Engelsk fodbold har forandret sig voldsomt siden først indførelsen af Premier League med dertilhørende tv-penge og derefter med de ufatteligt velbeslåede udenlandske ejerskaber, og intet sted står det tydeligere frem end på Etihad i Manchester. Her er City gået fra at være Uniteds larmende naboer til at være dominerende i både England og Europa, og nu er man ved at tage det næste skridt med nye generationer, der aldrig har kendt andet end succes. Og den store motor på banen i den udvikling er selvfølgelig norske Erling Haaland, den første superstjerne Manchester City har købt, siden Abu Dhabi fejrede det nye ejerskab med investeringen i Robinho for mange år siden.

AF THOMAS PYNDT

MEDIANO I MANCHESTER:

Selv om der kun er fem kilometer fra Manchester Citys gamle hjemmebane Maine Road i det sydlige Manchester til Etihad i den vestlige ende af millionbyen, er der i den grad både en verden og en tidsalder til forskel.

Maine Road lå nede på Moss Side og var et mystisk og uensartet stadion med den enorme Kippax-langside, hvor der var plads til ikke mindre end 32.000 stående tilskuere i storhedstiden, og hvor Manchester City satte en stadig gældende engelsk rekord for et klubstadion, da der i marts 1934 var hele 84.569 tilskuere på plads til FA Cup-kvartfinalen mellem City og Stoke.

Maine Road var Citys hjemmebane i 80 år, fra 1923 til 2003 og var dermed også skueplads for klubbens to første storhedstider i først midten af 30'erne med et mesterskab og en FA Cup-sejr og siden i slutningen af 60'erne med mesterskabet i 1968, FA Cup-triumfen i 1969 og sejren i Europa Cuppen for Pokalvindere plus den engelske Liga Cup i 1970.

Det var specielt i den periode, at Manchester City blev en kortvarig magtfaktor i engelsk fodbold under managerduoen Joe Mercer og Malcolm Allison og med spillere som Colin Bell, Francis Lee og Mike Summerbee. Det blev overliggeren, man forgæves målte sig op imod op gennem firserne og halvfemserne, hvor lokalrivalen fra Manchester United for alvor lagde afstand til City under Sir Alex Ferguson, og City aldrig fik fat på hverken de store indtægter fra Premier League eller gode sportslige resultater.

Tværtimod blev Maine Road skueplads for store frustrationer – undertegnede husker stadig, hvordan døren til presserummet blev sparket op oven på et chokerende 0-1 nederlag til Bury i den næstbedste række i februar 1998, hvorefter en meget stor og meget beruset City-fan væltede ind og brølede ”You're all just a bunch of fucking wankers” til de forsamlede journalister, før stewards på stadion fik bugseret ham ud igen – mens den lokale udvikling heller ikke gjorde noget godt.

Dengang måtte indkørende tilhængere nemlig betale for parkering i de små gader med de nedslidte rækkehuse rundt om stadion, hvor lokale opkrævede penge som sikkerhed for, at bilen ikke tog skade i løbet af kampen, og folkeviddet påstod også, at man havde bygget den store Kippax-langside forkert. Den burde have vendt den anden vej, ud mod Kippax Street, fordi ”all the shooting is on the other side,” hvilket både handlede om De Himmelblås manglende evner på banen, og den kriminalitet der hærgede området syd for universitetet.

Manchester City-fans på Moss Side på vej til hjemmekamp på Maine Road i april 1996. (Foto: Mark Leech/Offside/Getty Images)

Uanset hvor skidt det var, kom der dog stadig masser af tilskuere, og tilhængerne brystede sig gerne af, at de var den lokale klub, mens Manchester United med alle deres titler og alle deres stjerner var en international klub, som man derfor ikke kunne tage helt alvorligt. Det var selvfølgelig en sandhed med modifikationer, men sådan kunne magtforholdet sagtens have fortsat med at være den dag i dag. Men så blev der lagt store sportsplaner i Manchester.

Det første mål var at blive vært for OL i 2000, men da man tabte den kamp til Sydney, gik man i stedet efter at arrangere de såkaldte Commonwealth Games i 2002 – et mini-OL for alle de lande, der var eller havde været under britisk styre. Den ret vandt man foran London og Sheffield, og så kunne man få bygget det store stadion, der havde været planlagt som centrum for sommer-OL i 2000.

Som sagt så gjort, og Commonwealth Games anno 2002 blev en stor succes med 73 deltagende nationer, men hvad skulle man så gøre med stadion efterfølgende? Det lejede man ud til Manchester City, der også betalte halvdelen af de omkostninger, der var forbundet med at opgradere arenaen fra et atletikstadion med plads til 38.000 tilskuere til et fodboldstadion med plads til 10.000 mere. På den måde fik City for ganske billig penge en helt ny ramme for den videre fodboldudvikling, mens Maine Road blev jævnet med jorden til fordel for nye boliger.

Det gjorde selvfølgelig ondt på mange af de gamle tilhængere, men det nye stadion gav nye muligheder, og det begyndte også godt med en sejr over Barcelona på 2-1 i åbningskampen i august 2003. Men fodboldholdet var jo stadig det samme. Manager Kevin Keegan havde godt nok skaffet City tilbage i Premier League i 2001 efter en uhørt nedtur helt ned i den tredjebedste række, men i den første sæson på den nye hjemmebane blev man kun nummer 16.

Det nye stadion gjorde dog Manchester City til en attraktiv klub for de potentielle udenlandske ejere, der pludselig begyndte at summe om Premier League, efter Roman Abramovich havde købt Chelsea i sommeren 2003, og efter et mystisk mellemspil i 2007/08-sæsonen med den tidligere thailandske premierminister Thaksin Shinawatra som klubejer og den tidligere engelske landstræner Sven-Göran Eriksson som manager med den tidligere FCK-træner Hans Backe som assistent, faldt brikkerne på plads i sommeren 2008, da Abu Dhabi United Group købte Manchester City.

Pludselig blev upåagtede City en af verdens rigeste klubber, og det fejrede de nye ejere med et panikkøb af den brasilianske superstjerne Robinho fra Real Madrid fem minutter i transfervinduets lukning. Det blev ingen succes med Robinho, og Sir Alex Ferguson affærdigede da også de potentielt nye konkurrenter i toppen ved blot at henvise til dem som ”noisy neighbours” (larmende naboer).

Men de nye ejere arbejdede også med et langt sigte og fik både bygget et velfungerende akademi og hentet en ledelse med rødder i Barcelona, så man i 2016 endelig kunne fuldbyrde masterplanen om at gøre Pep Guardiola til holdets manager.

”And the rest is history,” som man siger det i det engelske.

Det nye City

Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at man på vej op mod stadion kan lade blikket fange af et stort gavlmaleri af den spanske succestræner og et citat med hans egen beskrivelse af sig selv: ”A perfectionist? That's part of my job.” Det har selvfølgelig ikke været så perfekt, som Guardiola nok kunne have ønsket sig det, men det har stadig været tæt på for City, for den nye historie under Guardiola hedder fem mesterskaber på syv sæsoner, to FA Cup-triumfer, fire Liga Cup-sejre og endelig den forjættede Champions League-titel for knap tre måneder siden, da Inter blev besejret med 1-0 i Istanbul.

Gavlmaleriet af Guardiola på vejen mod Etihad (Foto: Thomas Pyndt)

Det gav i øvrigt City en sjælden Treble-triumf inklusiv mesterskab og FA Cup, der nu langt fra har fået samme opmærksomhed som Uniteds tilsvarende bedrift i 1999. For godt nok er City blevet meget store i de seneste år, men United har stadig historien på sin side, hvilket også kan aflæses i størrelsen af engelsk, europæisk og global opmærksomhed.

For selv om Manchester City er en gammel klub med fødeår helt tilbage i 1880, er det lidt, som om der også er en ny klub på toppen af den gamle. Den flyttede hjemmebane i 2003 og lagde for alvor fra land med nyt ejerskab i 2008, og det er også den historie, der præger området omkring Etihad, som City of Manchester Stadium hedder af sponsorgrunde.

Ovre på den anden side af vejen ligger der godt nok en Maine Road Cafe, hvor man kan købe fish & chips, og en af pladserne foran stadion hedder Kippax Crescent, men rent geografisk er vi altså et godt stykke fra fortiden modsat de nye stadioner i London, hvor Arsenal og Tottenham spiller.

Det nye Maine Road... (Foto: Thomas Pyndt)

IInden for murene er der et banner til minde om Joe Mercer og Malcolm Allison med en fin reference til Manchester-gruppe The Smiths – ”There is a light that never goes out” – men den blegner noget ved siden af den elektroniske reklame, der ruller hele vejen rundt med budskabet om ”Building the future from Abu Dhabi”.

Statuerne uden for stadion er også af helt nye klublegender som Sergio Agüero, Vincent Kompany og David Silva, og en af loungerne på stadion hedder 93.20 til minde om det præcise tal på kampuret, da argentinske Agüero i 2012 sikrede Manchester City det første mesterskab i den nye tidsregning på en bedre målscore end Sir Alex Fergusons Manchester United.

Siden da er det blevet til masser af triumfer, og stemningen før hjemmekampen mod Fulham er da også både afslappet og hyggelig, mens man også bemærker, at tilhængerskaren har forandret sig fra den meget mandlige i Maine Road-dagene til mange tilrejsende udlændinge på fodboldtur og masser af lokale børnefamilier med piger og drenge blandt tilskuerne. Der er også rigeligt med stewards, som City har gjort en dyd ud af at ansætte lokalt, til at hjælpe publikum rundt, og fra en scene foran stadion brager brasilianske rytmer ud over folket i den varme september-sol, for denne kamp har et brasiliansk tema.

Man vil nemlig gerne huske historien, og derfor har man fløjet den offensive brasilianske midtbanemand Elano ind og lavet en dag rundt om det, men ganske sigende spillede Elano kun for City fra 2007 til 2009 og blev noteret for 14 mål og 11 assists i de 62 Premier League-kampe, han nåede. Men vejret er i den grad med arrangørerne, så musikken passer fint, og forventningen blandt tilhængerne er da også til en gang sprudlende fodbold mod et klart ringere Fulham, der har tabt de sidste 11 kampe i træk til City og senest hentede point, dengang Elano lige var blevet solgt videre til Galatasaray tilbage i efteråret 2009.

Og selv om to af de tre store stjerner på City-holdet er fraværende, er der ikke bekymring af spore noget sted blandt den himmelblå flok, der strømmer mod stadion lidt i kampstart. Guardiola er hjemme i Barcelona efter en akut rygoperation, men er selvfølgelig i konstant forbindelse med holdet og sin assistent Juanma Lillo, mens den offensive playmaker Kevin De Bruyne til gengæld er ude med en muskelskade, der måske først er god igen, når 2023 er blevet til 2024.

Det er et stort slag, men det går alligevel, for Manchester City råder også over den norske målmaskine Erling Haaland.

Et sjældent stjerneindkøb

Der er ingen tvivl om, at Manchester City har brugt mange penge på at blive det seneste årtis absolut dominerende klub i engelsk fodbold, og at man har flere store stjerner på det aktuelle tophold. Men kigger man ned over de mange store og dyre transfers siden det kiksede køb af Robinho i sommeren 2008, er påstanden herfra, at det aldrig har været de allerstørste navne, der er skiftet til Manchester.

Det er nogen så blevet, mens de har spillet på Etihad – tag for eksempel statuerne af i hvert fald Agüero og Kompany foran stadion – men da de kom til City, var de et lag eller to under. Kevin De Bruyne var god i Wolfsburg, men en af verdens bedste offensive midtbanespillere før han kom til Manchester i 2015? Og hvad med Rodri, der spillede en sæson i Atletico Madrid efter skiftet fra Villarreal? Nej vel.

Men i foråret 2022 gik Manchester City efter det ypperste, og den 10. maj blev det offentliggjort, at man havde købt den norske angriber Erling Haaland for beskedne 450 millioner kroner, der svarede til en på forhånd aftalt frikøbsklausul i kontrakten med Dortmund. For med 114 mål i 111 kampe over tre sæsoner i Red Bull Salzburg og Borussia Dortmund var den lille halve milliard kroner virkelig et beskedent beløb for det dengang 21-årige fænomen, der også havde vist, at han kunne score mod de største.

Det var jo en kæmpeoplevelse at se teenageren folde sig ud for Salzburg-klubben mod Napoli og Liverpool i Champions League-sæsonen 2019/20, og det blev endnu bedre for Dortmund året efter. 18 mål i 14 Champions League-kampe var et fuldstændig vanvittigt tal, så der var intet at sige til, at Manchester City gjorde alt, hvad de kunne for at sikre sig Erling Haaland, der i den grad var klar til en international karriere og derfor også havde ændret stavningen af sit efternavn fra det for alle andre end skandinaver uforståelige Håland til Haaland.

På sin side var angriberen nok født i Leeds og Leeds-fan fra barndommen, men som lille havde han også fulgt sin far Alf-Inge i kamp for City på fortidens Maine Road, og derfor var han meget tilfreds med skiftet til en velkendt klub under verdens måske bedste træner til en hyre, der var de allerfærreste forundt, før Saudi-Arabien begyndte at blande sig på det internationale transfermarked.

Og på sådan en solbeskinnet lørdag i starten af september virker det helt skørt, at der for 13 måneder siden var tvivl om, hvorvidt Haaland nu også kunne slå til. Ville hans direkte stil passe ind i Guardiolas boldcirkulation, og var der plads nok i bagrummene til den norske angriber? Det var bare et par af de spørgsmål, der blev stillet dengang, og de blev ikke mindre efter debuten i Community Shield-sæsonåbneren mod Liverpool, der vandt 3-1, mens Haaland brændte en kæmpechance og i øvrigt kun rørte bolden 16 gange.

Men det var kun begyndervanskeligheder, og siden har han blæst Premier League omkuld, præcis som han gjorde det med den østrigske og den tyske Bundesliga. Ja, han har nok været endnu voldsommere. I sin første Premier League-sæson overgik han Alan Shearer og Andy Coles topscorerrekord fra midten af 90'erne ved at score hele 36 mål i 35 kampe og i øvrigt supplere med otte assists, så det var helt oplagt, at han blev både fodboldjournalisternes og spillernes valg som årets spiller.

Men hvis man gerne vil købe en almindelig T-shirt med et Haaland-motiv i den store klubshop, går man forgæves, hvilket umiddelbart virker underligt. Men fantrøjerne handler om holdet og dets europæiske bedrift i Europa, og Manchester City og Puma tjener nok også betydeligt mere på en kamptrøje med nummer 9 og Haaland på ryggen (75 pund før tryk, mens T-shirtsene med Champions League-triumfen koster 25 pund). Kamptrøjen er der i hvert fald masser af salg i, hvilket man meget hurtigt opdager, når man går rundt blandt City-tilhængerne.

Udvalget af T-shirts i klubshoppen handler kun om holdet og dets bedrifter, ikke den store, norske stjerne. (Foto: Thomas Pyndt)

Det er selvfølgelig alt for tidligt med en statue – de næste bliver nok De Bruyne og Guardiola, når de engang stopper i klubben – men nordmanden har fået sit kontrafej op på siden af stadion, og hans navn og nummer er i særklasse det, der står bag på flest himmelblå rygge sådan en lørdag eftermiddag i Manchester.

Og da stadionspeakeren byder velkommen til The Champions of Europe, og City-tilhængerne pudsigt nok tager imod med en sang fra et Liverpool-band, omend Hey Jude er ændret til Ci-ty, er der ingen tvivl om, hvem de fleste øjne følger på vejen ind på banen.

Den norske målmaskine

Hjemmeholdet kommer ellers ud i en ganske spændende opstilling med debut til kantspilleren Jeremy Doku, som man lige har købt i Rennes for det samme beløb, som Erling Haaland kostede sidste sommer, mens formstærke Phil Foden også spiller fra start. Men det er nordmanden, man følger, som han står stor og rank som sidste mand i rækken af City-spillere før kickoff. Han får også det største brøl fra de bløde sæder på lægterne, da navnene bliver råbt op, mens der bliver taget billeder af maskotter og forskellige tilskuere med dyre billetpakker inde på banen. Og så kan kampen endelig begynde.

Himlen er blå som hjemmeholdets trøjer, stadion er bølgende smukt, og grønsværen er indbydende og perfekt – og det virker, som om City-holdet føler sig så sikker på sejren, at de har glemt, at der skal præsteres, samtidig med at de ikke har Guardiola stående ude på sidelinjen til at minde dem om det. Haaland skifter rundt mellem de to centrale Fulham-forsvarere, men har ikke held til at få kontrol over de fremlægninger, der bliver forsøgt, og da Foden flugter en lang og høj bold direkte ind foran mål, mangler nordmanden et par skridt eller tre for at kunne nå frem.

For holdkammeraterne holder hele tiden øje med den 195 centimeter høje nordmand med det lange hår sat op i en slags hestehale, men det gør Fulham-forsvaret altså også, og efter en halv times spil har der stadig ikke været et skud på mål. Det ændrer sig dog, da Kovacic stikker en flad bold frem til Haaland på ydersiden af forsvareren. Han bruger sin fart og sin fysik til at komme fri, men vinklen er spids, og skuddet er helkikset – eller også er det en genial aflevering ind til en helt fri verdensmester i form af Julian Alvarez, der kan trille bolden i et tomt mål. For modstanderens konstante fokus på Haaland giver plads til medspillerne.

City-spillerne fejrer det første af de mange mål mod Fulham på Etihad. (Foto: Mike Morese/MI News/NurPhoto via Getty Images)

Kort efter udligner Fulham overraskende, da Nathan Ake først forærer et hjørnespark væk og derefter ikke får dækket ordentligt op ved bagstolpen, så det ligner en sløv 1-1 ved halvtid, mens fejlafleveringerne fortsat flyder i sjælden grad fra City-spillernes fødder. Men i det 49. minut får City endnu et hjørnespark, da centerforsvarer Issa Diop snitter et farligt Foden-indlæg væk lige foran Haaland, og så bryder balladen løs.

For på hjørnesparket står den uheldige Ake nu helt fri til et hovedstød, som holdkammerat Manuel Akanji flytter sig for, og så ryger bolden i nettet til en godkendt scoring, selv om Akanji stod i en klar offside-position. VAR vælger ikke at ændre på Michael Olivers umiddelbare opfattelse af City-forsvarerens indflydelse på spillet, og trods voldsomme Fulham-protester med tilhørende advarsler kan City lidt heldigt gå til pause med en 2-1-føring, mens tilskuerne utvivlsomt håber på flere Haaland-situationer i de sidste 45 minutter.

Og det får de, efter 2. halvleg åbner med et kort brøl af nogle Oasis-guitarer, for nu har City for alvor fået fat. Tempoet er skruet op, og i klassisk Johan Cruyff/Pep Guardiola-stil gør de banen bred, når de angriber, og smal når Fulham forsøger sig. Og efter 57 minutter kommer der også et mål ud af den fascinerende reaktion fra 50.000 mennesker, der kollektivt trækker vejret ind, når bolden bliver spillet frem mod Haaland, puster det ud igen i et begejstret tilråb og denne gang kan gå hele vejen i form af højlydt jubel, da nordmanden scorer til 3-1.

Julian Alvarez stikker bolden frem, Tim Ream helkikser sit forsøg på at cleare, og så er Haaland alene igennem, hvorefter han som det nemmeste i verden sparker bolden forbi Bernd Leno i Fulham-målet.

Det ser både simpelt og elegant ud, og de færreste troede, at han ville kikse, for i sådan en situation er nordmanden det tætteste, man kommer på en automatiseret målmaskine – eller som den geniale David Squires konsekvent tegner ham i avisen The Guardian: som en fodboldens Terminator.

For det er de situationer, Erling Haaland har trænet mod hele sit liv, og selv om han kun lige er blevet 23 år gammel, har han allerede perfektioneret sin fysik, sin hurtighed og sine bevægelsesmønstre i en grad, at det stærke hovedspil og de hårde skud med begge ben betyder, at han på rekordtid er kommet op i nærheden af de vanvittige måltal, som Lionel Messi og Cristiano Ronaldo begejstrede fodboldverdenen med i sidste årti.

Og det er ikke slut med det ene mål.

En ny bold til samlingen

Et par minutter senere er det Haaland, der forsøger at stikke Alvarez, der dog bliver tacklet i afslutningen, og godt halvvejs gennem halvlegen kommer der en perfekt lang bold fra Akanji ned bag Fulham-forsvaret til en fri Alvarez, der stopper op før en tackling og bliver løbet ned bagfra af Diop til et lidt billigt straffespark. Og selv om Haaland brændte mod Sheffield United i sidste weekend, er der ingen tvivl om, hvem der skal sparke.

Så denne gang er der tid til, at de forventningsfulde smil kan brede sig blandt alle Haaland-trøjerne på tilskuerpladserne, og nordmanden svigter ikke, men hamrer hårdt bolden modsat af Fulham-keeper Leno, og så er kampen helt og aldeles afgjort.

Den sidste halve time handler mest om Citys evige boldcirkulation mod et Fulham-hold, der stort set har givet op, og da kampuret rammer de 90, bliver den elegante Phil Foden skiftet ud til et stående bifald til fordel for den 20-årige Oscar Bobb, der minsandten også er nordmand med fire års erfaring fra Citys akademi. Og selv om det kun bliver til fem minutter på banen, når Bobb at brilliere med et par hurtige fodskifter, men det er selvfølgelig hans landsmand, der sætter punktum med dagens smukkeste mål.

Ligeledes indskiftede Sergio Gomez bestemmer sig nemlig for en fornem dribletur på baglinjen, hvorfra han sparker bolden skråt bagud i feltet. Der står to Fulham-forsvarere, men Haaland har læst det hele meget hurtigere end dem, så han rykker hurtigt på tværs mod bolden og hamrer den fladt i nettet fra 10 meter til sit syvende hattrick for Manchester City i løbet af 13 måneder.

Men præstationen får ham ikke til at gå amok i indstuderet og SoMe-venlig solojubel. Selv om vi er langt fra fodboldens fortid på blandt andet Maine Road, er han altid meget hurtig til at fejre sine bedrifter med sine holdkammerater, hvilket ikke gør ham mindre populær.

Erling Haaland fejrer sit hattrick med landsmanden Oscar Bobb og Rico Lewis i baggrunden. (Foto: Lewis Storey/Getty Images)

Og da Michael Oliver lukker kampen efter 96 minutter og 30 sekunder, kommer målmand Ederson da også gående med endnu en kampbold til Erling Haaland, der også tager sig tid til en snak og et grin med den tyske Fulham-keeper, han lige har passeret tre gange på 40 minutter, før han tager en æresrunde med resten af holdet. Og han nyder det, selv om pladserne hurtigt bliver tømt, så han går ind i spillertunnellen som den næstsidste med en hævet tommelfinger op mod de dyre pladser, hvor hans far Alf-Inge utvivlsomt har fulgt med i det hele, som han altid gør.

Imens kan man undre sig over musikvalget til æresrunden, for godt nok er det fint at ære fortidens stærke musikscene i Manchester, men Joy Divisions Love Will Tear Us Apart giver ikke nogen mening, for det er både dystert og helt forkert. Det er jo den fælles kærlighed fra lægterne og ned til spillerne, der er blevet forstærket af sådan en sejr. Det oplagte havde selvfølgelig været at brage noget Oasis ud over arenaen, også fordi guitaristen i bandet, City-superfanen Noel Gallagher, er det perfekte bindeled mellem den rå fortid på Maine Road og den noget mere polerede nutid på Etihad. Men sådan skulle det altså ikke være, og det går nok også.

For selv om det langt fra var Manchester Citys bedste kamp, endte det stadig med en knusende 5-1 sejr, og dermed er de forsvarende mestre fortsat på førstepladsen med maksimumpoint efter fire runder, mens topscorerlisten også er tilbage i vater med Haaland på toppen med nu seks mål i de første fire kampe.

Det var en transportkamp mod de mange store opgør, der venter i sæsonen, men der er stadig ingen tvivl om, at hovedparten af de 52.899 forlader stadion meget tilfredse. Lige fra de seks nordmænd, der rundt om et bord vender kampen og landsmanden inde i 93.20-loungen og bekræfter, at det ikke længere kun er United, der har international appel, til de piger og drenge, der løber glade rundt i solen ude foran stadion med Haaland på ryggen.

For fodbolden flytter sig med tiden og de trænere og spillere, der former den, og for de nye tilhængere er Maine Road bare noget, de har hørt om, hvis det da ikke er et sted, hvor de måske kan få en gang fish and chips før kickoff.

Det kan man mene om, hvad man vil, men for dem er Etihad og Erling Haaland den nye virkelighed, og med tiden vil den kun få stærkere og stærkere fat i de nye generationer i den del af Manchester, der foretrækker farven himmelblå.

Du har læst en artikel fra Mediano STORY.

Alle artikler er gratis og tilgængelige for alle på Mediano. Vi har revet betalingsmurene ned. Vi vil gerne bevise, at vi kan finansiere kvalitet ved vores model uden at lægge det bag en mur.

Vi indlæser dem, da en stor del af jer lyttere har efterlyst netop dette.

Vores model er vores partnere og Støt Mediano. Vi har lige nu 3.000 medlemmer, der betaler for noget, der gratis. Kom med i Støt Mediano, hvis du gerne vil bakke op om vores model.

Som medlem af Støt Mediano får du en række fordele. Men det vigtigste er, at vi har revet betalingsmurene ned – og det kan vi gøre på grund af Støt Mediano.

Fotos: Lewis Storey/Getty Images