MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Redaktørens blog: Et vildt år på Mediano

Redaktørens blog: Et vildt år på Mediano

Regnskab - Redaktørens blog: 2022 blev et vildt år på Mediano. Og et dyrt år. VM i Qatar, 626 udsendelser, lancering af Støt Mediano og et regnskab, der gav verdens mindste overskud. Her kan du læse chefredaktør Peter Brüchmann fortælle om tal, trafik og lidt om udsigterne for 2023 - og om hvorfor der er investeret så tungt i fremtiden.

Af Peter Brüchmann

Det følgende er en slags årsrapport for Mediano for året 2022. Det kan måske synes en anelse sent at aflægge sådan en rapport på tærsklen til efteråret 2023, men det skyldes, at sommeren er den tid på året, hvor man afleverer sit regnskab og offentliggør det, hvis man altså har et regnskabsår, der er i synk med kalenderen.

Så jeg skal skåne læseren for ting, der for længst er rullet ud og er blevet til virkelighed. Starter vi med det nye, så er regnskabet 2022 - som tidligere antydet - ganske vist med sorte tal, og det er jo dejligt, men med så små tal, at overskuddet bruger samme kugleramme som i Superligaens mindre sprudlende offensivers opgørelser over expected goals:

Plus 10.397 kroner lyder regnskabet for sidste år.

Det er så lille et overskud, at man kan skimte revet, når skibet sejler hen over bølgerne. Men det er også et regnskab, der fortæller en historie om ganske tunge og dyre investeringer i et stærkere Mediano.

Det er blevet meget dyrere at lave Mediano i 2022 og 2023, fordi vi har skruet op på rigtigt mange knapper. Især på kvalitet, synes vi selv.

Mediano har afleveret syv regnskaber til selskabsregistret siden vores fødsel 1. juni 2016. Det er blevet til seks plusser og et minus fra 2020 i coronaens første år. Vi har aldrig haft investorer, aldrig fået mediestøtte og var heller ikke på listerne over corona-pakker i 20 og 21, da vi udkom med gummihandsker, visir, fjernoptagelser, lange ledninger i adskilte studier og andet godt.

Regnskabet fra 2022 er en alt for tydelig legemliggørelse af de ord, vi ofte siger:

Vi tjener penge for at lave indhold - vi laver ikke indhold for at tjene penge.

Alle indtægter går til indhold. Til produktion af udsendelser og derved især til lønninger og honorar til de seks-ti ansatte, vi er i Mediano Media. I sådan en traditionel opgørelse af årsværk svarer vores stab til ti ansatte, men det er en blanding af fuldtidsansatte, deltidsansatte, fastlancere, freelancere og honorarmodtagere. Når vi holder vores månedsmøde med alle faste, er vi ti personer. De ser nogenlunde sådan ud:

Bagest fra venstre: Thomas Pyndt, Karsten Krogh, Rasmus Monnerup, Peter Brüchmann og Gisle Thorsen. Forrest fra venstre: Nicklas Beran, Adam Møller Gomaa, Kenneth Hansen og Sebastian Stanbury. Foto: Olivia Sandell, vores studentermedhjælper, der også er med på holdet.

Alle vores faste eksperter får honorar, når de går i studiet. Det er et uhørt stærkt hold, hvor vi i 2022 foretog den største oprustning, vi har foretaget i Medianos historie. Vi var i stand til at ansætte journalisterne Sebastian Stanbury, Gisle Thorsen, Thomas Pyndt og Karsten Krogh, ligesom vi løbende kunne udvikle på ekspertsiden. 2022 blev også året, som vi tog hul på uden Sture Sandø og undervejs sendte Jonas Hebo Rasmussen til TV 2. Denne sommer har vi også sendt Francis Dickoh videre, og udover at det ærgrer os, når dygtige folk drager videre, så kunne vi godt ønske os, at medierne havde et transfermarked..

Det er i den grad ikke meningen, at vi skal balancere på et overskud på 10.000 kroner - heller ikke selv om sorte tal altid er smukkere end røde i den verden. Vi skal helst lave et overskud på seks beskedne cifre, opbygge en egenkapital, sikre en solid likviditet og gerne betale lidt mere i skat end sidste år.

626 udsendelser og store investeringer

Men vi var allerede i 2022 i gang med væsentlige gearskifter. Vi lavede meget mere Mediano Breaking og prioriterede det aktuelle stof mere. Vi endte på 626 udsendelser fordelt på 519 i vores hovedkanal, 78 i Mediano 2, 21 i littatur-kanalen Andre Sider og otte i Mediano Sport & Perspektiv. Alle disse kanaler er nu sat i bero, og Mediano udkommer udelukkende i Mediano (den grønne, som vi altid har kaldt hovedkanalen). Vi blev flere ansatte, og vi løftede vores omkostninger - og dermed også kvalitet.

Det samme gør sig gældende i 2023. Vi har skruet op for nærmest alt. Og jeg tør godt forudse, at resten af 2023 bliver en slutspurt for at nå frem til bredden og komme tørskoet i land.

Så hvis nogen af vores medlemmer i Støt Mediano frygter, at pengene går til minibar i alle studier og udflugter til Arsenals hjemmekampe, så kig i CVR-registret og se vores regnskaber eller kig på dækket på Gisle Thorsens cykel. Gisle konkurrerer med Sture om at være den journalist, der har optaget flest pladser i cykelstativerne på Superligaens stadions - Stanbury cykler også helst, men han rammer også en del divisions- og serie-stadions.

Vi skal løbe stærkt i efteråret for at få de rigtige aftaler hjem med nye og gamle partnere, og vi har en række initiativer på vej, som vi ruller ud i august og september. Og så har vi brug for, at væksten i Støt Mediano fortsætter, og at de knapt 3.000 nuværende medlemmer fortsat finder det relevant at være med i Medianos vigtigste klub: Støt Mediano.

Tre gode grunde til investeringerne

Nu har Mediano ikke kritiske ejere og en skeptisk bestyrelse, der skal overbevises om vores beslutninger, men når vi har investeret så tungt, at overskuddet kommer tæt på nul, har det tre årsager:

  1. Vi har investeret hårdt i at være så stærke på sportens podcast-marked som mulig. Næsten alle udsendelser har nu et bundniveau på 10.000 lyttere (afspilninger/stream) og et topniveau på mere end 45.000. Det var en del af baggrunden for ændringen til kun at udkomme i én kanal. Det viser en redaktionel relevans og udgør en kommerciel værdi. Det er vores vej til at finde partnere.

  2. Vi har investeret tungt i at være relevante for medlemmerne i Støt Mediano. I forsommeren nåede vi målet på 2.500 medlemmer. Nu er ambitionen 4.000 medlemmer næste sommer. Det betyder, at vores forretning de facto står på to ben.

  3. Den journalistiske kvalitet. Vi har investeret massivt i at være mere aktuelle med Mediano Breaking og lignende udsendelser, og vi laver både tunge og lange artikler og udsendelser om klassisk væsentlighedsstof, som ikke kun handler om spillet på banen. Det er en redaktionel berettigelse.

Alle tre punkter har krævet investeringer i indhold og arbejde, der ligger ud over de ‘normale’ partnerskaber.

Vi kunne for så vidt godt undlade at lave analyse af FC Nordsjælland-Viborg fra sidste uge eller Vejle-FC København i weekenden. Måske endda AGF-FC Nordsjælland i aften. Vi kunne helt droppe at beskæftige os med kvindefodbold, hvor Danmark i morgen møder Haiti. Vi kunne også have ligget helt stille hele sommeren og ikke have lavet 22 - TO-OG-TYVE - udsendelser i Update-serien: Superliga Update, Premier League Update og Max Update. Så havde vi været ligesom mange andre podcast.

På vej i studiet for at lave analyse af VM i kvindefodbold; Monnerup, Randa-Boldt og Brüchmann.

Men vi laver disse udsendelser. Fordi vi vil. Fordi de er vigtige. Fordi det er det, vi lover medlemmerne af Støt Mediano. Det er i høj grad, når vi laver disse udsendelser, at vi får nye medlemmer.

Sætningen: “Så vi kan lave det medie, som I gerne vil have og som vi gerne vil lave” er 100 procent sand. Vi ville svigte vores medlemmer, hvis vi pludselig dropper alle ekstra-udsendelserne.

45.000 lyttere til Superliga-udsendelse

Og så er Mediano Breaking og sommerens Update-udsendelser en investering i fremtiden og i Medianos position i markedet. For ikke så lang tid siden (under et år) var vi benovede, når Mediano Superliga eller Superliga Preview rundede 10.000 afspilninger i løbet af de første 24 timer efter, at vi havde publiceret dem. I den seneste uge har disse udsendelser været særdeles tæt på 20.000 afspilninger det første døgn. Den store optakt til Superligaen fra forrige uge nærmer sig 45.000 lyttere. Vi bilder os ind, at lytterne vælger Mediano i stadig stigende grad, fordi de kan mærke, at vi investerer i relationen. På at blive bedre. På at blive stærkere. På at kunne opfylde flere behov.

Jeg prøver som chefredaktør eller måske rettere i rollen som direktør at holde os nede på 500 udsendelser om året. Og det er svært. Vi befinder os i uge 31, og de første 30 uger lavede vi 320 udsendelser. Og så har jeg ikke talt de 30 Tour de France-udsendelser i Souplesse med.

Vi har næsten 3.000 medlemmer i Støt Mediano, der dybest set betaler for udsendelser, der er gratis. Jeg kan ikke beskrive, hvor forpligtende den følelse er i forhold til at gøre sig umage. Man gør sig også umage, når læsere eller seere betaler for indhold bag en betalingsmur, men det her er i vores øjne endnu mere forpligtende.

Et personligt eksempel: Jeg er vært på analyserne fra VM i kvindefodbold. Jeg brugte flere dage i sidste uge på at forberede mig på et område, hvor jeg er på udebane. Arnela Muminovic, vores normale vært, er udsendt for Danmarks Radio til VM, og da udsendelsen i forvejen er uden partner og ikke har nogen indtægter, er den realistiske løsning at sætte et stærkt hold og lade mig være vært. At ringe til Søren Randa-Boldt, der er mestertræner fra de to seneste sæsoner med HB Køge og har arbejdet med næsten alle landsholdsspillere som U19-landstræner danne makkerpar med Rasmus Monnerup. Bare som et eksempel på hverdagen, forpligtelsen og realismen og på hvordan vi sætter hold og arbejder (og nu håber jeg ikke, at jeg laver store fejl i morgen, når jeg nu har skrevet om mine forberedelser i lytternes tjeneste.)

Den lette løsning ville være at undlade at lave udsendelsen. Men det ønsker vi ikke.

Udsendelse på Det Kgl. Teater, Skuespilshuset, under VM i Qatar. Foto: Lia Brüchmann.

Nu nævnte jeg oppe i indledningen VM i Qatar - for herrer. Det skal jeg ikke dvæle ved her, men det var dels en journalistisk balance, dels en forretningsmæssig balance, fordi vi lavede masser af indhold om Qatar, sportspolitik og DBU, som var uden partner. Men igen, vi gør det, fordi det er væsentligt at beskæftige os med og fordi vi kan se, at vores lyttere også kan læse og lytte til det tungere stof.

Til sidst lidt om lyttere, der støtter og lyttere, der lytter. Vi havde i 2022 12 mio. afspillede episoder. Undervejs skiftede vi tjeneste fra Soundcloud til Podbean. Tallene i Soundcloud viser 20 mio. afspillede episoder fra 1.1. 22 til 1.9.22, men de tal er så høje, så dem tror vi ikke på. Så 12 mio. afspillede episoder er et tal, der er rundet kraftigt ned, så det flugter med de tal, vi ser i Podbean, hvor vores tal er IAB-certificerede og underlagt kontrol fra Danske Medier. Skulle vi prale, ville vi tale om 23,2 mio. downloads/streams, men der er for stor fejlmargin i tallene fra Soundcloud.

Vi har det seneste år skubbet meget til lytterne for at forklare, hvorfor Støt Mediano er vigtigt. Vores regnskabstal viser, hvorfor det er vigtigt, men 12 mio. afspillede episode og lyttertal på 20, 30 og 45.000 er i den grad også vigtige, når man skal skaffe partnere. Der findes ikke mange medier, der leverer så stor, så præcis og så attraktiv en målgruppe, som Mediano er i stand til. Derfor er de 97 procent, der lytter uden at være medlem, også vigtige.

Men jeg tror, at et medie som Mediano skal leve på to nærmest lige store ben i fremtiden: 50 procent indtægter fra medlemmerne i Støt Mediano og 50 procent fra partnere. Derfor skal vi have kurs mod både 3.000 lige om lidt, 4.000 næste år og gerne 6.000 abonnenter i Støt Mediano i fremtiden.

Udviklingen i medlemmer i Støt Mediano det seneste år.

Støt Mediano gik i luften 1. oktober 2021. 1. januar 2023 havde vi 707 medlemmer, så at være på 3.000 medlemmer nu er i den grad et udtryk for, at det er gået stærkt i år. Lad mig også lige løfte låget til kassen i Støt Mediano i meget store brede tal. På et rullende år vil indtægten via Støt Mediano være over en million kroner med de nuværende tal. Vi laver på et år nu omkring 100 udsendelser, der er uden partner. For at en udsendelse med dygtig vært og stærke eksperter skal være finansieret, regner vi med en tommelfingerregel, at den helst skal generere 10.000 kroner, så 100 x 10.000 = 1 mio. er det helt simple Støt-regnestykke.

Nej tak til betting og alkohol

Det er stadig ikke nok til at sikre et bæredygtigt Mediano, hvor vi allerede nu tør erklære sorte tal pr. 31.12. 2023. Dertil har vi for mange formater, der i perioder ikke har nogen partner. Og her er en af mine store hovedpiner. Skal vi lukke for et format, hvis der ikke er nogen partner? Det har været tilfældet med Premier League, Bundesligaen, Max Mediano, Det taktiske værksted og Players Lounge i perioder. Når vi ved, at lytterne elsker det.

Vi har hidtil valgt variationer af forsigtige håndbremser og stor omkostningsbevidsthed. Vi har aldrig for alvor trukket i en nødbremse.

Vi har på Mediano sagt nej til indtægter fra betting, casino og kviklån. Vi har i 2023 også sagt nej til indtægter fra alkohol og har undervejs opsagt en aftale, fordi finansieringen kom lidt for tæt på penge fra Saudi-Arabien (du kan ikke forsvare at analysere Newcastles ejerskab i Mediano PL, hvis din partner er finansieret af penge fra en fond, der er forbundet med kongen af Saudi-Arabien). Det er rart at tage stilling, men det er også dyrt. Og derfor har vi brug for både lyttere og støtter i skikkelse af medlemmer af Støt Mediano.

Sådan ser det ud, når man melder sig ind i Støt Mediano. Man bestemmer selv beløbet.

For os handler det om at skabe en særlig model.

Om at stå ved den. Og betale prisen.
Om at prioritere og sikre kvaliteten.
Om at investere i fremtiden og et stærkere Mediano for hvert år.

Og om at tjene penge for at kunne lave rigtig godt indhold på en særlig måde.

Tak fordi du har læst med. Jeg prøver at være så åben som mulig omkring Medianos model uden at bryde fortrolighed med medarbejdere, vores partnere og relevante interessenter.

Mediano stiger i værdi for hvert år. Men det er mere på grund af relationen til vores lyttere og læsere end det er på grund af de store overskud.

Nu ved du forhåbentlig lidt mere om, hvorfor vi ser ud, som vi gør. Og hvorfor vi prioriterer, som vi gør.

Superliga Special om AGF-FC Nordsjælland

Superliga Special om AGF-FC Nordsjælland

Superliga 2. runde: FCK og FCM til tops, OB sejrer i Brøndby og topkamp i Aarhus mandag aften

Superliga 2. runde: FCK og FCM til tops, OB sejrer i Brøndby og topkamp i Aarhus mandag aften