MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Spiller til Spiller: Hvorfor skulle FC Midtjylland spille i vanvittig varme?

Spiller til Spiller: Hvorfor skulle FC Midtjylland spille i vanvittig varme?

Intet hensyn bør veje tungere end spillernes sikkerhed. Derfor forsøgte vi at få flyttet FC Midtjyllands kamp mod AEK Larnaca, ligesom vi arbejder på at få implementeret en nagelfast protokol for ekstrem varme.

AF MICHAEL HEHR

- Vi skal jo ikke have en, der skal falde om, inden vi begynder at gøre noget.

Sådan siger vores direktør, Michael Sahl Hansen. Han siger det med reference til den ekstreme varme, der i visse perioder af året truer spillernes sikkerhed.

For vi kan ikke kontrollere temperatur eller luftfugtighed. Men vi kan bestemme, hvornår på dagen kampene spilles. Og det er lige præcis dét, vi i Spillerforeningen – gennem den internationale spillerforening, FIFPRO – efterspørger en nagelfast protokol for.

Vi medgiver, at det er en kompleks størrelse, og at der er mange interesser i spil i forhold til kamptidspunkt. Men intet hensyn vejer tungere end spillernes sikkerhed.

- Renset for den slags behov, så bør kampe aldrig spilles på tidspunkter, hvor det er så ulideligt varmt. Det er simpelthen ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt, fastslår Michael Sahl Hansen i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

UEFA var på lakridserne

Det var anden kvalifikationsrunde i Champions League. Efter 1-1 på hjemmebane mod AEK Larnaca havde FC Midtjylland kniven for struben, da de satte sig i flyet til Cypern. Et opgør, hvor der, ifølge Claus Stenlein, der er direktør i FC Midtjylland, som minimum var »på den anden side af 50 millioner kroner« at spille om.

- Da vi skulle til Larnaca, under ekstreme forhold, var det måske årets vigtigste kamp. I hvert fald på den her side af julen, siger den 50-årige bornholmer.

Spilletidspunktet fastsatte den cypriotiske modstander til kl. 18:30. Og vejrudsigten meldte over 40 graders varme.

Det var Michael Sahl Hansen bevidst om, og derfor rakte han ud til Claus Steinlein og FC Midtjylland for, at vi i samarbejde kunne arbejde på at få flyttet kampstarten til senere på aftenen, hvor temperaturen ville være lavere. Og fra Michael Sahl Hansen henvendte sig til Claus Steinlein og indtil kampstart, pågik det arbejde.

- Det gjorde, at UEFA var på lakridserne, som Claus Steinlein beskriver det i udsendelsen.

Behov for klare regler

I Cypern har den nationale spillerforening sammen med det nationale forbund udarbejdet en protokol for varmen. En protokol, der angiver, hvornår det er – og ikke er – forsvarligt at henholdsvis træne og spille kamp. Men også en protokol, der blot er vejledende.

Det var ikke desto mindre med udgangspunkt i den, at vi – sammen med FIFPRO – forsøgte at flytte kampen. Og hvis AEK Larnaca havde været interesseret i at flytte kampen, havde det arbejde været nemt. Men det var den cypriotiske klub ikke. »En bevidst strategi«, som Claus Steinlein kalder det, fordi de i højere grad end FC Midtjylland er vant til de høje temperaturer.

Det var den modvilje, der, kombineret med det faktum, at termometeret heldigvis ’kun’ målte 35 grader, gjorde, at kampen ikke blev flyttet. Men det betyder ikke, at arbejdet er spildt. Tværtimod. Det fortsætter ufortrødent, så det ikke skal laves på bagkant af en tragisk hændelse.

- Det er kun et spørgsmål om tid, før der er én, der falder om på banen. Det tør jeg godt lægge hovedet på blokken og sige; det er det, der kommer til at ske, fastslår Michael Sahl Hansen.

Han får opbakning fra Claus Steinlein, der bifalder arbejdet.

- Vi skal gøre alt for at vinde, men vi skal ikke vinde for enhver pris. Og der er varmen noget, vi skal lave en protokol for, som ikke er vejledende, siger Claus Steinlein.

Hør de to direktører i denne udgave af ’Spiller til Spiller’, hvor du også kan høre:

  • Hvordan arbejdet i kulisserne foregik

  • Hvorfor Claus Steinlein synes, den her historie er vigtig

  • Hvordan varmen påvirkede FC Midtjyllands præstation

  • Og hvornår vi mener, en sådan en protokol bør være klar

Foto: Jan Christensen via Getty Images

Transfer Special: Hvem er de næste på Superligaens affyringsrampe?

Transfer Special: Hvem er de næste på Superligaens affyringsrampe?

Fodboldens Kongerække - Sønnen, der blev Milans store leder

Fodboldens Kongerække - Sønnen, der blev Milans store leder