Mediano STORY: Én fjer kan blive til fem høns, og én sætning kan blive til en lang fortælling om en landsholdstur til fjerne egne for 46 år siden. For hvorfor skulle det danske landshold til Gambia og Senegal i 1977? Hvad var formålet med at flyve 17 hjemlige divisionsspillere 5000 kilometer sydpå midt om vinteren? Hvad lavede Bent Fabricius-Bjerre på sidelinjen? Hvordan endte Henning Munk Jensen med at vise sig som en sand anfører både på stranden og på banen? Og hvorfor blev en kamp i Senegal så besværlig, at en træt DBU-leder endte med at ryge gennem et bambusbord?

Af Sebastian Stanbury

Kender du det, at man indimellem føler, der ikke er flere historier?

At man har hørt, hvad der er at fortælle om for eksempel det danske landshold?

Det er vanskeligt at fortælle noget nyt om de to magiske uger i Sverige i sommeren 1992. Og firserlandsholdet er også grundigt afdækket i adskillige bøger og med levende billeder. Og hvad mangler vi at høre om Nicklas Bendtner, Michael Laudrup og Allan Simonsen? Ja, selv Harald Nielsen, der startede sin karriere for mere end 60 år siden, er det nemt at finde en masse information om i 2023.

Men landsholdshistorien er 115 år lang. Det startede med OL i London i 1908, og siden har det danske landshold spillet 894 A-landskampe. Så selv de mest vidende landsholdseksperter kan finde en ny kamp, en ny spiller eller en ny historie at lade sig fascinere af.

Kendte du for eksempel den her?

Den begyndte en dag på redaktionen i Vanløse. Nicklas, partneransvarlig på Mediano, nævnte i en sidebemærkning, at han på sin folkeskole i Virum havde haft en lærer ved navn John Andersen, der havde spillet på det danske A-landshold.

John Andersen? For nyere generationer er det muligvis ikke et navn, der får en klokke til at ringe. Det gjorde det i hvert fald ikke for denne skribent.

Men ganske rigtigt:

John Sølling Andersen er nævnt som landsholdsspiller nummer 487 i Palle ”Banks” Jørgensens værk Landsholdets 681 profiler, der tegner små portrætter af alle landsholdsspillere fra 1908 og til april 2002.
Palle ”Banks” beskriver John Andersen som en altid fightende højre back, der måske ikke var landets bedste tekniker og sjældent scorede mål, men som var stærk defensivt og var ”kronisk i godt humør”. Bortset fra et par år i Ølstykke til at lukke med spillede han hele karrieren i B 1903. Landsholdsdebuten fik han i 1975 i en udekamp mod Spanien, hvor der var 15 afbud, blandt andet fordi Spanien var ramt af uroligheder i Franco-styrets sidste måneder, og de militante baskere i ETA truede med bombeangreb (det lyder i øvrigt også som en interessant, men glemt landskamp). John Andersen nåede 17 landskampe.

Og i DBU's fremragende landsholdsdatabase kan man finde listen over alle 17 kampe – fra debuten i Spanien i oktober 1975 frem til den 17. og sidste kamp i juni 1979, der også var den sidste for landstræner Kurt ”Nikkelaj” Nielsen.

Men ved John Andersens kamp nummer otte, en 3-2-sejr over Senegal i byen Kaolack i februar 1977, er der en fodnote:

”Kampstart blev udskudt en time på grund af dårlig organisering fra Senegals fodboldforbund.”

En dansk landskamp i en senegalesisk flodby en vinterdag for mere end 45 år siden? Oven i købet en dansk landskamp, der tilsyneladende var så kaotisk arrangeret, at det er nødvendigt at pointere, bare kampen bliver nævnt?

Det lød som en sjov historie. Det er det også.

Et rejsetilbud man ikke kunne afslå

Da 1976 blev til 1977, var det danske landshold faktisk et gunstigt sted.

I kvalifikationen til VM i Argentina i 1978, lå Danmark nummer ét i en pulje med Cypern, Polen og Portugal og havde en imponerende målscore på 10-2 efter tre kampe. Det skyldtes dog primært, at Danmark allerede havde mødt Cypern to gange, og det endte med to sejre og fire nederlag – Danmark kom ikke til Argentina. Ligesom landsholdet ikke havde været til EM i Jugoslavien i 1976, VM i Vesttyskland i 1974 eller for den sags skyld nogen andre EM- eller VM-slutrunder siden en grotesk heldig kvalifikation til EM i Spanien i 1964 med Malta, Albanien og Luxembourg som modstandere undervejs. Først til EM i 1984 skulle det lykkes igen.

Spillermaterialet var glimrende. Over alle andre tronede selvfølgelig Allan Simonsen, som havde taget hul på et år, der ville ende med at indbringe ham Ballon d'Or.

Henning Jensen, Per Røntved, Morten Olsen, Birger Jensen, Lars Bastrup, Preben Elkjær, Frank Arnesen, Søren Lerby og flere andre var taget til udlandet og spillede på højt niveau. Det kom bare sjældent landsholdet til gode. Elkjær, Arnesen og Lerby havde endnu ikke fået debut, og kun få gange kunne landstræner ”Nikkelaj” råde over alle sine bedste spillere. De fik ikke fri af deres klubber, selv om landsholdet havde brug for dem. Eksempelvis havde Henning Jensen bare spillet to landskampe i 1976 og én i 1975.

Så potentialet kunne så småt anes, men den store succes ville ikke ramme før Sepp Piontek-æraen i 1980'erne. Og eftersom landsholdet ikke var stort, var økonomien heller ikke stor i DBU. Måske derfor var det tilbud, som indløb til DBU omkring nytår, så interessant for fodboldforbundet.

Det var rejsebureauet Unisol, der stillede et forslag. Unisol ville sende landsholdet til Gambia på en uges træningsophold og betale for rejsen, kost og logi. Dernede ville landsholdet så få mulighed for at spille kampe mod Gambia samt mod Senegal.

Vestafrika var blevet et populært rejsemål for danske turister, og for Unisol var der derfor tale om storartet reklame. Dog ville landsholdet ikke have Unisol som trøjesponsor.

”Unisol må nøjes med den omtale i pressen, som invitationen har givet, og den kan firmaet være tilfreds med,” sagde DBU-formand Vilhelm Skousen til Ekstra Bladet.

I de efterfølgende dage tyggede man på tilbuddet i forbundet.

Landstræner Kurt Nielsen var fortaler. Han havde selv ferieret i Gambia ved flere lejligheder, og han havde på en træningslejr med sin tidligere arbejdsgiver B1901 opdaget profilen Biri Biri, der blev den første afrikaner i dansk fodbold og senere spillede for Sevilla FC. Den store forkærlighed for Gambia havde faktisk flere måneder i forvejen fået Kurt Nielsen til at tale for en landsholdsrejse derned. Han ville gerne forberede de hjemlige spillere så godt som muligt, hvis de skulle i aktion i VM-kvalifikationen senere på året – og det skulle nogen af dem jo nok, når nu danskerne i udlandet var så upålidelige.

”Det er kampe, som vil hærde spillerne,” udtalte han om det potentielle udbytte af turen.

Andre var mere skeptiske. Trods gratis rejse og ophold på feriecenteret i Fajara ville det ikke blive en gratis tur for DBU, der ville have udgifter til blandt andet forsikringer, tabt arbejdsfortjeneste og lommepenge. Beløb på mellem 55.000 og 90.000 blev nævnt.

Men i sidste ende valgte DBU på et bestyrelsemøde den 8. januar at give grønt lys for turen. Det hjalp, at forbundets bankkonto kort forinden havde fået lidt ekstra polstring. En check på 10.000 dollars – cirka 60.000 danske kroner – var ankommet fra det brasilianske fodboldforbund som erstatning for en træningstur, der nogle år forinden var blevet aflyst. Landsholdet skulle derfor til Gambia fra 27. januar til 4. februar.

Så indtraf næste udfordring. Selv om DBU og udtagelseskomitéen UK havde ageret hurtigt og i forbindelse med bestyrelsesmødet udtog 17 spillere, var det stadig med kort varsel. Det var en officiel A-landsholdstur, men kun for hjemlige spillere. Og eftersom betalt fodbold i Danmark først blev indført året efter, var det unge mænd med civile jobs eller studier, der pludselig skulle rive en uge ud af kalenderen. Det var ikke alle, der kunne det.

Seks spillere – Per Poulsen (B 1903), Jens Jørn Bertelsen (Esbjerg), Peter Poulsen (Køge), Frank Nielsen (Frederikshavn), Jørgen Lorentzen (B1903) og Finn Mogensen (Kastrup) – endte med at melde afbud.

En trup blev det dog til. Med et par enkelte erfarne folk som for eksempel AaB's Henning Munk Jensen, der nærmede sig de 50 landskampe, og den tredobbelte Europa Cup-vinder Johnny Hansen, som havde forladt Bayern München og var rejst hjem til Vejle Boldklub, men gennemsnitsalderen var på 24 år, og otte var potentielle debutanter. Og så var det i øvrigt pudsigt, at der var to navne, der gik igen: UK havde udtaget to Allan Hansen'er og to Jan Sørensen'er.

”Jeg må havde fundet kælenavne til de fire,” vurderede landstræneren.

Først sne og tåge

Der var ikke brug for et kælenavn til Per Wind. Ham var der kun én af, og det er der i øvrigt stadig. Den dengang 21-årige BK Frem-keeper var en af de mulige debutanter, der blev udtaget til vinterturen.

”Det var kæmpestort. Jeg var amatør og arbejdede på Carlsberg, men var soldat på det tidspunkt – jeg var kriger i flyvevåbnet. Jeg skulle have fri fra militæret, og det var ikke det store problem. Men bare det at skulle til et fremmed kontinent. Det var stort at komme til Afrika og besøge både Gambia og Senegal på det tidspunkt, hvor man var i charterrejsernes spæde start,” siger den i dag 68-årige Per Wind, der for to år siden stoppede som team manager i FC København.

Også for John Sølling Andersen – I ved ham, hvis DBU-profil var udgangspunkt for hele denne artikel – var det noget specielt at blive udtaget til lige netop den tur. Han var 24 år gammel, og alle hans seks foregående landskampe havde været i udlandet, blandt andet i Spanien, Israel og Portugal. Og med B1903 var det ikke uvant, at man efter sæsonen rejste til for eksempel Indonesien eller Marokko.

”Men at komme så langt ned som Senegal og Gambia, det var jeg ikke kommet ellers. Det var jeg ikke. Jeg var nok meget god at have med på turene, for jeg var rimelig humoristisk. Jeg var jo en flink fyr, det var nok derfor,” siger John Andersen.

Før turen ventede dog en kort samling i Dammark. Landsholdet skulle rejse til Gambia torsdag den 27. januar, men allerede weekenden forinden samledes truppen for at spille hele to kampe.

Kontrasten til det, der ventede, kunne ikke være større. Lørdag den 22. januar klokken 14.00 spillede landsholdet mod Hvidovres 2. divisionshold på en grusbane ved Idrættens Hus i Brøndby. Det sneede, og spillerne var i lange bukser og andet vintertøj, mens landstræneren stod med istapper i håret på sidelinjen. Men der var den ventede klasseforskel. Landsholdet vandt 5-0, mens Hvidovre brændte et straffespark. Veteranerne Henning Munk Jensen og Johnny Hansen scorede begge, henholdsvis på hovedstød og et flot langskud, mens Kurt Hansen og Jan Sørensen'erne lavede de sidste tre scoringer.

Johnny Hansen havde vundet Europa Cuppen tre gange som Bayern München-spiller fra 1974 til 1976. Han spillede i 1977 for Vejle og var udtaget til Afrika-turen som en af få rutinerede spillere. Foto: Werner Otto/Ullstein Bild/Getty Images

Næste formiddag var forholdene såmænd endnu værre. Grusbanen var den samme som om lørdagen, da landsholdet søndag klokken 10.00 mødte den lokale og fremadstormende 3. divisionsklub Brøndbyernes Idrætsforening. Der lå stadig et lag sne på banen. Men nu var det også blevet tåget. Kurt Nielsen kunne reelt ikke se, hvad der foregik.

”Nu klapper de i den anden ende. Så har Brøndbyerne nok scoret,” citerede Politiken ham for at udbryde undervejs i kampen, og ganske rigtigt: Kort efter kom en lokal løbende op langs sidelinjen og kunne fortælle de uvidende tilstedeværende, at Brøndby havde lavet mål, og at landsholdet nok ville få tæv.

Sådan gik det dog ikke. Det blev ved den ene Brøndby-scoring, mens landsholdet igen lavede fem. Torsten Andersen scorede, Kurt Hansen fandt igen vej til målet trods tågen, og Jan Sørensen I og II fulgte ligeledes op med endnu en scoring hver. Det sidste mål lavede OB's Allan Hansen, mens navnebroderen fra Holbæk ikke kunne gøre ham kunsten efter.

Spillerne fortalte selv efter kampen, at de havde gjort det godt, men egentlig vidste ”Nikkelaj” og de andre DBU-ledere ikke, hvordan kampen var forløbet. Det var også lige meget. Weekenden havde handlet om at lade spillerne lære hinanden at kende og at styrke konditionen med to kampe forud for turen sydpå.

”På nuværende tidspunkt er vi nøgternt vurderet ikke disponeret for en landskamp. Vore amatører har ikke været i kamp, siden danmarksturneringen sluttede midt i november, og flertallet af spillerne er først begyndt klubtræningen for en halv snes dage siden.”

”Så det er oplagt, at vi i den officielle landskamp i Gambia på søndag skal klare os på klogskab mere udpræget end på kondition. I øjeblikket er det ingen god ide at løbe om kamp med afrikanerne. Men dansk fodbold har jo andre kvalifikationer,” sagde Kurt Nielsen til Politiken.

Snart var det tid til at vise dem.

Landsholdet som charter-attraktion

Landsholdet landede i Gambia fredag den 28. januar i en beskeden lufthavn. Der var en startbane og en landingsbane, og paskontrollen foregik ved et bord ude i det fri. KB'eren Klaus Nørregaard havde glemt sit vaccinekort og måtte derfor finde sig i en vaccination mod kopper og en øm arm de efterfølgende par dage.

Allerede på førstedagen var der træning ”i 30 graders varme på strandbredden ved Atlanterhavet med palmer, palmehytter, en gemytlig chimpanse i lænke og den lokale befolkning som en charmerende og malerisk ramme om udfoldelserne,” som Politiken beskrev det.

Per Wind mindes også strandtræningen.

”Når vi trænede, var det nede på stranden, og så var der en lille lysning i en form for skov, hvor vi bogstavelig talt brugte nogle træer som mål. Det var mega primitivt. En morgenløbetur i sandet var obligatorisk og så et par gange eller tre, hvor vi ”trænede”, selv om der ikke var meget træning over det,” siger Wind.

Men DBU var tilfredse.

”En uges træningsophold i udlandet giver UK og træner betingelser for at danne sig et fornuftigt billede af spillernes muligheder – her har vi chancen for at teste de udtagnes psyke og evne til at falde ind i et kollektiv, indordne sig og følge en taktik. Groft sagt får vi noget fyldestgørende svar på, hvad spillerne har af muligheder internationalt ved at følge dem i Danmarksturneringen, hvor standarden er foruroligende svag,” sagde UK-chefen Ib Skotnborg til Politiken om turens formål.

Det danske landshold trænede på stranden i 1977. Her er det lokale gambianere, der spiller 40 år senere. Foto: Andrew Renneisen/Getty Images

Søndag den 30. januar, en uge efter træningsopgøret mod Brøndby, var landsholdet på ny i kamp. Modstanderen var værterne, og kampen blev spillet cirka 12 kilometer fra feriecenteret på et stadion i hovedstaden Banjul. Hvis man da kunne kalde det et stadion.

”Vi klædte om under tribunen. Der var ikke noget rigtigt omklædningsrum, og der var ikke badefaciliteter,” siger John Andersen.

Det blev ikke bedre, da spillerne trådte over linjen til kamppladsen.

”Banen var værre end Dyrskuepladsen her i Holbæk,” skrev Allan Hansen i et indlæg til klubbladet hjemme i Holbæk B&I.

Den var så dårlig, at Kurt Hansen kom til skade. Aviserne beskrev grafisk, hvordan han faldt og skar et stykke kød af hånden på et glasskår.

”Jeg synes godt, man kunne have renset banen inden kampen. At den ikke var særlig god at spille på, ujævn og hård, kunne der desværre ikke gøre noget ved,” lød Hansens vurdering.

”Banen var jo rædderlig. Det var lige før, der var mere jord end græs. De havde gjort deres bedste, for det var jo Kurt Nielsens andet hjem, og han havde sagt til dem 'gør nu jeres bedste', men det var mega primitivt, det var det,” siger Per Wind, der var foretrukket i målet frem for Ole Kjær og dermed fik sin landsholdsdebut.

Bolden kunne der ikke klages over, for det var en Select hjemmefra. Og stemningen fejlede ikke noget. Temperaturen målte 24-25 grader – langt fra de frygtede 40 – og der var 2000 tilskuere samt utallige gratister, der kiggede på fra hustage og palmer omkring stadion. De lokale bød spillerne velkommen på banen med trommer, og da det lykkedes Gambia at score mod den formodede overmagt fra Europa, var tilskuerne i ekstase; ”de kastede kanonslag ind på banen, spillede på tromme og dansede helt vilde krigsdanse,” fortalte Allan Hansen til medlemmerne i Holbæk B&I.

Men det blev ved et enkelt mål til Gambia, mens Danmark lavede fire. Kurt Nielsen gav debut til fem spillere – udover Wind var det Torsten Andersen (KB), Jan Sørensen (Frem), Allan Hansen (OB) og Gert Jørgensen (B.1901). Oven i købet scorede de tre sidstnævnte som supplement til Johnny Hansens åbningsmål.

Alligevel var ellers altid så glade ”Nikkelaj” utilfreds.
”Mine spillere var dovne og slappe. De spillede alt for ukoncentreret. Den går ikke på onsdag i landskampen mod Senegal, der er langt stærkere end Gambia,” sagde landstræneren efter kampen.

Det havde nemlig været en ringe fodboldkamp. Det kunne ses, at danskerne ikke havde spillet en tællende kamp i måneder, og gambianerne var ikke ret gode. De var små og hurtige, men taktisk manglede de meget, og de manglede ideer frem ad banen, ligesom deres fysiske styrke ikke matchede farten. Niveauet var så lavt, at flere journalister mente, det ikke burde tælle som en officiel landskamp, men det gjorde det – ifølge DBU blandt andet, fordi det var lettere at motivere spillerne, hvis der var en landskampsnål på højkant frem for bare 90 minutters træning. Men Politiken kaldte det for ”en parodi på en landskamp”.

Og så var der et ord, der gik igen i referaterne i de danske aviser: Feriefest. Der var nemlig mange danske tilskuere til kampen. Feriegæster, der havde forladt sneen og kulden og tågen derhjemme for ligesom landsholdet at drage til Gambia med Unisol. Så var det jo meget belejligt, at de kunne underholde sig med at se en landskamp, mens de var dernede.

I avisernes dækning af turen kunne man mellem linjerne læse, at rejsebureauet ikke kun havde reklame i tankerne, da DBU fik invitationen til Afrika. Det var også gunstigt at kunne præsentere landsholdet for de danske turister, der var rejst sydpå og boede på Unisols feriecenter. Det er svært at forestille sig i dag: En kamp med det danske A-landshold som en ferieaktivitet for chartergæster på linje med vandaerobic eller grillfest? Men sådan var det altså.

Hverken John Andersen eller Per Wind husker eller var opmærksomme på, at det forholdt sig sådan. Men der ringer dog en lille klokke hos Wind.

”Jeg kan i hvert fald huske, at Ole Madsen – den gamle centerforward og et af mine forbilleder – var med på turen med sin kone. Og jeg kan huske, at Bent Fabricius-Bjerre var dernede med sin daværende hustru. Så der var andre chartergæster dernede, det har du ret i.”

Og for debutanten var det en mærkedag, uagtet modstanderen, kampens kvalitet og kampens status som ferieadspredelse for solbrændte nordboere.

”Jeg var 21 år og glad og lykkelig, og jeg var ligeglad, om det var mod Gambia eller Vesttyskland.”

Henning Munks heltedåd

Landsholdet fortsatte med at træne hver morgen klokken 8.00 med løb og gymnastik på stranden samt spil med bold om eftermiddagen. Men det handlede ikke kun om fodbold.

”Der var tid til sightseeing og tid til at sole os,” siger Per Wind.

”Det var virkelig i amatørdagene, hvor man næsten satte mere fokus på at skulle hygge sig end på at skulle spille fodbold. Der var gang i den. Og jeg tror ikke, at nogen havde været i Afrika før. Det var fedt at få en ”gratis” tur.”

I modsætning til stadionoplevelsen i Banjul var forholdene gode hjemme på feriecenteret i Fajara.

”Det var et hotel, der var indhegnet, og om aftenen stod der vagter med store køller og passede på, at der ikke kom fremmede ind. Vi boede to og to i bungalows, og maden var europæisk. Vi fik ikke en masse afrikanske retter. Der blev passet på os. Der var også ledere og journalister med, og jeg kan huske, at Knud Lundberg havde sin kone med. De lå ved swimmingpoolen hele dagen. Der var også en dejlig strand,” siger John Andersen.

Per Wind som vi kender ham som team manager i FC København. Foto: Lars Rønbøg/ FrontZoneSport/Getty Images

Det var dog nær gået galt nede på den ellers så fine strand, husker Per Wind.

”En spiller, der desværre er død i dag, John Povelsen, en god fyr fra Næstved, var med dernede. Vi fik lov til at bade, og strømmen tog ham. Han kom rigtig langt ud. Vi kunne høre ham råbe, og livredderne kunne sgu ikke komme ud til ham.”

Det kunne have udviklet sig til en kritisk situation, men så var det, at landsholdets anfører viste sig som en ægte leder, der gik – eller i dette tilfælde svømmede – forrest.

”Henning Munk var skolelærer. Jeg kan ikke huske, om han også var gymnastiklærer, men han var i hvert fald en god svømmer. Han ofrede sig sgu for holdet og svømmede ud og reddede John. Henning tog nogle ordentlige crawltag,” siger Per Wind.

Tirsdag den 1. februar var store sightseeing-dag. Danskerne var på en fire timer lang bådtur på Gambiafloden for blandt andet at se dyr, men der var ikke det store at få øje på. Allan Hansen beretter, at der var fiskehejrer, men dem kunne danskerne nok også have set derhjemme. Der var også indlagt et besøg i en landsby, hvor danskernes medbragte sække med tøj og brugte fodboldstøvler blev revet væk. Og så var der frokost.

”Vi fik serveret ris med kød og jordnøddesauce over, men da jeg så vandhullet, hvor der blev hentet vand fra, skulle jeg ikke have noget at spise, vandet var beskidt og der flød blade og andre mærkelige ting rundt på overfladen,” berettede Allan Hansen i Holbæk-medlemsbladet.

Adskillige af danskerne fik dårlig mave i løbet af ugen. Og risret eller ej, fire timer i en båd og en travetur på en sti i junglen for at nå frem til en landsby var en alternativ forberedelse til en officiel landskamp, som den Danmark skulle spille 2. februar i Senegal.

Men det blev også en alternativ landskamp.

En løjerlig dag i Kaolack

Gambia har 80 kilometers kyststrækning ud til Atlanterhavet, men ellers er landet helt omsluttet af det meget større Senegal. Der gik landsholdets næste udflugt til. Det havde længe været tvivlsomt, om det overhovedet ville lykkes at få mere end landskampen mod Gambia arrangeret, men et par dage efter afrejsen faldt også et officielt opgør mod Senegal på plads. Kampen skulle spilles i byen Kaolack, og forhåbningen var, at det ville blive en bedre kamp end den mod Gambia. Senegal var en stærkere modstander, og kampen skulle afvikles på et nybygget stadion med lysanlæg og tribune.

”Men vigtigst for danskerne: Der er græs på banen,” skrev Politiken.

Det havde været på tale at flyve dertil, men det endte med båd og bus. Først skulle danskerne sejle over Gambiafloden.

”Vi sejlede over med en lille færge, der var læsset med geder, får og høns. Der var masser af mennesker. Hvis den var røget ned, var det jo fandme 700 mennesker, der var druknet,” siger John Andersen.

Træfærgen nåede sikket i land, men der var ifølge Allan Hansen ingen landgangsbro i Senegal, og spillerne måtte kravle op ad bolværket for at komme tørskoede fra borde. Dernæst ventede en bustur på tre timer.

Spillerne blev indkvarteret på et glimrende hotel, men der var ikke værelser nok til alle. Og om aftenen begyndte en endnu større farce. Politiken bragte dagen efter en underholdende og detaljerig reportage om ulyksalighederne.

Kampen skulle spilles 20.30 lokal tid, og en halv time før kickoff var spillerne omklædte og klar til at drage fra hotellet mod stadion for at nå en kort opvarmning inden kampstart. Men så fik de at vide, at afgang først var en halv time senere.

”Nu gider vi ikke at være til grin mere,” erklærede Ib Skotnborg, men den senegalesiske fodboldleder Adriano – som danskerne skulle få meget at gøre med den aften – forsvarede sig det bedste, han havde lært:

”Jamen vi spiller altid klokken 21 i Senegal.”

Det stemte ikke overens med de papirer, DBU havde fået, men nuvel.

”Kan vi så regne med at komme i gang klokken 21?” spurgte Kurt Nielsen.

Adriano virkede forarget:

”Et ord er vel et ord...”

Med en halv times forsinkelse kom Danmarks landshold så endelig med bussen til stadion. Per Wind var erstattet i startopstillingen af Ole Kjær, men John Andersen spillede ligesom mod Gambia. Danskerne varmede op bag stadion, og Andersen og holdkammeraterne skulle netop til at løbe ind på kampbanen, da to andre hold kom dem i forkøbet. De havde været til pause i forkampen, og nu skulle de i gang med anden halvleg.

Det kunne Adriano ikke forstå.

”De må være blevet forsinket. Men vi kan ikke smide dem ud. Forkampe er nødvendige for at tilskuerne kan komme af med deres aggressioner, så de ikke griber ind i de virkelige kampe.”

Og pludselig var det danskernes skyld – Adriano mente ikke, at DBU havde sørget for at indlevere en officiel holdopstilling. Det passede ikke. Den sag var bragt i orden allerede dagen forinden, hvor danskerne havde afleveret de officielle papirer i fem eksemplarer.

DBU's generalsekretær Erik Hyldstrup kaldte det for ”den største farce, jeg har oplevet som DBU-leder”, og han havde haft jobbet siden 1950'erne.

Kampen var nær blevet aflyst, men den kom i gang efter lang forsinkelse. Og Senegal var en mere udfordrende modstander for Danmark, end Gambia havde været.

”De spillede fransk fodbold. Det var en anden type spillere. Højere og teknisk spændende. Det var faktisk et godt hold. I modsætning til gambianerne var det et svært hold,” siger John Andersen.

Alligevel blev det en dårlig fodboldkamp, og det skyldtes blandt andet en horribel dommerpræstation. I første halvleg blev der nærmest konsekvent dømt offside, når danskerne trådte ind på Senegals banehalvdel. Op til 35 gange, vurderede de danske aviser. Det var så grelt, at Henning Munk Jensen endnu engang måtte vise sig som den ægte kaptajn, han var, og tale et par alvorsord med dommeren. Så blev det bedre.

Danskerne var bagud 2-1 ved pausen, men i anden halvleg, hvor Senegal ikke kunne stole helt så meget på deres høje bagkæde, løb Gert Jørgensen og Klaus Nørregaard to gange igennem og scorede. Danmark vandt 3-2 i en besynderlig kamp på en besynderlig aften.

”Det er den eneste kamp, jeg nogensinde har spillet, hvor vi spillede ind i næste dag. Den sluttede på den anden side af midnat! Det var helt vildt,” siger John Andersen.

Og for et enkelt medlem af den danske delegation var genvordighederne ikke helt forbi, berettede Politiken:

”Generalsekretær Erik Hyldstrup var glad for, at det var overstået, men gik så igennem pladen på et bambusbord, som han troede var en stol, og det sidste gok fik han af hotellets receptionschef, der meddelte, at man desværre var kommet til at udleje hans værelse til en ny gæst. Da orkede generalen ikke at gøre vrøvl mere.”

Hvor meget er en tur til Gambia værd?

Hjemrejsen fra Senegal forløb mere glat – med en enkelt ridse. Ved en grænseovergang, hvor rejseselskabet gjorde holdt for at strække ben, var Kurt Hansen vandret væk for at få et stempel i sit pas. Det havde ingen opdaget, og angriberen fra Nakskov måtte løbe efter bussen for at komme med tilbage til Fajara.

To dage efter kampen mod Senegal var turen forbi. Endnu engang udtalte UK-chefen Ib Skotnborg, at man havde stor gavn af turen.

”Det var en god optakt til sæsonen, der jo byder på væsentlig større og mere belastende opgaver. Sejrene var vi glade for. Men de var ikke det primære sigte med kampene i Gambia og Senegal. Nok så afgørende for os i UK er at kunne teste nye emner og konstatere, om de passer ind i puslespillet både på banen og lige så vigtigt uden for,” sagde Skotnborg.

Per Wind er ikke helt enig.

”Når du ser på det i dag, var der ikke nogen sportslig værdi i det, det var der sgu ikke. Vi kunne ikke træne på en ordentlig græsbane. Det var mere sådan en halv hyggetur, og vi fik besøgt et nyt kontinent,” siger han.

John Andersen ser lidt anderledes på det.

”For mig lå værdien meget i de sociale relationer. Man knyttede nogle venskaber. Os, der spillede i Danmark, blev brugt til supplering til landsholdet. Henning Munk spillede fast, men de fleste af os var perifere spillere. Men kendskabet til hinanden var vigtigt.”

På trods af at det udtagne hold uden udlandsproffer og med de mange afbud blev kaldt et forstærket C-hold, blev der brug for de fleste spillere på landsholdet igen i fremtiden. Kun Knud Herbert Sørensen fra Vejle og Næstveds John Povelsen fik ikke flere kampe efter Afrika.

Per Wind spillede en enkelt landskamp senere på året, mod Finland i Preben Elkjærs debut. Han var også med på bænken et par gange i 1980'erne. John Andersen fik også – selv om han altså selv mente, han primært var med på grund af sit gode humør – yderligere et par år på landsholdet. Andersen var endda anfører i Kurt Nielsens sidste landskamp i sommeren 1979.

Da Sepp Piontek første gang sad på det danske landsholds bænk i august samme år, sad John Andersen der sammen med ham. Han kom ikke på banen. Der var bud efter ham én gang til; i november samme år.

”Landsholdet skulle spille i Cadiz i Spanien, og jeg var ikke udtaget. Så blev jeg ringet op om søndagen, hvor Danmark skulle spille om onsdagen. De havde fået en skade og spurgte, om jeg kunne komme derned. Jeg sagde, at det kunne jeg godt, men først mandag eftermiddag, for jeg havde en tur med nogle elever til Danmarks Akvarium. Jeg var startet på en ny skole, og jeg kunne ikke sige fra. Så blev Sepp selvfølgelig sur, og han sagde, at man måtte bestemme, om man ville spille fodbold, eller om man ville have et liv ved siden af. Og jeg ville gerne have et liv ved siden af. Så der sluttede min landsholdskarriere.”

Kampen i Cadiz blev - uden John Andersen - et lille gennembrud for Sepp Pionteks landshold. Danmark vandt 3-1, og Preben Elkjær scorede to gange. Det sidste danske mål lavede Jens Jørn Bertelsen, der i øvrigt havde meldt afbud til Afrika-turen i 1977. Foto: Werner Otto/Ullstein Bild/Getty Images

Det er mere end 40 år siden. Danmark har spillede hundreder af landskampe siden, og John Andersens fodboldår ligger langt tilbage. Det er ikke alt fra dem, han husker længere, fortæller han. Men Gambia og Senegal mindes han endnu.

”I årene efter blev det mere naturligt at rejse rundt i verden, men det var det ikke dengang. Min første tur som knægt med B1903 var til Jylland. Så at komme en tur til Afrika var specielt. Jeg gik på seminariet og var ikke uvidende om, hvad der skete i verden, men det gav noget at komme ned og selv se den kæmpe kontrast og opdage, at vi sgu har det godt herhjemme. Jeg tror, det er derfor, jeg kan huske den tur bedre end nogle af de andre.”

Man forstår, at rejsen til Afrika sidder fast. Når man først har hørt om den, er den ikke sådan at glemme.

Du har læst en artikel fra Mediano STORY.

Alle artikler er gratis og tilgængelige for alle på Mediano. Vi har revet betalingsmurene ned. Vi vil gerne bevise, at vi kan finansiere kvalitet ved vores model uden at lægge det bag en mur.

Vi indlæser dem, da en stor del af jer lyttere har efterlyst netop dette.

Vores model er vores partnere og Støt Mediano. Vi har lige nu 3.000 medlemmer, der betaler for noget, der gratis. Kom med i Støt Mediano, hvis du gerne vil bakke op om vores model.

Som medlem af Støt Mediano får du en række fordele. Men det vigtigste er, at vi har revet betalingsmurene ned – og det kan vi gøre på grund af Støt Mediano.