For første gang længe er vi vidne til en decideret mesterskabskamp i Tyskland. Et point adskiller Dortmund og Bayern München i toppen af tabellen inden de to klubbers opgør lørdag på Allianz Arena. Men er dette års mesterskabsduel et udtryk for, at Bayerns dominans er aftagende, eller har tysk fodbold behov for at gøre op med selve fundamentet for sin store succes, 50+1 reglen, for at redde sig selv?

AF NICOLAI LISBERG

Da dommer Tobias Stieler søndag den 19. marts fløjter kampen mellem Bayer Leverkusen og Bayern München af, skrives der et lille stykke historie.

Ikke fordi Leverkusen via to VAR-kendelser kommer tilbage fra 0-1, men fordi det indikerer en form for vagtskifte. Måske et kortvarigt et af slagsen, men trods alt er vagtskifte. For da Dortmund samme weekend vinder med 6-1 mod 1. FC Köln, kan de sort-gule fra Ruhr erobre førstepladsen. I de seneste ti sæsoner har intet andet hold end Bayern München i Tyskland ellers toppet ligaen efter 25 spillerunder. Ja, faktisk har Bayern på dette tidspunkt af sæsonen ved flere lejligheder næsten officielt kunne fejre endnu et mesterskab.

I 2013/14 sæsonen lykkedes det således sydtyskerne at sikre sig titlen den 25. marts med syv runder igen. Det tidligste vundne mesterskab nogensinde. Efterfølgende tog de sig en slapper, så forspringet til nummer to på sidstedagen endte med beskedne 19 point og dermed ikke en overgåelse af rekorden året forinden, hvor afstanden var på 25 point efter 34 runder.

Det var en sjældent set magtdemonstration, men alarmklokkerne i Tyskland bimlede ikke for alvor. Dortmund havde trods alt vundet to mesterskaber på stribe i 2011 og 2012, og året efter havde de også spillet sig frem til Champions League finalen, hvor Bayern dog endte med at tage sejren efter en sen scoring af Arjen Robben. Måske de ikke var så langt efter Bayern, som pointene ellers indikerede?

Rent historisk set var der også grund til forsigtig optimisme. Bayern var suveræne, men Bundesligaen havde aldrig oplevet et hold, der var i stand til at vinde flere end tre mesterskaber i træk. Selv ikke dengang Franz Beckenbauer, Gerd Müller, Paul Breitner, Sepp Maier og danske Johnny Hansen udgjorde stammen på et af Europas bedste klubhold nogensinde.

For når Bayern blev for selvsikre, dalede de i niveau, og andre hold overtog kortvarigt tronen. Som Gladbachs vilde føl gjorde det i 70’erne, Hamburger SV i begyndelsen 80’erne og Borussia Dortmund i 90’erne. Ja, 00’erne bød endda på hele fem forskellige vindere af den tyske mesterskabstallerken, så hvorfor overhovedet være bekymret? Spændingen skulle jo nok vende tilbage.

70erne med Keegan, Simonsen og Jägermeister

Men det var som om, der manglede en forståelse for, at tiderne var skiftet. I 70’erne, da Gladbach vandt tre mesterskaber i træk, var det takket været et ungt kuld af store talenter samt dansk stjernedrys med Allan Simonsen som omdrejningspunkt. På det tidspunkt var det kun muligt at have tre udlændinge i truppen, så de fleste tyske klubber bestod af lokale spillere.

Desuden var udskiftninger i løbet af kampene først blevet tilladt i den bedste tyske række i 1967/68 sæsonen, så trupperne bestod oftest kun af 16-17 spillere i de første par år, hvorfor tanken om at have et hold med stjerner som reserver for de endnu større stjerner fortsat lå nogle år ude i fremtiden. De lokale spillere, spillede for de lokale hold.

I slutningen af 70’erne havde HSV indgået en lukrativ aftale med den japanske fabrikant Hitachi, der smed et stort beløb for at få lov til at være trøjesponsor i Hamborg-klubben. Eintracht Braunschweig havde brudt barrieren i 1973 med Jägermeister som landets første trøjesponsor, men det var HSV, der for alvor formåede at profitere af den nye mulighed. De mange penge fra Hitachi gjorde, at de kunne hente engelske Kevin Keegan fra Liverpool, og de kunne endda udstyre ham med en kontrakt på svimlende 250.000£ om året. Et uhørt beløb på daværende tidspunkt.

Men Keegan leverede. Uden for banen som en omvandrende reklamesøjle og Bundesligaens første superstjerne, der også udgav musik. Kvaliteten inde på banen var dog væsentlig højere, end det han bidrog med på singlen ”Head over Heels in Love”, da han førte HSV til mesterskabet. Det skete i en periode hvor die Rothosen også havde et par navnkundige spillere i Felix Magath foruden en af spillets første moderne backs i Manfred Kaltz, der med sine berømte bananeflanke smed bolden ind i hovedet på hovedstødsuhyret, Horst ’Kopfballungeheuer’ Hrubesch. Men ingen var større end Keegan.

I 1990’erne var det igen en økonomisk indsprøjtning, der gjorde, at magten for en periode skiftede hænder. Borussia Dortmund havde i 1992 spillet sig hele vejen til finalen i Uefa Cuppen, der dog blev tabt noget så eftertrykkeligt med 6-1 over to kampe mod Juventus.

Fordelingsnøglen for tv-penge i Europa for de tyske hold dengang var dog udelukkende lagt an på, hvem der kom længst. Af de tyske hold var kun Dortmund tilbage efter jul på tværs af de tre turneringer, så hver gang de i foråret spillede sig en runde videre, fik de hele den kage, som fem tyske hold ved begyndelsen af sæsonen ellers kunne have håbet på at få fingre i.

Det gav så stor en økonomisk gevinst, at der var råd til at investere i ”steine und beine” som de sagde. Karl-Heinz Riedle var benene, mens stenene og infrastrukturen bestod i at arbejde på udvidelsen af stadion. Da Dortmund efter to mesterskaber i træk i 1995 og 1996 vandt Champions League året efter mod Juventus, havde hele fem af Dortmunds spillere en fortid på Juventus’ hold, ligesom Matthias Sammer var blevet hentet i Inter og verdens på det tidspunkt stærkeste liga, Serie A.

*Allan Simonsen hyldes i Gladbach i 2018. Foto: Getty Images*

50’1 reglen ser dagens lys

Når andre hold har kunne udfordre Bayern, har der som regel været penge involveret. Mange penge. Penge som rivalerne kunne benytte til at hente kommende Ballon d’Or vindere som Allan Simonsen, Kevin Keegan og Matthias Sammer. Men store indsprøjtninger som Hitachi i HSV, eller en gylden fordelingsnøgle i Dortmund har været svære at opstøve siden hen.

For i 1998 skete der noget med tysk fodbold. Tv-pengene var blevet så store, at hele tanken om, at klubberne skulle være non-profit foreninger virkede en smule forældet. DFB besluttede derfor at gøre det muligt for klubberne at blive omdannet til aktie- eller anpartsselskaber. Ny kapital kunne komme ind, men ikke for enhver pris. Fodboldklubberne skulle fortsat tilhøre klubbens medlemmer, så sammen med lovændringen så en ny regel dagens lys. 50+1 reglen. Den gik i al sin enkelthed ud på, at medlemmerne til en hver tid skulle have det sidste ord. Der kunne sælges aktier og anparter, men 50+1 procent af stemmerne, og dermed den endelig magt, når der skulle træffes beslutninger, skulle forblive hos medlemmerne.

Når Tyskland så sig nødsaget til at indføre denne regel, var det fordi, de med skepsis spejdede mod de andre store ligaer i Europa. Man frygtede engelske tilstande, hvor ejere benyttede klubber til at skabe profit for egen vindings skyld. Det ville man undgå, og samtidig ønskede man at sikre, at fansene havde en stemme. Premier League var måske nok ved at overtage tronen fra Serie A som verdens bedste liga i slutningen af 90’erne, men det var fansene, der betalte gildet med stadig stigende billetpriser og en voksende afstand til den lokale klub. Sådan måtte det ikke blive i det konservative fodboldtyskland.

I 1998 kom reglen om 50+1 til i det fodboldkonservative Tyskland.
Foto: Getty Images

50+1 reglen kom dog med en ikke uvæsentlig undtagelse. En klub kunne godt have ejere med stemmemajoritet, hvis ejerne i over 20 sammenhængende år havde ydet betydelig finansiel støtte, som eksempelvis medicinalvirksomheden Bayer i Leverkusen eller Volkswagen i Wolfsburg.

Senere blødte det tyske fodboldforbund også op for, at enkelte personer kunne være ejere med fuldkommen magt, hvis ellers de opfyldte de førnævnte kriterier. Derfor kunne milliardæren Dietmar Hopp i 2014 få fuld kontrol over Hoffenheim, som hans mange penge havde ført fra de lavere rækker og helt op i Bundesligaen. Senere har Leipzig forsøgt at omgå reglen ved kun at udstede stemmeberettigede medlemskaber til Red Bull ansatte. Men i de seneste 25 år har det praktisk talt været umuligt for klubber at komme til hurtig kapital.

Fra 12 ansatte til 100 under Hoeness

Hos Bayern kom der da heller ikke store pengeindsprøjtninger fra den ene dag til den anden. De kom over tid, og de kom med Uli Hoeneß. Slagtersønnen fra Ulm, der var en formidabel spiller og en lynhurtigt angriber, måtte indstille sin karriere allerede som 27-årig i 1979. Han var dog en klubmand, så ham mente sydtyskerne nu nok, at de kunne få noget ud af i bestyrelsen, og så blev han ansat med ansvaret for økonomien. For også uden for banen var manden, der kunne løbe 100 meter på 11 sekunder, hurtigere i optrækket end sine konkurrenter. At han så var lidt for smart i en fart i forhold til sin private økonomi, hvilket kostede en fængselsstraf for skatteunddragelse, skal vi ikke bruge flere linjer på her.

Han var særligt inspireret af måden, hvorpå amerikanerne benyttede merchandise til at tjene penge. Den del var på det tidspunkt et uudnyttet potentiale i europæisk fodbold, så Uli Hoeneß rejste ofte til USA for at få inspiration, og han begyndte at gøre Bayern München til en forretning, på et tidspunkt hvor en fodboldklub i langt højere grad var en forening. Han samlede knowhow over hele verden, og tog de bedste eksempler med tilbage til München. Store sponsorater og langsigtede strategiske partnerskaber, der sikrede fremtidig økonomisk fundament, blev indgået, og langsomt men sikkert byggede han Europas økonomisk sundeste fodboldklub, ligesom det var ham, der så potentialet i at rykke væk fra det slidte Olympiske Stadion og ud til det moderne og nyopførte Allianz-Arena.

*Bayern München voksede voldsomt under Hoeness-æraen. Foto: Getty Images*

Da han trådte til, havde Bayern 12 ansatte og omsatte for 12 millioner D-Mark med en anslået gæld på 7 millioner D-Mark. Da han 40 år senere trådte tilbage, var antallet af ansatte i klubben øget til over 1.000, og omsætningen lød på 657,4 millioner euro, ligesom han 26 år i træk leverede sorte tal på bundlinjen.

Bayern var lysår foran alle andre klubber rent økonomisk, og de havde været det længe. Det var ikke altid, de traf de bedste sportslige beslutninger, men der var efterhånden råd til at fejle. For kunne de ikke selv bygge store hold op og finde de bedste spillere tidligt, kunne de bare plukke fra rivalerne, når de var modne. I 1990’erne fik Bayern München tilnavnet Baden München, da de hentede flere spillere i Karlsruher fra regionen Baden-Württemberg. Spillere som Oliver Kahn, Mehmet Scholl, Thorsten Fink, Oliver Kreuzer, Michael Sternkopf og Michael Tarnat tog alle den tre en halv timer lange tur via Autobahn A8 fra det sydvestlige Tyskland og drejede af ved Ausfahrt München.

I begyndelsen 00’erne var det Leverkusen, der nu var den store udfordrer. De vandt godt nok ikke mesterskabet i hverken 2000 eller 2002, da de igen, igen snublede på målstregen, men efterfølgende tog Michael Ballack, Ze Roberto og sidenhen også Lucio turen til München inden for to år. Da Dortmund i 2012 vandt sit andet mesterskab i træk og også ydmygede Bayern i pokalfinalen med 5-2, svarede Bayern igen og hentede over de næste tre år først Jahrhunderttalentet Mario Götze og siden Robert Lewandowski og Mats Hummels. Siden kom turen til RB Leipzig, der efter 2020/21 sæsonen måtte se Marcel Sabitzer og Dayot Upamecano følge træner Julian Nagelsmann til Bayern. I næste sæson tyder alt i øvrigt på, at Konrad Laimer foretager selvsamme skifte fra Leipzig til Bayern.

Bayern kauft die Liga kaputt, har fans fra alle de andre klubber længe skreget, mens de i det sydtyske blot har trukket på skuldrene. Det kunne vel ikke være deres problem? Hvorfor ikke udnytte, at de over 40 år havde opbygget en forretning og et omdømme, der gjorde dem attraktive for alle de store spillere i Bundesligaen? Og var det trods alt ikke bedre, at de største spillere blev i Bundesligaen i stedet for at skifte til eksempelvis Premier League, lød modsvaret.

Fansenes stemme

Når Bayern - Dortmund lørdag aften fløjtes i gang, bliver det foran 75.000 tilskuere. Et udsolgt stadion som der er til alle Bayerns kampe. Sådan er det på stort set alle stadioner i stort set alle weekender. Dækningsgraden er den højeste i Europa og har været det igennem flere sæsoner. Ikke så underligt, når de billigste sæsonkort hos samtlige klubber kan erhverves for under 250 euro. I sidste sæson spillede Bayern i alt 22 antal hjemmekampe på tværs af alle turneringer, og det billigste sæsonkort kostede 160 euro. For 7,27 euro per kamp kunne man som Bayern fan altså få lov at følge sine helte i en hel sæson.

Hvis Bayern lørdag scorer i topkampen, kan fansene juble til tonerne af Seven Nation Army og skåle med sidemanden i bayersk øl. For i Tyskland er øl tilladt, og det samme er ståpladser. Südkurven i Bayern kommer til at hoppe og gynge i hele kampen, og i den anden ende er det 7.500 Dortmund fans, der kommer til at skabe en utrolig kulisse, der er en topkamp værdig.

For fansene har i fællesskab fundet frem til, at 10 procent af billetterne til Bundesligakampe skal gå til udeholdets fans, der i øvrigt skal have ordentlige pladser og ikke gemmes væk i plexiglasbure eller med ‘restricted viewing’ bag betonsøjler. In den Farben getrennt, in der Sache vereint, lyder sloganet. Farverne på trøjerne adskiller dem, men de store retningslinjer for fodbolden er de enige om.

Det var også fansene, der i samlet flok fik afskaffet fænomenet mandagskampe.

Det var også fansene, der i samlet flok fik afskaffet fænomenet mandagskampe. Fra 2017 til 2021 havde Bundesligaen ellers jævnligt kampe på tapetet klokken 20:30 en mandag aften. Det gav gode tv-penge, da flere kampe kunne vises live og man kunne indgå kontrakter med flere udbydere.

En naturlig kommerciel udvikling for en liga, men ikke for fansene, der stejlede og tiede. Også selvom, der kun var tale om fem mandagskampe på en sæson. Til nogle kampe var der stemningsboykot, til andre blev fansene helt væk og i flere blev der kastet tusindvis af gule tennisbolde ind på banen af fans klædt i sort. Ganz Grosses Tennis siger man, når noget har en ironisk klang af at skulle være storslået.

Så mandagskampe blev sløjfet, ligesom diverse klubber af flere omgange har måtte sløjfe ideen om at hæve billetpriserne. “Kein Zwanni für 'nen Steher”, ingen 20’er for en ståplads, hedder det initiativ, der bakkes op om fra samtlige fangrupper i de to bedste tyske rækker, og som skal sikre, at alle har råd til at gå til fodbold.

Bundesligaen er indlevelse, stemning, ståpladser og til mere end rimelige priser. ”Football as it's meant to be!”, som ligaen selv slår sig selv op på. Hvorfor i alverden skulle nogen ønske sig noget som helst andet? Hvorfor lukke ulven ind og jage de lokale fans på flugt, når Tyskland blandt mange andre fodboldfans ses som forgangsland ud i kunsten at bevare den sidste del af uskyldigheden og forelskelsen ved det smukke spil?

Fra Bayern til BATE Borisov

Fordi det går ud over spændingen og den videre udvikling af tysk fodbold lyder kritikken.

Sidste uges fyring af Julian Nagelsmann, verdens dyreste træner, og ansættelsen af Thomas Tuchel vidner om, at Bayern München er i problemer, men heller ikke større, end at end sejr lørdag bringer dem tilbage på førstepladsen og med kurs mod endnu et mesterskab. Det 11. i træk i givet fald.

Det har intet hold i nogen nævneværdig liga nogensinde præsteret. Bayerns dominans er den mest voldsomme, vi har set i international topfodbold, og fortsætter den et par år endnu, kan vi slette top. Lettiske Skonto FC og Lincoln Red Imps fra Gibraltar deler lige nu rekorden med 14 nationale mesterskaber på stribe, mens Rosenborg og BATE Borisov følger lige efter.

Før denne sæson lavede det tyske fodboldmagasin kicker sin traditionsrige optakt. De havde blandt andet et interview med Leverkusens Jonathan Tah, der blev spurgt ind til, om i år var året, hvor et hold kunne true Bayern i kampen om mesterskabet. Eller journalisten nåede faktisk ikke at stille spørgsmålet færdigt, før Tah begyndte at klukke. Hvorfor grinte han, ville journalisten vide. Fordi det er det samme spørgsmål hvert år, og svaret er også det samme, lød det fra Tah. Selv ikke en landsholdsspiller fra en af de formodede største konkurrenter forud for sæsonen troede på andre end Bayern som kommende mestre.

Bundesligaen er mange ting, men den er næsten aldrig spændende med denne sæson som undtagelsen, der bekræfter reglen. For nogle kan det derfor forekomme paradoksalt, at det netop er Bayern München, der er blandt de største fortalere for en afskaffelse af 50+1-reglen, hvorimod de nærmeste rivaler fra Dortmund, er blandt de største fortalere for en bevaring af reglen.

”Hvis ikke Bundesligaen overvejer at afskaffe 50+1 reglen, så vil vi have store problemer med at konkurrere internationalt på den lange bane,” som Uli Hoeneß formulerede det tilbage i 2018, og som han sidenhen har gentaget ved flere lejligheder, når han har fået stukket en mikrofon i ansigtet.

For Bayerns blik spejder ud over ligaen og 11 mesterskaber på stribe. Spejder mod europæisk succes. Og hvordan skal de opnå det i fremtiden, hvis Bundesligaen er kedelig og forudsigelig? Hvis profiler som David Alaba, Thiago og Robert Lewandowski søger væk i jagten på nye udfordringer. Hvordan skal de også i fremtiden konkurrere med klubber med hele stater bag sig? Uli Hoeneß efterlod godt nok en velpolstret pengetank, men ikke en endeløs en af slagsen. Der skal flere penge til og dermed flere investorere. Men hvem vil investere store beløb i en klub, hvor de reelt set ikke kan købe sig til afgørende magt? Eller hvor de, som reglerne har været indtil videre, skal vente tyve år?

I begyndelsen af marts besluttede det tyske ligaforbund, DFL, sig for, at der ikke skulle vedtages flere undtagelser vedrørende 50+1 reglen, og at klubber som Hoffenheim, Leverkusen og Wolfsburg i fremtiden skulle leve op til andre kriterier for fortsat at opnå licens til at spille med i den bedste række. Et klart signal men også en optrækning af fronterne, hvor det nu er enten eller. Skal 50+1 reglen fortsat udgøre Tysklands fremtid, eller er den 25 år gale regel forældet? I Hoffenheim har Dietmar Hopp givet udtryk for, at klubben vil forsøge at blive medlemsejet, men der er bestemt også andre klubber, der skubber i den anden retning.

For det er ikke kun Bayern München, der ønsker Tysklands hellige ko slagtet. RB Leipzig er ligeledes modstandere, da en afskaffelse vil åbne op for muligheden for mere indflydelse fra Red Bull koncernen og dermed også næsten per definition flere penge og en chance for at holde Bayern for døren, når de forhører sig hos klubbens spillere og trænere i fremtiden.

Generelt er fødekæden i Tyskland så dybt forankret, at nogle af de mindre klubber også presser på for en ændring af 50+1 reglen. Hannover og 1860 München har været blandt de største modstandere, mens Hertha med først rigmanden Lars Windhorst og nu investeringsfonden 777 også kan se fordele i en ophævelse af reglen. For hvordan skal de mindre klubber nogensinde lukke hullet til toppen, hvis deres plads i fødekæden forbliver uforandret? Dortmund har muligvis måtte se nogle af sine bedste spillere skifte til Bayern München over årene, men de har over syv år selv hentet 23 spillere i andre Bundesligaklubber for en samlet pris på 300 millioner euro.

Det er konkurrenceforvridende lyder argumentet, som nogle af klubberne benytter, men som blandt andet Union Berlin i øjeblikket modbeviser på fornemmeste vis. Den østtyske darling med et intimt stadion ude i skoven renoveret og i grove træk betalt af fansene har taget vejen fra Regionalligaen til toppen af Bundesligaen. Med kløgt og snilde og uden alverdens penge. Uden at kiste det, der gør dem til Union Berlin. Og hvem siger egentlig, at pengestærke udenlandske ejere nødvendigvis løser Bundesligaens største problem? Spændingen. Spørg i England eller Frankrig om ligaen er blevet mere jævnbyrdig af, at Manchester City og PSG er ejet af henholdsvis Abu Dhabi og Qatar. De to klubber har begge sat sig på fire af de seneste fem nationale mesterskaber.

Men det bedste argument for en fortsat bevarelse af 50+1 reglen, kan Dortmund levere lørdag aften. En sejr på Allianz Arena, og så er forspringet i toppen af tabellen pludselig fire point med otte kampe igen. Det vil gøre Dortmund til favoritter til mesterskabet. Favoritter til at bryde monopolet. Tænk sig, hvis en liga der holder fast i ståpladser, billige billetter nærhed ti fansene og som oven i købet leverer det højeste målsnit år efter år med nogle af de allerstørste talenter i verden også kan levere spænding om mesterskabet. Måske Bundesligaen ikke er i forfald, men er i gang med en opblomstring, hvor den ikke behøver udenlandske redningsmænd men blot skal reddes fra sig selv, og den sti der kan virke så fristende at gå ned ad, men som det er svært at se en vej tilbage fra.