Superliga: AGF indløste billet til Top 6 i tre minutters overtid
Tredje gang blev lykkens gang, og endelig fik vi afviklet lokalopgøret mellem AGF og Randers FC. I denne udsendelse bliver kampen taget under behandling, og der gøres status og bliver set tilbage på de to holds sæsoner.
Af Sture Sandø
Podcasten i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og Just Eat
Den mest imødesete kamp i dansk fodbold i meget, meget lang tid. Sådan kan man med stor rimelighed betegne torsdagens genåbningskamp. For det var ikke kun den lokale håneret, der var på spil. Det var tilmed den første Superliga-kamp siden d. 9. marts, og så var den sportslige betydning til at tage og føle på. Spillet om Top 6 kunne for alvor være blevet åbnet med en sejr til gæsterne, så mon ikke der også sad nogle folk fra Brøndby, AaB og Nordsjælland og fulgte udfaldet med stor interesse?
I denne ekstraudsendelse bliver kampen talt igennem af Lars Abildgaard og Kim Robin Graahede, der er henholdsvis sportsredaktør og journalist på Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, hvor de har dækket hver deres lokale klub tæt igennem en lang årrække. Graahede er desuden en del af podcasten ‘Det hvide Snit’ fra Århus Stiftstidende, der udelukkende beskæftiger sig med AGF.
Derfor bliver en stor del af udsendelsen også brugt på at zoome ind på de to klubber hver for sig. Der bliver gjort status over de to holds sæsoner indtil nu, men også set længere tilbage til tiltrædelserne af henholdsvis Thomas Thomasberg og David Nielsen, og den udvikling klubberne er gået igennem under dem. Og så bliver det også til en snak om grå mus og cirkusheste og forholdet mellem klubber og lokalmedier.
Udsendelsen er optaget hos Medianos hovedpartner Arbejdernes Landsbank i deres AL²-filial på strøget i Århus. Læs mere om AL²-konceptet her.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images