Audi og Mediano laver indhold sammen - 'Audi Talks' nyt format på vej
Nyt format: Helt nyt samarbejde på podcast og video om en række af de store danske klubber kommer snart med deltagelse af store profiler.
‘Audi Talks’ er titlen på en serie podcast-episoder, som fra september vil strømme ud til lytterne af Mediano. Her vil personligheder fra en række af de store danske fodboldklubber kunne høres i unikke samtaler og opleve indhold lavet på helt nye måder.
Personligheder som David Nielsen, Jonas Wind, Thomas Bælum, m.fl. kan i den kommende tid høres og ses i unikke samtaler om deres liv i fodbolden. Det sker i et helt nyt indholdsamarbejde, som Audi og Mediano har indgået. Samtalerne vil foregå i en Audi e-tron og på steder, som fodboldpersonlighederne har udpeget og som bilen vil fragte dem hen til. Der kan i øvrigt dukke yderligere en eller flere profiler op, så det er ikke sikkert, at samarbejdet bliver ved de nævnte.
Mediano er et podcastmedie, hvor der hver måned lyttes til mere end én million episoder bare på fodboldområdet og regnes som en førende dansk fodboldpodcast. Mediano udgiver hver uge mere end 10 udsendelser om Superligaen, Premier League, Champions League og de mange facetter i fodboldens verden. Mediano producerer lyden til den nye serie og vil ligeledes producere video til brug på både Audis og Medianos sociale platforme.
- Mediano har gennem en årrække bevist, at det er det førende fodboldmedie i Danmark, og derfor er det naturligt for Audi, at vi samarbejder om at levere kvalitetsindhold og skabe anderledes fodboldoplevelser til både kunder og fans, udtaler Marketingchef hos Audi Danmark, Morten Friis-Olsen.
- For os er det interessant at arbejde med Audi, ikke bare fordi deres biler er lækre, men også fordi de gerne vil prøve nye måder at producere indhold af på. Vi producerer lyd og video, men for første gang er indholdet produceret af en af vores partnere, siger Medianos chefredaktør Peter Brüchmann.
Vært på udsendelserne er Jakob Aagaard Mortensen, der bl.a. har arbejdet med coaching og ledelsesudvikling hos Ikea. I dag er han HR Partner i Semler Gruppen med mere end 2.000 medarbejdere, der står for mærker som VW, Seat, Skoda og naturligvis Audi. Han har tidligere været vært på podcasten, Walk to Explore, hvor han har lavet meget roste samtaler med Kasper Hjulmand, Troels Bech, Michael Falch og Andreas Kam.
- Jeg hørte Jakobs samtaler fra Walk to Explore og var vild med formatet – en fri, levende og empatisk samtale. Det er også derfor, at vi glæder os så meget til dette samarbejde. Jakob er ansat hos Semler, og derfor gør vi sammenhængen helt tydelig overfor lytterne - at udsendelserne er produceret af Audi - men jeg føler mig overbevist om, at lytterne vil komme til at opleve samtaler med personerne og mennesket i centrum, siger Peter Brüchmann.
- Audi betyder ”høre” på latin, og det vil samtalen i podcasten i høj grad bære præg af. Gæsten er i fokus, hvor Jakob lyttende tager dem med rundt om emnerne byen, bolden og mennesket med målet om at skabe et alternativt indblik i fodboldens verden, siger Morten Friis-Olsen.
Audi er mobilitetspartner i F.C. København, AaB, OB og AGF. Udsendelserne vil udkomme i Medianos hovedkanal, hvor de enkelte episoder lyttes af op til 30.000 lyttere pr. episode. I samarbejdet vil også indgå en konkurrence, hvor man kan vinde en Audi e-tron i en periode.
Første episode af Audi Talks udkommer i næste uge på Mediano.
Fotos: Ludvig Brüchmann