Super på Podimo: Afsløring - her er de nye regler for klubejere i Superligaen
Super Special: Fremover skal klubejerne helt bogstaveligt til eksamen, hvis de vil drive kontraktfodbold i Danmark. Det kan Gisle Thorsen og Sebastian Stanbury afsløre i en specialudgave af Super, der udkommer eksklusivt på Podimo.
Super udkommer på Podimo. Den laves i samarbejde med Mediano, men kræver abonnement på Podimo.
I begyndelsen af marts erklærede Divisionsforeningens formand, Thomas Christensen, at man fremover ville stille større krav til klubejere i dansk fodbold.
Nu kan Super, podcasten som udkommer på Podimo og laves i samarbejde med Mediano, afsløre de konkrete forslag fra Divisionsforeningen.
I et cirkulære-udkast lægger Divisionsforeningen op til, at alle nye investorer, som erhverver sig ejerandele eller stemmerettigheder i en klub på mere end 24 pct., fremover skal leve op til en række krav for at få lov til at drive kontraktfodbold.
Når en klub skifter ejer, vil den fremover automatisk miste rettigheden til at skrive kontrakter med nye spillere.
De eksisterende kontrakter bevares, men skal klubberne kunne lave nye aftaler, kræver det, at den nye ejer lever op til en række forpligtelser og leverer en lang række oplysninger til Divisionsforeningen.
Blandt andet vil Divisionsforeningen have en oversigt over alle de selskaber, som ejeren har en andel på mere en fem procent.
Udover oversigten vil Divisionsforeningen have regnskaber for de seneste tre år samt en oversigt over, hvem der ellers er involveret i de pågældende selskaber - ‘uanset lovkravene i den pågældende reelle ejers jurisdiktion,’ som det formuleres i cirkulære-udkastet.
Efterfølgende laver Divisionsforeningen en vurdering af, hvorvidt klubben under den nye ejer fortsat skal have mulighed for at skrive kontrakter.
Det sker på baggrund af en helhedsvurdering. Formålet med vurderingen er at sikre fodboldens og turneringernes integritet og omdømme.
I helhedsvurderingen indgår følgende elementer vedrørende den reelle ejer og dennes aktiviteter:
Tidligere straffe for økonomisk kriminalitet, herunder også skatteunddragelse
Konkurshistorik
Placering på indekser for korruption og terrorfinansiering
Væsentlig indflydelse i et bettingselskab
Fodboldagentvirksomhed
Ultimativ kontrol af nationalstater, og
Øvrige forhold, som medfører risici for fodboldens og turneringernes integritet eller omdømme.
De nye ejere skal også gennemgå et kursus i Divisionsforeningens regler og love, sætte sig ind i overenskomster og licensregler samt bestå en efterfølgende test for at opnå kontraktlicens.
Ejerskaber var det helt centralt emne, da de danske divisionsklubber mødtes i februar i Odense, og der har været et fælles ønske om, at Divisionsforeningen handlede hurtigt.
Forslaget fra Divisionsforeningen er netop nu i høring, og bestyrelsen i Divisionsforeningen håber at kunne vedtage det allerede 22. marts.
Sker det, vil det træde i kraft med øjeblikkelig virkning.
Alt det kan du høre meget mere om i specialudgaven af Super, hvor Gisle Thorsen og Sebastian Stanbury også gennemgår ejerforholdene i samtlige klubber i Superligaen og Nordicbet Ligaen – for hvem er det nu egentlig lige, der ejer for eksempel AGF, AaB eller HB Køge?
Super er en ny podcast, der går bag om spillet på banen i Superligaen. Det handler om økonomi, og det handler om magt i dansk fodbold.
Gisle Thorsen og Sebastian Stanbury vil i Super tage dig med om bag kulissen og ind i Superligaens ledelseslokaler.
Du kan i løbet af året forvente at høre om Superligaens største lønninger, de sportslige budgetter og komme helt tæt på magten i de store klubber.
Kom gerne med forslag, hvis I som lyttere har input til, hvor vi skal bede Stanbury og Thorsen om at gå på jagt efter Superligaens hemmeligheder. Skriv til kontakt@mediano.nu - her er postkassen altid åben.
Super udkommer eksklusivt på Podimo, hvor den første måned er gratis, hvis du endnu ikke har prøvet det.
Gå ind her, så kan Podimo se, at du kommer fra Mediano. Giv også gerne adressen videre: podimo.dk/mediano.
Du kan lytte til Super her, hvis du har eller tegner abonnement på Podimo.
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images