssig broget historie. Den uddannede skolelærer havde tilbragt et år som assistenttræner for Tanzanias landshold og et år med Skive i den næstbedste række som det mest seværdige. Et tyndt CV, men retfærdiggjort af, at Michelsens fødselsattest på tidspunktet for ansættelsen i SønderjyskE sagde 34 år. Nærmest uhørt ungt for en cheftræner på det højeste niveau i Danmark.
Det vakte ikke kun undren hos de aktører, der så til ude fra. ”Jeg var meget skeptisk eller nærmest bekymret. Der kom en masse nye spillere, og der kom en helt ny træner, der kun var nogle måneder ældre end mig. Og han havde aldrig selv spillet fodbold på noget nævneværdigt niveau. Hvad fanden skulle han kunne lære mig? Det var det, jeg gik på ferie med, da det blev offentliggjort (kort inden afslutningen på 2014/2015-sæsonen, red.),” mindes angrebsprofilen Tommy Bechmann, der var en af SønderjyskE-truppens erfarne kræfter, og som skulle til at påbegynde sin femte sæson i klubben.
”Da jeg kom tilbage, og vi lærte Jakob at kende, blev jeg hurtigt overbevist om, at det nok skulle gå godt. Den entusiasme og tilgang, han kom med, var superpositiv. Man kunne mærke, at han var fagligt dygtig. Det tog ikke lang tid, før Jakob vandt omklædningsrummet. Nogle gange kan der komme en træner, der vil implementere alt muligt, men hvis spillerne synes, at det er håbløst, kan det blive svært. Men Jakob overbeviste folk om, at hans vej var den rette at gå,” siger Tommy Bechmann.
De første skridt i Tønder
Vejen førte mod SønderjyskEs bedste sæson nogensinde. Fuldstændig uden sammenligning. Allerede på en træningslejr i sæsonoptakten begyndte det at dæmre for spillerne, at nedrykning måske ikke skulle være det altoverskyggende tema. Træningslejren blev i den regionale ånd afholdt i den nye træner Jakob Michelsens fødeby, Tønder.
”Der var vi i et par dage, hvor vi trænede og hyggede. Allerede der var jeg så småt ved at blive overbevist om, at vi nok skulle overleve, fordi de nye spillere trådte så meget i karakter og viste, hvor gode, de var. Allerede i begyndelsen af sæsonen kunne jeg godt mærke, at den frygt for, hvordan det ville gå, hurtigt blev manet ned,” siger Tommy Bechmann. Det samme tænkte man på kontorene i Haderslev Idrætscenter, hvor den daglige drift af fodboldklubben blev administreret.
“Men han var billig, sådan er det jo, når det er en træner uden Superliga-erfaring”
”Det var lige som alle andre sæsoner. Vi skulle kæmpe mod nedrykning igen. Det var det, det handlede om. Vi hentede meget overraskende en træner, som mange ikke kendte. Men han var billig, sådan er det jo, når det er en træner uden Superliga-erfaring. Det var en usikker sæson, vi gik ind til, men det viste sig jo, at vi havde et godt hold. Alt gik op i en højere enhed. Vi havde stolpe ind,” siger Stig Kongsted, der har været med på SønderjyskE-vognen lige siden 2005 med et enkelt kort afbræk undervejs.
Han startede som frivillig stadionspeaker og blev i 2007 frivillig medieansvarlig på kampdagene. En titel, han bestred i 10 år, inden han i 2017 sagde stop for at fokusere på sit civile erhverv som skolelærer. Et halvt år efter var han dog tilbage i SønderjyskE- maskineriet igen.
Han sidder i dag en deltidsstilling i klubben, hvor han blandt andet faciliterer mentorarbejde for klubbens unge talenter. Hans første deciderede ansættelsesforhold med klubben. Stig Kongsted og co. kunne fra tilskuerpladserne se, at Bechmann og co. på banen hurtigt manede nedrykningsspøgelset på afstand med en sæsonstart, der bød på seks sejre i de første 10 kampe. Klubben så hurtigt ud til at klare målsætningen om at undgå nedrykning, der derfor blev tilsidesat som et delmål. Formen fortsatte året ud, og SønderjyskE kunne gå på vinterpause på en fjerdeplads.
SønderjyskE var den store positive overraskelse og mængede sig for første gang med tidligere mesterklubber som Brøndby IF og FC Midtjylland. Men det skulle vise sig kun at være starten, for de store klubber fra henholdsvis den københavnske vestegn og den herningensiske hede fik baghjul henover foråret 2016. SønderjyskE tabte kun to ud af 15 kampe i anden halvdel af sæsonen.
Det hele fungerede. Truppen følte sig uovervindelig. ”Det var ligegyldigt, hvad stillingen var i kampene, vi havde altid en følelse af, at vi kunne vende det. Jeg har ikke noget statistik, der ligger bag, men jeg tror, vi var bagud i mange kampe, og jeg tvivler på, at et hold så ofte har vendt kampe efter at have været bagud,” husker Tommy Bechmann, der har noget at have sin betragtning i. Hele fem gange oplevede SønderjyskE at komme bagud for alligevel at vinde kampen til sidst. Fire gange skete det i foråret.
Den sidste dag i Brøndby
Meget symptomatisk fandt det sidste comeback sted i sæsonens sidste kamp. SønderjyskE gæstede Brøndby og Brøndby Stadion i en kamp, der for Brøndbys vedkommende både handlede om at gå efter bronzemedaljer og om at sige ordentligt farvel til klublegenden, den tidligere landsholdsspiller og storspiller i Liverpool, Daniel Agger, for hvem kampen ville blive den sidste i fodboldkarrieren.
SønderjyskE var sikret bronzemedaljer, men skulle bruge minimum uafgjort for at vinde sølvmedaljer. Samtidig spillede FC Midtjylland mod FC Nordsjælland, og ville det blive til midtjysk sejr og samtidig sønderjysk nederlag, ville sølvmedaljerne ende i Herning. Guldet sad FC København solidt på.
”Vi var simpelthen alle så følelsesladede inden den kamp mod Brøndby. Vi ville så gerne have de sølvmedaljer,” fortæller Stig Kongsted, der var med i Brøndby i kraft af sin rolle som medieansvarlig. En ikke videre begivenhedsrig første halvleg fik en skidt udgang for de lyseblå fra SønderjyskE. ”Vi kom bagud 0-1, men man troede stadig på det. Jeg var faktisk slet ikke i tvivl. Vi skulle nok få de sølvmedaljer. Vi skulle sgu nok vinde den kamp,” husker Stig Kongsted tilbage.
“Jakob Michelsen sagde også tit, at man ikke skulle være bange for at være bagud 0-1. De sidste minutter kan der ske så meget”
Nogle af de samme følelser havde spillerne inde på banen. ”Da gik min første tanke på, hvad der stod i FC Midtjyllands kamp. Hvis vi ikke selv kunne klare det, havde vi brug for hjælp i den anden kamp. Men igen havde vi følelsen af uovervindelighed og af, at vi nok skulle vende den. Vi havde vendt så mange kampe i løbet af sæsonen, så det var ikke noget, der slog os ud af kurs. Det ændrede ikke noget på den måde, vi ville spille fodbold på. Jakob Michelsen sagde også tit, at man ikke skulle være bange for at være bagud 0-1. De sidste minutter kan der ske så meget. Det er først, når man er bagud 0-2, at man skal reagere. Vi tog det sjældent tungt at være bagud 0-1, for vi vidste, at der ikke skulle meget til at ændre kampens forløb,” forklarer Tommy Bechmann, der spillede hele kampen i angrebet for SønderjyskE.
Brøndby-føringen holdt da også kun de få minutter, der resterede af første halvleg og dernæst en håndfuld minutter af anden halvleg inden SønderjyskEs midtbanespiller Nicolaj Madsen reducerede til stillingen 1-1. Måske forventeligt, når nu SønderjyskE havde vendt så mange kampbilleder i løbet af sæsonen?
”Jeg vil ikke kalde det forventeligt, for det var en stor forløsning. Tiden gik. Vi havde hele tiden følelsen af, at vi ikke var væk i kampen. Forløsningen kom nok først, da vi scorede til 2-1. Det var en forløsning, for da vidste vi godt, at den var hjemme. Den smider vi ikke væk. Nu får vi sgu sølvmedaljer,” siger Tommy Bechmann.
“Det var helt vanvittigt at se op imod 1500 sønderjyder i Brøndbys udebaneafsnit til den vildeste fest”
Det var igen midtbanespilleren Nicolaj Madsen, der var på pletten til 2-1 for SønderjyskE få minutter før slutfløjtet. 2-1 blev også kampens resultat. SønderjyskE vandt sølvmedaljer. Vicemestre. De næstbedste i hele Danmark. Kun FC København, der har duelleret med verdenskendte hold som Manchester United og FC Barcelona i Europas største fodboldturnering Champions League, var bedre. En klub med et sportsligt budget, der den dag i dag stadig vurderes til at være seks-syv gange større end SønderjyskEs. SønderjyskE havde leveret en historisk underdog-bedrift og kulminationen kom på Brøndby Stadion, der har set masser af danske mesterskaber gennem historien.
”Det var helt vanvittigt at se op imod 1500 sønderjyder i Brøndbys udebaneafsnit til den vildeste fest. Vi vandt kampen, men vi var bagud. Vi tænkte, at sølvmedaljerne kunne glippe. At holdet kom tilbage siger alt om den sæson. Vi var ofte bagud, men så lavede Nicolaj Madsen et vanvidsmål,” fortæller Martin Knude, en inkarneret SønderjyskE-fan, der hver uge formidler sin entusiasme for holdet gennem fanpodcasten ”Voresklub.dk” og som også var med på udebaneturen til Brøndby dengang i 2016.
SønderjyskEs fanklub sendte otte fanbusser afsted til kampen. Turen fra Sønderjylland til Vestegnen forløb gnidningsfrit. Hjemad resulterede euforien i, at det arrangerede ølsalg endte i fri bar.
Over grænsen og ud i Europa
Placeringen i toppen af Superligaen gav SønderjyskE en billet til Europa League-kvalifikationen.
Den næstfineste turnering i Europa. Klubben trak norsk modstand i første kvalifikationsrunde og skulle en tur til Drammen for at møde Strømsgodset. Bookmakerne havde nordmændene som favoritter, men SønderjyskE klarede sig videre over to kampe. 2-1-sejr hjemme i Haderslev og 2-2 efter forlænget spilletid i Drammen. Et regulært europæisk fodboldeventyr udfoldede sig i Sønderjylland.
”Jeg gik gennem byen for at mærke, at der var europæisk fodbold i Haderslev. Det var som at leve i en drøm i de uger, hvor det stod på,” som Jacob Ravn, den nuværende pressechef i SønderjyskE og på det tidspunkt sportsjournalist på Jydske Vestkysten, udtrykker det.
Jacob Ravn havde egentlig booket sine tre ugers ferie i den periode, hvor SønderjyskE påbegyndte det europæiske togt med kampe mod Strømsgodset. Ferien skulle plottes ind inden den forudgående sæson sluttede. På et tidspunkt, hvor medaljer og europæisk fodboldkontakt med Sønderjylland stadig virkede som utopi. Resultatet blev en familieferie i Drammen, så der var mulighed for at dække udebanekampen mod Strømsgodset for avisen.
”Jeg havde det også sådan, at når jeg nu havde fulgt klubben i så mange år, så skulle jeg altså også se de kampe,” siger Jacob Ravn.
I næste runde trak SønderjyskE polske Zaglebie Lubin. En endnu sværere modstander, og en endnu større underdog-rolle til sønderjyderne. SønderjyskE vandt 2-1 i Polen og fik en uafgjort 1- 1’er hjemme i Haderslev. De var videre igen. Nu pludselig i den sidste kvalifikationsrunde, hvor det skulle afgøres, hvilke hold, der skulle videre til det forjættede gruppespil. Men jo tættere på, det kom, jo sværere ville modstanden blive.
Og denne gang trak SønderjyskE de 12-foldige tjekkiske mestre fra Sparta Prag. Et hold, for hvem Europa League langt fra var det ultimative mål. Syv gange havde Sparta Prag været helt oppe at bide skeer med de store i Champions League. Året forinden var de nået helt til Europa Leagues kvartfinaler.
Med andre ord var SønderjyskE atter oppe imod en favorit, men denne gang en storfavorit. Alligevel overraskede SønderjyskE i den første kamp ved at klare 0-0 i Haderslev. Intet var dermed afgjort inden den afgørende kamp i Prag.
Over 13.000 tilskuere var på plads på Generali Arena i den tjekkiske hovedstad den torsdag aften i august 2016. Jacob Ravn kunne i Jydske Vestkystens spalter op til kampen fortælle, at SønderjyskE havde solgt 174 billetter til egne fans. Jacob Ravn var selv til stede på pressepladserne, fanen Martin Knude sad på tilskuerpladserne andetsteds på stadion.
Den daværende frivillige medieansvarlige på kampdagene Stig Kongsted stod hjemme i Haderslev. Skoleåret var startet, så han blev hjemme for at passe sit civile erhverv. Han så kampen ved et proppet storskærmsarrangement på havnen i Haderslev.
Ved siden af Jacob Ravn på pressepladserne sad Søren Pabst. Han er SønderjyskE-fan og var på det tidspunkt frivillig skribent for klubben. Han og de øvrige tilskuere kunne se den unge angriber Mikael Uhre score kampens første mål. 1-0 til SønderjyskE efter en halv time.
”Jeg skulle se kampen relativt objektivt og forsøge at styre mig, så jeg ikke kammede helt over af eufori. Jeg sad og tænkte, hvad fanden det var, der foregik. De der hjernedøde Sparta Prag-fans ænsede slet ikke, at der blev scoret. De råbte bare videre. Selvom jeg arbejder som DJ og hører høj musik til hverdag, så har jeg aldrig hørt noget så højt som lydniveauet på det stadion. Det var fuldstændig absurd. De var ligeglade, da vi scorede til 1-0. Det ragede dem en høstblomst,” fortæller Søren Pabst.
Fem minutter senere scorede SønderjyskEs Troels Kløve til 2-0. Søren Pabsts krop begyndte at ryste. Kuldegysningerne indtraf. Han slog blikket hen mod en gruppe Sparta Prag-fans på tribunen. En dreng sad og græd.
Sparta Prag reducerede til 2-1 kort inden pausen. Efter 25 minutter af anden halvleg udlignede tjekkerne til 2-2. SønderjyskE var stadig i position til at gå videre, men skulle nu forsøge at holde hjemmeholdet fra scoring i de sidste tyve minutter. Fem minutter før slutfløjtet gik det galt. Sparta Prag scorede og førte 3-2. Tjekkerne havde gjort det, der var SønderjyskEs specialitet. De havde vendt kampen på hovedet. Der faldt ikke flere mål i kampen.
Sparta Prag gik videre og slog SønderjyskE ud af kvalifikationen.
På tribunesektionen, hvor SønderjyskEs fans opholdt sig, stod Martin Knude. Han havde svært ved at begribe, hvad der lige var hændt foran øjnene på ham.
”Jeg kan huske, at jeg sad med tårer i øjnene på tribunen. En voksen mand. Jeg var alligevel omkring 30 år på det tidspunkt. Jeg sad med tårer i øjnene på stadion,” fortæller Martin Knude, der allerede inden interviewet advarer om, at han skal forsøge at gengive historien uden at lade tårerne presse sig på.
Efter kampen endte både Martin Knude og Søren Pabst med at vandre hvileløst rundt i Prags gader. Uafhængigt af hinanden og hver for sig, men alligevel af samme grund. Søren Pabst tog i byen. Måske kunne det få ham på andre tanker. Men han fortrød hurtigt.
”Jeg besluttede mig for at gå hjem til hotellet. Jeg vidste ikke, hvor langt, der var. Jeg prøvede at finde GPS'en på min telefon og endte med at gå rundt i en time. Jeg kunne ikke finde rundt i Prag overhovedet. Jeg gik igennem den mest skumle park. Fuldstændig mørkt midt i Prag, og jeg tænkte, at hvis jeg endte med at få tæsk, så var det næsten ikke det værste, der var sket den dag,” siger han, mens Martin Knude stemmer i.
”Jeg havde det på samme måde. Giv mig da nogle prygl, så jeg kan glemme, hvad der er sket! Det værste er, at jeg synes, at den her skuffelse overskygger sølvmedaljerne. Fordi det var så tæt på. Skuffelsen er næsten større end glæden.”
Skuffet over at gå glip af et sportsligt højdepunkt, som man aldrig have drømt om kunne blive en realitet. Men også skuffede over udsigten til, hvad det kunne have ført med sig. Penge betyder meget i fodbold og en billet til Europa League-gruppespillet ville have været en guldrandet forretning for SønderjyskE.
Avancement fra Sparta Prag-kampene ville ifølge BT have resulteret i en check på 17 millioner kroner. Dertil ville komme tilskuer- og tv-indtægter, der sagtens kunne fordoble beløbet. Et potentielt kæmpebeløb for klubben SønderjyskE og for hele organisationen Sønderjysk Elitesport A/S, der det år havde samlede personaleomkostninger på 55 millioner kroner, og som, trods den missede kvalifikation, kom ud af sæsonen med et historisk stort overskud på 3,4 millioner kroner på fodbolddelen.
I medieorkanens øje
En trøst på bagkant af nederlaget i Prag var den hidtil usete opmærksomhed omkring fodboldklubben, som de relativt mange europæiske kampe førte med sig.
I kraft af, at SønderjyskEs eksistens i den bedste danske fodboldrække gennem årene mest var belagt med positive sportslige overraskelser, oplevede klubben sjældent at være i medieorkanens øje. Det ændrede sig pludseligt i foråret 2018. Sæsonen 2017/2018 var den anden sæson med en helt ny struktur i Superligaen.
Inden da havde ligaen i 25 år bestået af 12 hold, 33 runder og ellers ikke den store hurlumhej. Det blev der lavet om på i 2016, hvor ligaen blev udvidet til 14 hold. Man besluttede at bryde ligaen op efter 26 kampe, hvorefter de seks bedste hold ville kæmpe om medaljerne, mens de nederste otte hold blev placeret i to grupper, der via et playoff-system skulle spille om at undgå nedrykning.
Derfor var den 26. runde af 2017/2018 den sidste i det såkaldte grundspil. SønderjyskE mødte FC Midtjylland på udebane i Herning og ville, hvis sønderjyderne tabte, stå i det, som mange iagttagere mente var en bedre position grundet den puljemæssige struktur. SønderjyskE tabte kampen med 1-2. Kritikere mente, at holdet havde tabt med vilje for at stille sig i den bedste mulige position. Interviews og udmeldinger efter kampen blev endevendt i internettets mange spalter og live på tv-skærmen, og der blev foretaget analyser af spillernes taktiske ageren i kampen. Der blev på intet tidspunkt sagt fra klubbens eller spillernes side, at de gik på banen for at tabe. Danmarks Idrætsforbunds Matchfixingsekretariat blev bragt på banen, men instansen endte med ikke at rejse en sag. Samme konklusion nåede Fodboldens Disciplinærinstans frem til.
Det ændrer dog ikke ved, at der forud gik en intens mediedækning med negativt fortegn. En ny situation for SønderjyskE. ”Det, der skete, bar præg af, hvad SønderjyskE var for en klub. Det var ikke en klub, der var vant til at være under daglig medieopmærksomhed,” siger journalist Klaus Egelund, der ikke var til stede til den omtalte kamp mellem FC Midtjylland og SønderjyskE, men som efterfølgende dækkede sagens udvikling for Ekstra Bladet.
”Jeg synes i høj grad kun, at sagen blev til noget på grund af en uhensigtsmæssig kampstruktur. SønderjyskE blev offer for en kluntet sæsontilrettelæggelse, der gjorde, at der kunne spekuleres i ting. Det er bevidnet i det, der skete efterfølgende,” siger Klaus Egelund og hentyder til, at sagen fik den konsekvens, at ligastrukturen blev ændret, så en situation, hvor et hold kan drage fordel af at tabe, ikke bør kunne ske igen.
Han fremhæver også, at SønderjyskE i dag har oprustet på kommunikationsfronten, hvor klubben nu har en fuldtidsansat pressechef. Klaus Egelund kalder det en direkte konsekvens af sagen omhandlende kampen i Herning.
SønderjyskE ønskede ikke at medvirke til denne del af artiklen.
Presset, der fulgte med
Et kendt filmcitat siger, at der med store kræfter følger et stort ansvar. I sportens verden kan det omskrives til, at der med store resultater følger et stort forventningspres. Det fulgte unægteligt med i kølvandet på sølvmedaljerne og det europæiske eventyrtogt i SønderjyskE.
”Da vi festede efterfølgende ovre i Brøndby, vidste jeg allerede, at der ville ske noget. For nu ville folk få en forventning. Jeg var overbevist om, at det (sølvmedaljerne, red.) var noget, der kun skete én gang hvert tyvende år. Med det budget og de midler, vi har, vil det ikke ske mange gange. Men det er fedt, at det sker. Det er det, der er fedt ved fodbold. Det kan ske. Men jeg vidste, at der ville komme flere forventninger fra fansene. Nu kunne det godt blive en anden kultur pludselig,” siger den nu tidligere medieansvarlige, Stig Kongsted.
At forventningerne er steget afspejler sig i fodboldklubbens nuværende situation. En 11. plads i Superligaen og udsigten til et forår, hvor nedrykning kan blive et tema, er pludselig ikke længere acceptabelt.
”Før blev man ikke utilfreds selvom man lå under nedrykningsstregen. Der har været en helt anden forventning lige siden. Der har jo nærmest været krise så snart, vi har tabt to kampe i træk. Før kunne vi tabe fem-seks kampe. Der er kommet mere negativitet ude fra og ind. Sølvmedaljerne har betydet, at folk har flere forventninger,” forklarer Stig Kongsted.
Det, som den tidligere frivillige medieansvarlige oplever, går igen hos den nuværende fuldtidsansatte pressechef.
”Sølvsæsonen gav en masse forventninger. Selvom klubben ikke havde budget til at være et top- seks-hold, var folk meget skuffede over, at klubben endte som nummer seks den efterfølgende sæson. Havde du slettet sølvsæsonen, og var klubben stadig endt som nummer seks, ville de samme folk syntes, at det var en fantastisk bedrift. Forventningerne var ikke afstemt med omverdenen, der troede, at SønderjyskE skulle være medaljekandidat år efter år. Isoleret set var en sjetteplads fantastisk. Der er mange små klubber, der har haft en god sæson, hvor de har vundet medaljer, men hvor de er endt med at rykke ned eller endt i akut nedrykningsfare i den efterfølgende sæson. På den baggrund synes jeg, at det var en enormt flot bedrift at følge sølvmedaljerne op med en sjetteplads og en flot europæisk præstation,” siger Jacob Ravn, der medgiver, at SønderjyskE på den måde har været offer for egen succes, men at forventningerne med tiden er blevet bedre afstemt med den virkelighed, man oplever i klubben.
Tilskuerrekorder og nye vinde
Med de øgede forventninger følger også spørgsmålet om, hvor SønderjyskE er på vej hen fremadrettet. Og hvad SønderjyskE er og skal være for den lokalbefolkning, som i sidste instans er en del af klubbens eksistensberettigelse. Der er kommet flere tilskuere på det snart 20 år gamle stadion, der for tiden kalder sig Sydbank Park. Tilskuergennemsnittet nåede nye højder i sølvsæsonen 2015/2016, hvor 5848 personer i gennemsnit gik gennem tælleapparatet til hver SønderjyskE-hjemmekamp i Superligaen. En markant stigning på over 50 % i forhold til året før.
Mange af tilskuerne fra det år, der var et højdepunkt i klubbens historie, ser ud til at have hængt ved. Gennemsnittet i indeværende sæson, hvor resultaterne halter, hedder 4924. For 10 år siden, da klubben for første gang spillede Superliga under navnet SønderjyskE var tallet 3420. For 20 år siden spillede Haderslev Fodbold Klub på Haderslev Atletikstadion, der havde plads til 400 siddepladser.
At lokalbefolkningen bakker op, afspejler sig også, hvis man kigger på det umiddelbare befolkningsgrundlag. Politiken lavede i juli 2017 en opgørelse over Superliga-klubbernes tilskuertal målt op mod indbyggertallet i den kommune, hvor den pågældende klub har hjemme. På det tidspunkt i 2017 tiltrak SønderjyskE næstflest tilskuere i forhold befolkningsgrundlaget i kommunen. Kun Brøndby trak flere, og de ligger i en klasse for sig, samt med kort afstand til landets største by. Med et gennemsnit på 4911 tilskuere i 2017 og et indbyggertal på 56.000, trak SønderjyskE groft sagt knap ni procent af befolkningen i Haderslev Kommune til fodboldkampe på stadion. Og med førnævnte og mere aktuelle tilskuergennemsnit, der ligger marginalt højere, har det billede ikke ændret sig. Selvom resultaterne har ændret sig.
Så hvad vil SønderjyskE gerne være – uagtet, hvordan det går på græsplænen?
”Vi skal være sønderjyske. Vi skal huske, hvor vi kommer fra. Jeg synes, det er fedt, når vi kan dyrke de sønderjyske ting. Fuglsang-pilsneren. Ringridderen. Mojn. Kvalitet, som også for mig er sønderjysk. Ting, der er sønderjyske for Sønderjylland. Jeg går meget op i, at vi skal være i øjenhøjde, at vi skal være ligetil,” lyder svaret fra pressechefen Jacob Ravn.
Hvad kvaliteten inde på banen er til, skal igen stå sin test, når spillerne genoptager Superligaen til februar. Internt er forventningen og målet at sikre en ny sæson i Superligaen. Hvad det derudover kan blive til, er op til den tidligere mestertræner Glen Riddersholm at orkestrere. De følger med på kontorene, på tribunerne og i medierne.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg
