MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Om vores hold, jer lyttere, nye rekorder og Støt Mediano

Redaktørens blog: Om vores hold, jer lyttere, nye rekorder og Støt Mediano

Redaktørens blog: I lyttere har skruet op for Mediano efter EM. Vi har nu også investeret voldsomt på Mediano. Og så er vi ved at sætte vores nye hold til 2022 med spændende profiler ombord.

Af Peter Brüchmann

Tak skal du ellers have for nogle data, vi i øjeblikket hiver ud af Soundcloud, hvor vi publicerer vores udsendelser. De viser nogle ret voldsomme lyttertal, ja faktisk så voldsomme, at vi i første omgang tager dem med et gran salt, før vi ved, at der virkelig er så mange, der lytter med.

Hør bare her:

  • En stigning på 75 procent siden EM på tallet for, hvor mange afspilninger, der er hver måned.

  • Tal på mere end 100.000 afspilninger på enkelte døgn bare i Medianos hovedkanal.

  • Mere end to millioner afspillede episoder i november måned.

  • Mere end 40 millioner afspillede episoder siden Medianos start i 2016

  • De første udsendelser over 40.000 afspilninger.

På nedenstående illustration kan du se en dokumentation af data fra Soundcloud for Medianos hovedkanal. Den nærmer sig i skrivende stund (30.11.) 2 mio. afspillede episoder for november - hertil kommer et sekscifret antal afspilninger fra Medianos øvrige seks kanaler.

Lidt mere om tallene: De tre måneder før EM - marts, april, maj - havde vi i snit 836.600 afspilninger pr. måned. De fire måneder efter EM-månederne - august, september, oktober og november - havde vi i snit 1,47 mio. afspilninger pr. måned i hovedkanalen. Altså 75 procents stigning.

Det skal understreges, at vores tal også var meget voldsomme efteråret 2021 - og derfor tager vi det stadig med et lille forbehold - men den generelle stigning er god nok. I lyttere har skruet pænt op for Mediano efter EM, og det er vi virkeligt glade for. Stigningen gælder alle formater om Superliga, især Premier League, de øvrige store ligaer og formater som Max Mediano, Superliga for Voksne, etc.

Store investeringer i 2021

Vi har nu også investeret pænt i 2021. Vi er flyttet til nye lokaler i foråret 2021, hang i en lang periode på dobbelt husleje og har lavet mere end to udsendelser om dagen i gennemsnit - vi er på 570 i vores hovedkanal, 45 i Magasinet, mere end 100 i Mediano Håndbold, etc.

Peter Sørensen i Casa Mediano under et live-arrangement under EM. Foto: Ludvig Brüchmann.

En slutrunde er altid et gigantisk vindue for os, og vi går temmelig meget fuldt ind, fordi EM reelt er vores markedsføringsbudget. Hvis vi gør det godt her, så får vi nye lyttere ombord på Mediano, og det styrker alt omkring os. Og mange af jer nye ser ud til at blive faste lyttere, ligesom faste lyttere ser ud til at skrue op til flere udsendelser og altså øge frekvensen. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor taknemmelige, vi er for dette - og hvor lidt vi tager det for givet.

Det er dyrt, så Mediano risikerer i disse år at tære på egenkapitalen, hvis vi ikke når helt i mål. Og tillad mig lige et par ord mere om forretningen. Vi har nemlig investeret voldsomt i 2021 på en lang række områder:

  • Vi byggede vores Youtube-kanal op i foråret til EM og kunne vise mere end 10.000 views (+20.000 på en enkelt udsendelse) - i en lang periode uden partner.

  • Vi har investeret i video og foto, så vores udtryk på disse områder i dag fremstår mere professionelt, selv om det ikke er en dimension, der kan høres i udsendelser.

  • Vi er ved at bygge en ny podcast-platform for at blive bedre til data om jer lyttere - kommer primo 2022 til de første testere.

  • Vi lavede 77 udsendelser under EM - vi havde lovet vores partnere 35-50.

  • Og så har vi gennemført et redesign af vores logoer og kanalikoner i år.

  • Vi bruger flere kræfter på sociale medier, fordi det er her, vi har den meste interaktion med vores lyttere og hvor vi også kan levere værdi til vores partnere, så vi ikke skal have en 10 minutters reklameblok i en udsendelse.

Her er Medianos nye logo - og til højre det tidligere. En ændring, som lytterne og brugerne har taget godt imod. Det nye logo er designet af Ludvig Brüchmann.

Fra vores Youtube-kanal og formatet Mediano Bootroom under EM i fodbold.

Så vi har nu i snart seks år bygget et så stærkt Mediano som muligt, og det har krævet og kræver mange penge, så vi kan lønne eksperter og ansatte, have godt udstyr og udvikle både mandskab og setup.

Om mediestøtte, Mediano - og Radio Loud

Vi er på Mediano ikke gået stort ind i debatten om Radio Loud og 24Syv, men vi offentliggør også vores lyttertal her for at pege på det bemærkelsesværdige i, at Berlingske kan krabbe sig ind på 65 millioner kroner i mediestøtte (det er offentlige midler) givet til en station, der har nået 9.000 lyttere om ugen. Vi kan på Mediano måle mere end 400.000 afspilninger pr. uge. Vi kan ikke selv måle ugentlige unikke lyttere med et præcist tal, men taler om 50-100.000 lyttere pr. uge, der altså lytter til mere end fire episoder pr. uge i snit.

Her er dokumentation for mandag d. 22.11. og tirsdag d. 23.11. med et dagstal på over 100.000 afspilninger pr. døgn i Medianos hovedkanal.

I den henseende skal jeg da lige tilføje, at Mediano engang i foråret 2016 søgte mediestøtte, før vi overhovedet hed ‘Mediano’. Vi fik et nej, fordi vi var meget lyd. Vi taler nogle gange om, at vi er bygget uden investorer og mediestøtte, men jeg vil mene, at kanalen Mediano Sport & Perspektiv er væsentlig formidling af sporten som industri, kulturelt og historisk faktor i samfundet, så det agter vi at søge den dag, vi finder ud af, hvordan man gør. Noget af materialet i Mediano Sport & Perspektiv bruges allerede i undervisningen adskillige steder på institutionerne.

Og lige en sidste bemærkning angående mediestøtte, Loud og 24Syv. Vi nærmer os 15 millioner afspillede episoder for et år, og vores omsætning ligger i omegnen af fem millioner kroner. Så kan man lave mere end 13 Mediano’er hvert år for de penge, der bevilges i offentlige midler til Radio Loud.

“Så kan man lave mere end 13 Mediano’er hvert år for de penge, der bevilges i offentlige midler til Radio Loud’”

Nå, nu til noget mere muntert. Det går rigtig fint med Støt Mediano. Mere end 250 af jer har valgt at blive frivillige abonnenter eller betale et engangsbeløb. Hvis ikke de alle sammen flygter ud af butikken, vil det betyde mere end 100.000 kroner i abonnements-indtægt i 2022. Det er ikke helt nok til at kunne lave analyser af mandagskampe i hele 2022, men vi er godt på vej. Og det er vi dybt taknemmelige overfor.

Brevkasse Special

Vi forsøger i december at gøre noget særligt for vores frivillige abonnenter. Vi annoncerede onsdag overfor vores abonnenter, at vi ville lave en række udsendelser, som var ‘Brevkasse Special’ med spørgsmål, som primært kommer fra folk, der er med i Støt Mediano. Vi vil som lovet bestræbe os på ikke at gøre forskel på dem, der vælger at betale et beløb og de, der lytter som hidtil. Så alle får det samme indhold på samme tid, men her vælger vi spørgsmål fra støt-puljen først. Enkelte reagerede med, at de ikke ønskede noget særligt, så måske er det en fejl. Nu prøver vi. Vi vil bare gerne gøre alle, der lytter, glade.

Og vores eksperter kommer til at trække spørgsmål i en HUF-kasket, som Sture Sandø har doneret til et ‘Mediano Museum’ engang i fremtiden. Lidt for sjov, men kasketten er der, så nu skal den bruges. Første udsendelsen bliver en landshold special i næste uge.

Og så lidt om vores hold. Sture Sandø tiltræder i dag, den 1. december nyt job hos BEAM Audio Agency, hvor han skal lave lyd til radio og virksomheder.

Hør Fredagsfrokosten, hvor vi siger farvel til Sture her:

Velkommen til Gisle Thorsen - og mere Pyndt

I stedet for Sture får vi lov at trække på Gisle Thorsen, der kommer fra Ekstra Bladet, hvor han i 18 år har beskæftiget sig indgående med Superligaen - og så bringer Gisle i øvrigt antallet af Arsenal-fans på vores redaktion op på 50 procent. Når vi holder redaktionsmøder, er vi ti personer. De fem holder - meget - med Arsenal.

Vi er glade og stolte over, at en så dygtig journalist kan se sig selv stævne ud for et stadig nyt medie som Mediano.

Gisle Thorsen - og en nordmand. Foto: Rie Neuchs.

Af de syv, der i 2016 var med rundt om bordet til at tænke tankerne til det første Mediano, var der i øvrigt tre AGF-tilhængere. Med Stures afgang er vi i dag nede på nul.

Gisle Thorsen kommer til i begyndelsen at være medvært på Mediano Superliga, han er med i denne uges Superliga for Voksne, selv om han kun er en knægt på 44. Og så kan det tænkes, at han får sine egne formater. Til januar begynder Gisle i en slags podcast-skole sammen med Thomas Pyndt, der i forvejen er hos os og især laver Premier League i disse uger. Pyndt har arbejdet med både Premier League og Superliga gennem 25 år på Tipsbladet, så det er to kapaciteter på et højt niveau, vi håber at kunne trække på i Medianos - og deres - videre udvikling.

Hvem skal være den næste Monnerup? Eller Hebo?

Hvem er den næste Dickoh, Hebo eller Monnerup?

Mediano mangler ikke mandskab. Vi kunne se og mærke, da nyheden om Stures transfer blev kendt, at mange heldigvis gerne vil arbejde med Mediano. Men vi er hele tiden opmærksomme på vores fødekæde, så vi er især på udkig efter spillere og trænere, der gerne vil træde i fodsporene på Dickoh, Monnerup, Hartmann og Hebo.

Vi nærmer os de første fuldtidsansatte trænere og spillere - og ikke kun værter og redaktører. Og når folk som Francis Dickoh arbejder mere og mere for Danmarks Radio og TV 2 trækker i Jonas Hebo, så kigger vi efter de næste kapaciteter, der kan få del i vores spilleminutter og blive udviklet sammen med os. Så skriv til mig på bruchmann@mediano.nu, hvis det lyder interessant, og du gerne vil prøve at formidle. Lyngbys Lukas Babalola har på uhyre kort tid vist, hvor meget talent, der er derude - også på den front, som Mediano har brug for. Mere af det, tak.

Det var nyhederne for i dag. Vi har et par spændende nyheder på vej fra den forretningsmæssige side. Spændende perspektiver tegner sig.

Vi høres ved.

Troels Bech i en samtale med Morten Bisgaard & Tonny Hermansen - Live

Troels Bech i en samtale med Morten Bisgaard & Tonny Hermansen - Live

Mediano Superliga: Vejle-FC Midtjylland Special

Mediano Superliga: Vejle-FC Midtjylland Special