MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Fodbold - med mere

Redaktørens blog: Fodbold - med mere

Vi ved ikke helt, hvad du kan forvente at møde fremover i Medianos medier og kanaler. Ærlig snak.

Men vi vil bestræbe os på at holde tingene så logiske som muligt, så hvis du forventer at få fodbold, så er det også altovervejende fodbold, du får.

Af Peter Brüchmann

En af de ting, der kan gøre jer mest vrede derude - altså lige udover de forkerte ord om lige netop jeres favorit-hold eller guderne forbyde det, hvis nogen siger Aalborg om AaB.. - er rod i podcast-kanalerne. Når I har trykket abonner på en podcast om fodbold, så vil I også have fodbold - og absolut kun fodbold.

Sådan er medie-virkeligheden i dag. Men hvor længe er den det?

Vi har ikke fået mange reaktioner de vist nok fire gange, vi har publiceret andet end fodbold i for eksempel Mediano Special, som er den store fodbold-kanal. Men dem, vi fik, var kraftige. 

Derfor denne blog. Kald den bare en forventningsafstemning. Vi lytter til og læser nærmest alle reaktioner om det, vi laver. Og vi ændrer ofte vores måde at lave tingene på. Eller vender det i hvert fald i vores interne evalueringer. Men vi tager også nogle valg, fordi vi forsøger at skabe et bæredygtigt medie, så vi kan være med til at skabe arbejdspladser i en mediebranche, der ellers mest går den anden vej. Både i de her år og formentlig i den grad også i de kommende år.

Mediano skal absolut ikke have længere snor end andre, og vi skal leve op til det, vi siger, selv om vores produkter er gratis for brugerne og selv om vi ikke får og aldrig har fået mediestøtte. Vi skal hver eneste dag tjene hver eneste krone af det, som vores udstyr koster og det, som vi betaler vores medarbejdere, vores husleje og de mest faste eksperter.

Som nævnt i denne blog forleden, går det fint. Vi laver et lille overskud, som er den likviditet, vi skal bruge for at kunne betale vores regninger, og vi har fra og med i år skabt tre nye arbejdspladser plus det løse. Vi håber at skabe flere både journalistiske og andre arbejdspladser i vores eget tempo. Skabe praktikpladser til at kunne uddanne fremtidens journalister. Kan vi skabe bare 1-2 nye arbejdspladser om året, så er vi glade. Vi er ikke journalistikkens fremtid, men vi prøver faktisk at tage en slags ansvar  i en medievirkelighed, der er særdeles vanskelig for især kvalitetsindhold.

99,15 procent om fodbold i Mediano Special

Nå, men det, jeg ville sige var noget om især podcast-formater. Og noget om, hvordan medier udvikler sig. Og hvordan vi har tænkt os at udvikle dem.

Vi har dags dato publiceret 476 udsendelser i Mediano Special-kanalen alene og noget mere end 600 udsendelser i Mediano samlet set. Af de 476 udsendelser var der fire, der ikke direkte handlede om fodbold:

  • En som var en smagsprøve på vores nye Formel 1-kanal, Mediano Grand Prix.
  • En som var en smagsprøve på vores format om e-sport og Counter-Strike i 1tap.
  • En i et nyt ledelsesformat, der hedder BossWord, men som dog handlede lidt om fodbold i starten.
  • Og så en, der kommer onsdag om vores nye håndbold-medie, som lanceres i næste uge.

Jeg skal understrege, at der kan være smuttet en, som jeg havde glemt eller overset. Men du forstår pointen.

Det vil sige, at 99,15 procent af vores udsendelser i Mediano Special har handlet om fodbold. 

Jeg er ikke sikker på, at procenten vil vedblive at være lige så høj. Jo, Souplesse, Frontrunner, Det ovale Kontor, 1tap, osv. fortsætter med at udkomme i deres egne kanaler i din podcast-app. Mediano Håndbold har allerede fået sin egen, som den flytter helt ind i i næste uge. Så alt det er på plads.

Men vores forpligtelse overfor både et stærkt Mediano og overfor vores medarbejdere er også at sikre en bæredygtig forretning. Og nej, jeg varsler ikke en række podcast om campingliv, vinsmagning og biler i Mediano Special. Men lad os tage et tænkt eksempel: Kan Mediano udgive f.eks. 10 helt særlige formater om ledelse i Mediano Special? Når en ikke uvæsentlig del af de, der i forvejen lytter, faktisk interesserer sig for det emne?

Det er ikke en plan, og vi ved, at man som abonnent har købt ind på indhold om fodbold - ikke på interviews med Jim Hagemann Snabe, Mette Frederiksen, Jørgen Vig Knudstorp og Bjarne Corydon (tænkte eksempler, selv om i hvert fald et par af de nævnte godt kan deltage i en fin fodboldsnak).

Politikens bøger og BT's camping

Den 'kontrakt' har vi ikke tænkt os at bryde. Men omvendt vil jeg spørge, om podcast-'kontrakten' en dag bliver forældet. Hvordan gik aviserne fra nyheder til at have sektioner om andet? Eksempel: En sektion om bøger i Politiken havde måske ikke mange annoncer, men høj læserværdi, så den var abonnements-kroner værd. Lig med et stærkt Politiken. En sektion om camping i BT havde mange annoncer, og var mange kroner værd. Lig med et stærkere BT. Som læser kunne du smide dem ud eller læse dem. Det var i virkeligheden værre for skovene end for læserne.

Eller hvad med det kommercielle indstik i Børsen, som er med til at finansiere et stærkt Børsen? Du kan smide det ud eller bladre forbi, hvis emnet ikke interesserer dig. Kommer det samme en dag til at gælde for podcast?

Altså en tilsvarende udvikling? Eller på Youtube og andre steder? Jeg vil ikke udelukke det. Vi vil på Mediano meget gerne holde fast i, at vores indhold er gratis for brugerne. Det er vores model. Vi vil gerne lave indhold så stærkt, så frit tilgængeligt og så meget som muligt.

Men jeg vil ikke udelukke, at vi på et år kan have en lille mængde udsendelser, der ud fra vores analyser af lytterne eller seerne vurderes til at have en relevans i målgruppen. Også selv om nogle bliver sure. Vi har ikke et tal, men vil gerne holde os langt oppe i 90'erne i procenter. 

Det er en medieudvikling, der kan ske. For os og/eller for andre. Intet står stille. Heller ikke Mediano.

Men skulle det en dag ske, så håber vi, at vores lyttere, seere og læsere vil forstå, hvorfor der pludselig er en lille 'sektion', som man kan dykke ned i - eller springe over. Ligesom bøgerne i Politiken eller campinglivet i BT. Eller indstikket i Børsen.

Partnere med relevans

Det er faktisk lidt det samme med vores partnere, som vi har i udsendelserne. Mange synes heldigvis, at snak om odds er relevant, når man taler om en liga, fordi vi kvalificerer til legen med en 20'er på bedste forslag. Vi kommer formentlig til at have kommercielle integrationer, hvor lytterne siger, 'hov, det er ikke lige så relevant som fodboldrejser, hummel-trøjer eller gode odds'. Men det er også en del af et stærkt Mediano.

Cross-promotion?! På Mediano?

Enkelte af os, eller måske bare en enkelt.., har til tider været kritisk overfor andre medier, når cross-promotion bestræbelserne tog overhånd. Så vi får den som regel stukket i næsen med nærmest forudsigelig hastighed, når vi selv gør noget, der ligner. Det fik i hvert fald mig til at tænke, om det var hyklerisk.

For noget af det her kan bestemt være cross-promotion, men der er to væsens-forskelle i den diskussion: 

  • Mediano er et gratis medie for brugerne. Du har ikke som bruger eller lytter betalt for indholdet.
  • Og endnu vigtigere: Hvis vi publicerer en podcast om e-sport eller ledelse, så går tiden ikke fra andet. Du får som lytter ikke mindre fodbold, det er tværtimod vejen til mere fodbold.

(Indskudt bemærkning pr. 1.9.: Vi betragter os stadig som gratis medie, selv om vi pt. gennemfører en crowdfunding-kampagne på et isoleret projekt om Superligaens største øjeblikke. Serien udkommer uansat hvad. Alt indhold her er frit tilgængeligt for alle. Funding er frivilligt. Det eneste kampagnen afgør, er, hvorvidt vi kan lave fem, syv eller ti afsnit.)

Vi føler os forpligtede til at skabe et fortsat stærkt medie - mest for vores lyttere, seere og læseres skyld. Men også for, at vi kan skabe ordentlige arbejdspladser trin for trin.

Vi er meget nænsomme overfor Medianos udvikling - især fordi så mange af jer har taget så godt imod os. Det tvinger os til at være ekstremt ydmyge, når vi justerer lidt på knapperne. 

Men i en moderne medievirkelighed er man kun ansvarlig, hvis man har fingrene på knapperne.

Vi håber, at du gider være med på de næste trin i vores udvikling.

Foto: Getty Images

Mediano Fan: Hvordan trækker man folk af huse til bold i 2. division?

Mediano Fan: Hvordan trækker man folk af huse til bold i 2. division?

Mediano La Liga: Sevillas triumf, ændring af Copa del Rey og status på La Liga-danskerne

Mediano La Liga: Sevillas triumf, ændring af Copa del Rey og status på La Liga-danskerne