Del 1

Hvis du i 1987 havde sagt til en italiensk fodboldfan, at Parmas fodboldklub i løbet af de næste 15 år ville vinde tre europæiske trofæer og ikke slutte udenfor top 7 i verdens stærkeste liga i 12 år i træk, ville han have grinet højt og længe. Måske ville han have spurgt, om du talte om baseball eller volleyball. Men det mest sandsynlige er, at han bare ville tro, du enten var fuld eller småt begavet.

AF KARSTEN KROGH

Dette er første del af fortællingen om, hvordan Parma i 1990’erne fra ingenting blev en gigant i den italienske Serie A.

Parma er hovedbyen i regionen Emilia-Romagna, der ligger i den centrale nordlige del af Italien lidt over 100 kilometer fra Milano. Det er ikke en fodboldby. På ingen måde. Parma er en relativt rig, venstreorienteret by fra bronzealderen med en stor kulturel historie og kendt for en stor klassisk musiktradition og, ligesom Bologna, et gammelt, højt respekteret universitet. Derudover er Parma et kulinarisk overflødighedshorn. Selv kræsne italienere fra Firenze, Rom og Milano indrømmer, at man spiser bedre i Parma end de fleste andre steder i Italien. Og dermed jo verden. Generelt kommer Parma gerne ind i top tre, når italienske magasiner og aviser måler livskvalitet i Italien. Med sine knap 200.000 indbyggere er det ikke en metropol eller bare en særlig stor by. Man klæder sig ikke som i Milano eller fører sig frem som i Rom, men man lever godt og kender sine naboer.

Parma er et romersk navn, som betyder et cirkulært skilt eller emblem. Byens mest berømte søn er Giuseppe Verdi, en af de største komponister i musikhistorien. Han blev født i 1813 i Busetto, der ligger i Parma-provinsen. Verdi er så stort et navn i byen, at man faktisk navngav den første fodboldklub i byen efter ham i 1913, hundrede år efter hans fødsel – Verdi Foot Ball Club.

Parma kom sent til fodbold. Fodbold blev betragtet som lavkultur – det gør det stadig i store dele af Italien, især i overklassen - en primitiv sport man spillede blandt sømænd og daglejere. Historisk set var de da også, indtil 1990, ganske middelmådige. Parma var med til at starte både Serie B og Serie C og havde aldrig frem til 1990 spillet i den bedste række, men udelukkende været i de tre laveste italienske rækker. Til gengæld har Parma et af de bedste baseball-hold i Europa med ti italienske mesterskaber og 14 europæiske titler.

Vi skal helt tilbage til 1961 for at finde en af de vigtigste årsager til Parmas senere så store fodboldmæssige succes. Det er nemlig i dette år, at Calisto Tanzi åbner den første Parmalat-butik. Det var et sted, man kunne købe mejerivarer. Tanzi er en dygtig forretningsmand, råvarerne er gode i Parma og omegn, og i løbet af nogle årtier er Parmalat blevet en blomstrende forretning. I 1985 er Parmalat blevet så store, at de bliver trøjesponsor for den største fodboldklub i verden, mægtige Real Madrid. Sponsoratet var en del af en målrettet strategi om at sælge Parmalat-produkter i Spanien. Denne version af Real Madrid er et hold, der skovler trofæer ind og scorer et væld af mål. Real Madrid vinder fire mesterskaber, to UEFA Cup-trofæer og to spanske Super Cup-titler i disse år med Parmalat på trøjen.

I 90’erne udvider Parmalat sit imperium til hele verden og især Sydamerika. Der står Parmalat på trøjerne af Boca Juniors, Estudiantes, Penarol, Universidad Catolica og flere andre sydamerikanske storhold. Det længstvarende sponsorat er med brasilianske Palmeiras fra 1992-2000 – en periode hvor Palmerias vinder Copa Libertadores, det brasilanske mesterskabe og flere andre titler. I Europa sponsorerer Parmalat også Benfica, Olimpique Marseilles og flere andre store klubber før konkursen i 2002.

Men tilbage til Parma og den lokale fodboldklub. Efter at den senere landstræner Cesare Maldini havde rykket Parma op i Serie B, og øjeblikkeligt var rykket ned igen, overtog Arrigo Sacchi posten som cheftræner. Sacchi var en underlig størrelse i italiensk fodbold. Han var aldrig selv god nok til at spille elitefodbold og arbejdede som skosælger, mens han startede karrieren som træner. I en tid da italienske hold var kendt for at spille defensivt med livrem og seler, havde Sacchis fodbold et langt mere offensivt udtryk.

Han var inspireret af Honved Budapest, Real Madrid og det hollandske landshold. I en tid da alle spillede med en sweeper bagved forsvaret, indførte Sacchi fire mand på linje i de bagerste rækker. Han fik sit gennembrud i Fiorentina som ungdomstræner, og det var på grundet de præstationer, at han fik chancen som cheftræner i en klub som Parma, der havde ry for at være konservativ og svær at arbejde i. Det hjalp ikke, at Sacchi kun var 39 år gammel. I 80’erne var han en endog meget ung træner. Man tog en chance i Parma.

Men mod alle odds tog det ikke lang tid for Arrigo Sacchi at overbevise Parmas spillere og ledelse om, at han var en dygtig træner. Han rykkede Parma op i Serie B i første forsøg og var ikke mange point fra at rykke klubben yderligere op i Serie A sæsonen efter. Det bedste var næsten, at Parma spillede underholdende. Det værste var, at Sacchi rykkede videre i systemet, da han fik et tilbud, han ikke kunne sige nej til. Parma slog nemlig giganterne fra AC Milan ud i Coppa Italia i 1987, og Milans præsident Silvio Berlusconi var så imponeret af Parma, deres underholdende, men også velorganiserede spillestil og den revolutionerende ide med fire mand i et fladt forsvar, at han hentede Sacchi ind til posten som cheftræner i AC Milan.

Alle kender resten af den historie. Sacchi bliver en kæmpesucces i Milan og vinder Milans første mesterskab i ni år, før han også erobrer verden og vinder to Europa Cup-finaler for mesterhold med et hold, der inkluderer Franco Baresi, Paolo Maldini, Marco van Basten, Ruud Gullit, Frank Rijkaard og mange andre verdensstjerner. Uden den pokalkamp hvor lille Parma slog Milan, var Sacchi formentlig aldrig kommet til Milan.

Nu var Parma på fodboldkortet i Italien, og det fik lokale Parmalat på banen. De købte 25 procent af klubben, og med dem i ryggen kunne Parma hente dygtigere spillere til klubben. Så manglede man bare at finde den rigtige træner, og det krævede et par forsøg. Først forsøgte man med tjekkiske Zdenek Zeman, der havde ry for at være mindst lige så offensiv og revolutionerende som sin forgænger, men Zeman fik en dårlig start blev allerede fyret efter syv kampe. Derefter tog han videre til Foggia og skabte et offensivt mirakel, Miracle Foggia, med spillere som Giuseppe Signori, Francisco Baiano og mange andre, der blev store stjerner andre steder. Men det er en anden historie.

I Parma ville man for alt i verden ikke rykke tilbage i Serie C, hvor man havde tilbragt et halvt århundrede, og derfor tog man ingen chancer med den næste træner. Giampiero Vitali var et par sikre hænder, og Parma måtte nøjes med et par middelmådige sæsoner i Serie B, men i det mindste rykkede de ikke ned. I 1989 havde man efterhånden fået mod på mere, og især Parmalat pressede på for at hente en ny træner, der kunne fortsætte Parmas fremgang fra Sacchis tid. Budgettet var blevet et af de større i Serie B, og den helt rigtige mand blev fundet til at føre klubben ikke bare op i Serie A, men helt op i toppen af verdens suverænt stærkeste liga. Men han var ikke et logisk valg.

Bondemanden med de store hænder

Nevio Scala var fra Veneto og havde ingen forbindelse til Parma eller området omkring Reggio Emilia. Han havde en karriere som spiller i klubber som Milan, Fiorentina, Inter og Roma bag sig. En arbejdsmand uden det store spillemæssige talent, men en seriøs mand der arbejdede hårdt og ikke brokkede sig. I det hele taget var Scala ikke en entertainer. Han var en mand, der brugte sin tid på sin families gård, når han ikke arbejdede med sine spillere på fodboldbanen.

Scala havde muligvis spillet fodbold i Milano, men der var ikke meget catwalk over hans garderobe og fremtoning. Han var bedst tilpas i en træningsjakke og var ikke en mand, der pralede eller kom med store løfter. Når journalisterne hilste på den alvorlige mand, der så dem i øjnene, når han gav dem et håndtryk, forsvandt deres hænder i Scalas kæmpestore næve. Det var ægte landmandshænder, og hans spillere skulle snart blive sat på hårdt arbejde.

Parmas trup var allerede ganske fornuftig, og i 1990 rykkede man op i Serie A via en playoff-sejr over lokalrivalerne Reggiana i det opgør, der på de kanter bliver kaldt Derby dell’Enza efter floden, der skiller de to provinser, Parma og Reggio Emilia. Kampen hedder andre steder Derby del Parmigiano Reggiano efter den gode ost, der bliver eksporteret overalt. Det er i øvrigt en alvorlig sag at påstå, at osten er bedre i Reggiana end i Parma, hvis man befinder sig i Parma.

Nevio Scala var kommet med et helt nyt system, som han også havde brugt i sit første år som træner året før i Reggina. Scala spillede et 3-5-2-system, som var baseret på to wingbacks, der hurtigt kunne omstilles fra defensive backer til offensive. Han forlangte et meget stort løbepensum fra de to kantspillere, og det betød, at modstanderne aldrig helt kunne vide, om Parma spillede en relativt defensiv 5-3-2 til en offensivt uimodståelig 3-5-2. Og Scala trænede sine spillere intensivt i at skifte nemt mellem de to systemer.

Efter næsten et århundrede i de lavere rækker var Parma endelig i den bedste italienske fodboldrække. Hele byen fejrede oprykningen, men der var også sorg blandt fansene. Parmas ejer siden 1976, Ernesto Ceresini, døde et halvt år tidligere og nåede dermed ikke at se Parma i Serie A. Ceresini-familien var elsket og populær i Parma. De havde samlet klubben op efter dens seneste konkurs og genfødsel i 1968. Ernesto Ceresini var ansvarlig for, at Parma fik bygget det solide skelet, der gjorde, at man nu endelig var en Serie A-klub.

Efter Ceresins død købte lokale Parmalat stort set hele klubben, og selvom Ceresin havde været en klog og samvittighedsfuld ejer, så havde Parmalat noget, de tidligere ejere ikke havde. Penge. Mange penge. Efter oprykningen investerede Parmalat med det samme i tre nye udlændinge, der skulle sørge for, at Parma ikke bare blev i Serie A, en enkelt sæson, men derimod blev et fast hold i den bedste række.

Parmas investeringer i udlændinge fulgte i første omgang ikke den normale skabelon i Italien, hvor man gik efter angribere og målscorere og stjernespillere. Scala var ikke interesseret i en forkælet angriber, der ikke ville arbejde og skabte problemer i omklædningsrummet, hvor alt var meget nede på jorden og alle respekterede hinanden. Scala ville have spillere, der havde samme mentalitet, som han selv havde som spiller. De skulle være sultne, holde lav profil, de måtte gerne være unge, og de skulle gøre, som træneren sagde.

For det første hentede man den brasilianske målmand Claudio Taffarel. Umiddelbart et lidt underligt valg. Den relativt lille målmand var den første udenlandske målmand nogensinde i Serie A og relativt ukendt i Europa. Men der var en strategi bagved handlen. Parmalat var netop gået i gang med en større satsning i Brasilien, og man havde brug for den reklamesøjle, som Taffarel repræsenterede. Taffarel var allerede på det brasilianske landshold og havde vundet Bola de Ouro, prisen for den bedste spiller i den brasilianske liga, i 1988. Med andre hold var den blonde Taffarel en af de allermest populære og velkendte skikkelser i det Brasilien, som Parmalat skulle tjene penge i de næste ti år, og firmaet sørgede for, at hænge store plakater op overalt i Brasilien med billedet af Taffarel i sin gule Parma-trøje med Parmalat på brystet. Taktikken med at hente spillere fra store eksportmarkeder skulle blive gentaget flere gange af Parmalat de næste ti år.

Derudover skulle forsvaret, der allerede var stærkt med profiler som Luigi Appoloni, Lorenzo Minotti og Enzo Gambaro tilsættes noget ekstra kvalitet med Georges Grün, en stærk, erfaren belgier, der allerede havde vundet fire belgiske mesterskaber og to europæiske pokaler med Anderlecht. Grün var 28, og i dette tilfælde gik Nevio Scala en smule på kompromis med sine principper om at købe unge spillere, men Scala følte, at Grün var så ekstraordinært god, at det var den rigtige handel. Her så Scala helt rigtigt, som han gjorde med så meget i disse år.

Den sidste udlænding som Parma investerede i var også en overraskelse for de fleste. En 20-årig rundkindet svensker stort set uden international erfaring, og der blev rystet på hovedet i de store klubber i Milano og Rom. En oprykkerklub havde brug for en rutineret, klassisk angriber, der kunne garantere ti mål hver sæson. Men Thomas Brolin var lige den profil, Scala var ude efter. Brolin havde gang i et kometår i 1990. Han var rykket ned i slutningen af 1989 med Sundsvall, men skiftede til Norrköping, hvor han scorede et hattrick i turneringens første kamp mod titelfavoritterne fra Göteborg. Den kamp så den svenske landstræner Olle Nordin, og han manglede en angriber til sit landshold, der skulle til VM i 1990. Brolin fik chancen i den sidste kamp før VM mod Wales, og han scorede to mål. Dermed var han udtaget, og til VM scorede han mod Brasilien i den første kamp, og så var han kendt i hele verden. Otte måneder efter at han rykkede ud af Allsvenskan i Sverige, havde han været til VM og spillede nu Serie A i Italien for Parma.

Scala så et stort potentiale i den pågående og arbejdsomme Brolin, der var uimponeret på banen. Der var ingen tvivl om, at Brolin skulle skoles yderligere, men det var netop denne type af unge spillere, som man kunne forme og udlære, som Scala gerne ville arbejde med. I øvrigt havde han allerede den rutinerede angriber, der var god for plus ti mål pr. sæson. Han hed Alessandro Melli og skulle blive topscorer for Parma de næste tre sæsoner. Der skulle ikke mange scoringer til for at blive topscorer for Parma i de første tre år i Serie A. Parma lavede ikke mange mål. Til gengæld var det også svært at score mod Ducali, som de lokale kaldte deres hold.

Debut i Serie A mod Juventus

Parma havde et meget svært startprogram i 1990/91, og alle forventede, at debutanterne i Serie A ville være stort set pointløse, når turneringen ramte november. Parma startede hjemme med et nederlag på 2-1 mod Juventus. Man havde næppe forventet andet, og på en måde var det jo taknemmeligt og heldigt at møde den største klub i Italien i første runde og ikke blive blæst ud af banen. Scala kunne fortælle sine spillere efter kampen, at de godt kunne være med i Serie A.

Noget virkede. Parma tog til Rom og spillede 0-0 med Lazio. Derefter tog de imod de italienske mestre fra Napoli og vandt 1-0. Efter ti runder havde Parma blandt andet mødt – hold nu fast - Juventus, Lazio, Napoli, Sampdoria (de kommende mestre), Fiorentina, Roma og Inter, og de lå på fjerdepladsen i Serie A. Der var gået sølle ti mål ind i ti kampe. Før 1. december var nedrykningen allerede undgået. Parma var et mirakel af en oprykker.

Opskriften var relativt simpel. En stærk, kontrolleret defensiv, der ikke var bange for at stå lavt, og hurtige kontrangreb, hvor man lod Brolin og teknisk dygtige Osio fodre Alessandro Melli på toppen. Idealopstillingen var som følger: Taffarel – Minotti, Apolloni, Grün, Gambaro, Donati – Catanese, Osio, Cuoghi – Brolin, Melli.

Nevio Scala kaldte opstillingen for 3-5-2. De fleste andre mente, at der var tale om en 5-3-2. Under alle omstændigheder holdt Parma kadencen oppe hele sæsonen. De sluttede på en flot sjetteplads og sikrede sig UEFA Cup-deltagelse sæsonen efter. Der var gået 31 mål ind i 34 kampe i den stærkeste liga i verden. Og mens hele Italien fejrede et suverænt mesterskab til måltvillingerne Roberto Mancini og Gianluca Vialli i Sampdoria, tog man det hele meget roligt i Parma. Nevio Scala talte ikke meget i pressen om den sensationelle sjetteplads, men satte sig i stedet ned med præsident Tanzi og planlagde fremtiden.

Antonio Benarrivo var 23 år gammel, da Parma købte ham i sommeren 1991 i lille Padova. Han havde kun spillet fodbold i Serie C og Serie B, men Scala vidste, at Benarrivo havde været en af de bedste spillere på de hold, han havde spillet på og derfor ikke siddet meget på bænken. Han havde stor respekt for spillere, der faktisk havde lært at spille fodbold i kampene om søndagen. Niveauet kunne man skrue op, hvis potentialet var der.

Benarrivo kunne spille wingback i både højre og venstre side af banen, og Scala havde brug for unge, løbestærke spillere på netop de positioner, hvor spillerne løb mange meter hver eneste kamp. Bennarrivo skulle senere blive en af de bedste wingbacker i italiensk fodbold i 90’erne, og han var med på det italienske landshold, der vandt sølv ved VM i 1994. Han endte med at være i Parma i 13 år og spille 258 kampe i den blå og gule trøje. Et fantastisk fund af Nevio Scala.

Men Scala skulle have flere kantspillere, og han hentede romeren Alberto Di Chiara, der havde masser af Serie A-erfaring fra fem sæsoner i Fiorentina. I modsætning til Benarrivo kunne Di Chiara kun spille den ene kant – venstre – og han var ikke så løbestærk som fænomenet Benarrivo, men han var teknisk dygtig og disciplineret. En mere færdig spiller end Benarrivo. Scala hentede også den rutinerede angriber Massimo Agostini til at give Melli en pause i angrebet engang imellem, men Agostini blev aldrig den store succes i Parma og rykkede videre til Ancona året efter.

Nevio Scala var gået i tænkeboks efter den flotte første sæson og gik først og fremmest efter at forstærke truppen, så den kunne holde til det store slid, som Scala udsatte den for. Parma havde ikke nogen Roberto Baggio eller Roberto Mancini, men holdet arbejdede stenhårdt i 90 minutter og var ekstremt veltrænet og discplineret. Det var den måde, man skulle sørge for at blive en fast del af Serie A. Fundamentet skulle lægges, og så måtte topresultaterne komme senere.

Sæsonen 1991/92 i Serie A blev også mest et skridt på vejen til noget større. Parma sluttede på syvendepladsen og dermed udenfor de europæiske placeringer. Deres forsvar var blevet endnu stærkere, og de lukkede kun 28 mål ind, men de havde store problemer med at lave mål. Alessandro Melli døjede med skader, men blev alligevel topscorer. Han scorede seks mål!

*Nevio Scala i 1992 som træner for Parma*

Men hvis Serie A ikke var den store succes, så kunne Parma heldigvis vise sig frem andre steder. Deres første UEFA Cup-opgør blev ikke en succes, og de røg ud i første runde til bulgarske CSKA Sofia. Til gengæld vandt de overraskende Coppa Italia, deres første titel i Italien udover deres fem Serie D-mesterskaber og et enkelt i Serie C tilbage for mange år siden. I 1992 spillede man to finaler i Coppa Italia, og Parma tabte den første på legendariske Stadio della Alpi i Torino mod Juventus 1-0 på en straffesparksscoring af Roberto Baggio. Men på hjemmebanen vandt Parma 2-0 i en ond kamp med otte gule kort og et rødt til gæsternes Antonio Conte kort før tid.

Der var flere ting at notere sig ved denne sejr. For det første havde Parma overhovedet ikke lukket mål ind hjemme på Stadio Ennio Tardini fem dobbeltopgør mod Palermo, Fiorentina, Genoa, Sampdoria og Juventus. Generelt var Ennio Tardini ved at blive en fæstning, hvor selv de bedste hold i Europa ikke kunne score. For andet viste den hårdtspillede finale og den efterfølgende sejr, at selvom lille Parma var oppe imod hold som Juventus i en stor finale, var de ikke imponeret, men spillede deres chance. Og vandt. Ingen hold var for store til Parma. Og lige nøjagtigt Juventus skulle blive en bitter ærkefjende i de kommende år for Parma – på både godt og ondt.

Faustino Asprilla og de næste skridt
Naturligvis fejrede man det første store trofæ i Parma, men bag de indre linjer var Nevio Scala bekymret. 90 procent af hans projekt var lykkes til perfektion. Defensiven var, uden de store navne, en af de stærkeste i ligaen. Hans hold arbejdede hårdt, og spillerne var disciplinerede og blev hele tiden bedre til at udføre det, som Scala ville have dem til. Men på den sidste tredjedel kunne den uortodokse Brolin, måltyven Melli og den teknisk sublime trequartista Osio, der selvfølgelig også scorede det afgørende mål Coppa Italia-finalen, ikke blev ved med at udvirke mirakler. Der skulle mere til i offensiven. Især fordi Parma nu for andet år i træk skulle spille europæisk efter pokaltriumfen.

I Nacional, en af de to helt dominerende klubber i Uruguay, løb en ung angriber rundt og scorede usædvanligt mange mål. Navnet var Faustino Asprilla. Han var 23 år gammel og ikke engang kommet på landsholdet endnu, men han var ikke ukendt, og da Parma henvendte sig for at købe angriberen, konkurrerede de med flere andre italienske klubber. Endelig kunne præsident Tanzi for alvor få lov til at vise tegnebogen frem, og da Parma bød omkring 80 millioner kroner, trak de andre klubber følehornene til sig.

*Faustino Asprilla fraParma Calcio fra Serie A 1998-99 - Getty Images*

Det var første gang, at Parma brugte virkelig mange penge på en spiller, men det var også en erkendelse af, at man nu ikke bare spillede for at undgå nedrykning. Parmalat og Tanzi-familien ville vinde flere trofæer, og det var med slet skjult glæde, at præsident Calisto Tanzi udkonkurrerede flere af de største Serie A-klubber økonomisk. Købet af Asprilla var en besked til resten af Italien og Europa. Parma var ikke færdige med føre sig frem, og de var ikke tilfredse med syvendepladser i Serie A og Coppa Italia-trofæer.

Faustino Asprilla var en sjælden blomst i lille, hyggelige, men også lidt kedelige Parma. Der er mange historier om Asprillas mange natklubbesøg alle ugens dage, og mange af Parmas kvinder lærte den colombianske angriber at kende særdeles godt, men i tiden før mobiltelefoner undgik Asprilla de store skandaler i Italien. Det hjalp også, at præsident Tanzi åbenlyst forgudede Asprilla, og tilskuerne i Parma havde det på samme måde. Det kan godt være, at Parmas nye fodboldhold havde sat byen og klubben det italienske landkort med effektivt og godt spil, men Asprilla lyste simpelthen byen og klubben op. Nogle gange kan en sjælden og vild blomst pynte i en ellers velholdt have.

På banen leverede Asprilla nemlig varen. Han tog en masse opmærksomhed fra de italienske forsvarere, og det betød, at topscorer Alessandro Melli livede op og lavede hele 15 mål som Parmas topscorer i Serie A i sin sidste store sæson for Parma, før de mange skader sled ham op. Men Asprilla skinnede først og fremmest i Europa Cupen for pokalvindere, hvor Parma meget overraskende gik hele vejen. Asprilla scorede vigtige mål mod ungarske Újpest og Sparta Prag på vej til semifinalen mod mægtige Atletico Madrid. I den første kamp af de to spillede Asprilla sin bedste kamp nogensinde for Parma og scorede to mål foran 55.000 tilskuere på Vicente Calderon i den spanske hovedstad. Parma vandt kampen 2-1, og Atleticos sejr på et sent mål i returkampen i Parma betød ikke det store, fordi Parma jo var videre på reglen om udebanemål.

Desværre var Asprilla skadet i finalen, men det hårde arbejde var gjort i den moralske finale i Madrid, og Parma slog nemt Royal Antwerp 3-1 på Wembley i England. I Serie A var det også gået godt. Parma blev nummer tre efter de to suveræne Milano-klubber, men sluttede foran Juventus, Lazio, Napoli og Roma.

Derudover vandt Parma seks måneder senere i januar 1994 den europæiske Super Cup – finalen mellem vinderen af de europæiske pokalvindere og vinderen af mesterholdenes turnering. Modstanderen var suveræne Milan, med afstand det bedste klubhold i verden på dette tidspunkt med tre italienske mesterskaber og tre sejre i mesterholdenes Europa Cup den sidste håndfuld år. Finalen blev spillet over to kampe, der udartede sig mærkeligt. Milan med Tassotti, Maldini, Albertini, Costacurta, Baresi, Desailly, Papin og Donadoni i startopstillingen vandt 1-0 i Parma, og så troede alle, at det var overstået. Ingen kunne slå dette Milan-hold med to mål på San Siro.

Men sæsonen før havde Parma vundet 1-0 på San Siro efter et vidunderligt frisparksmål af Asprilla. Dermed afsluttede de på det tidspunkt Milans vanvittige stime på 58 kampe uden nederlag, og måske var det denne sejr, der inspirerede Parma til at tro på endnu et mirakel på San Siro. De skulle godt nok bruge forlænget spilletid på det, men da nyankomne Massimo Crippa gjorde det til 0-2 i 95. minut, havde Milans stjerner ikke noget modsvar, og Parma havde slået mægtige Milan med to mål på udebane. Det var nærmest ubegribeligt.

Dermed havde Parma i 1994 efter tre sæsoner i Serie A fået tre pladser i top syv, vundet Coppa Italia, vundet Europa Cup’en for pokalvindere, vundet Super Cup’en over det bedste hold i verden, og de havde endnu ikke spillet en sæson, hvor de ikke kvalificerede sig til europæisk fodbold. Man havde aldrig set noget lignende i italiensk fodbold.

Men Calisto Tanzi og Parmalat var var berusede og ville have endnu mere. Man kunne konstatere, at det store prestigekøb, Asprilla, trods en smule skepsis hos Nevio Scala, virkelig havde leveret, og så kunne man lige så godt fortsætte nedad den vej. Tanzi fandt igen den store tegnebog frem og hentede Gianfranco Zola hos fallitboet i Napoli. Den lillebitte angriber, der oprindeligt kom fra Sardinien, havde scoret flot i Napoli, men han skulle blive en endnu større gevinst for Parma som suveræn topscorer fra 1993 til 1995, hvor han scorede 40 mål.

Derudover hentede Tanzi også Massimo Crippa fra Napoli, der alligevel solgte ud af alt, hvad de havde. Crippa gav sammen med argentineren Roberto Sensini noget rutine og fysik til midtbanen. Parma spillede endnu en flot sæson i 1993-94 og sluttede som nummer fem elleve point efter Milan, der havde en vanvittig målscore. De havde kun scoret 34 mål, men til gengæld også blot lukket sølle 15 mål ind. Sampdoria på tredjepladsen havde, som kontrast, en målscore på 64-39. Det var i midten af denne sæson, at Parma tog til San Siro og vandt 2-0 og vandt Super Cup’en.

Det mest bemærkelsesværdige var dog, at Parma endnu engang gjorde sig bemærket i Europa. De tabte nemlig finalen i Europa Cup’en for pokalvindere til Arsenal. Finalen blev spillet i København og var en tæt og lidt småkedelig affære. Thomas Brolin ramte stolpen tidligt i kampen, og den engelske landsholdsmålmand David Seaman havde flere gode redninger. Men den snu Alan Smith afgjorde kampen, og den endte one nil to the Arsenal, som de mange engelske tilskuere sang til melodien af Pet Shop Boys’ Go West gennem hele kampen. Parma var kommet til finalen ved at slå Degerfors, Maccabi Haifa, Ajax og Benfica i fire dobbeltopgør, hvor de blågule kun havde lukket et mål ind hjemme på fortet Ennio Tardini.

*Hernan Crespo fra Parma Calcioj ubler med træner Alberto Malesani during i Serie A 1998-99.*

I sommeren 1994 forstærkede Parma sig igen voldsomt. Til kom en 25-årig portugiser fra Porto, der hed Fernando Couto, og det var ikke så ofte, at de store italienske klubber i de år hentede forsvarsspillere til støvlelandet. Man syntes nok, at man havde fine forsvarsspillere fra Italien. Men Couto var et usædvanligt stort talent, som hele Italien kendte fra landsholdets kampe mod Portugal i kvalifikationen til VM. Han gik direkte ind i startopstillingen i Parma og spillede 47 kampe i sin første sæson, og derudover scorede han hele syv mål, hvilket er mere end usædvanligt for en forsvarsspiller. Couto var et decideret fænomen i hovedspillet, og hvad han ikke havde i omgang med bolden, havde han i fysik og hurtighed, og efter halvandet år kunne Parma da ikke holde længere på ham, da Barcelona hentede ham. Til gengæld solgte Parma Couto for dobbelt så meget, som de havde givet for ham. Generelt var Parma dygtige på spillermarkedet i de år.

Parma var gode til at holde fast i deres vigtigste spillere længe, men når de endelig solgte, tog de sig godt betalt. Med Parmalat i baggrunden kunne de jo tillade sig at sige nej til bud på deres spillere, der var for lave, og så endte det ofte med, at de købende klubber kom krybende tilbage og betalte det, som Tanzi ville have for sine spillere i første omgang.

Parma hentede også Stefano Fiore, der senere skulle blive genforenet som holdkammerat med Fernando Couto en håndfuld år efter i Lazio, hvor de vandt mesterskabet i 2000. Fiore var stadig en smule for grøn til at gøre sig på dette stærke Parma-mandskab og efter en enkelt sæson var han væk i et par sæsoner, før Parma købte ham tilbage med stor succes.

Men den helt store transferhistorie i sommeren 94 var købet af Dino Baggio fra Juventus. Dino Baggio var kun 23 og et af de største talenter i italiensk fodbold, men han havde svært ved at etablere sig som profil på det stærke Juventus-hold. Parma bød på ham, og det endte med, at Juventus gav sig, også fordi Baggio selv gerne ville til Parma, hvor han kunne få en større rolle end hos Juventus. Men det var ganske historisk, at en lille provinsklub kunne hente en relativt stor spiller hos Juventus, og det var i denne forbindelse, at Juventus’ præsident Agnelli sagde, at ”det nu åbenbart bedre kan betale sig at sælge mælk end biler.”

Ikke bare skulle Dino Baggio få en flot karriere i Parma med 172 kampe, en håndfuld titler og en fast, dominerende rolle på holdet. Baggio skulle også vise at blive en meget afgørende spiller mod sin gamle klub fra Torino – endda allerede i den første sæson. Parma ender nemlig med at spille hele seks kampe mod Juventus i sæsonen 1994/95. De to hold møder hinanden to gange i ligaen og to gange i finalen i UEFA Cup’en og to gange i finalen i Coppa Italia. Fra 3. maj til 11. juni 1995 møder de to hold hinanden fem gange på 38 dage.

Først spiller de to UEFA Cup-finaler på hver sin hjemmebane. Parma er kommet til endnu en europæisk finale ved blandt andet at slå OB 1-0 samlet i kvartfinalen. Den første finale mod Juventus skal spilles i Parma, og hjemmeholdet, foran et efterhånden forvænt hjemmepublikum, vinder 1-0 på et mål af Dino Baggio. I returopgøret scorer Gianluca Vialli et føringsmål for Juventus, men Parma får udlignet, og den slutter 1-1. Målscorer for Parma? Dino Baggio.

Dermed havde Parma vundet endnu en UEFA Cup, og fire dage senere mødtes de to hold igen i ligaen. Den vandt Juventus 4-0 og tog dermed afgørende afstand til Lazio og Parma i forhold til det italienske mesterskab, som de endte med at vinde sikkert. Juventus tog også Coppa Italia det år med to sejre mere over deres efterhånden nære venner fra Parma. Fire dage efter deres sidste kamp i ligaen tog de mod Parma hjemme og vandt 1-0. Derefter vandt Juventus også 2-0 på Ennio Tardini. Parma sluttede på en tredjeplads, men vandt UEFA Cup’en og var i finalen i Coppa Italia. De var nu det næstbedste hold i Italien. De havde været i Serie A i fem sæsoner.

Der blev festet i sommeren 1995 i Parma over den nye status som et permanent tophold i Italien. Calisto Tanzi overlod præsidentposten til sin søn Stefano, og han lovede flere store spillerkøb og udtalte endda, at Parma fremover ikke bare skulle spille med om mesterskabet, men også spille flot og underholdende fodbold på samme tid. Det er tvivlsomt, om det var en udtalelse, som pragmatikeren Scala var imponeret af. Tanzi hentede i sommeren 1995 selveste Hristo Stoichkov, der vandt Ballon d’Or i 1994 fra Barcelona for 11 millioner euro. Bulgarske Stoichkov var med afstand den største spiller, der var blevet købt i Parma, og hans afgang fra Barcelona var en del af den enorme udrensning, der blev påbegyndt efter Barcelonas ydmygende 0-4-nederlag til Milan i Champions League-finalen i 1994.

Scala gjorde det klart overfor Tanzi, at han ikke kunne bruge Stoichkov i sit system, men Tanzi lyttede ikke til træneren, og i øvrigt var Stoichkov-købet en del af en større Parmalat-offensiv i Østeuropa. Stoichkov fungerede slet ikke i Parma. Han var ikke vant til det hårde arbejde, som angribere skulle udføre i Italien, og det var også svært at passe ham ind i Scalas 3-5-2-system. Bulgareren spillede 23 kampe og scorede fem mål. Efter et års tid tog han tilbage til Barcelona for 18 millioner kroner - mindre end en tredjedel af, hvad Parma havde betalt 12 måneder tidligere. Købet af Stoichkov var den første rigtige fejl af Parma efter et væld af gode beslutninger.

Sæsonen sluttede med en skuffende sjetteplads, og Nevio Scala blev syndebukken for en klub og især en præsident, der havde mistet overblikket over, hvad det var, der havde bragt Parma så langt. Da Nevio Scala blev fyret i sommeren 1996, er det ikke for meget at sige, at Parma mistede en del af sin uskyld. Arkitekten der havde bygget Parma fra bunden pakkede sammen og rejste videre, men der var ingen bitterhed fra Nevio Scalas side.

Hans afskedsbemærkning var typisk Scala. En seriøs og realistisk mand, der modent og uden bitterhed reflekterede tørt over sit værk.
”Vi havde aldrig den mentale styrke eller udholdenhed til at vinde et mesterskab, men over én enkelt kamp kan jeg sige ærligt, at vi kunne spille op med hvem som helst.”

Anden del og sidste del af historien om Parma i 90’erne handler om større spillere som Crespo, Veron og Cannavaro og en ledelse, der flyver for tæt på solen og brænder sig voldsomt.

Del 2

Før 90’erne havde Parma aldrig været i den bedste italienske række, men gennem en kombination af det globale firma Parmalat og kloge beslutninger på trænerbænken og i transfermarkedet, skabte man europæisk gigant i Emilia-Romagnia. Nevio Scala lagde den første mursten i klubben med et billigt og lokalt forankret hold. I midten af 90’erne skiftede man taktik og større navne som kom til byen og klubben, der ramte deres absolutte toppunkt i 1999 med navne som Crespo, Veron, Buffon og Cannavaro. Men noget var galt i Parmas regnskabsafdeling.

Dette er andel del af fortællingen om, hvordan Parma i 1990’erne fra ingenting blev en gigant i den italienske Serie A.

Carlo Ancelotti og det nye, rige Parma
Parma var gået fra at være en provinsklub i de nedre divisioner til en europæisk topklub, og nu var det på tide at sætte klubben i et højere gear, mente præsident Calisto Tanzi, og første opgave på listen var at finde en ny træner. Det måtte gerne være en træner med lidt mere stjernestatus end den skeptiske og forsigtige Nevio Scala, der havde haft for meget småklubsmentalitet, syntes Calisto Tanzi. Valget faldt på den kun 37-årige Carlo Ancelotti, der havde spillet over 300 kampe i Serie A for Roma og Milan og vundet mesterskaber og pokaler og lige var gået i gang med sin trænerkarriere.

Carlo Ancelotti, eller Carletto, har altid været træner, driller hans tidligere holdkammerater ham med. På banen var han, ligesom trænerkollegerne Pep Guardiola og Roberto Mancini, kendt for at dirigere rundt med holdkammerater, om de så løb rundt i forsvaret eller angrebet og hed Paolo Maldini eller Ruud Gullit.

*Michele Uva, Carlo Ancelotti & Stefano Tanzi under den officielle præsentation - (Foto af Claudio Villa/Getty Images)*

Trænergerningen lå i kortene, og Ancelotti tog tre år som assistenttræner for det italienske landshold, før han tog hjem til sit elskede Reggio Emilia. I første omgang blev han træner for Parmas ærkerivaler Reggiana, men da der åbnede sig en position i Parma, hvor den ambitiøse træner havde langt bedre spillere og et helt andet budget til rådighed, var det en nem beslutning for både Tanzi og Ancelotti.

Tanzi tog dog en langt større chance end Ancelotti. Parma var et europæisk storhold med stærke spillere på alle positioner. Ancelotti var en relativt uerfaren træner, der endnu ikke havde bevist noget som helst. Men Ancelotti elskede byen, og Parma-tilhængerne var stolte af Ancelotti, der havde startet karrieren i de lavere rækker i Parma, før han erobrede verden med Milan. Parma-tilhængerne var også stolte over deres fodboldholds nyfundne status som storhold, men der var ikke mange af de lokale spillere eller trænere tilbage. Carletto var en af deres egne. Han var et populært valg som træner.

Tanzi brugte ikke meget tid på at græde over at have mistet Nevio Scala. Han købte en håndfuld nye, dygtige spillere og solgte også voldsomt ud af sin trup. Faktisk udskiftede han et halvt hold, og især var det på tide på at få de gamle mænd i forsvaret skiftet ud. Til det formål hentede Tanzi et par dygtige spillere, der viste sig at gøre det ganske fornuftigt de kommende år. Den lille, atletiske og hurtige napolitaner Fabio Cannavaro blev allerede hentet sæsonen før efter nogle imponerende år i hjemklubben, og Cannavaro blev suppleret med en ung Lillian Thuram, der kom til fra Monaco. Thuram og Cannavaro skulle tilsammen spille næsten 400 kampe i Parmas forsvar med stor succes de næste mange år.

Derudover manglede man en dygtig angriber, og ledelsen besluttede sig for at gå Asprilla-vejen og kigge i Sydamerika. I den rige Buenos Aires-klub River Plate, kendt som Los Millionarios, løb der en 21-årig angriber rundt med et usædvanligt godt hovedspil. Han scorede ikke så mange mål, men han arbejdede hårdt og havde en god teknik og et ekstraordinært godt hovedspil. Parma købte Hernan Crespo for fire millioner euro. Fire år og 80 mål senere solgte de ham til Lazio for rekordsummen 56 millioner euro. I dag sker det ikke sjældent, at man tjener 300 millioner kroner på en spillehandel. I 90’erne var det uhørt. Om Parma så nogensinde fik pengene fra Lazio er en helt anden historie.

Crespo viste sig at være en fin afløser for Faustino Asprilla, der efter en fantastisk start var gået en smule i stå i Parma. Asprilla blev solgt til Newcastle, men vendte tilbage sommeren efter, hvor han fik mindre og mindre spilletid, indtil han tog til Palmeiras i 1999. Parma sagde i sommeren 1996 i det hele taget farvel til flere profiler, der havde gjort Parma store sammen med Nevio Scala. Thomas Brolin tog til Leeds uden den store succes, Di Chiara til Perugia og en af de allerførste defensive byggesten, Lorenzo Minotti, tog på pension i Cagliari.

*Hernan Crespo fra Parma Calcio jubler med træner Alberto Malesani i Serie A 1998-99. (Foto af Claudio Villa/Getty Images)*

Lorenzo Minotti var en af de lokale helte fra nabobyen Cesena. Han havde spillet næsten 300 kampe for Parma og været første mand på holdkortet for Parma i ni år som sweeper og senere centerforsvarer. Han var en populær og elegant spiller, der levede højt på at kunne læse modstandernes spil, og det er ikke for meget at kalde ham for Parmas Franco Baresi. Det var en sørgelig dag, da Minotti 5. maj 1996 spillede sin sidste kamp for Parma og blev udskiftet i 90. minut til stor hyldest og mange tårer på Ennio Tardini. Minottis afsked føltes skelsættende. Et nyt kapitel kunne og skulle begynde i den lille provinsklub i osteparadiset Emilia-Romagna.

Ancelottis første sæson i Parma var en succes. De mange nye spillere fandt fint sammen med deres lidt uerfarne træner, og Parma var kun to point fra at vinde deres første Scudetto. De blev slået på målstregen af – selvfølgelig – Juventus, og der blev hvisket i krogene om, at Juventus vist nok havde fået nogle billige straffespark undervejs. Men det taler man jo altid om, når Juventus vinder i Italien. For en gangs skyld var Parma ikke noget at snakke om i pokalturneringerne, og det var lidt af et fast mønster, at de stærke sæsoner i Serie A gik ud over pokalturneringerne såvel som omvendt.

Andenpladsen i Serie A betød, at Parma skulle spille Champions League næste sæson, og præsident Tanzi kunne næsten ikke være i sig selv af stolthed over at være i det virkeligt fine selskab i Europa, og han blev mere og mere egenrådig med rekrutteringen. Han havde stadig ikke opgivet sin drøm om, at Parma skulle spille smukkere fodbold, og han lavede en aftale med Roberto Baggio om at skifte til Parma i sommeren 1997. Men her satte Ancelotti foden ned. Han havde godt nok lavet systemet i Parma om fra Scalas ikoniske 3-5-2 til et mere klassisk 4-4-2, som Ancelotti havde lært det i Milan, men ligesom Scala havde han brug for spillere, der ville arbejde hårdt og ikke bare spille fodbold, når Parma havde bolden.

*Cheftræner Parma Carlo Ancelotti under en serie A-kamp mellem Roma og Parma på Olimpico stadion den 13. april 1997 i Rom, Italien. (Foto af Claudio Villa/Getty Images)*

Allerede her piblede de første små problemer frem mellem Tanzi og Ancelotti. Der skulle komme mange flere. Tanzi troede, at han havde fået en afløser for Nevio Scala, der var helt anderledes end forgængeren, men faktisk var der mere, der bandt Ancelotti og Scala sammen, end der separerede dem. De mindede jo også en del om hinanden som spillere. Godt nok havde Ancelotti været en større stjerne og en langt dygtigere spiller end Scala, men de havde begge været hårdtarbejdende midtbanespillere uden stjernenykker. De var begge af den opfattelse, at det var vigtigt, at man havde elleve spillere på holdkortet, der arbejdede hårdt for kollektivet. Ancelotti vidste, at Baggio var en brillant dygtig spiller, men han vidste også, at Baggio ikke var nem at sætte i systemer og havde problemer med skader og nogle gange også med motivationen.

Ancelotti var godt tilfreds med sin angrebsduo, der bestod af fysisk stærke og kloge Crespo og skarpretteren Enrico Chiesa, en af de bedste afsluttere i Serie A, der i modsætning til sin søn var en fuldblodsangriber, der levede af mål. De to var i Ancelottis første sæson blevet aflastet af Gianfranco Zola, der efterhånden var blevet 30 år, men havde været en vigtig spiller for Parma. I sommeren 1997 blev Zola solgt videre til Chelsea, hvor han var en stor succes og spillede, til han var 37. Zola havde været topscorer i tre sæsoner i Parma og var langtfra færdig. Men den lille angriber var træt af blive sat på kanten af Ancelotti, og de to skiltes som uvenner. Ancelotti har senere indrømmet, at det var en fejl at skille sig af med Zola.

”Vi havde en lang diskussion, og han fik et godt tilbud fra Chelsea. Jeg tror, det var en fejl. Det var min første sæson i Serie A, og jeg var ikke i stand til at ændre system. Jeg foretrak at holde fast i det system, jeg kendte godt.”

I dag er de to fine venner, men Ancelottis stædige insisteren på at holde fast i et system, der ikke kunne inkludere teknisk dygtige angribere som Zola og Baggio gjorde ham til dead man walking i Parma. Præsident Calisto Tanzi havde indsat sin søn Stefano Tanzi som præsident, men han var ikke mindre krævende end sin far. Han ville ikke bare vinde – han ville også have cirkus til folket. Da sæsonen 97-98 var ovre med en sølle femteplads og ingen pokaler til følge, blev Carlo Ancelotti fyret. Men en andenplads efterfulgt af en femteplads for en ny træner i Serie A er jo ikke i sig selv en skuffelse for andre klubber end Juventus og måske Inter og Milan, og man begyndte at tale om, at Parmas krævende ledelse havde glemt det lange seje træk, Nevio Scala havde foretaget for at få Parma op i den absolutte elite. Tanzi’erne havde glemt, hvorfor Parma havde fået succes.

Carlo Ancelotti tog videre til Juventus, og i dag må han karakteriseres som en af de største trænere i fodboldhistorien med fire Champions League-titler og et af de flotteste CV’er, man kan forestille sig. Han har ved flere lejligheder indrømmet, at han var meget grøn, da han var i Parma og begik fejl, fordi han var for dogmatisk og rigid. I sin senere karriere har et af Ancelottis adelsmærker været, at han netop ikke laver revolutioner, når han kommer til nye klubber, men i stedet er en mester i at tilpasse sig spillere og systemer. Tanzi var måske nok en svær herremand at arbejde for, men Ancelotti lærte en vigtig lektie i Parma, som han tog med sig videre på de helt store herregårde.

Malesani og Parmas zenit

The sky is the limit, mente ledelsen i Parma, og nu var det tid til at tage det sidste skridt op ad rangstigen og sikre sig et mesterskab. Tanzi forsøgte at hente Fabio Capello til klubben, men rygtet siger, at da verdensmanden Capello blev hentet i lufthavnen og kørt mod Parmas kontorer til forhandling, blev han så rystet over, hvor småt alting var i Parma. ”Hvornår er vi i byen?”, spurgte han angiveligt sin chauffør, der forklarede, at den havde de kørt i længe. Så tog Capello en hurtig beslutning og beordrede bilen tilbage til lufthavnen. Om historien er helt sand, vides ikke, men Capello endte i hvert fald ikke i Parma. I stedet for tog han et sabbatår og blev derefter træner i Roma, hvor han vandt mesterskabet i 2001.

I det hele taget var det ikke nemt for Parma at hente de store trænernavne, som Tanzi egentlig gerne ville have. Spillermaterialet var et af de stærkeste i verden, Parma var en decideret force i Europa, og de var blandt favoritterne til at vinde Serie A. Men der var stadigvæk en lugt af provins over Parma. Træningsfaciliteterne var godt nok blevet forbedret i forhold til de første år, hvor Thomas Brolin rapporterede, at spillerne mødte op hver morgen og gennet ind i en bus og kørt til en skole, eller hvor der nu var en græsplæne at træne på. Sådan var det ikke længere i Parma, men noget Milanello var træningsanlægget sandt at sige ikke.

Hjemmebanen var heller ikke imponerende. Ennio Tardini var stort set altid fyldt, men det betød stadig, at der kun var omkring 25.000 tilskuere, og det er ikke meget, hvis man var vant til at have en hjemmebane med omkring 50.000 tilskuere hver weekend, som tilfældet var i Rom, Milano eller Torino. Og apropos metropolerne i Italien, så ligger de ikke lige ved siden af Parma. Hvis man er vant til de lidt finere premierer og store kulturelle oplevelser, er Parma ikke et oplagt sted at bo. Man spiser og drikker godt i Parma, og der er trygt og sikkert, men byen er relativt langt ude i provinsen.

8. december 1998 Holdene giver hinanden hånden før UEFA Cup-kampen i tredje runde i anden omgang mellem Parma og Rangers på Ennio Tardini Stadium i Parma, Italien. - (Foto af Stu Forster /Allsport/Getty Images)

Tanzi måtte sande, at de helt store navne ikke ville til Parma, lige meget hvor meget han tilbød dem, og så gik han igen med en forholdsvis uprøvet træner, der ville få sit ubetinget største job i karrieren i Parma. Men Alberto Malesani var en helt anden personlighed end de lidt jævne, fåmælte forgængere. Han var ambitiøs, åbenmundet og en drøm for journalister. Han havde intet imod at kritisere dommere, modspillere, andre trænere og sig selv helt offentligt. Tanzi havde måske ikke fået sin verdensmand, men han havde fået en højtråbende og dygtig motivator, der åbenlyst ville vinde titler og mesterskaber med Parma.

Malesanis fortid var også helt anderledes end Ancelotti og Scalas. Han havde stoppet sin semiprofessionelle fodboldkarriere som 24-årig og tog til Amsterdam, hvor han arbejdede i Canon samtidig med, at han studerede Ajax’ træningsmetoder om eftermiddagen. Han droppede sit job som 36-årig for at vende hjem til Italien og den lille Verona-klub Chievo, hvor han trænede ungdomsholdet til at spille meget offensivt med inspiration fra hollandsk totalfodbold. Han blev cheftræner i Chievo i tre succesfulde sæsoner, hvor han i den første rykkede den lillebitte, nærmest ukendte klub op i Serie B for første gang nogensinde.

Fiorentina henter Malesani til Serie A i 1997 med pæn succes, og sæsonen efter starter han i Parma som træner for et hold, der har decideret verdensklasse. Et ordentligt spring, og den italienske sportspresse er ikke imponeret. Men om det er fordi, Parmas hold bare er så utroligt stærkt, at alle og enhver kunne få succes med dem, eller det er fordi, han faktisk er en dygtig træner, så fører han Parma frem til deres bedste sæson nogensinde i 1998/99.

*August 1998: Parma, Venskabskamp i pre-season mellem Parma og Inter 7-6, Alberto Malesini og Gabriele Oriali. (Foto af Unknown/Getty Images)*

Malesani er måske nok uerfaren, men han har hjertet med i alt, hvad han laver, og han er en dygtig menneskekender. Spillerne kan lide ham fra første dag, og et godt og respektfuldt forhold mellem spillere og træner er altid en god forudsætning for gode resultater på banen. Holdet er allerede meget stærkt, men Tanzi forstærker det yderligere i sommeren 1998, da han henter argentinske Juan Sebastian Veron fra Sampdoria.

Efterhånden har Parma stjerner på alle positioner, og da de vinder endnu en finale i UEFA Cup’en i maj 1999 er det med følgende opstilling. Gianlugi Buffon – Cannavaro, Sensini, Thuram – Boghossian, Baggio, Vanoli, Fuser, Veron – Chiesa, Crespo. På bænken sad Roberto Mussi, Stefano Fiore, Faustino Asprilla og Abel Balbo. Stanic og Bennarrivo var skadede. Parma havde nået sit zenit. Det var med afstand det stærkeste hold, Parma nogensinde har haft og noget helt andet end Nevio Scalas uortodokse halvstjerner, der havde vundet Coppa Italia otte sæsoner tidligere.

De havde også en juvel i målet. En ung juvel. I 1999 er Gianluigi Buffon 21 år og har allerede spillet tre sæsoner for Parma. Han bliver i 2001 verdens dyreste målmand, da han bliver solgt til Juventus. I dag er han opfattet som den måske bedste målmand i historien. Lilian Thuram er i dag den spiller, der har flest kampe på det franske landshold. Fabian Cannavaro er 26 og bliver syv år senere verdensmester og vinder Ballon d’Or. Hernan Crespo bliver verdens dyreste spiller et år senere og er vel tæt på at være verdens bedste spiller i denne periode. Disse verdensstjerner er flankeret af et væld af dygtige holdkammerater, og bænken er bred og stærkt besat.

Parma vader da også nemt igennem UEFA Cup’en, og det må være en af de mest overlegne sejre i turneringens historie. De scorede tyve mål de sidste syv kampe, og Bordeaux og Atletico Madrid blev slået 7-2 og 5-2 i kvart- og semifinalen, før Marseille fik tæsk med 3-0 i finalen. Det var nærmest en walkover for Parma, der scorede det sidste mål efter 55 minutter og dermed havde vundet deres anden UEFA Cup. Især det tredje mål var nærmest den rene opvisning. Crespo springer over et indlæg fra Veron, og Chiesa flugter bolden utageligt op i nettaget. Målmand Stefano Porato og anfører Laurent Blanc står og ser måbende til. De har ikke haft en chance i den anden ende, og kampen er nu afgjort efter 55 minutter. ”Hvis det her er det femtebedste hold i Italien, er det godt, man ikke spiller i Serie A til daglig,” synes de at tænke.

Parma viser også deres pokalkvaliteter i Italien, hvor de vinder deres anden Coppa Italia. Her slår de Inter 4-1 i semifinalerne, før de spiller 3-3 samlet i de to finaler mod Fiorentina og vinder på reglen om flest udebanemål. Det er et af de stærkeste Fiorentina-hold i historien med Edmundo, Rui Costa og Batistuta, de slår i finalen, mens Inter har spillere som Pagliuca, Bergomi, Zanetti, Djorkaeff, Simeone og en ung Pirlo på holdet, da de taber i semifinalerne til Parma.

I det hele taget har Serie A en vild styrke og bredde i disse år. Hernan Crespo har en stor sæson med 28 mål i alt og 16 i Serie A, men han bliver kun nummer fem på topscorerlisten, der består af store navne som Amoruso, Batistuta, Bierhoff, Delvecchio, Muzzi, Inzaghi, Salas, Signori og Ronaldo.

Parma skuffer dog i ligaen med en fjerdeplads, og det er tydeligt, at sejrene og de mange kampe i UEFA Cup’en og Coppa Italia tager hårdt på holdet, fordi de smider mange unødvendige point i foråret til flere af de små hold. Fjerdepladsen giver dog adgang til en kvalifikationskamp til at komme i Champions League og sammen med de to pokaltitler må man kalde denne sæson for Parmas absolutte højdepunkt. Ikke bare på grund af de mange trofæer og de mange sejre, men også fordi Parma spiller underholdende og laver mange mål. Tanzi har endelig fået sit tophold, der også spiller som engle. Man må håbe, han nød det, fordi i sommeren 1999 begynder de sorte skyer at samle sig over Parma.

Nedturen og kollapsen

Indtil nu har Tanzi kunnet afvise de mange store bud, der kommer på hans dygtige spillere, men samtidig med, at der er rygter om, at Parmalats økonomi ikke er så solid som tidligere troet, begynder Parma at sælge flere af deres profiler. Enrico Chiesea bliver solgt til Fiorentina, og argentinerne Juan Veron og Nestor Sensini ryger til Lazio, hvor de vinder det mesterskab, de ikke kunne vinde i Parma. Topscorer Crespo spiller en sæson mere i Parma, og så følger han trop med sine to landsmænd og flytter til Rom. Det betyder, at Parma får omkring 100 millioner euro ind på kontoen, og selvom nogle af pengene bliver brugt på Amoruso, der lavede bunker af mål i Udinese, og Parma også får Sergio Conceicao og Matias Almeyda i bytte fra Lazio, bliver Parma langt svagere i de kommende sæsoner.

*Februar 1997: Enrico Chiesa fra Parma i aktion under en Serie A-kamp mod Cagliari på Stadio Tardini, Parma. (Foto af Allsport UK/Getty Images).*

Sæsonen 1999/2000 bliver den svageste siden begyndelsen af 90’erne. Parma får godt nok skrabet en femteplads hjem i Serie A, og i august vinder de også Supercoppa Italiana – kampen mellem de italienske pokalvindere og mestrene fra Milan. Men sæsonens vigtigste kamp – playoff-kampen om at komme i Champions League – taber de overraskende til Rangers fra Skotland. De kommer kun til tredje runde i UEFA Cup’en, og Coppa Italia er også en stor skuffelse. En af forklaringerne er, at erstatningen for Chiesa, dyrt indkøbte Amoruso, skuffer stort og kun scorer fire mål. Derudover kunne erstatningen for Veron, den lille, ustabile dribler Ariel Ortega, slet ikke fylde skoene fra sin landsmand.

Sæsonen efter bød på flere skuffelser og tydeligvis flere økonomiske problemer. Dino Baggio tog med Crespo til mestrene fra Lazio, og Mario Stanic, der havde været i klubben i fire år tog til Chelsea. Man hentede Savo Milosevic fra Zaragoza for hele 25 millioner euro, men han blev en lige så stor fiasko som Amoruso. Det var som om, at Tanzis dygtige handelstalent havde forladt ham. Samtidig var det tydeligt, at de bedste spillere ikke længere ville til Parma. Både Roma og især Lazio kastede endnu flere penge efter en titel end Parma, og selvom det viste sig, at begge klubberne brugte penge, de ikke havde, så lykkes det alligevel for dem begge at vinde det italienske mesterskab, som Parma så gerne ville have fingrene i.

Tanzi fyrede Malesani halvvejs inde i sæsonen i januar 2001 og erstattede ham med Arrigo Sacchi, der altså kom tilbage til klubben, hvor han havde startet sin karriere 15 år tidligere. Han holdt dog kun tre kampe, før han trak sig fra stillingen med stress-problemer. Renzo Ulivieri overtog og gjorde egentlig et udmærket stykke arbejde. Parma kæmpede sig frem til finalen i Coppa Italia, men her fik Fiorentina revanche for deres nederlag et par sæsoner tidligere.

*Parma, Italien, 2002-2003: Calisto Tanzi, ejer af Parma Calcio og Alberto Malesini. (Foto af Claudio Villa/Getty Images)*

Parma sluttede dog på fjerdepladsen, men de formåede endnu engang at tabe den altafgørende kamp om at komme i Champions League til Lille og var endnu en gang skuffende i UEFA Cup’en, som jo ellers var deres præmiedisciplin. Men det værste var, at de i sommeren 2001 mistede to af deres absolutte holdepunkter og verdensklassespillere til Juventus. De fik 50 millioner euro for ungdomsproduktet Gianluigi Buffon, der nåede at spille 168 kampe for Parma i sin første periode. Han blev en legende i Juventus, hvor han spillede 509 kampe og vandt ti italienske mesterskaber, og han spillede 176 landskampe for Italien. I Parma gør det stadig ondt, at denne legendestatus ikke blev opnået i Parma. Han var jo en af deres egne, og lige nøjagtigt Juventus var jo den klub, der gennem 90’erne igen og igen havde stået i vejen for det italienske mesterskab.

I 2002 vinder Parma deres sidste titel helt op til i dag. I Coppa Italia-finalen mødte de – som sædvanligt og meget passende – Juventus, som de tabte 1-2 til på udebane, men slog 1-0 hjemme. Dermed vandt de titlen på reglen om udebanemål. Men det haltede gevaldigt i klubben, fordi Parmalat var ved at gå bankerot. Calisto Tanzi havde lavet underslæb i årevis, og der var ingen penge i klubben mere.

Man spillede stadig fornuftigt med i Serie A, men i 2005 undgik man på et hængende hår nedrykning i en såkaldt spareggio – en nedryknings-playoffkamp – med Bologna. I 2008 gik den ikke længere. Parma rykkede ned i Serie B, og de store Parmalat-dage var for alvor ovre. Calisto Tanzi viste sig at have svindlet for langt større beløb, end selv de største pessimister havde forestillet sig, og i 2010, efter flere års retssag, blev han idømt 18 fængsel for et underslæb på kolossale 14 milliarder euro. Anklagerne kaldte sagen for det største underslæb i kapitalismens historie.

Tanzi-æraen og den gyldne tid for Parma var helt og aldeles forbi, men den gode nyhed er, at Parma nu – i modsætning til før 90’erne – faktisk er blevet et relativt fast Serie A-hold, selvom de paradoksalt nok spiller i Serie B lige nu i 2023. Godt nok blev de tvangsnedrykket til Serie D i 2015, men Parma har været i Serie A i ni af de sidste 14 sæsoner og ses nu som et hold, der bør være i den bedste række. Med en fjerdeplads i Serie B i 2023 var de ganske tæt på oprykning, og det varer næppe så længe, før de er tilbage i Serie A. Parma er i dag ejet af amerikaneren Kyle Krause, der ejer en stor kæde af kiosker i USA. Kyle Krause er en af mange amerikanere, der har kastet sig over det italienske fodboldmarked.

Epilog:

Det er på sin plads at forklare, hvorfor vi stadigvæk husker dette Parma-hold i deres gule og blå Parmalat-trøjer fra 90’erne flere årtier senere. De endte med at vinde en håndfuld europæiske titler, og det er flere end Lazio, Roma, Napoli og Fiorentina tilsammen i hele deres klubhistorie. Men når de nu var så gode, ikke bare i Italien, men også i Europa, hvorfor vandt de så ikke bare en enkelt Scudetto?

Det er et godt spørgsmål, og der er flere svar. For det første skal man have lidt held i Serie A, når man ikke er Inter, Milan eller Juventus. Lazio havde regnvejrskampen på Sardinien, hvor Juventus sensationelt tabte på sidstedagen på en uspillelig bane i 2000. Sampdoria ramte et enkelt gyldent år med to helt specielle spillere, hvor de tre store ikke var på toppen, og det samme var nok tilfældet med Hellas Verona lidt længere tilbage 80’erne. Napoli havde Maradona og mafiapengene. I modsætning til alle disse hold sluttede Parma i top syv i 12 år i træk. De var med omkring toppen langt længere end Verona, Napoli, Sampdoria og Lazio, men de ramte ikke den perfekte sæson, og deres bedste bud, 1999, havde de alt for travlt med at vinde endnu en europæisk titel.

Derudover var 90’erne ikke et godt årti at toppe, hvis man skulle vinde det italienske mesterskab af den simple grund, at kvaliteten i Serie A var tårnhøj – ja, det var nok den mest dominerende liga nogensinde i Europa et enkelt årti. En god indikator på europæisk dominans i de år er, hvem der vandt UEFA Cup’en.

Champions League stadig var stadig lidt af et lotteri med de meget få hold i turneringen, og man var altid kun et enkelt nederlag fra at ryge ud nationalt. I UEFA Cup’en var der til gengæld mange tophold fra de enkelte lande, og derfor er det ofte den bedste måde at vurdere, hvem der har den bedste liga, før Champions League begyndte at tildele fire pladser til hver af de store ligaer. Serie A var fuldstændig overlegen i UEFA Cup’en i 90’erne. Ikke bare vandt italienske hold syv af ti finaler – fire af finalerne var mellem hold fra Serie A! Med andre ord var italiensk fodbold alt andet overlegen i en grad, vi aldrig har set siden, og det er næppe forkert at påstå, at 7-8 af de bedste ti hold i Europa i 90’erne var italienske.

Det faktum har så arbejdet både for og imod Parma. Det er naturligt at gå ud fra, at Parmas europæiske dominans i 90’erne i høj grad er kommet, fordi de hver eneste weekend har spillet mod meget stærke modstandere. Man vænnede sig til at spille på et stabilt, højt niveau, fordi ellers blev man straffet øjeblikkeligt i Serie A. Den kompetence og det niveau tog man med sig over i de europæiske turneringer, og derfor var Parma så enormt stærke på den europæiske scene.

Til gengæld gjorde det høje niveau i Serie A også, at man ikke skulle lave mange fejl eller spille alt for mange uafgjorte, før Milan eller Juventus pludselig var ti point væk og nærmest umulige at hente. Og med seks mesterskaber imellem sig var 90’erne et godt årti for Juventus og Milan. De delte også deres stærke år pænt mellem sig. Milan var nærmest uovervindelige i begyndelsen af 90’erne, mens Juventus overtog i slutningen af 90’erne. Lazio stjal lige et mesterskab til allersidst med et kunstigt oppumpet stjernehold, men ellers holdt Juventus og Milan alle udfordrerne stangen. Det har også været antydet, at Calciopoli-skandalen allerede begyndte i sluthalvfemserne, hvilket bestemt ikke gjorde det nemmere for de mindre hold.

Hvorom alt er, ramte Parma ikke den perfekte sæson på den hjemlige scene, og de fik aldrig det mesterskab, som Sampdoria, Lazio og Roma fik i den periode. Men til gengæld begejstrede de hele Europa i et helt årti med et væld af europæiske finaler og titler, og spørgsmålet er, om det ikke er en endnu større bedrift end at vinde en enkelt Scudetto?