Redaktørens blog: Regnskabets time på Mediano - en årsrapport til lytterne
Årsregnskab 2023: For syvende gang ud af otte mulige kom Mediano i mål med sorte tal i regnskabet. Her fortæller chefredaktør Peter Brüchmann om 2023, der sluttede med et overskud på 81.549 kroner.
af peter brüchmann
Det ser hyggeligt ud hjemme i redaktørens have 2100 meter fra Casa Mediano i Vanløse. Og det var det bestemt også, da vi forberedte os til EM i Tyskland i slutningen af maj og var samlet hele holdet for sidste gang før slutrunden (billedet ovenfor).
Men Mediano er kendetegnet ved forholdsvis hårde arbejdssejre mere end flødeskummende fester. Regnskabet for 2023 blev afleveret lige før EM og viste et overskud på 81.549 kroner før skat. Det kan lyde som et lille overskud for en virksomhed, der i CVR-registret står til at have ti ansatte, og derfor vil jeg prøve at forklare vores forretning her, så lyttere, medlemmer af Støt Mediano og vores partnere ved, hvad pengene går til. Kald det ‘en årsrapport til lytterne’.
Mediano er generelt kendetegnet ved vores tilgang til det at lave medie: Vi tjener penge for at kunne lave godt indhold - vi laver ikke indhold for at tjene penge.
Det er det overordnede.
I disse år der så et lag dybere, som handler om, at vi forandrer vores forretning ganske radikalt. Vi er gået fra at være 100 procent finansieret af partnere til at være finansieret af både partnere og vores medlemmer i Støt Mediano. Vi har lige nu 6.300 medlemmer i Støt Mediano, som betaler et beløb hver måned, der giver dem adgang til alt det eksklusive indhold, vi laver i Støt Mediano. Her har vi siden lanceringen af kanalen Støt Mediano i november 2023 udgivet 158 udsendelser, der kun er tilgængelige for medlemmerne.
Støt Mediano bliver større end ‘Gamle Mediano’
Jeg forventer, at de to kurver for indtægter vil krydse hinanden i 2025, så vores forretning via Støt Mediano bliver større end vores forretning på partnerskaber. Og fremtiden vil være præget af indholdet i Støt Mediano, som vi derfor også nu kalder vores hovedkanal eller ‘det egentlige Mediano’.
Det er et meget markant skifte. En markant forandring af Medianos model. Og et paradigmeskifte, som jeg forklarede i denne blog fra juni.
Vi har siden november 2023 produceret 158 udsendelser i kanalen Støt Mediano, og igennem især 2023 producerede vi en række eksklusive artikler, der kun var tilgængelige for medlemmerne af Støt Mediano. Vi har i 22, 23 og især i 2024 investeret virkeligt mange penge i at give noget særligt til medlemmerne af Støt Mediano.
Det er en manøvre, der på de fleste andre markeder og i andre medier kan kun lade sig gøre via (eksterne) investorer. Den slags har vi endnu ikke haft eller søgt på Mediano, og det er her, forklaringen på de ofte meget små overskud ligger: Vi skaber selv indtægterne og investerer alt, hvad vi har i en stærk fremtid - i dette tilfælde i at gøre det interessant for vores lyttere at komme med i Støt Mediano.
Vi har et mål om at nå 10.000 medlemmer senest i 2026, og det kræver, at vi investerer alt, hvad vi kan skrabe sammen og kører vores forretning lige til grænsen. Forleden blev jeg i Mediawatch citeret for, at det er et mål at have så små overskud som muligt. Helt korrekt citeret, men det er i længden selvfølgelig ikke et mål at lave små overskud. Det er et mål at skabe en markant mediecase uden, at vi har sat os i gæld og ikke kan tage vores egne beslutninger.
Og at skabe et medie, der kan få 10.000 mennesker til at være med til at finansiere indholdet hver eneste måned, er en markant case. Så der håber vi at nå hen.
Målene i Støt Mediano
Vi udvikler nye formater. Vi udbygger de formater, vi har. Og samtidig bygger vi videre på den gode gamle gratiskanal, så vi under EM kunne lave 75 udsendelser gratis for alle lyttere med partnere som LEGO Danmark, BMW, Snickers, med flere - og 14 udsendelser i Støt Mediano.
Vi når måske ikke 55.000 lyttere igen på Mediano Superliga eller + 25.000 på de fleste af vores bærende formater, som vi i perioder har gjort, men vores forretning er nu meget mere robust og bæredygtig på grund af Støt Mediano. Vi har ikke været ude i sparerunder, selv om annoncemarkeder omkring os gik baglæns og medievirksomheder nedlagde stillinger i hundredevis. Vi har tværtimod fortsat investeret i det, vi kalder en kontrolleret offensiv - nogle medarbejdere og tilknyttede vil formentlig sige en ‘uhyre kontrolleret offensiv’ - men det er sådan Mediano er skabt. Uden investorer. Uden støtte. Uden at vi har skullet spørge nogen om lov til beslutninger á la at sige nej til betting- og alkoholreklamer.
Målene er, som det ser ud lige nu:
7.000 medlemmer pr. 31.12. 2024 (det var fra starten af året 5.000 medlemmer)
10.000 medlemmer senest pr. 1.6. 2026, når vi fylder 10 år.
Og på sigt er ambitionen at skabe et af Danmarks bedste abonnementsmedier baseret på kvalitet, substans og på at turde tage stilling til den verden, der omgiver os. Den ambition handler om noget mere end 10.000 medlemmer.
At vi i den grad stadig arbejder på at styrke vores partnermodel kan du læse i denne beskrivelse af, hvad det vil sige at være partner på Mediano med detaljerede beskrivelser af vores metoder.
Regnskabet for 2024 forventes at ligne de foregående. Vi vil formentlig have en stigende omsætning. Vi laver i 2024 mindst 600 udsendelser, måske endda 700. Vi omsætter meget på EM, men vi producerer også 89 udsendelser, og sådan er tilgangen.
Det handler om at ruste Mediano til fremtiden.
Hvad mister Mediano?
Vi får ganske ofte spørgsmål om vores model. ‘Sagde I ikke, at alt skulle være gratis og at Mediano var en kontrast til mediemarkedet og var uden betalingsmure?’ Spørges der med mellemrum. Og jo, det har vi sagt, og det har vi prøvet. Det gik også fint i mange år.
Men vi har lavet virkelig mange formater, som lytterne gerne ville have, men som vi ikke kunne finde partnere til. Derfor satte vi Støt Mediano i søen i 2021, i første omgang uden, at medlemmerne fik indhold, som andre ikke kunne få. Det bragte os til 3.000 medlemmer.
Men flere og flere lyttere brugte termen ‘jeg betaler ved at lytte’. Og det er altså ikke korrekt. Jeg kan ikke betale medarbejdere løn ved at fortælle, at der er 25.000, der lytter, hvis programmet giver 0 kroner i indtægt. Derfor forvandlede vi modellen til en abonnementsmodel, der giver medlemmerne eksklusive udsendelser.
Valget med f.eks. Mediano Q, Fodbold var bedre i 90erne, Superliga for Voksne og Mediano Breaking stod mellem at lukke formaterne eller prøve at finansiere dem på anden vis.
At fortsætte med at lave formaterne uden indtægter var ikke en mulighed. Så valget var let. Og heldigvis har vi nu mere end 6.000 medlemmer og drømmer om flere. Derfor kan vi udvikle Mediano i to spor, og enhver lytter kan totalt selv vælge:
At lytte til 300 udsendelser i Medianos gratiskanal hver år
At lytte til 300 udsendelser i kanalen Støt Mediano hver år og betale f.eks. 39 kr. hver måned.
At lytte til det hele og betale 39 kr. hver måned.
Nogle lyttere er skuffede over, at vi har ændret kurs. Og det er fair. Det er derfor, jeg og vi hver gang forklarer om et givent format: Vi kan vælge at lukke det eller finansiere det gennem Støt Mediano. Du kan vælge at lytte gratis, at komme med i Støt Mediano eller forlade os. Alt er ok. Men det er desværre ikke en mulighed at lave indhold uden indtægter. Den vej ender blindt.
Vi vil nemlig helst have sorte tal i vores regnskab.
Vi vil formentlig miste nogle lyttere, der helt forlader Mediano. Det er i hvert fald det, kritikerne siger. Vi vil også have hidtil loyale lyttere, der ikke vil være med i Støt Mediano. Helt fair. Vores målsætning er at vinde lytterne tilbage i vores gratiskanal - og flere til. Og at lave Støt Mediano så godt, så kritikerne overvejer at være med i klubben med tiden.
Tak for din opmærksomhed. Tak fordi du lytter. Og tak for være med i Støt Mediano, hvis du er med i den vigtigste klub på Mediano.
Med venlig hilsen
Peter Brüchmann
Foto: Marcus Califano