De har ikke ret meget i Gørslev. En kirke, et par hundrede indbyggere og en masse marker. Men de har også et hyggeligt idrætsanlæg, en lille tribune med 50 sæder taget direkte ud af den danske fodboldhistorie og, som noget helt nyt, et Danmarksserie-hold. Reportage fra en af dansk fodbolds mest fascinerende og charmerende rækker.

AF SEBASTIAN STANBURY

Dannebrog og tårnet på Gørslev Kirke tittede op bag klubhusets tag. Ovenover strakte en kongeblå himmel sig ud i det uendelige. For en stund var min fodboldverdens centrum naglet fast på en græsplæne lige nedenunder.

Det var på Gørslev Stadion. Gørslev er en midtsjællandsk landsby; beliggende midt i trekanten Ringsted-Køge-Haslev. Denne fredag aften i april var der, udover strålende vejr, Danmarksserie-fodbold på det lokale stadion. Gørslev IF tog imod B 1908 fra Amager i nedrykningsspillet – Danmarksserien er lige som rækkerne ovenover blevet delt i to puljer, hvor man spiller om at opnå oprykning eller undgå nedrykning.

”Foreningen er med til at skabe social sammenhængskraft i lokalsamfundet,” sagde daværende – og nuværende – borgmester i Køge kommune, Marie Stærke, om Gørslev IF i en tale ved foreningens 125 års jubilæum i 2012. Det ses. Ifølge Dansk Statistiks seneste optælling, fra 2014, har Gørslev 205 indbyggere. Der var vel 250 tilskuere på stadion til kampen, folk i alle aldre.

På et picnic-tæppe på græsset sad en pige i pailletjakke og lyserøde sko. Hun sad og tegnede i en medbragt bog med ryggen til banen. Ikke langt derfra stod en mand og pissede op ad bagsiden på den lille tribune, og han holdt en lille cigaretstump mellem fingrene gennem hele processen.

Nogle drenge, der havde været oppe i Kiosk 1887 for at købe pølser fra mor-datter-parret bag disken, kom gående iført shorts og træningsoverdele med klublogo- og navn – vel at mærke fra IF Frem Bjæverskov 10 minutters kørsel derfra. Der er ingen børnefodbold i Gørslev IF.

Og så var der såmænd også en femdobbelt dansk mester på stadion, for Kim Daugaard kiggede forbi for at kigge på.

Tilskuerne stod lænet op ad banden langs sidelinjen – intet sted hænger man så behageligt op ad en bande som til en Danmarksserie-kamp, er min erfaring. De sad på parkbænkene nede bag det ene mål; det mål der ligger ned mod klubhuset, og hvor Slimmingevej ligger bagved og fører videre ud i verden. Bag banens tre andre sider er der marker. En traktor i færd med at pløje jorden var baggrundstæppe til hele kampen mod B 1908. Og de sad på tribunen, som er en historie helt for sig.

For historie har Gørslev IF, selv om klubben kommer fra en lille by, er i Danmarksserien for første gang og ikke har uddannet et væld af landsholdsspillere. Foreningen blev grundlagt i 1887 som Slimminge Skytte- og Gymnastikforening, og fodboldholdet har spillet på samme bane siden 1942. En del af foreningens oprindelige 136 år gamle skydemur står foran klubhuset. Og så er der altså tribunen, der har tråde til en af dansk fodbolds mest hellige steder.

I december 2007 blev den gamle D-tribune revet ned i Parken. Det var den sidste rest af Idrætsparken, som forsvandt. Da Parken blev bygget i begyndelsen af 90'erne, bevarede man den gamle hovedtribune fra 1956, vendte banen og gjorde den til endetribune. Men halvandet årti efter Parkens indvielse skulle der moderniseres. Det sidste, den gamle tribune fik lov at overvære, var 19-årige Sergio Agüeros 2-0-scoring for Atlético Madrid mod FC København i en UEFA Cup-kamp. Dagen efter tog Flemming Østergaard, Michael Gravgaard og Jesper Grønkjær røde sikkerhedshjelme på og poserede med trykluftsbor til ære for fotograferne, før gravkøer og andre nedrivningsmaskiner tog over og gjorde arbejdet færdigt.

I Gørslev IF havde man fået en god ide. Klubfolk tog kontakt til FC København for at høre, om man kunne købe nogle af tribunens sæder. Svaret var positivt: GIF'erne kunne komme forbi og hente sæder uden afregning. En tømrer oppe fra Karlslunde sponsorerede byggeriet, medlemmer af foreningen tog værktøj i hånden og opførte tribunen, og hvis man i dag sidder og ser fodbold i Gørslev, gør man det altså på de samme sæder, som man engang så fodbold på inde i Parken. Et skilt på siden af tribunen beretter om forløbet.

Jeg anede intet om den historie. Før jeg tog til Gørslev.

Charmen ved femte hylde

Danmarksserien er dansk fodbolds femteøverste række og rummer 40 klubber. I efteråret var de fordelt i fire geografiske puljer á 10 hold. I foråret er det det fem puljer á otte, hvor der spilles om op- og nedrykning. Jeg har besøgt 39 af de 40 hjemmebaner – Gørslev Stadion var mit 39. Inden alt for længe får jeg forhåbentlig lejlighed til at besøge det sidste, jeg mangler – AaB's træningsanlæg hvor Superliga-klubbens andethold spiller sine Danmarksserie-kampe. Jeg har rejst landet rundt med bil, tog, cykel og på gåben for at få pladen fuld. Både fordi jeg samler på stadionbesøg, men også fordi jeg holder af de oplevelser, jeg får.

AaB II, som jeg altså mangler at se, er en sjældenhed. Engang var Danmarksserien fyldt med reservemandskaber for dansk fodbolds storklubber, men det er ikke tilfældet længere. Det har blandt andet reserveligaen sat en stopper for. De eneste andethold i Danmarksserien er fra Næstved, Brabrand, Aarhus Fremad og så altså AaB. Det er lidt ærgerligt, synes jeg. Det havde virkelig sin charme, dengang man kunne se unge Superliga-talenter eller veteraner på vej tilbage fra en skade spille lørdag eftermiddag i tællende kampe i stedet for de nuværende og ret så ligegyldige testkampe i reserveligaen. Men selv uden dem er Danmarksserien rig på interessante klubber med spændende, inspirerende eller endda triste historier.

Det er rækken, hvor man finder faldne giganter fra den bedste række – for eksempel Holbæk, Brønshøj og B 1913. Der er sågar en dobbelt dansk mester i form af B 1909. Nu er de så på et niveau, hvor de møder småbyklubber som Kjellerup, Hedensted, Herstedøster – og selvfølgelig Gørslev. Det miks er charmerende. Og det sportslige niveau er højt nok til, at man godt kan blive både imponeret og lade sig rive med at opgørene.

Men selvfølgelig er niveauet højere længere oppe i systemet. Det er ikke derfor, man skal tage til Danmarksserie-fodbold.

Til gengæld er det en måde at se Danmark på. Med 40 klubber og 40 hjemmebaner kommer man vidt omkring. Der er klubber i store byer og langt ude på landet. De ligger mod nord, syd, øst og vest og i de fleste landsdele. Og stadionerne (i mange tilfælde er det for gavmildt at kalde dem for stadioner – ”anlæg” eller bare ”baner” er mere korrekt) er sjældent arkitektoniske perler, men de er også mindre generiske. Det har mere sjæl, når skiltene er hjemmelavede eller -printede og eventuelt med en stavefejl og for mange udråbstegn, og musikken kommer fra en gammel Absolute Music-cd i speakerboksen.

Man kan leve sig ind i kampene på en anden måde. Mit favoritspot på et stadion på det niveau er ved banden lige mellem de to trænerbænke. Uden larmen fra tusinder af tilskuere kan man høre næsten alt, der foregår blandt trænere og udskiftere. Det kan være ret underholdende. Som dengang en træner i Frederikssund pludselig vendte sig om og svinede en af sine reservespillere til – han havde formastet sig til at råbe en opmuntring til en holdkammerat, og træneren skulle nok bestemme, hvem der skulle roses og hvornår. Eller da Tarup-Paarups træner lærte mig et helt nyt udtryk. Frustreret beklagede han sig til resten af bænken over, at en af spillerne ”lavede skildpadden”. Det er åbenbart, når man hopper op i en hovedstødsduel, men vender skjoldet – ryggen – til modstanderen i frygt for at komme til skade.

Men tilskuere er der. Med årene har jeg lært de forskellige typer at kende. Der er familiemedlemmerne – forældre, kærester, brødre og søstre. Der er klubfolkene; ofte ældre mænd, der måske selv har haft trøjen på nogle årtier forinden, og som møder op, uanset om det er i Superligaen eller serie 4. Der er vennerne – unge mænd på alder med spillerne inde på banen, og de spiller tit på et af de øvrige hold i klubben. Så står de der og ser førsteholdet spille, mens de fortæller røverhistorier fra byturen natten forinden eller mindeværdige kampe fra den nære fortid. Dem finder man som regel et sted omkring min egen yndlingsplads nær bænkene, hvor de kan hilse på reserverne, holdlederen og andre bekendte.

Og så er der fansene. Tit kræver det noget ekstra at følge et hold langt fra rampelyset, men også de klubber og hold har trofaste supportere. I efteråret 2022 mødte jeg ægteparret Brøggeren og Hanne, der havde set 249 hjemmebanekampe i træk med FC Djursland. Det øsregnede, og deres yndlingshold tabte 7-0 til Aarhus Fremads reserver i Danmarksseriens pulje 4. Men de stod der, og de trøstede spillerne efter slutfløjt. FC Djursland har gang en rædselsfuld sæson. Men når jeg ser deres resultater, tænker jeg altid en stund på Hanne og Brøggeren. Det er svært ikke at få en masse små yndlingsklubber, når man rejser rundt og ser DS-bold.

Det kan slutte med et knips

Hvordan blev Gørslev IF en af de yndlingsklubber? Hvordan nåede en lille landsbyklub, der ikke engang har ungdomsfodbold på programmet, helt op på niveau med byer som Holbæk, Slagelse og Nørresundby, der har titusinder af indbyggere?

”Det er der rigtig mange, der har spurgt om,” griner Finn von Bülow.

Der er en årsag til, at så mange har stillet spørgsmålet, og at Finn von Bülow er den rigtige til at svare på det. For det første har han adskillige kasketter på i Gørslev IF. Han er formand for det samlede Gørslev IF og for selve fodboldafdelingen, han er i baneudvalget, og han tituleres som sportschef på hjemmesiden. Skulle det ikke være nok, er det såmænd også ham, der kridter græsset.

Og så har han være med længe. Siden 1970, da han som 10-årig flyttede til området. I det halve århundrede, der er gået, har Gørslev IF aldrig været så højt oppe i rækkerne.

”Jeg plejer gerne at sige, at hvis man for 15 år siden havde sagt, at vi ville spille i Danmarksserien, så havde jeg grinet,” siger Finn von Bülow til Mediano.

For 15 år siden, i 2008, spillede Gørslev IF serie 4-fodbold. Det var endda en forbedring fra serie 5 året forinden. Og lige omkring årtusindeskiftet betød spillermangel, at man kun havde et syvmandshold, ligesom der var år i 90'erne uden seniorfodbold.

Men siden 00'erne er det gået godt. Særdeles godt. Serie 4 i 2008 blev til serie 3 i 2009. I 2012 rykkede Gørslev i serie 2, rykkede straks ned igen, men etablerede sig så i serie 2 efter endnu en oprykning. Og i 2019 tog klubben så kvantespring, da Gørslev i sin første sæson i serie 1 rykkede direkte op i Sjællandsserien. Tre år senere tog GIF skridtet op i Danmarksserien.

”Jamen altså... Det har været et spørgsmål om, at vi har skabt nogle rigtig gode rammer for spillerne. Hvis du går tilbage til 2005 eller 2006, så var det ikke normalt i serieklubber, at der var træningstøj. Hos os skulle de sådan set bare huske deres fodboldstøvler og deres skinner. Det var en af de ting, vi rykkede på.”

”Siden er det blevet rimelig normalt helt ned til serie 3. Men vi startede med det i serie 3. Det gav så positiv omtale, og så kom spillerne af sig selv. Vi prøvede på at gøre det socialt. Det er så lidt sværere, når vi snakker Danmarksserien. Vi har jo spillere fra København, vi har spillere fra Vordingborg,” siger Finn von Bülow.

Det skal nemlig siges. Fortællingen om Gørslev i Danmarksserien er ikke fortællingen om et talentfuldt kuld af lokale spillere, der har holdt sammen og ført deres barndomsklub op gennem rækkerne. Som nævnt er der ikke mulighed for at spille børnefodbold i klubben.

”Da man lukkede vores skole ned, døde al ungdomsfodbold. Vi ligger mere end fem-seks kilometer fra Bjæverskov, så de søgte derover alle sammen. Det var fair nok. Så kunne vi måske stille syv mand, og det er der ikke nogen fremtid i. Vi har accepteret, at sådan er det bare, og det kan vi ikke gøre noget ved.”

”I øjeblikket tror jeg ikke, at nogen fra selve lokalområdet spiller på Danmarksserie-holdet. Nogle har spillet der i mange år. Men klubfølelsen er der ikke rigtig mere, som den var for 25 år siden. Den er væk. At holdet består af 11 lokale og så fire-fem udefra, det er omvendt i dag. Det har vi måttet lære at leve med.”

Men Gørslev IF er stadig en lokal forening. Der er mange andre aktiviteter udover fodbold – for eksempel gymnastik, dart, badminton og dilettantforestillinger – og så er der atmosfæren på anlægget, når der er kamp.

”Vi har stor opbakning, også fra de lokale. Inden for de sidste tre-fire år er vi begyndt at se tilskuere, der aldrig har interesseret sig for fodbold, men fordi der sker noget, kommer de.”

Gørslev er en del af nedrykningsspillet i Danmarksseriens pulje 1. I skrivende stund resterer seks kampe af turneringen, og det er vanskeligt at vurdere, om holdet overlever – også fordi antallet af nedrykkere blandt andet afgøres af geografien hos nedrykkerne fra 3. division og oprykkerne til samme række. Og mens Finn von Bülow var den helt rigtige at spørge til Gørslev IF's succes, har han sværere ved at spå om, hvad der vil ske, hvis opturen brydes af en nedrykning.

”Helt ærligt, så ved jeg det ikke. Der er ikke nogen tvivl om, at vi vil miste spillere. Men der vil også komme nye til. Vi må bare tage den derfra og så se, hvad der kan lade sig gøre. Lige siden vi rykkede i serie 2, har jeg sagt, at vi skal være klar over, at det kan slutte med et knips. Er der en træner, som er vellidt, og som rejser og tager en masse spillere med; jamen så er det slut. Køge Nord har haft kæmpe problemer. Lellinge satsede og ansatte en tidligere divisionsspiller fra Herfølge, og han tog en hel masse spillere med. Da han stoppede, røg de samme spillere igen, og så var de nødt til at spille med deres serie 5-hold. Det må små klubber som os bare lære at leve med. Nyd nu den succes, vi har. Det kan være slut i morgen,” siger Finn von Bülow.

Dramaet i landsbyen

Egentlig var selve fodboldkampen mellem Gørslev IF og B 1908 ikke så vigtig. Spillet på banen er, for mig, ikke hovedformålet med at se en kamp på det niveau. Spillerne kunne have genopført Vesttyskland-Østrig fra Gijón 1982, og det ville stadig have været en berigende aften. Men nu var det så tilfældigvis sådan, at det blev et medrivende og dramatisk opgør.

B 1908 kom til Gørslev i god form. De var ubesejrede i foråret med tre sejre og to uafgjorte, mens Gørslev havde vundet én kamp, tabt to og spillet uafgjort to gange. Gæsterne kom foran kort før pausen, øgede til 2-0 kort efter, og Gørslev spillede sig ikke til de helt store chancer.

Men så reducerede hjemmeholdet, og et kvarter før tid kom udligningen til 2-2. Afslutningen på kampen var på samme tid hektisk og fyldt med spilstop. Fra det 85. minut og frem uddelte dommeren seks advarsler. Blandt andet fik B 1908 kort for at trække tiden. Det var nemlig Gørslev, der pressede på og udnyttede momentum fra de to scoringer til at jagte et sejrsmål.

Og så i det femte tillægsminut blev kampen afgjort. Men i den anden ende. Gørslevs målmand stod med bolden og skulle sætte spillet i gang, men han sparkede den direkte ind på en angriber fra B 1908, og bolden gik i mål. 3-2 til gæsterne. Slutfløjt lød kort efter.

Måske var der ikke mange mennesker andre steder end i Gørslev og i Sundby, der noterede sig resultatet fra den fredagskamp. Nok nogle stykker rundt omkring i de konkurrerende klubber, der ville vide, hvordan kampen påvirkede deres egen status i stillingen. Men samme aften var der kampe i Premier League, La Liga, Serie A, Bundesligaen og Ligue 1. Såmænd også i Superligaen. Den slags har det med at stjæle fokus og overskrifter.

Men kampen på Gørslev Stadion var weekendens vigtigste for dem, der var der. Man kunne se det på de amagerkanere, der styrtede ind på banen efter sejrsmålet. Og man kunne se det i ansigtet hos Gørslevs keeper, der blev trøstet af næsten samtlige holdkammerater samt flere af modstanderne.

Tænk sig; den slags enorme sportslige dramaer får man også i Danmarksserien. Det er kun én af årsagerne til, at det er en af mine yndlingsligaer.