Mediano STORY: Da Brighton var en halv time fra potentiel undergang
Mediano Story: Velspillende Brighton har nået et historisk højdepunkt under Roberto De Zerbi med en sjetteplads i sidste sæson og nu den første tur ud i Europa i klubbens 122-årige historie, men faktisk er det sjældent, at det går bare i nærheden af så godt for klubben fra den engelske sydkyst. Her følger historien om et tidligt højdepunkt i 1983, en skæbnekamp mod Hereford for 26 år siden og det efterfølgende farvel til en elsket hjemmebane og endelig et portræt af manden, der både løftede Brighton op til nye, uanede højder og er alvorlige uvenner med den tidligere FC Midtjylland-ejer Matthew Benham.
AF THOMAS PYNDT
Brighton er blevet det engelske hold, som de fleste kan holde med som et andet eller tredje favorithold. De har ikke andre store rivaler i Premier League end Crystal Palace, de har fået succes uden at være ejet af en oliestat eller ved at købe spillere ind i bundter, og de spiller fremragende og innovativ fodbold, der som regel er en fornøjelse at kigge på.
Men sådan har det ikke altid været. Tværtimod står Brighton på et historisk højdepunkt efter at have tilbragt det meste af den 122-årige klubhistorie i de lavere rækker. For nede på den engelske sydkyst var det Portsmouth og Southampton, der gjorde det bedst, mens Brighton og Bournemouth, der ligger godt 120 kilometer fra hinanden, måtte nøjes med at indramme de to ærkerivaler fra South Hampshire-området.
Så selv om Brighton er den største af de fire byer med knap 300.000 indbyggere, så var byen mere kendt for strandlivet ved den lange mole, Brighton Pier, end for sit fodboldhold. Men det har altså ændret sig i de seneste år, hvor Brighton & Hove Albion Football Club har udviklet sig voldsomt. Klubben nåede for første gang op i Premier League under Chris Houghton i 2017 og overlevede et par sæsoner, men det var først, da Graham Potter kom til Brighton med sin kreative spillestil og holistiske menneskesyn, at klubben for alvor begyndte at fylde.
Potter fik Brighton helt op på en niendeplads i Premier League, før han blev plukket af Chelsea i efteråret 2022, men det var ikke starten på enden for ”The Seagulls” – tværtimod blev man endnu bedre og specielt endnu mere målfarlige under den temperamentsfulde, italienske taktiker Roberto De Zerbi, der sluttede på en historisk sjetteplads i sin første sæson i engelsk fodbold og nu har ført Brighton ud i Europa League.
Og det er helt uhørt, for det er aldrig sket før, og samtidig er der intet, der tyder på, at det går ned ad bakke igen for Brighton i den nærmeste fremtid. Økonomien er god, opbakningen er det samme, og med seks sæsoner i træk har man i den grad sat klubrekord for ophold i den bedste række. For faktisk har man kun en gang tidligere ligget så højt, nemlig tilbage i perioden fra 1979 til 1983, hvor holdet ikke imponerede på samme måde. Men før nedturen begyndte, nåede man ikke desto mindre et historisk højdepunkt, der trods den nuværende succes endnu ikke er blevet gentaget.
STOR AFBRÆNDER FRA FA CUP-SENSATION
Nogle gange lykkes det for en tv- eller radio-kommentator at indramme et øjeblik med nogle få velvalgte ord, der siden bliver siddende i den kollektive fodboldhukommelse. ”Han skyder... Nej, han venter,” vil sende mange direkte tilbage til en VM-kamp mellem Danmark og Uruguay i Mexico anno 1986, og på Aston Villas hjemmebane har man skrevet Brian Moores berømte ord fra Europa Cup-finalen for mesterhold anno 1982 på etageadskillelsen på North End-tribunen bag det ene mål – ”Oh, it must be and it is! It's Peter Withe”.
I Brighton har man også sådan et lydklip, men desværre for klubben og for angriberen Gordon Smith er det knap så positivt. I sidste minut af FA Cup-finalen i 1983 råbte BBC's eksalterede radiokommentator Peter Jones nemlig ”and Smith must score”, men det gjorde han ikke, og derfor er de fire ord blevet stående, selv om fortsættelsen faktisk også blev ramt så fint, at de sagtens kunne være en del af det faste udtryk på sydkysten. Jones fuldførte nemlig kommenteringen af situationen med ordene ”And he hasn’t scored. And Bailey has saved it!”, men i Brighton nøjes man altså med de fire første ord – og det er også så rigeligt.
For det var både toppen og bunden på én og samme tid og samtidig den oplagte konklusion på en sæson, der var gået helt fantastisk og helt elendigt.
Brighton rykkede altså op i den bedste engelske række for første gang i 1979 og overlevede de to første sæsoner under manager Alan Mullery, selv om det holdt hårdt. Samtidig passede økonomien heller ikke specielt godt til ambitionerne, så efter man med fire sejre i træk i de sidste fire kampe var kravlet op på den rigtige side af nedrykningsstregen i 1981, måtte der gøres noget, og det gjorde man så.
Den dygtige forsvarer Mark Lawrenson blev nemlig solgt til Liverpool for en klubrekordsum af 900.000 pund, men selv om man fik den fremragende midtbanemand Jimmy Case til sydkysten som en del af aftalen – Liverpool-manager Bob Paisley var bekymret for ”Tordenstøvlens” vilde natteliv i hjembyen og mente, at det påvirkede både Case og holdkammeraterne i negativ retning – blev manager Mullery alligevel så utilfreds, at han stoppede.
Hans afløser Mike Bailey fra Charlton fik stabiliseret Brighton i midten af rækken i den efterfølgende sæson, men spillet var kedeligt og defensivt, og da resultaterne udeblev i 82/83-sæsonen, blev han fyret til fordel for klubbens chefscout Jimmy Melia. Han fik i første omgang kun jobbet midlertidigt, men i marts blev det permanent, for selv om ligaresultaterne fortsat svigtede, fik han sendt Brighton ud på en fantastisk tur i FA Cuppen.
Og medierne elskede den karismatiske manager, der i sin aktive karriere havde spillet og vundet under Bill Shankly i Liverpool, og nu som 45-årig gav den fuld gas med hvide sko og diskodans med modelkæresten, selv om han med sin meget begrænsede hårpragt egentlig mere lignede en mand i slutningen af 50'erne.
Pokaleventyret begyndte mod Newcastle i 3. runde, hvor det efter 1-1 på Goldstone Ground i Brighton fortsatte med en omkamp på St. James' Park, som Brighton vandt 1-0, efter Newcastle på kontroversiel vis fik annulleret hele to mål til sidst. Derefter blev der gjort kort proces med Manchester City, der blev besejret med hele 4-0, men alle forventede, at pokaleventyret ville stoppe i 5. runde, hvor lodtrækningen sendte Brighton en tur til Anfield.
For i 1983 var Liverpool ikke bare det bedste hold i England, det var et af de bedste i Europa, og snakken gik, om de mon kunne vinde alle fire titler i den sæson. De vandt Liga Cuppen og mesterskabet, men FA Cuppen tog de ikke, for Brighton vandt sensationelt med 2-1 på Anfield, og det gjorde de selvfølgelig på sejrsmål af den tidligere Liverpool-spiller Jimmy Case, der undervejs havde været involveret i nogle drabelige midtbanedueller med Graeme Souness. Og da Phil Neal helt uhørt brændte et straffespark til sidst, og sejren var sikret, blev manager Melia så begejstret, at han løb jublende ned mod The Kop.
”Jeg tror, det var gammel vane, efter jeg jo har spillet der i 10 år, men de var ikke specielt tilfredse, og flere af dem gav mig fingeren,” som han senere fortalte.
Så var Brighton klar til kvartfinalen, hvor de besejrede Norwich med 1-0, igen på mål af Jimmy Case, før det gjaldt Jackie Charltons Sheffield Wednesday i semifinalen på Highbury. Men selv om Wednesday kun spillede i den næstbedste række, og Jimmy Case igen scorede – denne gang på et klassisk frisparksdrøn fra 30 meter – blev det stadig en svær kamp, som Brighton kun vandt på en sen scoring fra angriberen Michael Robinson.
Men det vigtigste var sejren, for nu var Brighton klar til finalen på Wembley for første gang i klubhistorien, og det med Manchester United som modstander.
Den tidligere Liverpool-stjerne Jimmy Case i kamp for Brighton i FA Cup-finalen mod Manchester United anno 1983 (Foto: Mark Leech/Getty Images)
Desværre for holdet havde man brugt så mange kræfter på FA Cuppen, at det gik skidt i ligaen. Ja, faktisk så skidt, at man rykkede ned efter et nederlag til Manchester City i næstsidste runde. Holdet vandt kun fire af 25 ligakampe under Jimmy Melia, men depressionen over nedrykningen blev dog midlertidigt opvejet af det, der ventede, mens tilhængerne også spændt fulgte anfører Steve Fosters kamp for at få lov til at spille den store finale.
Foster havde været en del af det engelske landshold ved VM i 1982, og han var ikke kun en dygtig centerforsvarer men også en letgenkendelig skikkelse i den engelske 1. division med sit hvide pandebånd. Han var selvfølgelig en vigtig spiller for Brighton, men desværre for dem havde han fået så mange advarsler i løbet af sæsonen, at da han så gult mod Notts County i ligaen, fik han hele to karantænedage. Og da de trådte i kraft med forsinkelse, betød det pludselig, at han havde karantæne i selve FA Cup-finalen.
Det vidste Foster allerede i kampen mod County, og han havde gjort alt, hvad han kunne for at få en advarsel mere og dermed blive udvist, for det havde kun kostet en enkelt karantænedag. Men selv om han blandt andet greb målmandens udspark og lavede talrige frispark, havde dommeren lugtet lunten og nægtede at give ham den befriende udvisning, og så måtte Brighton pludselig tage til Wembley uden deres anfører.
Foster gav det dog et sidste forsøg og lavede en retssag ud af den urimelige straf, men fem dage før finalen blev han underkendt, og så var der ikke mere at gøre.
”Jeg kan ikke påstå, at det har været en god dag i dag. Det var som at få alle tænderne trukket langsomt ud,” sagde Foster efter den tabte sag om de mystiske karantæneregler i den engelske 1. division.
Selv om Brighton måtte undvære deres anfører, var det stadig et fornuftigt hold med den unge back Gary Stevens og den irske landsholdsspiller Tony Grealish på midtbanen sammen med Jimmy Case, men Manchester United var stadig store favoritter til finalen, der blev spillet den 21. maj 1983 foran 99.059 tilskuere på stadion og millioner af seere foran fjernsyn rundt omkring i England og Europa.
Det var virkelig en storkamp, som Brighton i øvrigt valgte at flyve til i helikopter med landing på en græsmark tæt på Wembley, mens de heller ikke underspillede påklædningen, der tro mod manager Melias diskostil bestod af en flødefarvet habitjakke, mørke bukser og selvfølgelig hvide sko. Og Steve Fosters pandebånd var også med på banen, det startede dagens anfører Tony Grealish nemlig kampen med til ære for den karantæneramte forsvarer.
Det tog han dog hurtigt af, så den fuldskæggede irer lignede sig selv, da han i 1. halvleg slog et godt indlæg, som angriberen Gordon Smith headede ind, men efter pausen kom United buldrende. Frank Stapleton udlignede, og Ray Wilkins viste kvaliteterne på midtbanen, da han skruede et smukt skud op i hjørnet til 2-1.
Så var alt, som det skulle være på Wembleys forbløffende mudrede bane, men Brighton gav ikke op, og med tre minutter igen stod Jimmy Case og Grealish for en listig hjørnesparkskombination, der spillede Gary Stevens fri i feltet, hvorfra han hårdt huggede udligningen ind bag United-keeper Gary Bailey.
Dermed lignede det en forlænget spilletid, men Brighton fik en kæmpechance til allersidst, da de erobrede bolden midt på banen, og Jimmy Case fandt Michael Robinson på kanten af feltet. Angriberen tørrede en træt Gordon McQueen og spillede den ind til en helt fri Gordon Smith, der tæmmede, blev nervøs og sparkede lige i benene på Gary Bailey. Eller som Peter Jones altså sagde det på historisk vis på BBC: ”And Smith must score. And he hasn’t scored. And Bailey has saved it.”
Den forlængede spilletid kastede ingen mål af sig, og da afgørende straffespark endnu ikke var indført, måtte de to hold mødes igen om torsdagen på Wembley, men selv om Steve Foster nu var spilleberettiget og trådte ind i forsvaret, var Brighton løbet tør for kræfter. United vandt sikkert med 4-0 på to mål af Bryan Robson og et enkelt af henholdsvis Norman Whiteside og Arnold Mühren, og så var det eventyr forbi.
I stedet ventede nu et gensyn med 2. division, og da økonomien allerede var dårlig på Goldstone Ground måtte man skille sig af med nogle spillere. Gary Stevens blev solgt til Tottenham, Steve Foster med pandebåndet stoppede kort forbi Aston Villa, før han tog til Luton og vandt en Liga Cup-finale på Wembley med pandebånd og det hele, mens angriberen Michael Robinson skiftede til Liverpool, hvor han i sin ene sæson vandt mesterskabet, Liga Cuppen og Europa Cuppen for mesterhold, før han tog til QPR og til sidst spanske Osasuna. Siden endte han i øvrigt med at skabe sig så velrenommeret en mediekarriere på den iberiske halvø, at da han døde alt for tidligt af kræft for tre år siden, skrev tennisstjernen Rafael Nadal et mindeord på Twitter om den tidligere Brighton- og Liverpool-angriber.
Tilbage på den engelske sydkyst blev karismatiske Jimmy Melia også hurtigt fyret, og Brighton-holdet blev hængende i de lavere rækker, mens økonomien bare blev dårligere og dårligere: Og til sidst var det nær gået helt galt for klubben, der engang kun blev husket for at have været lige ved at besejre Manchester United i en FA Cup-finale – og for at have mistet sin elskede hjemmebane Goldstone Ground.
PÅ KANTEN AF AFGRUNDEN
I otte af de næste ni sæsoner efter nedrykningen blev Brighton hængende blandt de næstbedste bortset fra en hurtig tur ned og op med elevatoren, men da Premier League blev født i sommeren 1992, rykkede Brighton igen ned til de tredjebedste, og denne gang røg man ikke op igen. Tværtimod rykkede man i 1996 under nu manager Jimmy Case helt ned i bunden, helt ned i League Two, der dengang hed Division 3, men egentlig er at regne som røven af 4. division. For det var der, Brighton endte som nedrykker i 96/97-sæsonen. Helt dernede hvor næste skridt i faldet er Conference League uden for divisionerne.
Og ikke nok med det. Økonomien var også helt til rotterne, og klubben var i så alvorlig krise, at den daværende bestyrelse tilbage i 1995 havde besluttet at sælge den ramponerede Goldstone Ground, Brightons hjemmebane siden 1902, til en entreprenør, der havde planer om at opføre et stort shoppingcenter, mens der til gengæld ikke var nogen overvejelser om, hvor den gamle klub så skulle spille deres hjemmekampe.
Tilhængerne protesterede dog så voldsomt, at beslutningen blev skubbet et år, men i slutningen af 96/97-sæsonen var der ikke længere noget at gøre. Hjemmebanen Goldstone Ground var solgt, og selv om formand Bill Archer var den mest hadede mand i Brighton, måtte tilhængerne sige farvel til 95 års historie, der udover store bedrifter og generationers kærlighed til den lokale klub blandt andet også havde inkluderet en surrealistisk OL-kamp tilbage i 1948 mellem Luxembourg og Afghanistan (6-0) og været skueplads for den 17-årige David Beckhams debut for Manchester United i en Liga Cup-kamp i efteråret 1992 – en begivenhed der næsten nåede op på siden af et andet historisk øjeblik, hvor byen Brighton tilfældigt dannede ramme, nemlig det internationale Melodi Grand Prix i 1974, der blev afholdt i Brighton, og som blev vundet af en ny svensk popgruppe kaldet Abba med nummeret Waterloo.
Men nu nærmede Brighton Hove & Albion sig altså sit eget Waterloo. Stadion var solgt, og situationen i bunden af Division 3 var ret håbløs, selv om den faktisk havde været endnu værre, da Jimmy Case var blevet fyret ved juletid med 12 point op til redning. Med to runder tilbage lå Brighton dog stadig sidst med tre point op til Hereford, men i den 1534. og sidste hjemmekamp nogensinde på Goldstone Ground fik tilhængerne håbet tilbage. Mens Hereford tabte ude til Leyton Orient, lykkedes det nemlig Brighton at vinde 1-0 hjemme over Doncaster foran en propfyldt hjemmebane, hvor tilskuertallet endda blev suppleret af folk, der havde købt sig til plads i de lokale haver uden for stadion men med udsigt over banen.
I alt 11.341 tilskuere var officielt på plads på det gamle og utidssvarende stadion, der ikke var blevet renoveret efter Taylor-rapportens krav om blandt andet siddepladser oven på Hillsborough-katastrofen, da nedrykningerne begyndte samtidig med, og Bill Archer og kompagni dermed kunne undgå de investeringer, der ellers skulle til, hvis Brighton havde ligget i de bedre rækker. Klubben fik også kun småpenge ud af stadionsalget, da formand Archer havde taget stadion i sikkerhed for de lån, han havde givet Brighton, og som klubben ikke kunne betale tilbage. Så da kampen var slut, og de tre point var sikret, invaderede tilhængerne banen og tog, hvad de kunne få, fra deres lille, lokale Theatre of Dreams, der havde udviklet sig til at være skueplads for et mareridt af dårlig ledelse og lige så ringe økonomi.
Brighton-tilhængerne invaderede Goldstone Ground efter den sidste kamp for at sikre sig et minde fra klubbens hjemmebane gennem 95 år. (Foto: Stu Forster / Getty Images)
Men rent fodboldmæssigt var der altså stadig et lille håb. Brighton og Hereford lå nu side om side i bunden af Division 3, og de skulle oven i købet mødes på Herefords hjemmebane Edgar Street i sidste spillerunde. Og selv om Hereford havde den bedste målscore, var det Brighton, der kunne nøjes med uafgjort, da man på det tidspunkt rangerede holdene efter flest scorede mål, og den statistik førte Brighton med tre.
Så Hereford skulle vinde, og sådan spillede de også. De dominerede kampen og angreb med en fortjent halvlegsføring på 1-0 som resultat, og så var Brighton-spillerne for alvor under pres. Men det håndterede de på bedste vis, og godt et kvarter inde i 2. halvleg udlignede Robbie Reinelt. Så var det Hereford-spillerne, der blev ramt af situationens alvor, og selv om de fik lagt pres på til sidst, var det for lidt for sent. Kampen sluttede 1-1, Hereford United måtte ned i Conference League (og endte med at gå endeligt konkurs og i opløsning som klub i 2014, omend man dog var tilbage i divisionerne i en periode derimellem), mens Brighton reddede sig og kunne se frem til en ny sæson i den fjerdebedste række – uden en hjemmebane at spille kampe på.
Første bud var at leje sig ind på Portsmouths hjemmebane, men det lykkedes ikke, og så endte man i stedet i Gillingham hele 110 kilometer fra Goldstone Ground, hvilket selvfølgelig ikke var befordrende for tilskuertallene. Der kom 2336 til den første ”hjemmekamp” på Priestfield, der endte 1-1 mod Macclesfield, men de små tal var ikke et billede på manglende opbakning. Tværtimod.
I kulissen havde den tidligere Arsenal-legende og Brighton-manager Liam Brady sat gang i et konsortium med den lokale rigmand Dick Knight i spidsen og med det ene formål at købe klubben, og selv om Bill Archer gjorde, hvad han kunne for at holde på sine aktier, lykkedes det at fuldbyrde købet i september 1997.
Næste skridt handlede så om at finde en hjemmebane i Brighton, og her gik en gruppe tilhængere sammen og organiserede kampagner rettet direkte mod byrådet med den ultimative trussel, at hvis man ikke fandt ud af noget, så ville tilhængerne organisere sig i et politisk parti kaldet ”Seagulls Party” og stille op til det næste lokalvalg. Det fik gang i sagerne, og efter to år som hjemmehold i Gillingham vendte den lokale klub hjem til Brighton igen.
Der stod dog ikke noget fodboldstadion klar, men man rykkede ind på Withdean Stadium, der oprindeligt var lavet til atletik og kun havde plads til godt 1300 tilskuere. Men man byggede nogle midlertidige tribuner, og selv om det ikke var optimalt – den tidligere Manchester United-spiller Lou Macari kaldte oplevelsen på stadion ”som at spille en preseason-kamp i Norge” – var det bedre end den lange tur til Gillingham. Og samtidig begyndte der at ske noget rent fodboldmæssigt.
I foråret 2000 lånte man nemlig den 19-årige angriber Bobby Zamora af Bristol City, og efter seks mål i seks kampe blev han købt fri med mærkbare forbedringer til følge. Han scorede 28 mål i sin første fulde sæson for Brighton, der endelig kom fri af den nederste Division 3, og selv om man rykkede en række op, stoppede det ham ikke fra også at score 28 mål i Division 2 med oprykning til den næstbedste række til følge.
Så nu var der pludselig fyldt på Withdean Stadium med knap 9000 tilskuere, mens ledelsen og tilhængergrupperingen arbejdede videre på at få gennemført opførelsen af et nyt stadion. Man protesterede, man demonstrerede, man fik opbakning fra spillerne og fra andre klubber, og man lavede endda en sang om det nye stadion, der røg direkte ind på 17. pladsen på den engelske hitliste – og i 2005 fik man endelig tilladelse til at opføre et nyt stadion i Falmer-området af Brighton.
Men et var tilladelsen, noget helt andet var bygningen af stadion, der selvfølgelig kostede en masse penge, mange flere end klubformand Dick Knight havde. Men så dukkede ”The Lizard” pludselig op i ligningen.
DEN KØLIGE KLUBEJER
Tony Blooms fodboldinteresse blev vakt på det perfekte tidspunkt. Han blev født i Brighton, og otte år gammel var han i 1978 til sin første fodboldkamp, hvilket passede optimalt med den lokale klubs vej mod den første oprykning til den bedste række. Så han oplevede klubben på toppen og tog den naturligt nok til sig, for hans bedstefar, bilsælgeren Harry Bloom, sad jo i klubbens bestyrelse som næstformand. Faktisk har der været en Bloom i Brightons bestyrelse siden 1973 bortset fra en kort periode i starten af 80'erne, fra Harry døde af et hjerteslag i spillerbussen på vej til en udekamp i Stoke i efteråret 1980, til hans yngste søn Ray trådte ind i bestyrelsen i 1984 og var med hele vejen ned og op igen.
Både Harry og Ray Bloom gjorde det godt i livet, men de var slet ikke i nærheden af at have den samme succes som Tony Bloom. Han elskede fodbold, han elskede matematik, og han elskede at spille på fodboldkampe, og den kombination gjorde ham til en meget rig mand. Efter at have læst matematik, statistik og økonomi på universitetet med afsluttende eksamen i matematik blev han ansat som aktiehandler, men allerede i 1997 kom han ind i bookmakerbranchen, Men han forblev ikke ansat længe, for han blev hurtigt klar over, at han kunne kombinere sine talenter til noget helt unikt.
”Jeg blev klar over, at jeg med hjælp af matematik og komplicerede algoritmer kunne forudsige sportsresultater mere præcist end bookmakerne. Det gav mig selvfølgelig en stor fordel,” som han engang har udtalt i et sjældent interview.
Så Tony Bloom gik solo og oprettede online-selskabet Premier Bet, der blev så stor en succes, at han tre år senere i 2005 kunne sælge det for en million pund (8,5 millioner kroner). Samtidig brugte han også sit matematiske blik til at kaste sig med ud i den pokerbølge, der dengang skyllede over verden, og det var han også rigtig god til. Faktisk så god at han står noteret for at have tjent fire millioner dollars (godt 27 millioner kroner med den aktuelle kurs) i forskellige officielle turneringer, mens hans udtryksløse ansigt og iskolde spil ved pokerbordene også gav ham øgenavnet ”The Lizard”.
Men de store penge tjente han ved at spille på fodboldkampe. Efter salget af Premier Bet startede han året efter et nyt selskab op ved navn Starlizard, der analyserer fodboldkampe og sælger deres viden til storspillere, der så spiller på de marginaler, som virksomheden har fundet frem til via analyser og algoritmer. I dag er der over 150 mennesker ansat i virksomheden, der også har været en stor succes for Tony Bloom. Hans formue er aldrig blevet opgjort, men der er ingen tvivl om, at manden er milliardær – i pund.
Han gik dog stille med dørene og støttede sin favoritklub i Brighton i det skjulte, mens holdet kæmpede med de umulige forhold på atletikstadionet. De fleste tilhængere troede, at det var det kendte bestyrelsesmedlem Norman Cook, der holdt hånden under klubben i kraft af sin indtjening som DJ'en Fat Boy Slim, men det var kun hans pladeselskab Skint Records, der stod på brystet af Brighton-spillerne. Tony Bloom løftede meget mere, og i 2009 tog han det store skridt ud i offentligheden.
Brighton-formand Tony Bloom har brugt mere end tre milliarder kroner på sin barndoms favoritklub, siden han blev formand i 2009. (Foto: Mike Hewitt / Getty Images)
For stadionbyggeriet var forsinket, finanskrisen havde ramt hårdt, og omkostningerne var mere end fordoblet, så noget måtte der ske, og det gjorde da så, da Tony Bloom gav klubben et rentefrit lån på 80 millioner pund (knap 700 millioner kroner i dagens kurs), samtidig med at han overtog aktiemajoriteten fra den oprindelige redningsmand Dick Knight. Knight havde ellers håbet at kunne stå i spidsen for klubben helt frem til den første kamp på det nye stadion, men Tony Bloom var klar til at overtage formandsposten med det samme, og så blev det selvfølgelig sådan.
”Det er en af de mest triste dage i mit liv, for det har været fantastisk at være formand for The Albion. Men det er en naturlig udvikling for klubben.”
”Tonys investering betyder, at der ikke skal findes penge udefra, og det er fremragende for både klubben og tilhængerne,” sagde den lokale helt Dick Knight, der blev udnævnt til ærespræsident i klubben og desuden har en bar på det nye stadion opkaldt efter sig.
Og med Tony Blooms investering og placering i spidsen for Brighton, kom der for alvor gang i stadionbyggeriet, og den 30. juli 2011, 14 år efter tilhængerne havde sagt farvel til Goldstone Ground, kunne man rykke ind på den nye hjemmebane til en venskabskamp mod Tottenham. Der var plads til 22.500 tilskuere, men der var lavet plads til udbygning, og da Brighton fejrede åbningen af den nye hjemmebane med at rykke op i Championship, gik man hurtigt i gang med at udvide stadion til den nuværende kapacitet på godt 30.000 tilskuere.
For Tony Bloom havde store ambitioner, og han havde adgang til enestående viden om spilleres evner og potentiale gennem Starlizard, mens han også sørgede for at være tæt på ansættelsen af managers undervejs, og i 2017 tog Brighton skridtet op i Premier League under Chris Hughton. Han mistede dog jobbet efter et par sæsoner i bunden til fordel for Graham Potter, og så kunne Brighton for alvor etablere sig i den bedste række, indtil Roberto De Zerbi afløste Potter sidste sommer og flyttede holdet helt op i det europæiske felt med en historisk sjetteplads. Undervejs mødte man i øvrigt også igen Manchester United på Wembley, denne gang i FA Cup-semifinalen, der blev lige så tæt som den første finale tilbage i 1983, men igen faldt ud til Uniteds fordel – efter de nu indførte og afgørende straffespark.
Den store succes i både fodbolden og livet generelt har ikke fået formand Bloom til at ændre sig. Han styrer klubben med sikker hånd uden at gå i panik over kortvarige udfald, han kører stadig i en gammel BMW og tager nogle gange toget til kampene, og så dukker han gerne op til i hvert fald ét fanmøde om året. For selv om han deler sit liv mellem London og Australien, hvor hans kone kommer fra, så er der altid plads til Brighton. Faktisk har han luget ud i sine aktiviteter, for eksempel engagementet i hestevæddeløb, for at kunne fokusere endnu mere på sin barndoms favoritklub.
Den engelske avis The Times vurderer, at han har investeret omkring 400 millioner pund (3,4 milliarder kroner) i klubben siden den dag i maj 2009, men så har han blandt andet også fået et fast afløb for det kontrollerede liv. For når Brighton spiller, ryger logikken og matematikken ud ad vinduet, og så lever han sig helt ind i dramaet. Og en gang imellem gør han det med plads blandt tilhængerne, i hvert fald når Brighton spiller ude mod Brentford. For Tony Bloom er ikke på talefod med Brentfords ejer Matthew Benham.
Tony Bloom ansatte i sin tid Benham i Premier Bet, men efter et stykke tid sagde Benham op og gik sin egen vej med virksomheden Smartodds, der fungerer i samme forretningsområde som Starlizard, og det har Bloom aldrig tilgivet Benham. De to har ikke snakket sammen siden en gang i midten af nullerne, og selv om forholdet mellem de to klubber er ganske normalt, så gør de to ejere, hvad de kan for ikke at løbe ind i hinanden. For eksempel så Bloom den første kamp på Brentfords nye Gtech Community Stadium sammen med de tilrejsende Brighton-fans bag mål i stedet for den reserverede plads i en lounge på den dyre langside, hvor Matthew Benham også har sin gang.
Og i Brighton er man heller ikke i tvivl om, at kampene mod Brentford stik imod al logik står højt på listen over opgør, Tony Bloom meget gerne vil vinde. I den første fælles sæson i Premier League gik det godt med to sejre til Brighton, men i sidste sæson tabte man 2-0 ude og måtte nøjes med 3-3 hjemme på en sen udligning af Alexis Mac Allister.
Så Brighton har revanche til gode, når Brentford kommer på besøg nede på det nye stadion på sydkysten i den 15. spillerunde i starten af december.
Du har læst en artikel fra Mediano STORY.
Alle artikler er gratis og tilgængelige for alle på Mediano. Vi har revet betalingsmurene ned. Vi vil gerne bevise, at vi kan finansiere kvalitet ved vores model uden at lægge det bag en mur.
Vi indlæser dem, da en stor del af jer lyttere har efterlyst netop dette.
Vores model er vores partnere og Støt Mediano. Vi har lige nu 3.000 medlemmer, der betaler for noget, der gratis. Kom med i Støt Mediano, hvis du gerne vil bakke op om vores model.
Som medlem af Støt Mediano får du en række fordele. Men det vigtigste er, at vi har revet betalingsmurene ned – og det kan vi gøre på grund af Støt Mediano.
Fotos alle hentet fra Getty Images
