Spiller til Spiller: Thomas Kortegaard - Kræft, bodegature og de to famøse Brøndby-kampe
Karrieren startede med Hamréns havregrød i AaB. Den sluttede på grund af kræft. Undervejs har Thomas Kortegaard været med i to historiske slag mellem AC Horsens og Brøndby IF, været en del af den kammeratlige kultur i AC Horsens og oplevet massefyringer, fordi han og holdkammeraterne ikke kunne ramme hinanden på banen.
AF MICHAEL HEHR
- Det var den her rå tilgang til konsekvens. Succes eller fiasko.
Thomas Kortegaard husker tydeligt kampen – eller retteligt kampene – mod Brøndby IF. Historiske kampe, der både på grund af deres dramatiske forløb og enorme betydning har skrevet sig ind i dansk fodbolds kollektive hukommelse.
For Thomas Kortegaard er kampen i 2013, hvor AC Horsens og Brøndby IF i sidste spillerunde mødtes i en direkte duel om overlevelse, billedet på, hvordan fodboldtilværelsen i yderste konsekvens opleves. En tilværelse, han bedst kan beskrive som en rutsjebane.
- Det ene øjeblik løber man med armene oppe over hovedet og er lykkelig for, hvordan det går, og det næste øjeblik går du og hænger med mulen og er ikke den bedste version af dig selv som menneske. Det er jo fodboldtilværelsen, siger Thomas Kortegaard i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.
Rød, hvid og gul i hjertet
Thomas Kortegaards professionelle fodboldkarriere tog sin begyndelse i Aalborg. En tid, der – selvom den sammenlignet med de 12 år i AC Horses – ikke fylder meget på fodbold-cv’et, men som var med til at forme Kortegaard som fodboldspiller.
- Jeg er taknemlig over, at jeg fik min fodboldopdragelse i Aalborg. De fik gjort det klart, hvad det kræver at leve af at spille fodbold, og hvilken indgangsvinkel man skal have til livet.
Dengang hed træneren Erik Hamrén. Og den svenske træner, der er notorisk kendt for sin havregrød, skubbede til billedet af, hvad det vil sige at være professionel fodboldspiller. At man, som Kortegaard udtrykker det, ’kan gå længere end bare at tage sine fodboldstøvler på og gå ind over kridtstregerne’.
Det virker barokt ud fra nutidens idealer og opfattelse af, hvad erhvervet som professionel fodboldspiller indebærer, men dengang var det ifølge Kortegaard skelsættende, at man eksempelvis spiste flere måltider i klubben. Og at det ikke var tilfældigt, hvad der røg indenbords.
- Det, kombineret med den her individuelle sparring man havde med Poul Erik Andreasen, som jo er et leksikon i fodboldens ABC, gjorde, at man var godt klædt på til at tage udfordringen op i forhold til de næste år, der lå foran mig.
Han vidste det ikke, da han fik superligadebut for AaB i 2004. Men de år, Hamrén og Andreasen forberedte ham på, skulle vise sig at udspille sig i AC Horsens.
Raflebægre, røverhistorier og Bilkas Bistro
Han skulle bare have været der i to år. Han så det som et skridt ned i jagten på en fast rolle på holdet og kontinuerlig spilletid. Han ville »være én, man regnede med.«
Men to år endte altså med at blive til 12. For hver gang, kontrakten var ved at udløbe, spurgte Thomas Kortegaard sig selv, om han hellere ville noget andet. Og hver gang var svaret det samme.
- Jeg skulle være der i to år, og så skulle jeg videre. Og så blev jeg grebet af den her stemning
- Det var en mindre klub, som skulle slå på nogle andre dyder. I Aalborg blev der taget rigtig godt hånd om os unge spillere, men det var et elitemiljø, og det var nogle rigtige dygtige spillere, der var deroppe, hvor styrken i Horsens var noget andet.
- Vi kunne sidde, mellem to træningspas, 12 mennesker og rafle i det samme spil. Bare sidde og hygge os, drikke kaffe, og gøre klar til at man skulle ud at træne ved at rafle, grine og fortælle røverhistorier. Den her kammeratlige atmosfære bed virkelig på mig. Og det er dét, Horsens kan. Det er fællesskabet, der skal bringe resultaterne på fodboldbanen, fortæller Thomas Kortegaard.
I AaB dikterede cheftræneren diæten. Og den blev tilberedt af ham eller andre ansatte i klubben. I AC Horsens fik de mad fra Bilkas Bistro. Et billede på, hvordan rammerne men også livet i de to klubber adskilte sig.
Det blev Thomas Kortegaard ikke mindre seriøs eller ambitiøs af. Eller professionel for den sags skyld. Det var bare andre vilkår. AC Horsens skulle dyrke noget andet, og det gjorde de.
- Når man er i Horsens, så ved man godt, at man ikke skal leve på, at der er en, der laver et eller andet lækkert og så scorer. Det sker engang i mellem, bevares, men vi skal leve af, at vi vil hinanden, og at jeg vil løbe de der ekstra sure meter for dig.
- Hvis vi havde vundet en superligakamp en søndag, så ringede Søren Jochumsen til en kontakt, han havde, og så gik vi ned og fik en øl bagefter og hyggede os. Fik åbnet et værtshus, og så sad vi der og raflede, drak to øl og tog hjem og op at træne dagen efter.
Kulminationen blev starten på nedturen
Der sker noget på 12 år. Med tiden var Bilkas Bistro passé. Det samme var samkørslen til det lokale fitnesscenter, når der skulle styrketrænes. Klubben udviklede sig, og det gjorde transferstrategien også. Det skete på bekostning af fællesskabet,
- Det forsvandt lidt, og den her professionalisme kom mere og mere ind i klubben.
Men det gjorde også, at AC Horsens – med Thomas Kortegaards ord – »spillede noget af det bedste fodbold« i hans tid. Præstationer, der kulminerede med en fjerdeplads og en pokalfinale i ’12.
Sæsonen efter deltog AC Horsens for første gang i en europæisk turnering, nemlig Europa League. Her ekspederede ’De Gule’ – blandt andet på to mål af Kortegaard – Elfsborg ud af turnering, før de selv måtte samme vej efter en gedigen 5-0-afklapsning af Sporting Lissabon, hvor Kortegaard nettede i eget mål.
I Superligaen pegede pilen i én retning. Det blev tydeligere og tydeligere i takt med, at sidste runde nærmede sig. Det endte som bekendt med en direkte kamp om nedrykning mod de dengang tidobbelte danmarksmestre fra Brøndby IF. En kamp, Lebogang Phiri afgjorde dybt inde i dommerens tillægstid, og som sendte Kortegaard og co. tilbage i den næstbedste række.
- Året efter kæmper vi for at rykke op i 1. division. Og gør det ikke. Og så faldt korthuset. Klubben var jo i ruiner, fortæller Kortegaard.
Kræften kostede karrieren
Med flere end 300 førsteholdskampe har Thomas Kortegaard haft mange store oplevelser. Kampe, der har gjort indtryk på ham. Og som sidder i ham den dag i dag. De to famøse kampe mod Brøndby IF er nogle af dem.
Men den vigtigste kamp var uden for banen. Nemlig kampen mod den modermærkekræft, Thomas Kortegaard vandt.
Et sygdomsforløb, som han ikke negligerer, men som han alligevel har et stort ønske om at nedtone, fordi Kortegaards forløb – sammenlignet med mange andre kræftramtes ditto – var mildt. Også selvom det var den direkte årsag til, at han måtte indstille karrieren.
- Starten på slutningen for mig var, at jeg fik konstateret kræft, forklarer Thomas Kortegaard, der blev meget overrasket, da han fik diagnosen.
- Jeg stod et udødeligt sted. Man lever stadig fodboldtilværelsen, som er ens drømmetilværelse, og har en hustru, som er nogenlunde glad for én, og to dejlige børn. Og så fik jeg den diagnose ud af det blå. Det kom meget bag på mig, men det var jo sandheden og virkeligheden, jeg stod i.
- Jeg havde jo alt. Jeg manglede ikke en skid, og det eneste, der kunne ramme mig, det var jo sådan noget der. Og der faldt korthuset for mig.
Men som sagt var det et mildt forløb. Kræften var væk efter første operation.
- Den vej rundt har jeg ikke frygtet, at jeg skulle dø. Det er jo en kræftform, som har gode overlevelseschancer, hvis man opdager det i tide. Og der var jeg en mellemting.
Spillerforeningen i ryggen igen
Igennem karrieren har Thomas Kortegaard aktivt benyttet sit medlemskab i Spillerforeningen. Fra den første kontrakt, uddannelsesrådgivning under karrieren, juridisk hjælp i forbindelse med feriepengesagen og senest til hjælp med at forfølge diverse forsikringer i kølvandet på karrierestoppet.
- Det er jo virkelig noget juridisk tovtrækkeri, hvor man tænker; ’hvordan fanden…’. Der var Anne (Jakobsen, chefjurist i Spillerforeningen, red.) og Spillerforeningen rigtig gode til at følge de her ting til dørs, siger Thomas Kortegaard om juridisk bistand til at forfølge overenskomstens forsikringer.
Thomas Kortegaard går i detaljer med det hele i den her udgave af Spillerforeningens podcast, ’Spiller til Spiller’, hvor du kan høre:
Hvordan en misset oprykning krævede ni fyringer og en lønnedgang på 40 procent
Hvordan Thomas Kortegaard oplevede optøjerne i kølvandet på 2-2-kampen mod Brøndby, hvor begge hold blev spærret inde i deres respektive omklædningsrum
Hvordan Thomas Kortegaard opdagede og reagerede på sin kræftdiagnose
Og hvordan Thomas Kortegaard forsøger at finde en ny passion efter fodboldkarrieren
Lyddesign: Magnus Mattsson
Vært og tilrettelægger: Michael Hehr
Foto: Spilelrforeningen
