Her er vores nye partner til udsendelser om Premier League
Premier League: Godt nyt til de mange, der lytter til vores udsendelser om Premier League. Og samtidig en spændende nyhed om Superligaen. Just Eat flytter nemlig fra Superliga Preview til Premier League, og derved bliver der for første gang i lang tid også en plads ledig som partner på de store udsendelser om Superligaen
Af Peter Brüchmann
Mediano har udgivet mere end 3.000 udsendelser siden juni 2016. Vi er 10 medarbejdere, når vi holder ugemøde og lægger planer for den kommende uge og evaluerer den foregående hver mandag.
Det har været muligt, fordi Mediano har og altid har haft stærke partnere, der sikrer, at vi kan lave de store liga-udsendelser, som er gratis tilgængeligt for alle. En af de partnere, der har været med længe, er Just Eat. Ja, faktisk har de været med så længe, at de stod på allerede med de første Mediano Preview med Hebo & Leander, som var optakt til både Superligaen og de store ligaer i Europa samlet i én voldsom udsendelse.
Det gode ved samarbejdet med Just Eat er, at de altid har forstået Mediano og jer lyttere. Det begyndte med Mikkel, der holder med FC Midtjylland og lyttede en del til vores Superliga-udsendelser. Så kom Simon, der holder med Brøndby - og Arsenal - selv om han kommer fra Aalborg og ligeledes lyttede en del.
På grund af de gode Just Eat-folks kendskab har de også kunnet se ideen i at flytte i 2024 og gå fra Superligaen til Premier League på Mediano. Ikke at Premier League er mere attraktiv end Superligaen, men vi har længe haft udsolgt på de store Superliga-udsendelser og vi har to partnere på hver af de store udsendelser, men på Premier League er der lige nu ingen til at konkurrere om opmærksomheden. Mediano stod uden partner på Premier League pr. 1. januar 2024. Vi siger tak til Podimo, der har været partner i 2023 med de sidste udsendelser i december.
Vi har kommunikeret via artikler og via speaks i udsendelser, men ærlig snak: Vi havde ingen partner, og der var ikke virksomheder, der stod i kø for at høre om det. Så Premier League var et udsat format for os i 2024.
Det kunne Simon fra Just Eat se ideen i, så fra 1. januar står Just Eat som vores nye store partner på Premier League. Og i første omgang står de helt alene og skal ikke dele opmærksomheden med andre virksomheder. Man kan også stramme historien en anelse og sige, at Just Eat ‘redder’ Premier League på Mediano. De formater, der udkommer hver uge og nogle gange lidt til er voldsomt dyre at producere, fordi det ofte er mere end 50 udsendelser om året.
Så et stort tak og velkommen til Just Eat, der fortsat også er partner på de elementer om Champions League, der indgår i Europa Magasinet om mandagen.
Aftalen indebærer også, at Just Eat sikrer sig en eksklusivitet på sit segment på Mediano. Det er noget store partnere opnår, så f.eks. Arbejdernes Landsbank kan være sikre på, at der ikke pludselig dukker et pengeinstitut op i en udsendelse i Medianos fodboldudsendelser.
De største udsendelser om Premier League om mandagen har passeret 45.000 lyttere, og alle uger er efterhånden over 20.000 lyttere på mandagens Mediano PL.
Rokaden med Just Eat indebærer, at vi nu har en plads åben på vores ‘Superliga-hold’. Hvem skal være vores partner på Superliga Preview om onsdagen?
Det er også en meget stor udsendelse, når Gisle Thorsen og Rasmus Monnerup med skiftende makkere dækker op til den kommende runde i Superligaen. Igen en udsendelse, der altid er over 25.000 lyttere, nogle gange over 30.000. Lytterne er 95-97 procent mænd - 81 procent er under 44 år ifølge vores data.
Vi har masser af data om demografi, alder, geografi og andet godt og kan tilpasse de fleste partnerskaber, så det ikke bare bliver en virksomhed, der er nævnt i start og slutningen af en udsendelse.
Tag fat i os, hvis det med Superligaen lyder interessant for din virksomhed. Fang os på kontakt@mediano.nu. Vi har store planer med Superligaen i 2024.
Foto: Getty Images/Collage Mediano