For 15 år siden kom der kun et par hundrede tilskuere til Dulwich Hamlets hjemmekampe på Champion Hill, men i dag trækker klubben flere tilskuere end noget andet hold i den sjettebedste række. Det handler om holdninger, det handler om godt humør, og det handler om en vundet kamp mod nogle ejendomsudviklere, der havde store planer for det dyre område, hvor den lokale klub bare fylder rigtig meget. Mediano lagde vejen forbi til en anderledes oplevelse af fodbold på engelsk.

AF THOMAS PYNDT

I Frankrig er der kun Paris Saint-Germain, mens Italien, Spanien og Tyskland trods alt kan prale af to klubber fra hovedstaden i landets bedste række i form af Lazio og Roma, Atlético og Real Madrid og Hertha og Union Berlin. Men i London er situationen helt anderledes. Her er hele syv klubber oppe i Premier League i form af Arsenal, Brentford, Chelsea, Crystal Palace, Fulham, Tottenham og West Ham, og derfor er en fodboldkamp eller to tit en vigtig del af en weekendtur til den engelske hovedstad – hvis det bare ikke var så dyrt.

For ingen liga i verden er omgærdet af den samme opmærksomhed som Premier League. TV-aftalerne kaster milliardbeløb af sig årligt, de største stjerner stråler på holdene, og interessen for kampene er enorm. Faktisk så enorm at det kan være rigtig svært at komme inden for murene til en Premier League-kamp i London. På papiret er billetpriserne ellers ikke på den måde urimelige. Mellem 600 og 850 kroner for en siddeplads er ikke mere end en tur i teatret i London, men problemet er bare, at langt de fleste kampe er udsolgt, og derfor skal man forbi rejseselskaber eller billetoperatører, og så er prisen pludselig en helt anden.

Men det er ikke det samme som, at man ikke kan komme til fodbold i hovedstaden uden at skulle lægge flere tusinde kroner. Hvis man kan nøjes med Championship, er der enten Queens Park Rangers på det gamle Loftus Road inde ved Sherperd's Bush eller det noget hårdere publikum nede i nærheden af Cold Blow Lane, hvor Millwall spiller deres hjemmekampe på The Den. Begge steder kan man ofte købe billigere billetter på kampdagen og få en original engelsk fodboldoplevelse ud af det, men man kan også gå en alternativ vej og se, hvordan en fodboldklub kan fungere efter alle de moderne forskrifter og derfor også have stor succes i lokalområdet, selv om man kun spiller nede i den sjettebedste række, den såkaldte Vanarama National League South.

For Dulwich Hamlet Football Club er ikke en fodboldklub, som de fleste andre. Den er gået sine egne veje, og derfor sidder vi knap 2.500 tilskuere her på Champion Hill knap otte kilometer syd for Piccadilly på en kølig lørdag eftermiddag i marts. Det er selvfølgelig ikke i nærheden af de 61.460 tilskuere, der samtidig fylder Tottenham Hotspur Stadium til kampen mod Nottingham Forest, og man skal kigge langt efter profiler som Harry Kane og Pierre-Emile Højbjerg, men der er stadig en dejlig stemning her nede i Dulwich syd for Themsen, og det koster kun knap 13 pund [godt hundrede kroner] at blive en del af for en eftermiddag. For selv om fodboldniveauet vel kun er i nærheden af den danske 3. division, så går folket op i deres klub med liv og sjæl, og derfor trækker Dulwich Hamlet også mange flere tilskuere end rivalerne i National League South.

Flere klubber har kun 4-500 tilskuere i snit, mens topholdet fra Ebbsfleet United er helt oppe på 1379 tilskuere. Og så er der altså Dulwich Hamlet med 2300 tilskuere i snit, men nogle gange mange flere, for eksempel da netop Ebbsfleet kom på besøg, og Champion Hill var proppet til sidste plads, hvilket er lig med 3334 tilskuere.

Og hvorfor så det?

*Spillerne fra Dulwich Hamlet og Havant & Waterlooville står klar til lørdagens kamp i National League South. Privatfoto*

Den sidste amatør på landsholdet

Det er ikke, fordi Dulwich Hamlet har gang i en fantastisk sæson og kæmper med i toppen af rækken. Tværtimod har det været et vanskeligt fodboldår med tre forskellige managere og en plads i bunden af ligaen.
Det er heller ikke på grund af klubbens glorværdige historie, selv om den går helt tilbage til 1893. For Dulwich Hamlet har aldrig været højere placeret rent rækkemæssigt, end de er nu, og noget historisk FA Cup-run har man heller ikke leveret, hvis man ser bort fra den aktuelle nationale rekord med 15 deltagelser i den første rigtige runde, hvor de lavere divisionshold træder ind, uden det nogen sinde er lykkedes klubben at komme længere end det.
Men det betyder ikke, at der ikke er historier at fortælle fra fortiden om den 130 år gamle klub. For eksempel blev hjemmebanen Champion Hill brugt under OL i London i 1948, hvor Danmark vandt bronze med John Hansen som den store topscorer, og Sverige vandt guld med den guddommelige Gre-No-Li-trio, der siden gjorde det meget godt i Serie A, ligesom John Hansen i øvrigt også gjorde det. Det var dog hverken Danmark eller Sverige, der gæstede det oprindelige Champion Hill, men derimod Sydkorea og Mexico, og 6500 tilskuere blev dengang vidne til en overraskende 5-3 sejr til Sydkorea, der dog ikke nåede langt i turneringen, men tværtimod tabte den efterfølgende kvartfinale til Sverige med 12-0.
Der er også historien om den lille egypter Hossein Hegazi, der i 1911 kom til London for at læse til ingeniør og begyndte at spille fodbold for Dulwich Hamlet. Men han var alt for god til det lave niveau, og efter en bunke mål inviterede Fulham ham ind til en testkamp, hvor han også scorede, men dog afviste et klubskifte, da han var faldet så godt til i Dulwich. Og på den måde spillede en af historiens store egyptiske landsholdsspillere altså et par sæsoner for den lille klub i det sydlige London, før han vendte hjem til en glorværdig karriere for både Al Ahly og Zamalek samt det egyptiske landshold – ja, faktisk var han så god, at man har opkaldt en gade efter ham i Cairo.

Det er der ikke i Dulwich, hvor man til gengæld skal gå af Edgar Kail Way det sidste stykke vej fra Denmark Hill-stationen og op til stadion, for Edgar Kail er den helt store klublegende. Fra 1919 til 1933 scorede han nemlig hele 427 mål for klubben, og selv om den spillede i en af de laveste rækker, blev han udtaget til det engelske landshold og spillede tre landskampe mod Frankrig, Belgien og Spanien i 1929.
Dermed blev han den sidste amatør til at optræde for det engelske landshold, og selv om mange klubber stod klar med penge for målnæsen, sagde han pænt nej tak, for han kunne bedst lide at spille for Dulwich Hamlet, hvor han i øvrigt også blev gift med stadionchefens datter, i stedet for at jagte ussel mammon. Og lige den historie passer helt fint til nutidens idealer i klubben, hvor man ikke bare siger de mange fine ord, der går igen i fodboldverdenen. Man lever op til dem.

”Vi er en klub, der hører til i lokalsamfundet, og vi laver meget velgørenhedsarbejde for forskellige udsatte grupper. Jeg vil faktisk tro, at vi er en af de mest populære non-leagueklubber i England, og vi spiller jo i de her meget særprægede mørkeblå og lyserøde farver, som er kendt over hele London,” siger den aldrende programsælger Simon Tate til Medianos udsendte og fortsætter:
”Vi er en meget åben og venlig klub, og her kommer mange kvinder og børn til kampene. Og tingene skal være ordentlige. For et stykke tid siden var der en manager fra modstanderholdet, der virkelig skældte sit forsvar ud med alle de værste ord, man kan forestille sig, men så var der én oppe på tribunen, der råbte til ham, om han ikke lige kunne dæmpe sig, for der var altså både kvinder og børn på stadion. Så vendte han sig om og undskyldte,” siger Simon Tate med et smil under det store overskæg.

*Programsælger Simon Tate siger, at Dulwich Hamlets meget særprægede mørkeblå og lyserøde farver er kendt over hele London. Privatfoto*

Alle er velkomne – bortset fra Boris Johnson

Men det er ikke kun en ordentlig tone, der er i fokus på Champion Hill. På toppen af den store tribune på langsiden kan man nemlig læse det overordnede budskab for Dulwich Hamlet, for her står der med regnbuefarver ”In our house we are all equal”. Eller som tilhængeren Ian Wilson beskriver det:
”Alle er velkomne her i Dulwich Hamlet. Selv folk fra Venus, så længe de ikke lander deres rumskib inde på banen.”
Så Champion Hill er et sikkert rum for alle uanset køn, farve eller seksuel orientering, og det betyder noget for klubben, at det bliver overholdt, samtidig med at man også gerne selv går forrest. I 2015 spillede man for eksempel som den første engelske klub en venskabskamp mod LGBT-holdet Stonewall FC, og året efter gjaldt det et opgør mod FC Assyria, hvor overskuddet fra kampen gik til at hjælpe flygtninge. Og de holdninger går igen på både bannere og bandereklamer, der i øvrigt er fyldt til sidste plads som bevis for klubbens vigtige rolle i både lokalsamfundet og det omliggende London.
På den lille tribune ovre på den anden langside kan man således læse et budskab om at sparke junkfood ud af fodbold, mens en bandereklame bag mål opfordrer til at reklamer i fodboldens verden for bookmakere skal sparkes samme vej. Og så er der tilhængerbannerne, for eksempel et i den lyserøde Dulwich-farve, der opfordrer til ikke at købe tabloidavisen The Sun, mens et andet er mod homofobi og et tredje blot konstaterer ”Love Crisps, Hate Racism”.

De holdninger matcher stemningen i det velstående område her syd for Themsen, hvor husene koster over 10 millioner kroner, men hvor langt de fleste af indbyggerne alligevel ligger til venstre for midten rent politisk. Derfor vakte det også en del opsigt, da den afgående premierminister Boris Johnson i efteråret overvejede at tage samme vej som sin forgænger Margaret Thatcher og kiggede på hus i Dulwich. For han kom umiddelbart med nogle andre værdier, og det blev heller ikke til noget.
For hernede er der både plads til og en hjælpende hånd til dem, der har det svært, og en af folkene bag den overordnede holdning i klubben var den mangeårige superfan og lokale bibliotekar Mishi Morath, der blandt andet opfandt det amerikanske lotteri, der er en del af hver hjemmekamp.

”Mishi gjorde så meget for klubben, blandt andet med lotteriet. Et lod koster et pund, og vinderen får halvdelen af puljen, mens den anden halvdel går til en udvalgt velgørenhed. I dag er det et kvindehjem. Mishi betød så meget, og det var så trist, at han gik bort [i december 2019]. Alle kom til hans begravelse, og alle fulgte opfordringen om kun at komme i klubbens farver. Jeg stod her ved stadion, da de kørte hans kiste forbi,” siger Ian Wilson om bibliotekaren, der kun blev 53 år, men fik sat et stort aftryk i sin favoritklub, der i takt med udviklingen af lokalområdet og den politiske bevidsthed udadtil i klubregi er gået fra et par hundrede tilskuere til de 2500, vi sidder i dag.

Samtidig bliver der også sørget for ordentlig bespisning af tilskuerne i form af den bedste burger, undertegnede endnu har fået på et stadion – og burgeren findes selvfølgelig også i en vegansk udgave – mens man her uden for divisionerne også må tage et plastickrus af den lokale bryg fra Brick Brewery med op på tribunen.
Det er rigtig fine rammer – og så var det alligevel tæt på, at hele anlægget blev jævnet med jorden tilbage i 2018.

*Selv om Ian Wilson ikke er specielt vild med fodbold, har han sæsonkort til Dulwich Hamlet, for han elsker sin lokale klub og alt det, den står for. Privatfoto*

Da spekulanter smed Dulwich Hamlet ud af hjemmebanen

Det er nemlig ikke kun den politiske bevidsthed, der har gjort, at den lille klub fylder noget i ellers så fodboldrige London. Kampen for klubbens liv for nogle år siden fyldte også meget – eller som tilhængeren Ian Wilson forklarer:
”I 1957, da jeg var syv år gammel, tog min far mig med til fodbold her på Champion Hill. Det var Boxing Day, og jeg kunne ikke fordrage det, så efter det brød jeg mig ikke om fodbold. Men jeg boede jo her i området og så begyndte jeg at læse om al balladen med Meadow Residential. Så gik jeg på nettet, købte et tørklæde og en hættetrøje og tog til den næste hjemmekamp. Og nu har jeg så sæsonkort. Det er ikke, fordi jeg er blevet så meget mere vild med fodbold, men jeg elsker klubben.”

Det, Ian Wilson læste om Meadow Residential, er ikke en ukendt historie i engelsk fodbold, hvor stadions fylder en del rent geografisk og specielt i et lukrativt område af London, hvor der kan tjenes store penge på at fjerne fodboldbanen og bygge boliger i stedet for. Og det var lige præcis det, som amerikanske Meadow havde planer om tilbage i 2017.
Man havde købt stadionområdet og lagt en plan for udviklingen af området, hvor der stadig ville være plads til fodboldklubben på et stadion på det kommunale område ved siden af, men hvor Meadow også ville kunne ti-doble deres investering ved at bygge boliger, der hvor Dulwich Hamlet spiller i dag. Men det lokale byråd ville ikke lege med, og så endte fodboldklubben midt i en langvarig magtkamp, truet på eksistensgrundlaget og uden mulighed for at gøre ret meget. Og så alligevel. Den daværende manager Gavin Rose tog kontakt til sin barndomsven Rio Ferdinand fra de kvadratiske højhuse ovre i Peckham, og Ferdinand lagde et bud på stadion og klubben sammen med de tidligere fodboldkolleger og senere samarbejdspartnere Bobby Zamora og Mark Noble. Men Meadow ville ikke sælge.

Og i marts 2018 endte Dulwich Hamlet så med at blive lukket ude af deres stadion og i stedet spille hjemmekampene hos Tooting og Mitcham United i nærheden – og det endda midt i en historisk periode, hvor man efter flere sæsonen i toppen af den syvendebedste række endelig gik hele vejen og rykkede op i den sjettebedste for første gang i klubbens historie.
I oktober 2018 endte det hele så med et mindeligt møde og en våbenhvile mellem byrådet og ejendomsudviklerne, og så kunne Dulwich Hamlet vende tilbage til den hjemmebane, de har spillet på siden 1931, mens historien om den lille klub og den store ejendomsudvikler forsvandt fra avisernes spalter, hvor den ellers havde fyldt godt. Men balladen betød selvfølgelig, at endnu flere støttede op om den lokale klub.
Det pudsige er så, at der faktisk er udsigt til, at den store udviklingsplan nu går igennem, så der bliver bygget et nyt stadion lige ved siden af, mens Meadow får opfyldt ambitionen om de mange boliger. Men forskellen er, at denne gang er klubben med på råd. Planerne er dog ikke helt faldet i hak endnu og giver klubben problemer med den aktuelle licensansøgning til næste sæson, men der er dog optimisme at spore blandt tilhængerne.
”Vi har ikke nogen måltavle, vi har ikke noget stadionur, der virker. Der er brug for, at vi flytter det lille stykke til et nyt stadion,” som programsælger Simon Tate siger det, efter han har fortalt om al balladen i 2018, hvor tilhængerne mødtes nede på Goose Green og gik i protestdemonstration op ad bakken op mod stadion, og det lokale parlamentsmedlem også blev involveret. Og Ian Wilson er enig.

”Klubben bliver nødt til at tage det næste skridt,” siger han og nævner den maksimale tilskuerkapacitet på 3334 tilskuere lige så præcist, som Simon Tate har gjort det før ham. For Dulwich Hamlet har fat i den lange ende, og der kan sagtens komme flere tilskuere, end der gør i dag.

Dulwich Hamlet er venskabsklub med Altona 93 i Tyskland og ikke kun på grund af det fælles stiftelsesår – som klistermærkerne bag mål viser, deler de to klubber også politisk overbevisning. Privatfoto

Også en fodboldkamp for kvinder

Men det hører alt sammen fremtiden til. Nutiden handler til gengæld om noget meget konkret: Hjemmekampen mod Havant & Waterlooville nede fra sydkysten
Det er en kamp mellem bund og top, for det har været en svær sæson for Dulwich Hamlet, der i september sagde farvel til manager Gavin Rose efter hele 13 år med både et par oprykninger og flere svære situationer undervejs. Afløseren Paul Barnes fik aldrig fat, og nu er det så Hakan Hayrettin, der står i spidsen for sin tredje kamp som chef for bundholdet. Det begyndte glimrende med en 1-0 sejr over St. Albans City, men et par dage efter løb man ind i et tungt nederlag på hele 5-1 ude mod Chelmsford City, så Dulwich Hamlet ligger kun ét point over stregen, mens Havant & Waterlooville til gengæld ligger på playoffpladserne i toppen trods et formdyk i de seneste kampe.
Oppe på den store tribune læser stadionspeaker Liam Hickey dagens startopstillinger op. Han spillede en afgørende rolle i redningen af klubben fra Meadow i 2018, men er nu tilbage i sin mangeårige rolle som stemmen på stadion, og han fortæller også, at temaet for dagens kamp er #HerGameToo – en kampagne som en frivillig organisation af kvinder i England står bag for at sikre, at kvinder kan gå til fodbold uden at blive forskelsbehandlet.
Og det bliver de i hvert fald ikke på Champion Hill, hvor der er masser af piger og kvinder blandt tilskuerne, både som del af familier og i grupper nede ved banden, hvor folk står i tre-fire personers dybde med stor risiko for at blive ramt af vildfarne bolde inde fra grønsværen.

Om morgenen var der baneinspektion, for den seneste uges vejr med sne og regn og en smule frost i jorden gav ikke de optimale betingelser, men selv om banen er både bumlet og glat, gav dommer Farmer grønt lys til afviklingen af opgøret i 36. spillerunde ud af de 46, der udgør en sæson, og de semiprofessionelle spillere går virkelig til sagerne med det samme.
Det er ikke en kamp med poleret fodboldspil og spil ud fra målmanden. Der bliver sparket langt og højt på klassisk engelsk vis, og der bliver kæmpet på fysikken i hver eneste nærkamp. Og det viser sig også ret hurtigt, at hjemmeholdet er underlegen i dagens kamp. Den store centerforsvarer Joash Nembhard header på stolpen, og den irske midtbanestrateg Paul Rooney har også et godt forsøg, som Dulwich-keeper Charlie Grainger klarer med nød og næppe.

Så de fire unge journalister på pressepladserne har masser at både skrive og snakke om i den lokale radiotransmission, men efter knap 20 minutter sker der pludselig noget afgørende. Gæsternes 21-årige back Joe Newton kommer nemlig alt for sent med en tackling ude i siden, og da han allerede har fået ét gult kort i kampen første minutter, koster tacklingen pludselig en tidlig exit med det andet gule kort i bagagen. Det tidligere Coventry-talent ser da også meget slukøret ud, da han trasker den lange vej tværs over græsset, selv om hjemmeholdets Andre Blackman giver ham et opmuntrende klap på skulderen undervejs.
Den tidlige udvisning gør kampen mere lige, uden der dog kommer ret mange chancer ud af det. Først i overtiden af første halvleg bliver det alvor med en god mulighed til hvert hold, men de første 45 minutter slutter 0-0, og Medianos udsendte har ikke bemærket nogen Dulwich Hamlet-spillere, der kan tage samme rejse, som Ethan Pinnock har gjort det i sin karriere. Han spillede nemlig sine første seks seniorsæsoner langt nede i rækkerne med 159 kampe for Dulwich Hamlet, før han nu er at regne blandt de sikre valg i Brentfords Premier League-forsvar.

Til gengæld har Havants 19-årige målmand Teddy Sharman-Lowe, der er på lån fra intet mindre end Chelsea, gjort et godt og roligt indtryk i luftspillet i feltet, men sidste år var han også en del af det engelske U/19-landshold, der vandt EM, uden dog at komme i kamp. Så selv om niveauet er lavt, er der også masser af historier om unge spillere, der stadig prøver at kæmpe sig frem i verdenen, og ældre, der har slået sig til tåls med tingenes tilstand og supplerer det daglige job med betalt fodbold i fritiden.

Tilhængerne bytter også side i pausen

I pausen er der tid til at gå lidt rundt på stadion og blandt andet kigge nærmere på den lille klubshop i en container bag mål, hvor man kan køber halstørklæder, huer og t-shirts i de berømte mørkeblå og lyserøde farver. Men man er ikke alene i vandringen, for der er en stiltiende aftale om, at de to holds mest begejstrede tilhængere også bytter side i pausen, så de talstærke hjemmebanetilhængere bag mål, kendt som The Rabble, piller deres bannere ned og rykker ned i den anden ende, mens de tilrejsende tilhængere fra sydkysten gør det samme.

*På besøg hos The Rabble nede bag det ene mål i pausen – og før tilhængerne efter stiltiende overenskomst også skifter side til 2. halvleg. Privatfoto*

Og så er vi klar til en 2. halvleg, der bliver noget bedre end de første 45 minutter.
Det begynder dog skidt for hjemmeholdet, der ved et hjørnespark glemmer at sikre sig mod en omstilling, så pludselig er to modstandere væk med bolden, og det ender med en simpel scoring ved Muhammadu Faal, der tidligere har spillet for Dulwich Hamlet og falder ned på knæ i bøn ved midterlinjen efter sin scoring.

Kort efter bliver han skiftet ud, og dagen efter noterer Brixton Buzz' udsendte, at det var skuffende, at nogle tilhængere valgte at buhe af ham, for sådan gør man ikke på Champion Hill. Men buhråbene bliver også afløst af jubel, for med syv minutter igen laver den unge Havant-keeper en kæmpefejl. Hjemmeholdets populære angriber Danny Mills, der i flere år har spillet en meget aktiv rolle i Show Racism the Red Card-kampagnen, bliver spillet fri, men den lange mand med de uortodokse bevægelser er for langsom, så målmanden kommer først på bolden og kan nemt cleare den, bortset fra at han sparker den lige ud til indskiftede Johl Powell. Han kikser til gengæld ikke, men sparker bolden fladt i det tomme mål fra 40 meters afstand, og det bliver endnu bedre for Dulwich Hamlet i de allersidste minutter.

Gæsternes spillere er blevet trætte efter en lang kamp i undertal, hjemmeholdet spiller bolden rundt om feltet, og til sidst ender et indlæg foran den udækkede George Porter, der kan prikke sejrsmålet i nettet. Og så går The Rabble amok bag mål. Skyer af øl flyver gennem luften, folk hopper og danser, og glæden er enorm over de tre point, da dommeren kort efter fløjter af. Den nye manager Hayrettin, der for 30 år og en del kilo siden spillede på midtbanen for Barnet i den fjerdebedste række, fejrer sejren, som var den ene og alene hans skyld, mens spillerne længe bliver stående foran The Rabble og undervejs i jublen bliver nødt til at begynde at strække ud efter kampen, mens kulden sænker sig over Champion Hill.

*Dulwich-spillerne hilser på tilhængerne efter tre tiltrængte point. Privatfoto*

Til sidst begynder den klassiske London-regn også at falde over området, men det ændrer ikke noget på, at hundene med Dulwich-tørklæder som halsbånd, den lille dreng med Arsenal-huen, pigerne og drengene ved banderne og de gamle tilhængere, der er kommet her i årtier, går tilfredse hjem.

Og det samme gør Medianos udsendte, for selv om fodbolden ikke var i top, var det en dejlig oplevelse at besøge en helt anden side af den engelske fodboldverden. Det var hverken Tottenham eller Arsenal – men det kunne helt bestemt en hel masse alligevel.

Sæsonen sluttede desværre ikke lykkeligt for Dulwich Hamlet, der endte på den gale side af nedrykningsstregen. I denne sæson står den derfor på fodbold i den syvendebedste række, men der kommer stadig mange mennesker på Champion Hill, så hvis man vil opleve græsrødderne i engelsk fodbold, er Dulwich Hamlet utvivlsomt fortsat et besøg værd.