Superliga Preview: Får vi mon mål denne gang?
2. spillerunde i Superligaen satte kedelig rekord med en tangering af færrest scorede mål på en runde, men der er alligevel optimisme fra Benjamin Leander og Jonas Hebo Rasmussen, der udgør panelet til optakten til tredje spillerunde.
AF BENJAMIN LEANDER
Udsendelsen er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank og Just Eat
OBS: Ved redigeringen af denne udsendelse viste det sig desværre på beklageligste vis, at der var fejl på filen, hvilket gjorde den godt første time af programmet uhørligt.
Derfor er de første fire kampe mellem Viborg og FC Midtjylland, AGF mod Randers, Silkeborg mod AaB og første halvdel af Vejle mod Brøndby oplæst af vært Benjamin Leander, der reciterer Jonas Hebo Rasmussens vigtigste pointer. Selvom det er ærgerligt og forkortende for udsendelsen, havde alternativet været slet ikke at udkomme, så vi håber på forståelse for dette forhåbentlige engangs-tilfælde.
Kampene mellem OB og FC København samt mandagskampen Sønderjyske - FC Nordsjælland var ikke en del af de beskadigede optagelser og bringes dermed i deres fulde længder.
Det er voldsomt tæt på papiret, når tredje Superliga-runde løber af stablen. FCK og FCM er de klareste forhåndsfavoritter i runden, men udekampe mod de ubesejrede tophold fra OB og Viborg er langt fra nogen dans på roser.
Hør også om mulig Superliga-rekord hos AGF, der for første gang nogensinde kan slå Randers FC tre gange i træk og om AaB-kvaler med at finde fart og eksplosioner inden mødet med Silkeborg.
Og hvad med Brøndby, hvor der er ved at være udsolgt på hylden med ledertyper. Både dem på bolden og blandt klubbens “gladiatorer”.
Du kan høre udsendelsen her:
Lyt også til mandagens Superliga-udsendelse, hvor Lyngby Boldklubs Jonathan Hartmann kommer med unik indsigt til bla. perspektivet for Carit Falchs Vejle-hold
Foto: Sebastian Frej, MB Media