Mediano Superliga - Superligaen på hovedet
Superliga - 5. runde: De forventede medaljefavoritter og mange af de ‘store’ hold ligger i bund 6 i Superligaen, mens flere af ligaens mindste budgetter befinder sig i mesterskabsspillet netop nu. I denne udsendelse kigger vi også på, hvorvidt vi kommer til at se ‘tyske tilstande’ i Superligaen.
Af Peter Brüchmann
Udsendelsen i denne artikel er sponsoreret af Arbejdernes Landsbank
Hvis man kigger på forudsigelserne før sæsonen og sammenligner med de seks øverste hold i Superligaen lige nu, så er det to meget forskellige billeder, der ses. Nogle havde måske forventet yderligere succes til Silkeborg, nogle havde fortsat fidus til Randers, og FC Nordsjælland vil altid være en joker, når man rammer de gode sæsoner. Men at se FC Midtjylland, F.C. København, Brøndby, AaB og OB i den nederste halvdel var ikke den gængse profeti - hverken hos eksperter eller bookmakerne.
Så ligaen lige nu rummer mange overraskelser. Denne weekend blev således indledt med to af de store fredag aften, da både FC Midtjylland og F.C. København kom i problemer på hver sin måde mod henholdsvis AC Horsens og Randers FC.
Det taler vi om i denne udsendelse, hvor vores panel, Azad Corlu og Steffen Dam, har set fodbold både fredag og søndag - og formentlig også lidt lørdag - i en runde, der gav os nye overraskelser.
Hør i denne udsendelse blandt andet om:
Hvad er det, Randers gør så godt og hvor langt rækker det?
Hvor dybt stikker problemerne i Odense og Aalborg og kan de sammenlignes
Hvad kan Daniel Wass tilføre Brøndby og på hvilke positioner?
Hvor holdbar er Viborgs flotte start på den såkaldt svære sæson to?
Hvorfor svinger FCK fra det høje topniveau - som i derby mod Brøndby - til at falde fra hinanden mod Viborg og Randers?
Og meget mere.
Vi taler i rækkefølge om:
Superligaen generelt (00:01:10)
AGF-Lyngby - optakt (00:18:00)
AC Horsens-FC Midtjylland (00:27:45)
F.C. København-Randers (00:43:20)
Optakt til kvalkamp til Champions League FCK-Trabzonspor (01:03:00)
Viborg-Silkeborg - herunder Europa-optakt (01:14:20)
AaB-FC Nordsjælland (01:29:10)
Brøndby-OB (01:41:10)
Du kan høre udsendelsen her.
Hør også vores serie, Det spiller ikke, om spilleindustriens lidt for tætte forhold til fodbold og hvad det betyder af ødelagte liv og skæbner. Den kan høres i Mediano 2:
Og så er sæsonen også åbnet for Superliga for Voksne - første tema torsdag handlede om ejerskaber i Superligaen og lige udenfor. Vi havde nemlig besøg af Henrik Tønder, direktør i Vejle Boldklub, og Søren Davidsen, bestyrelsesformand og ny medejer af SønderjyskE, der netop er kommet tilbage på lokale hænder efter et mildest talt ikke-lykkeligt amerikansk ejerskab. Den episode kan du høre her:
—
Mediano har siden 1. januar 2020 valgt ikke at have partnere, der beskæftiger sig med betting, casino og kviklån. Mediano arbejder ikke for at forbyde spil, men anbefaler en regulering af markedsføringen af spil.
Serien om spilleindustrien har ingen partner. Vi laver den, fordi den SKAL laves. Vi har den seneste tid fået mange nye frivillige abonnenter, der er med i Støt Mediano og betaler for, at vi også kan lave udsendelser, der ikke er kommercielle og/eller ikke har nogen partner.
Vil du også være med, så kig forbi Støt Mediano eller læs om formålet med Støt Mediano her samt vores seneste opdatering her.
Foto: Getty Images/Lars Rønbøg