MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Mystik om Okore-handel - AaB’s mange agentmillioner

Mystik om Okore-handel - AaB’s mange agentmillioner

AaB betalte i 2021 over 13,5 millioner kroner til agenter, selv om klubben sidste år kun reelt havde ét stort salg i form af Jorés Okore. Men hvorfor har nordjyderne betalt så mange penge i agenter - og hvem har fået dem? Mediano går her i fodsporerne på millionerne

AF GISLE THORSEN

Da AaB 25. februar 2021 solgte Jorés Okore til kinesiske Changchun Yatai FC, var Inge André Olsen en glad nordjysk sportschef.

Det var lykkedes at få transferpenge for en spiller, som man bare et år forinden havde regnet med ville smutte transferfrit.

- Da Jorés Okore for et halvt års tid siden forlængede sin kontrakt, lavede vi en gentleman-aftalte om, at vi skulle forsøge at finde en løsning, der ville være fordelagtig for både Jorés og AaB, og det kan vi fastslå, er tilfældet med salget til Changchun Yatai FC, sagde Inge André Olsen til klubbens hjemmeside.

Hvor meget klubben fik for at sælge Okore, oplyste den ikke.

Ekstra Bladet havde nogle dage forinden skrevet, at AaB ’sikrer sig i omegnen af tre mio. kr., hvis handlen går igennem’.

Nøgleordene her er ‘sikrer sig’.

Der stod ikke, hvad kineserne betalte, men hvad AaB stod tilbage med. Og tilsyneladende har Changchun Yatai FC betalt en hel del mere for den tidligere landsholdsspiller.

Flere af millionerne fra Kina er bare havnet i en anden kasse end AaB’s.

Den nordjyske klubs fortjeneste kan have været mere end de tre mio. kr., som Ekstra Bladet skrev.

Men der er meget langt op til, hvad Changchun Yatai FC betalte.

Ifølge Medianos oplysninger var transfersummen lige over to mio. euro - cirka 16 mio. kr.

Okores tidligere klubber B.93 og FC Nordsjælland skal have udviklingspenge (samlet fem pct.), men hvem har ellers profiteret på salget?

En del af svaret gav DBU fredag eftermiddag. Der udsendte de den årlige liste over honorarbetalinger til agenter.

Ikke overraskende toppede FC København med ca. 25,4 mio. kr., men at AaB skulle ligge nummer to, kom nok bag på mange.

I 2021 udbetalte AaB 13.524.747 kroner til agenter. Det er langt over det dobbelte af FC Midtjylland, der er nummer tre på listen. Og for øvrigt 74 gange mere end FC Nordsjælland…

13,5 mio. kr. er mange penge for en klub som AaB, der i 2021 havde en nettoomsætning på godt 64,3 mio. kr. og kom ud af året med et underskud på lige knap 15,3 mio. kr.

Det var i 2021 ellers igen overskud på transferbalancen i det nordjyske.

AaB havde transferindtægter for over 32 mio. kr., men de såkaldte transferomkostninger steg også markant til 11,2 mio. kr.

Ifølge AaB’s årsrapport kan de 32 mio. kr. i transferindtægter primært henføres til Joakim Mæhle (en videresalgsklausul i forbindelse med skiftet fra Genk til Atalanta) og så til Jorés Okore.

Men lad os vende tilbage til transferomkostningerne - de 11,2 mio. kr. For hvad dækker det egentlig over.

Er det mon køb af spillere som for eksempel Milan Makaric, der sidste sommer blev hentet i serbiske FK Radnik Surdulica? Nej.

Transfersummer afskrives lineært i forbindelse med køb af kontraktrettigheder og er posteret under ’af- og nedskrivninger på kontraktrettigheder’. De var også på ca. 11,2 mio. kr. i 2021.

Transferomkostninger dækker blandt andet omkostninger i forbindelse med salg.

Det er bemærkelsesværdigt, at transferomkostningerne er over syv mio. kr. end i 2020, hvor nordjyderne ellers havde næsten 16 mio. kr. mere i transferindtægter.

Det kan altså foreløbig konstateres, at AaB både havde høje agent- og transferomkostninger i 2021. To ting, der hænger uløseligt sammen.  

Der har næppe været de store omkostninger for AaB i forbindelse med Mæhles overgang til Serie A. Derfor er det nærliggende at kigge nærmere på Jorés Okore-salget.

Okore havde i august 2020 noget overraskende forlænget sin aftale med AaB med en enkelt sæson.

Da han skiftede til AaB fra FC København i 2017, var det med Nikola Juric som agent. Da han forlængede i sensommeren i 2020, var det tilsyneladende på egen hånd.

Hans navn er i hvert fald ikke på agenthonorarlisten for 2020, og han står heller ikke som havende en gældende repræsentationsaftale i DBU-regi i perioden.

Men tilbage til de 13,5 mio. kr., som AaB udbetalte til agenter i 2021.

Der var i alt 12 transaktioner, hvor klubben har skullet betale for agentarbejde.

Det var for eksempel, da Makaric blev hentet, da Granlis frikøbsklausul blev indløst, da Hiljemarks spillerkontrakt skulle rives over. Og da Jorés Okore blev solgt til Kina.

I forbindelse med den handel, havde AaB koblet en agent på til at varetage deres interesser.

Hans navn fremgår af DBU’s agentopgørelse for 2021: Ole Petter Drevland.

Drevland er registreret agent hos DBU.

Det var han ikke 18. januar 2021, men 27. februar 2021 var hans navn på listen, og det må altså formodes, at han var korrekt registreret, da Okore blev solgt. Ingen ko på isen der. 

Men hvem er i grunden Ole Petter Drevland? Dobbelt t ser norsk ud, og en simpel googlesøgning viser da også, at han er nordmand.

Ole Petter Drevland er advokat med base i Oslo, hvor han er daglig leder og er medejer af det yderst succesrige advokatfirmaet Drevland & Grape DA.

Siden 1994 har han – ifølge firmaets hjemmeside – primært arbejdet som forsvarsadvokat i kriminalsager. Han har også særlig ekspertise inden for sportsret og har assisteret hold, klubber og atleter inden for dette felt.

Ole Petter Drevland er også registreret som agent hos det norske fodboldforbund og ejer igennem sit selskab Oscarespla halvdelen af agentfirmaet Nordic Scouting.

Den anden halvdel ejer Jack Karadas, der også er registreret fodboldagent. Nordic Scouting kommer vi tilbage til.

Men lad os først se nærmere på den anden ejer af Advokatfirmaet Drevland & Grape DA. Hans navn er Harald Grape, og som Drevland har han en forbindelse til fodbold.

Han ejer firmaet Sport-Consultant.

Det har drevet et fodboldakademi i Elfenbenskysten, der igennem årene har sendt spillere til norske klub Stabæk.

Drevland var en af initiativtagerne bag det afrikanske akademi, der blandt andet har produceret angriberen Franck Boli, der i 2015 blev solgt fra Stabæk til kinesisk fodbold.

Dengang hed den sportslige leder i Stabæk Inge André Olsen, og agenten Jack Karadas repræsenterede Stabæk, da Boli blev solgt for et tocifret millionbeløb til .

Jack Karadas er dag i bestyrelsen hos Sports-Consultant, og på lederplads har det norske fodboldmagasin Josimar kritiseret Boli-handlen:

’Karadas repræsenterede Stabæk, da Franck Boli i 2015 blev solgt til en klub i Kina for ’et tocifret millionbeløb’. En del af overgangssummen skal ifølge historier i medierne være gået til det selskab, der ejer akademiet i Elfenbenskysten. Det giver anledning til at stille spørgsmålet: Sidder trioen Grape/Drevland/Karadas på alle sider af bordet og styrer hele fødekæden, inklusive pengestrømmen?’

Franck Boli er nu i stald hos Jack Karadas og Ole Petter Drevlands Nordic Scouting - og det er en række andre velkendte navne også.

Ifølge agentfirmaets hjemmeside er de agenter for blandt andre de tidligere AaB’ere Kasper Pedersen og Patrick Olsen samt den nuværende AaB-spiller Pedro Ferreira.

Men Jack Karadas repræsenterede ikke portugiseren, da AaB-sportschef Inge André Olsen i sommeren 2020 hentede ham i portugisisk fodbold.

Jack Karadas repræsenterede derimod klubben, og der faldt også betaling fra AaB til Karadas i 2021 i forbindelse med Pedro Ferreiras kontrakt.

Nordic Scouting har nu også Jorés Okore på klientlisten. Det er uvist, hvor længe han har været det.

Inge André Olsen har siden foråret 2020 været sportschef i AaB. Før det var nordmanden i mange år sportslig ansvarlig i Stabæk. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Men Okore er altså i stald i det firma, hvor Ole Petter Drevland er partner.

Samme Ole Petter Drevland, der repræsenterede AaB i forbindelse med Jorés Okores kontraktophør i det nordjyske, da forsvareren skiftede til Kina for lidt over et år siden.

Og nu vi er ved Drevland. I husker måske, at han er forsvarsadvokat i kriminalsager.

For knap ti år siden var Stabæks daværende sportslige leder Inge André Olsen sammen med tre andre tiltalt for bedrageri i forbindelse med Veigar Páll Gunnarssons overgang fra Stabæk til Vålerenga i 2011.

I Norge blev den meget omtalte sag døbt ’overgangssaken’.

Anklagemyndigheden mente, at Stabæk havde solgt Gunnarsson kunstigt billigt til Vålerenga for at minimere betalingen til franske Nancy, der havde krav på halvdelen af transfersummen.

Oslo-klubben havde i samme forbindelse også betalt fire millioner norske kroner for en option på Stabæks 15-årige stortalent Herman Stengel.

Sagen kørte i 2013 over adskillige dage i Asker og Bærum tingsrett.

Anklagemyndigheden gik efter fem måneders fængsel til Inge André Olsen, men han blev i lighed med de tre øvrige tiltalte frikendt, og Olsen fik efterfølgende erstatning.

Hans advokat i Asker og Bærum tingsrett? Ole Petter Drevland.

Nu er det med store udbetalinger til agenter ikke helt uvant for Inge André Olsens klubber.

I 2019 – hans sidste sæson som sportslig ansvarlig i det norske – toppede Stabæk listen over norske klubber, der havde udbetalt mest i agenthonorarer. 10,6 mio. norske kroner.

Forklaringen var ifølge klubbens direktør Jon Tunold i høj grad salget af John Hou Sætter til kinesiske Beijing Sinobo Guoan F.C.

For den kinesiske agent Li Feng tog sig øjensynligt godt betalt. Han stod ifølge oversigten fra det norske fodboldforbund for handlen.

‘Der er ikke andet at forklare, end at det er, som det er. Vi har et højere honorar på det kinesiske marked. Uden det ville vi ikke have været i stand til at sælge. I den overgang var der også væsentligt mere arbejde at gøre for en agent, end der ville være for en overgang i Europa,’ forklarede Stabæk-direktør Jon Tunold til VG.

Det er lukrativt at sælge til Kina, men tilsyneladende også dyrt.

Spørgsmålet er, hvem der i tilfældet Jorés Okore egentlig har lavet den bedste handel…

—o—

Du kan læse Inge André Olsens forklaring i denne artikel, hvor han siger, at det var ‘take it or leave it’ for AaB, da muligheden opstod.

Foto: Jan Christensen/Getty Images

Inge André Olsen om Okore-handel: Det er agentstyret marked

Inge André Olsen om Okore-handel: Det er agentstyret marked

Players Lounge #32 - Erik Marxen, FC Nordsjælland

Players Lounge #32 - Erik Marxen, FC Nordsjælland