Derfor græder jeg
Redaktørens blog: En fortælling om det meget nære og det, man kan lære af. Om livet. Om Eriksen. Om UEFA. Om fodbold.
Af Peter Brüchmann
Det er skønt at høre meldingerne fra Rigshospitalet og fra Danmarks landsholdslejr. Ubeskriveligt lettende.
Hvert år rammes ca. 4.000 mennesker i Danmark af hjertestop uden for landets hospitaler. Kun otte procent overlever.
Nu er Christian Eriksen så blevet et nummer i den statistik – heldigvis på den gode side af midterlinjen. Men han er et nummer, som hele verden kender. Endnu mere, end den gjorde før.
Fordi den foregik foran vores øjne. Fordi den rummede mere end en times opslidende uvished. Og fordi den rummede forfærdelsen i øjnene af spillere, tilskuere og pårørende – også selv om man fulgte med på DR med fjernbilleder – så sidder oplevelsen i os. Vil gøre det længe.
Vi er mange, der har grædt helt uforholdsmæssigt meget. Så meget, at jeg næsten er flov over det. Sådan klassisk ’ja, mænd må godt græde i 2021, men helst ikke ukontrolleret’. Jeg har ikke mødt et menneske, der ikke stadig er stærkt påvirket af det, vi så.
Men der er flere grunde til at græde. Og det er meget at lære af disse grunde. Det handler dels om det helt nære. Om livet, om kærligheden. Dels om hvornår noget er vigtigt og herunder hvorfor den kamp skulle gennemføres – og af hvilke årsager.
Lad mig begynde med det nære. Og nu deler jeg noget privat, men der er en årsag til det. Og især en refleksion, som jeg gerne vil dele med jer, der gider læse eller lytte.
Jeg er oprigtigt i tvivl, om min morale med disse bogstaver vil lykkes og om det er relevant for andre end mine nærmeste. Men here goes.
Min kone og jeg har et barn med epilepsi. En helt fantastisk smuk, klog og sjov snart voksen datter. Hun har aldrig haft et anfald, men lider af det, der hedder absence-epilepsi, og det har hun i flere år været fint og trygt medicineret for.
Lørdag middag var jeg lige kommet tilbage til hjemmet efter at have lavet Mediano-udsendelse og gjort klar til søndagens udsendelser og behandlingen af det, der skulle være en festaften i Parken.
I køkkenet stod min datter og lavede æg, skar avocado og fandt hytteosten frem. Ren hygge i samtalekøkkenet. Så rækker hun hånden i vejret, taber ægget. Jeg tror, hun laver sjov. Så snurrer hun rundt og falder uendelig langsomt – i hver fald i min erindrings superslow – til gulvet. Alt, alt, alt for sent opdager jeg, at hun ikke laver sjov. At hun ikke tager fra og at hendes baghovede om et splitsekund vil ramme det hårde flisegulv. Jeg oplever det frame-by-frame i en gengivelse, jeg aldrig, aldrig kommer til at glemme.
Jeg brøler min kones navn, og vi ser fråde og kramper og deler nogle af de værste sekunder og minutter i vores liv. Jeg skal skåne læserne for flere detaljer. Jeg tror alle forældre selv i situationer uden fråde og kramper vil nå at tænke, at nu mister vi det, der betyder allermest i vores liv. Den dybeste frygt i ethvert menneskes liv.
Lang mellemregning med ambulancer, hospital, undersøgelser og lettelse, som jeg skal skåne læserne for. Og hop til nutiden.
Hjem til Danmark-Finland
Mens jeg skriver dette, ligger min datter og sover trygt og roligt på en sofa bag arbejdsbordet i stuen. Hun har det godt. Nu. Hun fik en hjernerystelse med hjem fra den lørdag d. 12. juni, som vi er mange, der vil huske, og bliver nu undersøgt for, om der er skiftet gear i epilepsien.
Jeg selv forlod hospitalet lørdag kl. 16.30 og nåede lige hjem til de sidste dampe af optakten til Danmark-Finland. Alt var erklæret godt og stabilt på hospitalet. Jeg var ikke i Parken, men fulgte derfor kampen via DR.
Pustede lettet ud og gjorde klar til noget positivt.
Klokken 18.43 var datter og kone lige kommet hjem. Klokken 18.45 kaldte jeg så for anden gang denne lørdag på min kone. Det her var slet, slet ikke længere bare en fodboldkamp, jeg fulgte med i. Jeg prøvede at fremstamme ord og fortælle mine kone, hvad der foregik, men min stemme var allerede lammet, og jeg kunne ikke formulere, hvad der foregik. Jeg vinkede hende bare i retning af fjernsynet.
Her fulgte så de timer, som vi alle sammen kender. Vi fulgte det hele på DR. Jeg anede ikke, at der var et andet signal, og tak for det. Mere og mere fulgte jeg udviklingen på sociale medier. Hver gang, der var nyt, prøvede jeg at fortælle min elskede, hvad der var af nye oplysninger, men kunne ikke. Jeg kunne bare vise hende telefonskærmen. Min stemme var stort set ubrugelig.
Jeg troede, som mange andre, at vi havde mistet Christian Eriksen, som vi to forældre timer forinden havde troet, at vi var i fare for at miste vores datter. Jeg sammenligner ikke et epilepsi-anfald med et hjertestop, men jeg sammenligner vores oplevelse af, hvor skrøbeligt, man pludselig føler livet være.
En bagage fra 2017
For mig var der lidt mere i bægret. Da jeg senere så og hørte om Christian Eriksens kone, gik det med fire års forsinkelse for alvor op for mig, hvad min egen kone havde oplevet, da hun fandt mig rallende ved et arbejdsbord med det, der viste sig at være en blodprop i hjernen.
Jeg havde forsøgt at drikke af et glas vand, der stod på mit arbejdsbord, men kunne ikke ramme munden. Så ringede jeg til min kone for at sige, at der nok var noget lidt galt. Hun tog røret, sagde hej skat, men min stemme kunne ikke formulere ord. Kun lyde. Min krop var på vej i grøften.
Da hun endelig nåede frem til huset – og jeg skåner lige læserne for mellemregninger her også – kunne jeg kun sige, at jeg fandenrasme ikke skulle have nogen ambulance, så løsningen blev, at Lotte kørte i vores private bil med mig på passagersædet og en ambulance (den anede jeg intet om) lige bag os i telefonforbindelse med min kone.
Jeg blev indlagt, formidabelt behandlet på Bispebjerg og spiser i dag en lyserød pille hver morgen, så blodet er lidt tyndere, end hos de fleste andre. Alt er godt. Men jeg har nu en ide om, hvordan min kone havde det på de to køreture – den hjem til huset og den til hospitalet. Jeg angrer dybt, at jeg ikke til fulde forstod, hvad hun havde været igennem.
Livet går videre - men livet er forandret
Alt det her private skriver jeg kun for at fortælle, hvad jeg har lært. Lært af min egen gamle historie fra 2017. Lært af Christian Eriksens hjertestop og selvfølgelig især lært af min datters indlæggelse. At livet går videre, men at livet er forandret. At det skal forandres. At det ikke kan leves ordentligt uden at forandre det.
At vi ikke må presse os selv så langt ud, som i hvert fald jeg var dengang i 2017. At det er vigtigere, at jeg har tid til at lave et spejlæg til min datter og jeg – som jeg lige har gjort - end at jeg når at få lavet lige så mange udsendelser på Mediano som i sidste måned.
Meget få vil takke dig for en fantastisk indsats, hvis du kører dig selv i den grøft (og dette er 100 procent blot min egen refleksion og ikke noget, der skal forbindes med Eriksen). Hvor mange børn får et dokumenterbart bedre liv af 10,4 i snit end 8,5. Vores børns arbejdsliv er formentlig mere end 50 år. Undskyld, hvis det bliver lidt lommefilosofisk. Jeg er journalist og har haft en del chefjobs og prøvet at tjene 1,5 mio. om året plus bilordning. I flere år af Medianos levetid har jeg tjent under en femtedel og kørt i min afdøde fars gamle Chrysler, som min elskede og i den grad levende mor har betalt registreringsafgift på (hun har faktisk været en skjult partner på Mediano). Og jeg var mere lykkelig end dengang med millionlønnen.
Det her er det mest banale, jeg nogensinde har skrevet: Livet er kort. Livet er skrøbeligt. Lad os huske at leve det.
For lige at runde Eriksen-forløbet af for denne gang. Troels, Rasmus og jeg lavede en udsendelse søndag morgen. Meldingerne om Eriksens tilstand var fine. Jeg skal ikke kunne tale for Troels og Rasmus, men jeg var mærket og burde måske ikke have lavet udsendelsen, men I lyttere har taget rigtig pænt imod den. Den var også vigtig for os at lave. Og når vi kaldte den terapi, så var det ikke bare påtaget. Det var i den grad samtale for fuld åben mikrofon.
Så græd, for pokker. Tud som ind i helvede. Find ind til det, der er vigtigt for dig. Sig farvel til den dårlige chef. Sæt dig fri. Flyt til et billigere hus, hold med ti fingre rundt om dine nærmeste og giv to til dem, der ikke gør dit liv rigere. Tag en bid af livet hver dag. Pludselig kan det være væk.
Det er min lære af alt det, der skete lørdag. Både det, som hele verden så. Og det som kun to personer så. Og jeg vil stadig græde, uanset hvor mange gode meldinger, der kommer ud fra Riget. Både lørdag middag og lørdag aften vil sidde i mig længe. Faktisk må det godt sidde der resten af livet, så jeg ikke glemmer min lærdom.
Om beslutninger i Parken
Så til den anden lære. For nu at tage den udsendelse søndag morgen. Jeg fejlede på mindst et punkt, og her tænker jeg ikke på, at jeg i mit granatchok fik kaldt Hakimi for Halimi, men at jeg ikke klart nok kunne se, hvor vanvittig hele beslutningsprocessen var.
Peter Sørensen sagde det mandag morgen i vores morgenshow: “For alle stod det klart, at Bill Shankly's udsagn om, at fodbold er langt vigtigere end livet og døden er falsk - undtagen for UEFA.”
I kølvandet på lørdag aften står nogle ting gradvist mere og mere tindrende klart:
UEFA producerede et tv-signal, som selv den producer, Tue Lund, der normalt producerer landskampe og store internationale fodboldkampe på dansk grund er dybt rystet over. Det har han udtrykt på twitter, hvor jeg har mødt det. Og UEFA argumenterer med, at man ’bare kunne klippe væk’.
UEFA gav de danske spillere et valg om at spille lørdag aften eller søndag middag. Og forklarede så efterfølgende, at det var spillernes valg, og at UEFA havde indvilget i at efterkomme dette ønske. Hvis der nogensinde skal VAR på en situation, så burde Vorherres Discipinærudvalg kigge den argumentation igennem..
Det er fuld plade på alt det, livet ikke skal være. Produkt og forretning for enhver pris.
UEFA har mødt kritik, men har i skrivende stund ikke stillet sig op som voksne personer. Kun små ynkelige skriftlige svar, hvilket jeg ikke kan fordømme nok og desværre var for groggy til at formulere søndag morgen.
I stedet kunne man se et af mine gamle forbilleder, Frits Ahlstrøm, i TV Avisen søndag aften komme så galt afsted, som man næsten kan komme i en sag. Talte om dominobrikker, UEFAs regler – og om penge.
Jeg kender Frits. Han var et af mine to forbilleder. Han var ikke som det andet forbillede, Steen Ankerdal, min ven, men jeg kender ham godt nok til at vide, at han med det alt det, jeg kender til ham, er et ordentligt menneske.
Men den optræden søndag aften var tæt på at være alle forsvarstalers moder, når det kommer til rædsler af argumenter. Regler?! Man kunne også vise lederskab. Penge?! Aldrig i fodboldhistorien har penge betydet mindre. Hvad nu hvis – guderne forbyde den tanke – at Eriksens krop ikke havde sagt ja til hjertestarteren? Havde det så også været et spørgsmål om regler. Ville I så også give Kjær, Schemeichel og Co. de to valgmuligheder?
Jeg skal ikke bestemme, hvad UEFA skal gøre. Men fodbolden har nu to gange vist, hvad alle de store paroler handler om. European Super League-skrækfilmen og Eriksens gruopvækkende ulykke har skabt al den sammenhængskraft som noget samfund kan drømme om ude blandt de fans, der reelt burde eje fodbolden. Det burde ikke være en organisation, der ejer fodbolden.
Det samme ser vi forenet i kærlighed rundt om Eriksen og det danske hold.
Disse ting har skubbet folk sammen i en fælles vision om det gode. Har skrællet os ind til de sande værdier. Har brudt de dumme grænser ned. Verden svømmer over af beundring for de danske spillere, men lyt og kig også på de finske spillere og det finske samfund. Det er et land til sin første slutrunde, der lige har vundet sin første kamp, og så taler Tim Sparv om, at det vigtigste er, at Christians børn stadig har deres far. Uden at nævne resultatet eller det på banen med et ord.
Hvis du snart er færdig med den karriere, Tim, kan du så ikke lige smutte til Nyon og vippe Frits’ gamle venner ud af kontorerne?
Jeg græder. Jeg lærer. Jeg vil ønske, at UEFA også lærer, hvad der er inde i fodbolden. Hvad der samler os. Hvad der gør os rige.
Livet går videre. Livet er forandret. Livet skal forandres.
Foto: Getty Images
