MEDIANOBLACK4.png

Vi giver det smukke spil tid, ord og perspektiv. 
Vi ønsker at skabe scenen for den store fodboldoplevelse.
Skabt af dig og af os.

Masterclass fra Vestegnen - succes eller smertensbarn?

Masterclass fra Vestegnen - succes eller smertensbarn?

Brøndby ville være best in class, da de i 2014 oprettede Masterclass. De unge egenudviklede spillere skulle være bedre, og der skulle være flere af dem på førsteholdet. Mediano har undersøgt, hvordan Brøndbys store talentsatsning har udviklet sig igennem årene, hvorfor der lige nu er så stort fokus talenterne, og hvorfor sangen ‘Masterclass fra Vestegnen’ er blevet et hit på tribunerne.

af Gisle thorsen

Der var et kvarter til kick off, da Sydsiden fik Brøndbys fremtid at se.

Daniel Wass og de andre Brøndby-spillere var ved at forlade banen efter endt opvarmning og mødte et kuld unge knægte klædt i sorte T-shirts, da de krydsede sidelinjen.

I midtercirklen på Brøndby Stadion blev klubbens succesfulde U17-hold fra sidste sæson hyldet før kampen mod Randers FC.

Og så brød sangen ud. Den, der efterhånden kan høres til hver eneste Brøndby-kamp - om det så er hjemme eller ude.

La, la, la, la, la, la, la, la … Masterclass fra Vestegnen.

I flere minutter blev den sunget, mens det unge hold af danske mestre gik ned mod Sydsiden til endnu mere hyldest.

På den øvre del af Sydsiden tæt på svinget står fangrupperingen Alpha nu. De har overladt capo-tårnet til andre og forladt deres sædvanlige plads midt på den nedre del af Sydsiden.

I deres nye afsnit aner man stadig de orange farver, ser den store fane med en streg over GFH og hører deres protestsange.

Det er også dem, der nok synger allerhøjest med på sangen om ‘Masterclass fra Vestegnen’, og de har endda et banner med teksten Masterclass Vestegnen.

Til kampen mod Randers havde de også et ekstra budskab. For efter U17-holdet havde fået sin hyldest, skulle en lidt ældre Masterclass-elev fejres.

Mads Hermansen var tilbage for at tage afsked med Brøndby Stadion. ’En stjerne fra Masterclass. Tak for alt, Mads!’ stod der på det banner, som Alpha rullede ud, mens Hermansen blev hyldet.

Mads Hermansens var det helt store salg fra Brøndby i transfervinduet. Fynboen er blandt andet et produkt at Masterclass.

Jo, Brøndby fik vist Masterclass-succesen frem før kampen mod Randers FC, men da der skulle spilles fodbold søndag eftermiddag på Vestegnen, var der ikke meget Masterclass tilbage…

Startede på Tingbjerg Ground

Brøndby har en lang, flot tradition for at producere førsteholdsspillere, og mange store hjemmedyrkede talenter er igennem årene løbet på banen til Jump.

Per Nielsen, Daniel Agger, Thomas Kahlenberg, Jesper Lindstrøm for blot at nævne nogle.

I 1985 vandt et ynglingehold med blandt andre Morten Cramer og Torben Frank klubbens første mesterskab på ungdomsniveau – i øvrigt samme år som førsteholdet vandt guld for første gang – og siden er der blevet hjemført rigtig mange mesterskaber, senest af U17-holdet i sidste sæson.

Men for tiden er der ikke mange Brøndby-drenge, der løber ind på stadion til Van Halens 80’er hit.

Daniel Wass og Mathias Kvistgaarden er de eneste startere, der er vokset ud af Vestegnens talentmuld.

I Brøndby taler man ellers meget om Masterclass, og på tribunerne bliver der jublet lidt højere, når en spiller som Mathias Kvistgaarden scorer.

Og så er der sangen om ‘Masterclass fra Vestegnen’, som for tiden ligger højt på den blågule hitliste.

Den blev, vist nok, sunget første gang i juni 2022 på Tingbjerg Ground i Brønshøj, hvor en stor gruppe Brøndby-fans med Alpha i spidsen støttede klubbens U17-hold i pokalfinalen mod FC Nordsjælland.

Oscar Schwartau havde alderen til at være med ved den lejlighed, men var allerede rykket op på Brøndbys U19-hold, og kort efter U17-holdets pokalfinale debuterede han for førsteholdet i sæsonåbneren mod AGF.

Med sine blot 16 år og 61 dage blev Schwartau den yngste debutant nogensinde i Brøndby, og hans tilstedeværelse fik Sydsiden til at synge den nye sang om ‘Masterclass fra Vestegnen’.

Brøndbys U17-hold vandt i sidste sæson både mesterskab og pokal. Det blev de hyldet for før kampen mod Randers FC.

De sang den også i Vejle for nylig og ganske længe i Herning for nogle uger siden.

De sang den, da Mathias Kvistgaarden søndag gjorde det til 3-0 mod Randers FC, og da Brøndby-angriberen midt i august havde scoret til 2-0 mod Lyngby, var det også den sang, som Brøndby Stadion valgte fra sanghæftet.  

Det var en hyldest til en 21-årig Brøndby-dreng, men ved den lejlighed var der også et andet budskab.

For ude på bænken sad en endnu yngre Brøndby-angriber med rødder i Masterclass og spejdede forgæves efter spilletid. Ham de havde sunget om 13 måneder tidligere.

Mod Randers FC kom 17-årige Oscar Schwartau ind til et jubelbrøl efter pausen, men han har under Jesper Sørensens ledelse blot spillet 151 minutters Superliga-fodbold og er lidt af et smertensbarn.

Best in class

Det er den ene fortælling om Masterclass, den problematiske. Men der er også en anden, succeshistorien. Den der blev vist frem før kampen og også under kampen mod Randers FC.

Ser man på det netop overståede transfervindue, har Masterclass-spillerne Mads Hermansen og Jesper Lindstrøm sikret Brøndby indtægter for i omegnen af 80 millioner kroner.

Hermansen fik sin hyldest før kampen, mens Lindstrøm i det 79. minut pludselig tonede frem på storskærmen til stor glæde for hovedparten af de 21.081 tilskuere på Brøndby Stadion.

’Jobbe’, talentet der kunne se stadionlyset fra sit værelse i Brøndby Strand, har med sit skifte til Napoli sendt yderligere en ordentlig sum i Brøndbys kasse.

Napolis Jesper Lindstrøm, en præmiecase for Masterclass, kiggede i weekenden forbi sin tidligere hjemmebane.

Havde Brøndby valgt at takke ja til Celtics bud på Mathias Kvistgaarden, var den samlede Masterclass-indtægt i transfervinduet landet på langt over 100 millioner kroner.

Det er også historien om Masterclass, og de to fortællinger om Masterclass eksisterer side om side og er begge sande.

Men inden vi dykker endnu længere ned i den aktuelle situation, er det relevant at tage en tur tilbage i tiden for at få en forståelse af, hvad Masterclass kommer af, og hvilke retningsskift der har været undervejs.

I 2013 var Brøndby igennem en nærdødsoplevelse både på og uden for banen. Med nød og næppe blev både nedrykning og konkurs undgået.

Jan Bech Andersen stemplede siden ind på Vestegnen, købte aktier for 65 millioner kroner og afløste i april 2014 Aldo Petersen som formand i klubben.

Nogle dage efter formandsskiftet hørte offentligheden første gang om klubbens nye talentsatsning: Brøndby Masterclass.

I allerførste linje i nyheden blev det slået fast, at talentudvikling var Brøndbys DNA, og der blev talt om klubkultur og hjerteblod.

Ambitionen var at være best in class i Norden, og med Masterclass fulgte en strategisk beslutning om, at andelen af spillere af egen avl i Superliga-truppen skulle være minimum 50 procent.

”Ambitionen er naturligvis, at vi løbende skal være i stand til at sælge de bedste talenter til udlandet, efter at de er slået igennem på vores Superliga-hold, med stigende transferindtægter til følge. Det har Brøndby gennem en årrække ikke lykkedes godt nok med, men det vender vi op og ned på nu med Brøndby Masterclass,” sagde daværende sportsdirektør Per Rud til klubbens hjemmeside.

Han havde helt ret i, at Brøndby siden de store salg af Daniel Agger og Thomas Kahlenberg til henholdsvis Liverpool og Auxerre ikke havde formået at ramme transferjackpotten med en egenproduceret spiller.

Daniel Wass havde Benfica snuppet på en fri transfer, og stortalenter som Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg og Nicolai Boilesen forlod også Brøndby transferfrit, inden de nåede senioralderen.

Klubben måtte i de tilfælde nøjes med træningskompensation, og det var ikke noget, der for alvor battede i en kasse, der nærmest konstant var i minus.

Strategi 6.4

Men hvordan så det ud med spilletiden til egenproducerede spillere, da Masterclass i 2014 blev født i Brøndby? Faktisk ganske godt.

I sæsonen 2013/14 stod de for 28 procent af Superliga-minutterne, og i alt ni egenudviklede spillere fik spilletid i Superligaen den sæson.

Regner man Thomas Kahlenberg med, er tallet endnu højere. Han er dog helt bevidst udeladt i Medianos opgørelse, da der var tale om en spiller, der var kommet hjem til Brøndby igen.

Det samme gør sig senere gældende for Daniel Agger og Daniel Wass.

De er i denne opgørelse ikke at regne som Masterclass-spillere. Og i øvrigt eksisterede Masterclass-begrebet slet ikke, da Kahlenberg, Agger og Wass var ungdomsspillere i Brøndby.

Lebogang Phiri er heller ikke medregnet, selvom mange ser ham som en af Brøndbys egne. Phiri kom i vinteren 2013 til Brøndby fra den sydafrikanske samarbejdsklub Bidvest Wits.

Phiri boede i John Ranums berømte kælder og startede på U19-holdet, men blev hurtigt en del af Superliga-truppen.

Sæsonen efter, den første hele med Masterclass, kunne Brøndby konstatere, at spillere af egen avl havde stået for 26 procent af spilletiden i Superligaen. Regner man Phiri med, er tallet 32 procent.

Nu er det med sådanne talentsatsninger som med oliventræer. Der går noget tid, før man kan høste frugten af de frø, der blev sået år forinden.

Det nåede hverken træner Thomas Frank eller sportsdirektør Per Rud at opleve. Sidstnævnte blev fyret og afløst af Troels Bech i sommeren 2015, Frank valgte selv at gå i foråret 2016 efter Oscar-gate.

Det forår ændrede Brøndby strategi. Velkommen til strategi 6.4, hvor et af de strategiske fokusområder var at have det bedste talentakademi.

Minimum halvdelen af truppen skulle have en fortid i Brøndbys ungdomsafdeling.

Der skulle udvikles spillere til Superliga-holdet, landsholdet og transfermarkedet, og helt konkret skulle de stå for mindst 20 procent af minutterne.

Et Brøndby-hold uden danskere

Alexander Zorniger blev ansat til at spille den stærke form for presfodbold, som også var en del strategi 6.4, og i begyndelsen af sin tid gjorde den kompromisløse tysker det med egenproducerede Brøndby-spillere.

At sige at Zorniger ikke ville unge spillere, ville være forkert.

I hans første sæson – 2016/17 – fik Brøndby-talenter næsten lige så meget spilletid, som de havde fået sæsonen før under først Thomas Frank og siden vikar Auri Skarbalius.

I sæsonen 2015/16 lød totalen på 19 procent af spilletiden mod 16 procent i Zornigers første sæson. Han gav spilletid til otte Brøndby-drenge, det samme antal som sæsonen før.

Zorniger var dog ikke imponeret over niveauet blandt talenterne, og hans spillestil krævede noget helt andet, end de var blevet uddannet til i årene forinden.

I 2017/18 – den som nogle nok vil huske som ’Finnbogasson-sæsonen’ – var det kun Svenn Crone, der i begyndelsen af sæsonen fik regelmæssig spilletid på Zornigers succesfulde hold.

Derudover fik Morten Frendrup og Andreas Bruus enkelte indhop.

I alt endte Masterclass med at tegne sig for blot tre procent af spilletiden, og det blev ikke meget bedre sæsonen efter.

Zorniger gav Joel Kabongo chancen og uddelte også minutter til Frendrup. Derudover var der lidt spilletid til PSV-lejesvenden Nikolai Laursen, der er uddannet i Brøndby.

Der var dog kampe, hvor Masterclass hverken var repræsenteret i startopstillingen eller via indhop fra bænken, og helt galt var det for mange Brøndby-fans, da man 2. december 2018 startede med et hold af lutter udlændinge mod Hobro.

Brøndby vandt 1-0, men de 11 udlændinge og fraværet af egne talenter var historien efterfølgende.

Alexander Zornigers forklaring var, at der ikke kom den nødvendige kvalitet ud af Masterclass, og han var kritisk over for unge danske spillere i al almindelighed.

Ifølge tyskeren havde de ikke mentaliteten til at tage det næste skridt.

”Hver gang vi gav en kontrakt til en ung Brøndby-spiller, så faldt de altid. Af mange forskellige grunde,” sagde Zorniger til TV3 Sport.

Alexander Zorniger sendte i slutningen af 2018 et hold af lutter udlændinge på banen. Kort efter var han fortid i Brøndby.

I hans sidste sæson stod Masterclass for tre procent af minutterne. Zorniger blev nogle måneder efter den famøse Hobro-kamp fyret efter et nederlag i Esbjerg, og Martin Retov fik tjansen på midlertidig vis.

Benspænd til Niels Frederiksen

Ebbe Sand havde afløst Troels Bech som sportsdirektør, og den tidligere Brøndby-bomber pegede på U21-landstræner Niels Frederiksen som ny træner forud for sæsonen 2019/20.

Der var et signal i igen at ansætte en ungdomslandstræner, som man tidligere havde gjort med Thomas Frank, og det blev meget tydeligt sagt, at man med Niels Frederiksen skulle tilbage til Masterclass.

Ebbe Sand talte om en større sammenhæng mellem Superliga-truppen og Brøndby Masterclass – uden at der blev gået på kompromis med de sportslige målsætninger.

I begyndelsen af Niels Frederiksens første sæson fik Anton Skipper chancen i forsvaret, og Jesper Lindstrøm blev også vist tillid af den nye træner.

I løbet af efteråret fik Morten Frendrup tilkæmpet sig en rolle på midtbanen, og i sæsonens sidste kampe var det med tre Masterclass-spillere fra start: Andreas Bruus, Morten Frendrup og Jesper Lindstrøm.

Og så var der også Anis Ben Slimane. Som 12-årig havde han forladt Brøndby, men han var vendt tilbage i sommeren 2019 fra AB’s 2. divisionshold. Han startede på U19-holdet, men blev hurtigt en del af førsteholdet.

En årsag til, at Slimane og nogle af de andre unge fik chancen, var, at man i vinteren 2020 sagde farvel til en række profiler.

Hany Mukhtar, Dominik Kaiser og Kamil Wilczek blev solgt. Carsten V. Jensen talte om at give sin træner et benspænd.

Niels Frederiksen blev efter de markante afgange så at sige ’tvunget til’ at bruge flere fra Masterclass.

Carsten V. Jensen var blevet udnævnt til fodbolddirektør i Brøndby i juli 2019 efter en overraskende afsked med Ebbe Sand, og i den forbindelse blev der indført en række transferprincipper på Vestegnen.

Et af dem var, at 6-8 pladser i A-truppen skulle reserveres til Masterclass-spillere. Princippet var tilføjet et ’på sigt’.

Mere konkret var princippet om, at spillere fra Masterclass i 2021 skulle stå for 20 procent af spilleminutterne i Superligaen og pokalturneringen – altså tallet fra strategi 6.4.

Som tommelfingerregel svarer det til, at to Masterclass-spillere skal have fuld tid i hver kamp, mens en enkelt skal komme ind sidst i 2. halvleg.

”Over tid skulle det gerne være sådan, at du ser, at flere Brøndby-drenge får spilletid på førsteholdet.  Der skal være en større Brøndby-identitet. Man skal kunne se en sammenhæng mellem akademiet og førsteholdet. Potentialet er kæmpestort, og det er min opgave at få løftet det,” sagde Carsten V. Jensen til DR i forbindelse med sin tiltræden.

Benspændet i vinteren 2020 var et skridt i den retning, selvom ordvalget angiveligt faldt nogen i Masterclass for brystet.

De så brugen af Masterclass-spillere som en del af Brøndbys strategi – og ikke som noget en træner skulle tvinges til på grund af profilsalg.

Stadig meget Masterclass

Masterclass-spillere stod for 13 procent af spilletiden i Superligaen i sæsonen 2019/20. Er man venlig ved Brøndby og tæller Anis Ben Slimane med, var tallet 16 procent.

I mesterskabssæsonen 2020/21 steg det yderligere. Frendrup, Lindstrøm og Bruus fik alle flere minutter end sæsonen før, og Peter Bjur fik også muligheden for at vise sig frem.

Han var kommet til Brøndby i 2017 som 17-årig efter at have fået seniordebut for B.93’s førstehold, så rendyrket Masterclass kan han næppe kaldes.

Men selv uden at regne Peter Bjur, Anis Ben Slimane og tilbagevendte Rezan Corlus minutter med, stod Masterclass for 21 procent af spilletiden i 2020/21 og indfriede dermed målet for transferprincipperne og strategi 6.4.

I sommeren 2021 blev Jesper Lindstrøm efter mesterskabet solgt til Eintracht Frankfurt for 52 millioner kroner, men der var stadig pænt med minutter til Masterclass.

Mads Hermansen blev efter salget af Marvin Schwäbe til FC Köln ny førstemålmand, og Mathias Kvistgaarden fik i foråret pænt med spilletid.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensens største salg i Brøndby har været Masterclass-spillere.

Morten Frendrup blev halvvejs inde i sæsonen solgt til Serie A-klubben Genoa, men Masterclass stod alligevel for 23 procent af minutterne.

Tallet var over 30 procent, hvis Anis Ben Slimanes minutter medregnes.

I sidste sæson begyndte det igen at falde. Det kan primært forklares med salgene af Morten Frendrup og Andreas Bruus. Sidstnævnte skiftede i sommeren 2022 til franske Troyes.

Stortalentet Oscar Schwartau startede som 16-årig sæsonens første kamp mod AGF og nåede i alt 590 minutter i 2022/23.

Masterclass stod for 14 procent af minutterne, altså under målsætningen.

Selv ikke medregnet Anis Ben Slimane og Peter Bjurs spilletid nåede Brøndby 20 procent Masterclass-minutter.

De roste 05’ere

Og så er vi fremme ved denne sæson, hvor Masterclass nu står for under ti procent af den samlede spilletid.

Mads Hermansen er solgt til Leicester, og der er kun tre Masterclass-spillere tilbage i den nuværende trup: Mathias Kvistgaarden, Oscar Schwartau og Bertram Kvist.

18-årige Kvist har været en del af førsteholdstruppen i over et år, men står noteret for sølle 11 minutters Superliga-fodbold i starten af sidste sæson.

Han har i stedet spillet for U19-holdet og senest været på et træningsophold i hollandske Feyenoord.

Bertram Kvist er en del af Brøndbys 2005-årgang. Det er en årgang, som der er blevet talt positivt om, og det er en årgang, som har været igennem hele Masterclass-skolingen.

2005-årgangen skulle være et pejlemærke for Masterclass efter nogle sløje år. For hverken årgang 2003 eller 2004 var i nærheden af at levere en førsteholdsspiller.

”Arbejdet i Masterclass er på et virkelig højt niveau, men der har været et par årgange, hvor vejen ikke har været helt så direkte,” som fodbolddirektør Carsten V. Jensen sagde til 3point.dk kort før transfervinduets lukning.

I Brøndby vidste man godt, at man havde et hul i de årgange, men 2005’erne var der internt stor tro på.

Aktuelt er ingen af 2005’erne dog i spil til førsteholdet.

Et sjældent billede af Bertram Kvist. Han har fået én Superliga-kamp. Det var mod FC Nordsjælland i juli 2022.

De har stadig alderen til U19-holdet, og man skal naturligvis ikke afskrive talenter på 17-18 år.

Det er dog opsigtsvækkende, at ingen af dem tilsyneladende er tættere på, men må nøjes med at spille i U19-ligaen og så lidt Future Cup hist og her.

Spillere som Bertram Kvist, Ludwig Vraa-Jensen, Matteo Grosso, Malek Bakhit og Noah Nartey har spillet masser af ungdomslandskampe.

18-årige Ludwig Vraa-Jensen var anfører på det U18-landshold, der i maj slog Tyskland 3-0.

17-årige Nartey startede også inde ved den lejlighed, mens FC Københavns Oscar Højlund, der er begyndt af få Superliga-minutter, måtte nøjes med en tjans som indskifter.

Ludwig Vraa-Jensen og Noah Nartey er også en del af det U19-landshold, der senere i september spiller to kampe i Herning.

Malik Bakhit og Clement Bischoff er også udtaget, så Brøndby har fire spillere i truppen. Oscar Schwartau er ikke med, han spiller i stedet på U18-landsholdet, der i samme periode er i Sverige.

Oscar Schwartau er en af blot to 2006’ere, der har fået minutter i Superligaen i denne sæson.

Den anden er OB’s Tobias Slotsager, der har alderen til U18-landsholdet, men skulle have været med på U19-landsholdet sammen med 05’erne, hvis ikke han var blevet skadet. 

I denne sæson har foreløbig ti spillere fra årgang 2005 fået spilletid i Superligaen:

  • Theo Sander, Roony Bardghji, Emil Højlund og Oscar Højlund for FC København

  • Zidan Sertdemir og Conrad Harder for FC Nordsjælland

  • Oskar Boesen for Silkeborg

  • Markus Jensen for OB

  • Adam Daghim for AGF (nu i Red Bull Salzburg)

  • Marius Papuga for Hvidovre

Det er altså fortsat begrænset med spilletid til 2005’erne, men i Brøndby har der heller ikke været plads til dem på bænken.

Indefra og ud

Cheftræner Jesper Sørensens trup var antalsmæssigt meget stor i begyndelsen af sæsonen, og det har klemt klubbens egne talenter.

På træningsbanen kunne Nartey, Vraa-Jensen, Kvist og Bischoff ved selvsyn konstatere, at der var mange spillere, som de skulle forbi for bare at komme i betragtning til en plads på bænken.

Når der for eksempel skulle spilles 11 mod 11, var der ikke plads til dem. Der har derfor været situationer, hvor de måtte træne ved siden af med transitionstræner Bent ’Turbo’ Christensen.

Nu lykkedes Brøndby i transfervinduets sidste dage med at få trimmet truppen gevaldigt, og det er gode nyheder for klubbens Masterclass-spillere. Truppen er nu på 24 inklusive tre målmænd.

Men der er også kommet spillere ind, og sommerens indkøb er ingen ubetinget tillidserklæring til Masterclass’ årgang 2005.

Baseret på sommerens indkøb må konklusionen være, at man ikke selv havde spillere, der blev vurderet klar.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen ynder at tale om, at klubben altid rekrutterer efter princippet indefra og ud. Det vil sige, at man som det første kigger i egne rækker, derefter i Danmark og siden i Skandinavien.

Nu er Brøndby efter Global Football Holdings overtagelse mere ude i krogene af verden.

Amerikanske Justin Che blev budt velkommen i Brøndby med blomster, men er allerede sendt videre i systemet.

Cirklen er blevet udvidet, og ind kom blandt andre den 19-årige amerikanske back Justin Che, den 19-årige polske midtbanespiller Mateus Kowalczyk samt to offensivspillere i skikkelse af den 21-årige japaner Yuito Suzuki og den 20-årige ghaneser Emmanuel Yeboah.

Che er allerede ude af døren igen – og det uden at have imponeret på træningsbanen for nu at sige det diplomatisk.

Der skulle findes en ny klub til ham, og der var David Blitzers ADO Den Haag heldigvis behjælpelig. Brøndby hentede i stedet i transfervinduets sidste timer rutinerede Sean Klaiber i Utrecht.

De mange køb af relativt unge udenlandske spillere sætter naturligvis tanker i gang hos talenterne. Oscar Schwartaus lejr har offentligt sagt, at de på ingen måde tænker i kontraktforlængelse med Brøndby her og nu.

Hans kontrakt udløber i sommeren 2025. Det samme gør sig gældende for den aftale, som Noah Nartey har med Brøndby.

Det er problematisk for Brøndby, og den aktuelle situation med Masterclass-spillere er ikke god for tiltrækningskraften.

Der er meget hård kamp om de største talenter, og et af de stærkeste salgsargumenter i jagten er, at man kan fremvise de gode eksempler.

De unge talenter skal kunne se, at der er en vej til Superligaen, men det er ikke fortællingen om Masterclass lige nu.

For på trods af sommerens store transferindtægter, kan det – i hvert fald udefra set – være svært at få øje på den sammenhæng mellem akademi og førstehold, som Carsten V. Jensen talte om tilbage i 2019. Og det afføder spørgsmål.

Er spillere som Ludwig Vraa-Jensen og Noah Nartey bare ikke gode nok til allerede nu at være i spil til Jesper Sørensens kamptrup? Eller har Brøndby med indkøb stillet for mange forhindringer i vejen for dem?

Det kan hurtigt blive til en diskussion om hønen eller ægget. Spiller de ikke, fordi de ikke er gode nok – eller bliver de ikke gode nok, fordi de ikke spiller…

Uanset om man hælder til det ene eller det andet, er Brøndby lige nu et stykke fra den kurs, der er udstukket både i strategi 6.4 og i transferprincipperne fra 2019.

Man spiller i denne sæson med Superligaens næstældste hold. Ifølge SuperStats er gennemsnitsalderen i startopstillingen på lige knap 28 år.

Det er tredjeældst i Brøndbys Superliga-historie, og kun Hvidovre spiller ældre.

Oscar Schwartau er den eneste teenager, der har fået spilletid i denne sæson.

Til sammenligning har FC København og FC Nordsjælland – de to nok største konkurrenter i talentkrigen – givet foreløbig henholdsvis seks og syv teenagere minutter i Superligaen.

Den lukkede dør

Skyldes det, at Brøndby lige nu er endt i et de huller, som man på talentfronten risikerer at ramme ned i indimellem – eller er der tale om noget, der stikker dybere?

Brøndby investerer massivt i Masterclass, så på den facon signalerer klubben, at man vil talentudvikling. Klubben bruger over 20 millioner årligt på Masterclass, og der bliver konstant lagt yderligere på.

Ifølge Carsten V. Jensen er Masterclass prioriteret højere end nogensinde, og der bliver investeret mere end nogensinde i et stort set-up.

Ifølge klubbens egen opgørelse er over 40 personer tilknyttet Masterclass i den ene eller anden funktion, men dygtige ungdomstrænere har de seneste år forladt Brøndby til fordel for FC Nordsjælland.

FC Nordsjællands U19- og U17-trænere Sune Lærkedahl Jensen og Christian Sørensen er kommet fra Masterclass, og de er ikke de eneste, der har taget turen fra Vestegnen til Farum.  

Der kan naturligvis være mange årsager til sådanne skift, men Christian Sørensens ord på FC Nordsjællands hjemmeside i forbindelse med præsentation er værd at hæfte sig ved:

”Jeg er glad for, at muligheden hos FC Nordsjælland bød sig, da det for mig er det bedste og mest attraktive sted at være i Danmark, når man som jeg lever for at udvikle unge spillere. Det er en klub, der har en rød tråd fra akademiet og op til førsteholdet, hvilket er virkelig fedt og vigtigt. Jeg glæder mig til at være en del af en organisation, der har én retning, hvad end det er på førsteholdet, U19 eller U17.”

Det gør ondt på talentudviklere, når det ikke lykkes at få nogen igennem nåleøjet.

Med Brøndby-briller er det en skuffelse, at der har været to år med fuldstændig tørke (årgang 2003 og 2004), og det fra Masterclass lige nu kun er Kvistgaarden og Schwartau, der gør sig gældende.

Og Schwartau knap nok.

Den 17-årige offensivspiller er fortsat den yngste spiller, der har været i aktion i Superligaen i denne sæson, men han spillede langt mere under Niels Frederiksen, end han gør under Jesper Sørensen.

Oscar Schwartau fik ekstra hyldest efter Brøndbys sejr i Herning tidligere på sæson. Mange Brøndby-fans var glade for at se ham på banen igen.

Oscar Schwartau fremstår lige nu som symbolet på den lukkede dør til førsteholdet, som Masterclass-spillerne møder. Han er blevet billedet på, at klubbens egne unge har vanskeligt ved at tage skridtet ind på førsteholdet.

Det er frustrerende for dem, for de ansatte i Masterclass, for tilhængere, der gerne ser Masterclass-spillere, og velsagtens også for fodbolddirektør Carsten V. Jensen.

For store salg er en forudsætning for et Brøndby i økonomisk balance og fortsat udvikling. Og klubbens største salg har traditionelt været spillere af egen avl.

Ser vi på tiden før Masterclass, er Daniel Agger og Thomas Kahlenberg de bedste eksempler. I Masterclass-æraen er den nyslåede Napoli-spiller Jesper Lindstrøm og Mads Hermansen præmiecases.

Fodbolddirektør Carsten V. Jensen bliver ofte fremhævet som en dygtig købmand, men der er ikke kommet mange penge i kassen ved salg af spillere, som han i løbet af de seneste fire år har hentet til Vestegnen.

Sigurd Rosted, Blas Riveros, Oscar Fallenius og Rasmus Wikström blev hentet af CV for småpenge og blev solgt igen for småpenge. De to sidstnævnte efter tilsammen at have spillet under to timers Superliga-fodbold for Brøndby.

Joe Bell blev i transfervinduets sidste dage sendt tilbage til norske Viking med et ’duede ikke’ – og et økonomisk tab.

Andreas Maxsø hentede fodbolddirektøren transferfrit, og Brøndby fik masser af sportsligt output, deriblandt et meriterende mesterskab i 2020/21, ud af forsvarsspilleren.

Men de indkasserede ingen stor transfersum, da Andreas Maxsø i vinter skifter til amerikanske Colorado Rapids.

Værdien i unge spillere

Tendensen på transfermarkedet er, at klubberne betaler for potentiale, og at de store penge ligger i de unge spillere.

Ifølge Global Transfer Report, som FIFA hvert år udarbejder, blev langt over halvdelen af de betalte transfersummer i 2022 brugt på spillere op til 23 år.

Ser man på tallene fra transfers i januar 2023, viser de, at knap trefjerdedele af den samlede transfersum i vinterens transfervindue blev brugt på spillere på op til 23 år. Det er klare indikatorer på, at det er i de unge spillere, at værdien for alvor ligger.

Det er også den aldersgruppe, hvor transferpriserne har oplevet den største inflation de seneste år.

I fodboldverdenen taler man om, at en spillers bedste alder oftest er sidst i tyverne – det er der, han topper – men ud fra et salgsmæssigt synspunkt ligger de bedste år noget tidligere.

Derfor er der også stort fokus på at bringe talenterne i spil tidligere og tidligere, og der giver ikke længere mening at omtale spillere på 21 eller 22 som talenter.

Talent er noget, man er i ens sene teenageår, i fodboldforstand er man ikke længere ung i begyndelsen af 20’erne.

Brøndby kunne have fået over 35 millioner kroner for 21-årige Mathias Kvistgaarden, som Celtic har vist stor interesse for.

Jesper Lindstrøm var også 21, da han skiftede til Frankfurt i sommeren 2021.

Men tænk, hvis ’Jobbe’ allerede som 19-årig havde været i nærheden af det niveau, som han blev solgt på to år senere? Så var prisen næppe stoppet ved 52 millioner kroner.

Nu er spilleres udviklingskurve naturligvis ikke ens. FC Midtjyllands salg af Gustav Isaksens til Lazio er et godt eksempel på, at det fortsat er muligt at få en stor transfersum for en egenudviklet spiller, der ikke kan karakteriseres som ung.

Isaksen havde rundet 22, inden han i sommer blev solgt til Serie A-klubben.

Brøndby tror også på, at de kan få væsentligt mere for Mathias Kvistgaarden, end Celtic bød, og med en aftale helt frem til sommeren 2027 sidder Carsten V. Jensen med gode kort på hånden.

Mathias Kvistgaarden scorede mod Randers FC sit andet sæsonmål. U21-landsholdsangriberen tiltrakt sig i transfervinduet fra Celtic.

Det ændrer dog ikke ved den grundlæggende pointe. Man skal som Superliga-klub være parat til at give talenterne spilletid i en ung alder for at speede deres udvikling op.

Det er også derfor, at de bedste U15-spillere i dag spiller i U17-ligaen, mens dygtige U17-spillere bliver rykket op på U19-holdet og i nogle tilfælde også førsteholdet.

I Brøndby taler man meget begejstret om den blot 16-årige forsvarsspiller Philip Søndergaard, som allerede i sidste sæson blev rykket op på U19-holdet.

Han fik også kampe i Future Cup og fik så sent som mandag eftermiddag spilletid mod AC Horsens i reserveholdsturneringen.

Philip Søndergaard, som Brøndby i efteråret 2020 hentede i Roskilde KFUM, var i sidste sæson en central del af det U17-hold, der sikrede Brøndby endnu et mesterskab på ungdomsniveau. 

På det hold var der flere spændende spillere, og det er der også på det nuværende hold.

Det 15-årige stortalent Jacob Ambæk blev allerede rykket op i vinter, og han er startet helt forrygende med otte mål i de tre første kampe i denne sæson.

Det er en spiller, man med rette har enorme forventninger til på den københavnske vestegn.

Længere nede pibler det også frem med talent. Brøndbys U15-hold vandt i august den stærkt besatte Crowne Plaza Elite Cup efter en 3-0-sejr over Dortmund i finalen og slog i weekenden Horsens 10-1 i sæsonens første kamp.

Men de hører fremtiden til.

Lige nu er spørgsmålet, om – og i givet fald hvornår – vi får spillere som Søndergaard, Vraa-Jensen, Bischoff og Nartey at se i aktion på Brøndby Stadion.

For de to førstnævnte gælder, at Brøndby lige nu har fem stærke midterforsvarere i førsteholdstruppen. På den centrale midtbane er der også en del spillere, som Nartey skal kæmpe sig forbi – seneste skud på stammen den polske U19-landsholdsspiller Mateus Kowalczyk.

Lavede man en helt uvidenskabelig rundspørge på Sydsiden om, hvorvidt tilhængerne helst så Mateusz Kowalczyk eller Noah Nartey få et gennembrud i Brøndby, ville der næppe være nogen tvivl om resultatet.

For at låne en George Orwell-reference elsker de alle deres spillere på den københavnske Vestegn, men nogle er mere elskede end andre.

Det er også derfor, at hverken debatten eller sangen om Masterclass fra Vestegnen vil dø… 


Du har læst en artikel fra Mediano STORY.

Alle artikler er gratis og tilgængelige for alle på Mediano. Vi har revet betalingsmurene ned. Vi vil gerne bevise, at vi kan finansiere kvalitet ved vores model uden at lægge det bag en mur.

Vi indlæser dem, da en stor del af jer lyttere har efterlyst netop dette.

Vores model er vores partnere og Støt Mediano. Vi har lige nu 3.000 medlemmer, der betaler for noget, der gratis. Kom med i Støt Mediano, hvis du gerne vil bakke op om vores model.

Som medlem af Støt Mediano får du en række fordele. Men det vigtigste er, at vi har revet betalingsmurene ned – og det kan vi gøre på grund af Støt Mediano.

Fotos: Lars Rønbøg / FrontZoneSport via Getty Images

  Mediano STORY: På besøg i Erling Haalands himmelblå verden

Mediano STORY: På besøg i Erling Haalands himmelblå verden

Mediano Serie A - Kan Big Rom lyne igen - og byde Lautaro, Giroud og Osimhen op til dans?

Mediano Serie A - Kan Big Rom lyne igen - og byde Lautaro, Giroud og Osimhen op til dans?