MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Sådan er det at være partner på Mediano – set fra hovedpartnerens side

Sådan er det at være partner på Mediano – set fra hovedpartnerens side

Arbejdernes Landsbank har været med Mediano næsten siden begyndelsen og er i dag vores hovedpartner. Her fortæller Peter Froulund, branding- og kommunikationsdirektør, om samarbejdet med Mediano.

Af Peter Froulund

Jeg hørte tidligt om Mediano, da det nye medie gik i luften til EM i fodbold for fire år siden. Det lød som en noget anderledes tilgang til medier og sport. Flere var også begyndt at tale om podcast-mediet, men kun de færreste så dengang på mediet – i hvert fald herhjemme – som en oplagt platform for virksomheders budskaber.

Det lød spændende med den erklærede målsætning om at udgøre et alternativ til den mere overfladiske behandling, som især fodbolden ofte var udsat for. Den følelse af frustration tror jeg, at rigtigt mange seere og læsere følte, og bagefter kan jeg se, at det især var det publikum, som Mediano ramte.

Men det var først, da Mediano for alvor tog fat på fankulturen i efteråret 2016, at vi endte med at sidde i samme rum. Mediano ønskede at sætte et helt andet fokus på fankulturen omkring dansk fodbold og lancerede i januar 2017 Mediano Fan med følgende programerklæring: ”Fra nu af taler vi fankulturen op”.

Det var usædvanligt, fordi det var meget langt fra at være en traditionel kommerciel eksponering, vi talte om. Sammen med 3F gik vi ind i projektet – i første omgang nærmest bare som et pilotprojekt og for, at vi kunne prøve både platformen podcast og Medianos tilgang af.

Der var høringer, et Fodboldens Folkemøde til Festugen i Aarhus med blandt andet Morten Olsen og storskærm til Danmark-Polen og masser af udsendelser.

Fem hovedområder

Vi endte med at skrue gradvist op for vores engagement i Mediano og lytterne. Jeg kalder det med vilje ikke målgruppen eller målgrupper, selv om de er uhyre præcise og attraktive hos Mediano. Arbejdernes Landsbank arbejder derfor i dag med Mediano på især 5 områder:

  • Selve hovedpartnerskabet, som i dag kan sammenlignes med at have et partnerskab med en klub i eller omkring Superligaen

  • Aktiveringen af de samarbejdsaftaler, vi har med landsholdet eller klubber

  • Aktivering af vores filialer i Aarhus og København, som vi kalder AL2.

  • Private Banking og den lyttergruppe, der hører de mere business-orienterede Mediano-formater som Bossword og Hammer & Brüchmann'

  • Employer Branding gennem hele Medianos fokus på talentudvikling, hvor vi kan kommunikere budskaber, så vi også som arbejdsplads kan være attraktiv overfor talenterne i vores verden

Dem vil jeg prøve at gennemgå

1. Hovedpartnerskabet

Ligesom når vi indgår et væsentligt samarbejde med en fodboldklub eller et forbund, skal vi have en (langsigtet) plan. Og vi kan mærke nu, at en del kunder og især mulige kunder kender til vores relation med Mediano. Når vi indgår et samarbejde eller sponsorat, så arbejder vi med kendskab, relation og præference. Det bedste er selvfølgelig, at kunden opnår en præference, og vi hører med tilpas små mellemrum fra vores kundeafdeling, at podcasts som Mediano eller nu også Brøndbylyd har påvirket kundens valg.

Kendskab er klart højere, når vi arbejder med sponsorater, end når vi bare bruger tv-reklamer. Og den udvikling øges i øjeblikket. Vi har de præcise tal på alle sponsorater, også Mediano. Tallene ønsker vi at holde for os selv, men vi var der næppe, hvis det ikke kunne betale sig.

Vi har også med interesse fulgt Medianos egen store survey med mere end 2.000 besvarelser. Her var både kendskab, relation og præference virkelig flot.

Vi ved fra undersøgelser (fra Voxmeters analyse), at 45 procent af potentielle kunder ved et bankskifte overvejer Arbejdernes Landsbank, så derfor er relationen i sponsorater vigtig, så vi kan mere end bare vise et logo på tv.

Vi har forlænget hovedpartneraftalen med Mediano til 31.12. 2021, og Arbejdernes Landsbank har eksklusivitet på det finansielle marked overfor en stor og attraktiv målgruppe.

Og en af de mest afgørende årsager er, at vi ikke bare har underskrevet en aftale og så får løbende eksponeringer på en medieplatform. Vi bliver ofte inviteret ind i et projekt og spurgt, om det var noget for os. Det sker også, når vi arbejder med f.eks. en Superligaklub. Og de første gange venter man på den opfølgende sætning om prisen, men den kommer ikke her.  Hos de dygtigste klubber og på Mediano tænker man hovedpartneren ind i de interessante udviklinger og prøver at bygge det ind i den aftale, der allerede er lavet.

2. Aktivering

Når Arbejdernes Landsbank går ind som partner hos DBU og fodboldlandsholdet, så er man ikke som hos klubberne på maven eller skuldrene af trøjerne under kampene.

Derfor er det interessant at kunne arbejde med andre komplementære platforme for at kunne aktivere vores sponsorat og arbejde med relationen mellem fodboldlandsholdet og dets publikum. Her er Mediano et godt bud.

Vi blander os ikke i Medianos indhold, hvem de skal interviewe eller hvad det skal handle om. Men vi er da glade for, at en udsendelse, hvor AGFs direktør Jacob Nielsen taler i Medianos ledelsesformat, Bossword, kan foregå i et lokale hos AL2 på Søndergade i Aarhus (vores nye filial der) eller, at en forfatter, der har skrevet en bog om Brøndby, bliver interviewet i AL2 i København.

Her kan du høre den første udsendelse efter Superligaens genstart, hvor Mediano optager udsendelsen netop på AL2 i Aarhus efter 1-1 kampen mellem AGF og Randers:

**Denne podcast er sponseret af Arbejdernes Landsbank og Just Eat** I denne ekstraudsendelse bliver kampen mellem AGF og Randers FC talt igennem af Lars Abildgaard og Kim Robin Graahede, der er henholdsvis sportsredaktør og journalist på Randers Amtsavis og Århus Stiftstidende, hvor de har dækket hver deres lokale klub tæt igennem en lang årrække. Graahede er desuden en del af podcasten ‘Det hvide Snit’ fra Århus Stiftstidende, der udelukkende beskæftiger sig med AGF. Derfor bliver en stor del af udsendelsen også brugt på at zoome ind på de to klubber hver for sig. Der bliver gjort status over de to holds sæsoner indtil nu, men også set længere tilbage til tiltrædelserne af henholdsvis Thomas Thomasberg og David Nielsen, og den udvikling klubberne er gået igennem under dem. Og så bliver det også til en snak om grå mus og cirkusheste og forholdet mellem klubber og lokalmedier.

Der har også været optaget udsendelser om fodboldlandsholdet på AL2, da landsholdet havde spillet sin første kamp efter, at Arbejdernes Landsbank gik ind som sponsor i DBU.

3. Aktivering af filialer

Arbejdet med vores nye filialer er nævnt i det foregående, men vi oplever også, at Mediano kan optage en helt normal Superliga-podcast på AL2 ved Nørreport, når vi fra Arbejdernes Landsbank udbyder et kursus i podcasting for vores nye og måske kommende kunder. For at fortælle om, hvad AL2 er – og det er en bank på en ny og anderledes måde.

Så kan kursisterne kigge ind ad vinduerne og måske stille spørgsmål bagefter til et Mediano-panel, der sidder og laver en udsendelse.

Vi har også planlagt seancer for specielle målgrupper, hvor vi til et kommende netværk for personer på barsel får besøg af Medianos chefredaktør, Peter Brüchmann, for at fortælle både historien om Mediano  og om iværksætteri i almindelighed.

4. Private Banking

Så har vi vores samarbejde angående Private Banking. Mediano havde formatet Bossword og lavede i de normale fodboldkanaler Hammer & Brüchmann, som både havde virkeligt mange lyttere og tilsyneladende også tiltrak en målgruppe med indhold, der matchede dem, vi især henvender os til, når det handler om Private Banking.

Senere kunne Mediano dokumentere, hvordan lytterne til disse udsendelser matchede et business-segment uhyre præcist i forhold til indkomst og uddannelse. Og så hjælper det også lidt på humøret, når konsulenterne eller filialerne kommer og fortæller, at nu har de fået en ny, stor kunde, fordi vedkommende hørte Mediano eller var fast lytter på Hammer & Brüchmann.

5. Employer Branding

Hos Arbejdernes Landsbank har vi fået 116.555 nye kunder de seneste ti år, heraf en stor del bare i de seneste år. Derfor har vi også skullet ansætte en del nye kolleger og medarbejdere. Og ligesom vi konkurrerer om kunderne, så konkurrerer vi som arbejdsplads om de dygtigste medarbejdere og de største talenter, så vi kan udvikle os som virksomhed.

Her har vi testet en række elementer af med Mediano. For eksempel kører Medianos talentprogram, Mediano Socrates, sine månedlige kursusforløb i AL2s lokaler og bruger flittigt sociale medier til at fortælle om talentarbejdet, som både er en aktivering af AL2-lokalerne, men også en del af vores fokus på selv at være attraktiv som arbejdsplads overfor de dygtigste talenter.

Vi har også prøvet at lave et stillingsopslag til en filial via en eksponering i Mediano Superliga. Vi har haft testimonials fra nye medarbejdere – hvordan de har mødt Arbejdernes Landsbank som arbejdsplads – som lydklip i udsendelser.

Konklusion

Det vigtigste, når vi kigger på et partnerskab er, hvorvidt det kan regnes hjem. Her handler det om at gå fra kendskab over relation til præference. Mediano har som medie  mere end en halv million afspillede episoder hver måned, hvor vi er eksponeret i de fleste, så Mediano har nået en volumen, der kan regnes på.

Der, hvor Mediano dog betyder mest for os, når vi kigger på dokumentationen, er der, hvor det handler om ’relation’ og ’præference’. Et podcast-medie som Mediano har én, to, måske tre partnere på en udsendelse, hvor man i en reklameblok på tv er eksponeret blandt virkeligt mange kommercielle budskaber.

Podcast er kommercielt set stadig en ung medieplatform, men vi er glade for at være tilstede i et miljø, hvor vi kan se, hvor meget relationen betyder.

Læs også, hvordan Experian forklarer om at være partner på Mediano

Eller hør den unikke historie om, hvordan SorteSokker.dk pludselig blev partner på udsendelser om Serie A og La Liga.

Foto: Getty Images/Lars Rønbøg

Mediano Superliga - Her er de ti runder, der ændrede Superligaen

Mediano Superliga - Her er de ti runder, der ændrede Superligaen

Superliga: AGF indløste billet til Top 6 i tre minutters overtid

Superliga: AGF indløste billet til Top 6 i tre minutters overtid