MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Mediano - en kontrolleret offensiv

Redaktørens blog: Mediano - en kontrolleret offensiv

Redaktørens blog: Her skriver chefredaktør Peter Brüchmann en aktuel status på Mediano efter EM i fodbold og foran et efterår med masser af aktiviteter.

Af Peter Brüchmann

EM er for længst slut. Inter, Milan og Juventus er ved at rulle startblokkene ind til Serie A, og Roberto Mancini har forhåbentlig sandaler på efter æresrunderne i landet, der begejstrede Europa ved EM og tog hjem med pokalen.

Superligaen er i gang, og danske hold er i fuld gang med det, der for mange bør være den egentlige styrkeprøve: Kan vi præstere europæisk og er nogen klar til at gribe den depeche, som F.C. København løb ud i Europa i tiden under Ståle Solbakken.

Her i Mediano-butikken har sommeren været præget af gaffatape, enkelte eksperter, der ikke nåede at sige nej i tide og endte med at sidde mutters alene i meget tomme lokaler og analysere Superliga. For at vi overhovedet kunne udkomme efter at have lavet 100 udsendelser om EM.

Nogle af os vender tilbage i den kommende uge. Det følgende er et forsøg på en forventningsafstemning af, hvad man kan forvente fra Mediano i resten af 2021 og de kommende år. Og hvor vi står lige nu.

2020 med Medianos første underskud

Nogle er så flinke at sige, at Mediano er en succes. Mange af især jer lyttere har i fem år opbygget forventninger til os. Og det er hele kernen i, at vi er her og gerne vil være her.

Kommer der en breaking-udsendelse om min klubs nye træner? Laver I optakt på min klubs historisk vigtige kamp i tilløbet til Europa? Har I et interview på vej med min favoritklubs nye ejere? Lyder det ofte, når vi kigger i diverse indbakker. Og tak for det.

Og så har vi vores dygtige medarbejdere og eksperter, der altid er klar til at springe i studiet og lave udsendelser om nye udviklinger i ligaer og klubber. Skulle vi forsøge at gøre alle glade, ville vi på kort bane lave 25 udsendelser om ugen og være rabundus i næste kvartal.

Jeg skrev før EM en blog som status på fem år med Mediano. Her fortalte jeg om det første underskud i Medianos historie, som faldt i 2020 efter fire år med lutter sorte tal. Vi har bygget Mediano uden investorer, uden mediestøtte og i øvrigt også uden nogen form for hjælpepakker i corona-perioden, hvor der i dele af 2020 slet ikke var sport i nogle arenaer. Underskuddet blev på 288.039 kroner. Det er mange penge i en lille økonomi som vores, men vi har heldigvis brugt de første fire år på at opbygge en egenkapital på mere end 800.000 kroner, så vi tærer lidt på opsparingen.

Vi risikerer også et underskud i 2021, fordi vi investerer voldsomt mange penge i at lave så gode udsendelser som muligt. Vi er flyttet til nye større lokaler og endte med at sidde fem måneder med dobbelt husleje, der også blev dyrt. Vi har investeret en del i video og er igang med at investere i data. Så aktionærerne skal ikke forvente udbytte i 2021..

Vores partnere bad ikke om 77 gange EM Special eller 150 udsendelser om Superligaen på en sæson. Vi laver langt flere, end vi burde ud fra et rent forretningsmæsigt synspunkt. Fordi vi gerne vil. Og fordi vores lyttere gerne vil høre det og efterspørger det.

Coronaens foreløbige regning

Jeg kan ikke sige, at vi mistede en halv eller hel million på grund af corona. Vores faste partnerne var 100 procent forstående og havde tillid til, at vi nok skulle udkomme med godt indhold og gode integrationer. Men vi mistede helt sikkert nye partnere. Virkeligt mange dialoger op til det, der skulle have været EM sommeren 2020 gik på et sekund i stå, da Danmark lukkede. Helt i stå.

Vi havde fra 1. januar 2020 valgt ikke at opsøge eller indgå partnerskaber indenfor betting, casino og kviklån. Det betød et hul i kassen på forsigtigt anslået en million kroner (vi omsatte i 2019 for 800.000 på betting og i 2018 for langt over en million på betting, selv hvis man ikke tæller Fodboldministeriet med, der dengang var en del af Mediano). Det var mere end 25 procent af Medianos omsætning.

Vi fik fyldt noget af hullet op, men langt fra det hele. Og det samme gælder i 2021, hvor vi har det markant højeste aktivitetsniveau i Medianos korte historie. Ovenstående er ikke pylder eller forklar-mig-røv. Vi har i den grad selv valgt at gå en lidt sværere vej, fordi vi ikke vil være et sportsmedie afhængigt af en industri, der vokser voldsomt hurtigt, fordi voldsomt mange - også unge - taber voldsomt mange penge og kommer i problemer.

Men det er relevant, fordi vi hver uge kommer til at skuffe nogle af jer lyttere. Og jeg bilder mig ind, at nogle af jer godt gider læse bogstaver og vil prøve at forstå, hvordan vi hænger sammen. I må gerne brokke jer, men denne blog er et svar på, hvorfor vi ikke vil, kan eller skal forsøge at gøre alle glade.

Og så har corona-perioden været en læring i, hvordan Mediano bliver påvirket, når der rokkes ved konjunkturerne eller usikkerheden i samfundet bliver voldsom. Det kan vi godt lære af. Og det følgende rummer noget af den læring - for vores vedkommende.

Problemet Premier League

Et konkret eksempel: Vi mangler pt. en hovedpartner på Premier League. Xee fortsætter hos Mediano, men fra denne sæson på et lavere niveau, så man ikke er formatpartner, men så vi stadig kan lave Premier League Special og videoer. Men vi vil køre direkte ind i væggen, hvis vi fortsatte med at lave Mediano PL hver mandag og PL Preview hver torsdag. Hver gang vi starter et studie op, koster det typisk minimum 5.000 kroner i udgifter. Som de unge siger: Gør selv matematikken.

Så vi lancerer i efteråret et nyt Premier League-magasin. Vi kan ikke forsvare overfor jer lyttere ikke at lave Premier League, men det er en underskudsforretning hver gang, indtil vi finder en partner.

Et andet eksempel: Lige nu bimler og bamler vores profiler af efterspørgsler på optakter til Europa. Jeg skriver dette fra en ferielejlighed på Bornholm. Sture står i en svømmehal i Sønderjylland med tre døtre. Monnerup spiser pasta i Italien. Sture var med det danske hold under EM, vi andre var med i ialt 100 udsendelser på lyd og video under EM. Leander, Hartmann og Hebo redder butikken i en stram manøvre, mens vi andre holder nogle ret korte ferier.

Vi har haft dialoger med virksomheder, så vi kunne skrue op for f.eks. det europæiske, men uden gennembrud.

Mediernes humlebi

Mediano er det muliges kunst. Vi blev skabt til offensiv fodbold. Har tænkt offensivt i fem år og været mediernes humlebi, men vi er også det muliges kunst.

Vi har rundet 30 millioner afspillede episoder på at tænke offensivt. Vi har omsat for mere end 10 millioner kroner på at være bæredygtige og sikre sammenhæng mellem, hvad I lyttere gerne ville have og hvad vi lovede at levere til vores partnere. Vi har skabt en håndfuld arbejdspladser og en pænt stor gruppe af eksperter, som er vanvittigt dygtige. Som gerne vil lave mere. Ja, som gerne vil lave alle de udsendelser, som I lyttere spørger efter.

Derfor er Mediano stadig en kontrolleret offensiv. Hvis vi sagde ja til alle ønsker i jukeboxen, var vi her ikke 1. januar, fordi vi så ikke ville kunne betale vores regninger.

Det følgende er et forsøg på en forventningsafstemning med jer lyttere, seere og brugere for resten af 2021 i denne kontrollerede offensiv:

  • Vi laver 150 udsendelser om Superligaen på en sæson. Vi er efterhånden blevet lidt langsommere til at svare på de stadig mange klager over, at vi ikke laver en udsendelse hver tirsdag efter en mandagskamp. 150 er mange og er ok, men det er også i den høje ende af, hvad Superligaen kan bære.

  • Vi laver et magasin hver måned for ligaerne Serie A, La Liga og Bundesligaen, selv om vi fortsat mangler en partner på Bundesligaen.

  • Vi dækker Champions League, Europa League og nu også Conference League mindst lige så meget, som vi hidtil har dækket CL og EL. Vi vil gerne mere, når vi får råd.

  • Vi laver så stærk ugentlig en Premier League-dækning som muligt, og min indbakke er åben for dig, der vil høre, hvordan man bliver Medianos nye partner på Premier League: bruchmann@mediano.nu.

  • Vi følger det ledelsesmæssige og strategiske med Superligaens topfolk i Bossword, Hammer & Brüchmann, Moneyball og Mediano Marketing i Mediano Magasinet.

  • Vi fylder alt det brænde på fyret, vi kan finde i kanalen Mediano Sport & Perspektiv.

  • Og så håber jeg, at vi fortsat kan overraske med ting, der slet ikke er tænkt på endnu.

Så Mediano er klar til de næste fem år. Vi står efter EM stærkere end nogensinde. Vi har fået masser af svar i det store spørgeskema, som vi lavede. Og her kunne vi se, at mængden af brok på twitter ikke er ligefrem proportional med, hvad flertallet af lyttere mener, så vi er blevet noget bedre til at huske det tavse, tilfredse flertal, når ederne og konspirationerne fyger ud af twitter, som er blevet en kloak af fejlfinderi.

Vi har flere partnere end nogensinde, men her skal vi også passe på. I lyttere vil gerne have meget indhold, men I vil ikke have 3-4 partnere på alle udsendelser. Det vil partnerne i øvrigt heller ikke. Og vi vil rigtigt gerne adskille os fra tv som reklameplatform, hvor der i pausen af en fodboldkamp er 43-47 kommercielle budskaber. For et produkt, som seerne i øvrigt har betalt for på forhånd.

Jeg glæder mig personligt til på mandag. Ikke over, at ferien er slut, men til at skulle være i studiet med Monnerup og Dam og tale Superliga. Til halvandet års tilløb til VM i Qatar med alt, hvad det indebærer.

Til at spille offensivt med Mediano. Og til at udvikle mediet sammen med jer, der læser, lytter og kigger med.

Vi høres ved.

Foto: Ludvig Brüchmann

 Players Lounge #16 - Daniel Høegh, FC Midtjylland

Players Lounge #16 - Daniel Høegh, FC Midtjylland

Superliga Preview: Får vi mon mål denne gang?

Superliga Preview: Får vi mon mål denne gang?