Magasinet: Il Grande Parma - del 2
Før 90’erne havde Parma aldrig været i den bedste italienske række, men gennem en kombination af det globale firma Parmalat og kloge beslutninger på trænerbænken og i transfermarkedet, skabte man europæisk gigant i Emilia-Romagnia. Nevio Scala lagde den første mursten i klubben med et billigt og lokalt forankret hold. I midten af 90’erne skiftede man taktik og større navne som kom til byen og klubben, der ramte deres absolutte toppunkt i 1999 med navne som Crespo, Veron, Buffon og Cannavaro. Men noget var galt i Parmas regnskabsafdeling.
AF KARSTEN KROGH
Dette er en artikel lavet til de af jer, der betaler hver måned for, at vi kan lave et stærkt Mediano.
Magasinet Støt Mediano handler 'kun' om, at vi laver noget ekstra journalistik, noget ekstra grundigt journalistik – og om at vi gerne vil have flere medlemmer i Støt, så vi kan lave mere uafhængig og grundig journalistik og betale vores folk for at gøre det.
Støt Mediano - kom med her.
———
Dette er andel del af fortællingen om, hvordan Parma i 1990’erne fra ingenting blev en gigant i den italienske Serie A. Første del blev offentliggjort i Støt Mediano i marts.
Carlo Ancelotti og det nye, rige Parma
Parma var gået fra at være en provinsklub i de nedre divisioner til en europæisk topklub, og nu var det på tide at sætte klubben i et højere gear, mente præsident Calisto Tanzi, og første opgave på listen var at finde en ny træner. Det måtte gerne være en træner med lidt mere stjernestatus end den skeptiske og forsigtige Nevio Scala, der havde haft for meget småklubsmentalitet, syntes Calisto Tanzi. Valget faldt på den kun 37-årige Carlo Ancelotti, der havde spillet over 300 kampe i Serie A for Roma og Milan og vundet mesterskaber og pokaler og lige var gået i gang med sin trænerkarriere.
Carlo Ancelotti, eller Carletto, har altid været træner, driller hans tidligere holdkammerater ham med. På banen var han, ligesom trænerkollegerne Pep Guardiola og Roberto Mancini, kendt for at dirigere rundt med holdkammerater, om de så løb rundt i forsvaret eller angrebet og hed Paolo Maldini eller Ruud Gullit.
Trænergerningen lå i kortene, og Ancelotti tog tre år som assistenttræner for det italienske landshold, før han tog hjem til sit elskede Reggio Emilia. I første omgang blev han træner for Parmas ærkerivaler Reggiana, men da der åbnede sig en position i Parma, hvor den ambitiøse træner havde langt bedre spillere og et helt andet budget til rådighed, var det en nem beslutning for både Tanzi og Ancelotti.
Tanzi tog dog en langt større chance end Ancelotti. Parma var et europæisk storhold med stærke spillere på alle positioner. Ancelotti var en relativt uerfaren træner, der endnu ikke havde bevist noget som helst. Men Ancelotti elskede byen, og Parma-tilhængerne var stolte af Ancelotti, der havde startet karrieren i de lavere rækker i Parma, før han erobrede verden med Milan. Parma-tilhængerne var også stolte over deres fodboldholds nyfundne status som storhold, men der var ikke mange af de lokale spillere eller trænere tilbage. Carletto var en af deres egne. Han var et populært valg som træner.
Tanzi brugte ikke meget tid på at græde over at have mistet Nevio Scala. Han købte en håndfuld nye, dygtige spillere og solgte også voldsomt ud af sin trup. Faktisk udskiftede han et halvt hold, og især var det på tide på at få de gamle mænd i forsvaret skiftet ud. Til det formål hentede Tanzi et par dygtige spillere, der viste sig at gøre det ganske fornuftigt de kommende år. Den lille, atletiske og hurtige napolitaner Fabio Cannavaro blev allerede hentet sæsonen før efter nogle imponerende år i hjemklubben, og Cannavaro blev suppleret med en ung Lillian Thuram, der kom til fra Monaco. Thuram og Cannavaro skulle tilsammen spille næsten 400 kampe i Parmas forsvar med stor succes de næste mange år.
Derudover manglede man en dygtig angriber, og ledelsen besluttede sig for at gå Asprilla-vejen og kigge i Sydamerika. I den rige Buenos Aires-klub River Plate, kendt som Los Millionarios, løb der en 21-årig angriber rundt med et usædvanligt godt hovedspil. Han scorede ikke så mange mål, men han arbejdede hårdt og havde en god teknik og et ekstraordinært godt hovedspil. Parma købte Hernan Crespo for fire millioner euro. Fire år og 80 mål senere solgte de ham til Lazio for rekordsummen 56 millioner euro. I dag sker det ikke sjældent, at man tjener 300 millioner kroner på en spillehandel. I 90’erne var det uhørt. Om Parma så nogensinde fik pengene fra Lazio er en helt anden historie.
[…]
Dette er et uddrag af den fulde artikel. Hvis du vil læse mere, skal du være medlem af Støt Mediano. Det kan du blive her.
Hvis du allerede er medlem af Støt Mediano, så finder du den fulde artikel her.
Vi har også lavet en guide til, hvordan man finder artiklerne og finder rundt.
Medlemmer af Støt Mediano, kan også med fordel bruge linket til oversigten over de unikke artikler i Støt Mediano her - vi anbefaler, at man lægger linket ind som hjemmeskærm eller foretrukne.
Læs også de andre artikler i Magasinet Støt Mediano
Gisle Thorsens store gennemgang af transfer-strømmene ud af Superligaen de seneste år.
Klaus Egelunds artikel om Sønderjyskes dilemma - Et hul på 15 millioner.
Klaus Egelunds artikel om fremtiden i FC Midtjylland efter Ankersen, med Holch og før Mafra
Klaus Egelunds artikel om Esbjergs skæbnedag - truende konkurs, poker og ‘the american way’.
Gisle Thorsen om regnskaberne i AaB, Brøndby og FC København.
Jeppe Højberg Sørensen om FIFAs kongres, Infantino og den nye verdensorden.
Sebastian Stanbury om KB-B1909 fra 1964, den største klubkamp i Danmark nogensinde.
Morten Glinvads artikel om FC Barcelonas kamp mod eget spejlbillede.
Nicolai Lisbergs artikel om, hvorvidt Bundesligaen har brug for redning.
Sebastian Stanburys artikel om, hvorfor de egentlig ikke har VAR i Sverige
Thomas Pyndts beretning om Burnley og Vincent Kompanys fælles genrejsning.
Klaus Egelunds dybdegående tekst om tv-forhandlingerne i Superligaen
Karsten Kroghs fem grunde til, at Napoli blev italiensk mester
Klaus Egelunds nyhedsartikel om de nye og meget strammere krav til agenter
Thomas Pyndts fortælling om målkongen Elstrup fra Kenilworth Road
Nicolai Lisbergs reportage fra Dortmund: Knuste drømme og lyden af stilhed
Foto: Getty Images