Mediano Story: Brentford før Benham
Først blev manageren klubejer, og bagefter blev den næste klubejer manager før en tidligere engelsk landsholdsanfører var ved at køre Brentford helt ud af divisionerne. Men klubben overlevede, for tilhængerne kæmpede og endte med at overtage styringen og driften, indtil en mystisk investor dukkede op med de millioner, der gjorde, at klubben kunne klare sig og tage de første skridt mod nutidens absolutte højdepunkt med Premier League-fodbold på et spritnyt stadion.
AF THOMAS PYNDT
I Medianos nye strategi, som hedder Lidt smukkere fodbold, river vi alle betalingsmure ned og skruer op for antallet af skrevne artikler. Artiklerne vil blive indlæst, fordi vi ved, at vores brugere holder af at lytte.
Med en placering som nummer 15 i Premier League, fem kampe i træk uden en sejr hjemme på Gtech Community Stadium og et hold der var mærkbart svækket af karantænen til topscorer Ivan Toney, korsbåndsskaden til den hurtige back Rico Henry og udlånet af førstekeeper David Raya til Arsenal, var der måske begyndt at komme en smule panderynker blandt Brentford-tilhængerne før lørdagens hjemmekamp mod Burnley. Men de blev glattet ud i løbet af eftermiddagen, for Brentford leverede en fremragende indsats og kørte Burnley ud af hjemmebanen i det sydvestlige London.
Brentford-tilhængerne var meget tilfredse med lørdagens hjemmekamp mod Burnley (Foto: Stephanie Meek/CameraSport/Getty Images)
Sejren endte med at være på hele 3-0, og der var specielt en stærk indsats af den nye trio på toppen i form af Bryan Mbuemo, Yoane Wissa og tilbagevendte Neal Maupay, der blev snydt for en tidlig scoring af en mere end tvivlsom VAR-kendelse for offside. Og selv om de tre point kun rykkede Brentford forbi Nottingham Forest i tabellen, øgede det luften til nedrykningsstregen, så den nu er på seks point til netop Burnley lige under. Så der var ikke noget at sige til, at Thomas Frank var godt tilfreds med sit fem års jubilæum som manager i London-klubben.
”Det er helt klart bedre at kunne fejre det med en sejr. Jeg tror, jeg vil have mig et godt glas rødvin og lidt tapas,” sagde Brentfords danske manager, der fyldte 50 for et par uger siden og nu rundede et flot hjørne i trænerkarrieren med de fem år i klubben, der foreløbig har kastet 243 kampe af sig med 106 sejre, 62 uafgjorte og 75 nederlag til følge.
Og de 85 af kampene har altså været i Premier League-regi, hvilket er en ganske ny oplevelse for Brentford, der sidst var oppe blandt de bedste fra 1935 til 1947, hvor 2. verdenskrig betød, at det kun blev til fem sæsoner i den periode.
Så det er store tider for London-klubben, også selv om den aktuelle sæson var begyndt halvskidt og måske havde givet grund til begyndende overvejelser om mulighederne i dette fodboldår.
”Der var måske nogle medvindstilskuere, der var begyndt at være lidt utilfredse, men vi, der har været med et godt stykke tid, stoler virkelig både på Thomas Frank og processen bag,” siger Jonathan Burchill, der har været Brentford-fan siden 1976. Og han fortsætter:
”Vi har spillet ganske god fodbold undervejs i sæsonen, så det var ikke sådan, at det hele var ved at løbe af sporet. Vi havde bare været uheldige, så der var ikke nogen panikstemning.”
”For vi er tilbage i den bedste række igen, vi spiller på et nyt og fantastisk stadion, og tingene bliver gjort på en rigtig god måde. For mig er der ingen tvivl om, at Brentford er på et historisk toppunkt nu,” siger Burchill.
Og det er den lige så rutinerede tilhænger Greville Waterman enig med ham i.
”Det er vigtigt at sætte tingene i det rigtige perspektiv, og der er ingen grund til at bekymre sig over at ligge nummer 15 i Premier League. Man skal bekymre sig, når man ikke har penge til at betale spillerne, eller man er truet af at rykke ud af divisionerne,” siger Waterman uden at gribe ud i luften efter tilfældige eksempler.
For Brentford er kommet meget langt på kort tid, og man skal faktisk ikke så langt tilbage i historien, som både Burchill og Waterman har beskæftiget sig med i form af bøger om deres favoritklub, for at finde en helt anden stemning omkring ”The Bees”.
FANGRUPPE MOD MANAGEREN
Resultaterne kunne sagtens være fra denne sæson, for den 18. oktober slog Brentford Luton med 4-2 og fulgte det op med en imponerende 4-0 sejr over ellers stærke Brighton tre dage senere. Men den tredje kamp ødelægger illusionen. Her tabte Brentford nemlig med 2-0 ude til Notts County, så resultaterne hører fortiden til – helt præcis er de 20 år gamle og fra dengang Brentford, Brighton og Luton lå i den tredjebedste række.
Umiddelbart lyder resultaterne jo fornuftige, og når man dertil lægger, at tilhængerne efter flere års kamp mod klubejer Ron Noades havde haft held og dygtighed til at overtage styringen og driften af klubben få måneder tidligere i foråret 2003, kunne man sagtens tro, at det var her, at fundamentet blev lagt til nutidens succes.
Det gjorde det måske også, for hvis ikke fanorganisationen Bees United havde stået klar, kunne klubben meget vel være gået nedenom og hjem. Men der skulle stadig meget mere til, og før pilene begyndte at pege den rigtige vej, skulle Brentford gennem nogle hårde år, hvor man fortsat var truet på livet. Men egentlig begyndte nedturen allerede i 1997.
Det var ikke sådan, at Brentford havde en lang og glorværdig historie som en vægtig spiller i de engelske divisioner, men man havde trods alt været med siden 1920 med et toppunkt i midten af 30'erne, hvor man sluttede i top seks i den bedste række i tre sæsoner i træk, og der blev proppet knap 40.000 tilskuere ind på hjemmebanen Griffin Park, da Arsenal lagde vejen forbi. Siden da havde man mest haft hjemme i den tredjebedste række som en ganske solid London-klub på en hjemmebane, der blev mere og mere slidt, og i 92/93-sæsonen var man endda helt oppe at snuse i den næstbedste række omend med en hurtig nedrykning til følge.
Men selv om det altså ikke havde været stort på den måde, så var Brentford stadig en del af fodboldtapetet i det engelske. Det var småt, og det var ikke altid lige nemt, men man var der, og når det gjaldt, kunne man godt nærme sig de 10.000 tilskuere på Griffin Park, der havde en kapacitet på omkring 12.500 og var mest kendt for at have en pub ved hvert hjørne af stadion.
En af de fire pubber ved fortidens Griffin Park (Foto: Colin McPherson/Getty Images)
Men i 1997 begyndte det at gå ned ad bakke, da klubbens ellers dygtige manager Dave Webb med en fortid i Chelsea pludselig fik ambitioner om mere efter fire år som chef på sidelinjen i Brentford.
”Jeg kan huske, at jeg var til en kamp på Griffin Park, da Dave Webb var manager, og der var rygter om, at han var på vej til Southampton. Så klubben blev oversvømmet af breve og faxer for at holde på Webb, og der var også et banner oppe til ære for ham til den her kamp.”
”For han var en okay manager, der faktisk havde gjort det godt trods knappe ressourcer, og folk tænkte, at han kunne tage klubben fremad, men da han så blev ejer, begyndte tingene at falde sammen. Der blev taget nogen dårlige beslutninger, og så begyndte tilhængerne at protestere,” fortæller Jonathan Burchill, der er forfatter til bogen ”A pub on each corner” om Brentfords og specielt hjemmebanen Griffin Parks historie.
I 1995 sluttede Brentford som nummer to i den tredjebedste række under Dave Webb, men det var i en sæson, hvor der kun var én direkte oprykker, så man endte med at tabe playoff-semifinalen om oprykning til Huddersfield efter straffe, og det gik lige så skidt i 1997, hvor en fjerdeplads gav playoff og en afgørende oprykningsfinale på Wembley, der blev tabt 1-0 til Crewe foran beskedne 34.000 tilskuere.
Men det var stadig gode tider med offensiv fodbold og angribere som først Gary Blissett og Dean Holdsworth og siden Nicky Forster og Carl Asaba, der alle kom til at score mål i højere placerede klubber end Brentford. Men i 1997 bestemte manager Webb sig altså for, at han ville være klubejer, og det blev en katastrofe. De bedste spillere blev solgt, den nye manager Eddie May var lige så elendig som den nye klubejer, og tilhængerne var rasende.
Der blev simpelt hen stiftet en fangruppe ved navn BIAS (Brentford Independent Association of Supporters), der havde som hovedformål at få Webb ud af klubben, og fanmagasinet Beesotted fik lavet en stor reklame, man satte på siden af en varebil, der blev parkeret foran klubejer Webbs hjem med ordene ”St. Valentines Day Massacre. Why are you killing Brentford FC”.
Det var hårde og vrede tider, og det endte med, at Brentford rykkede helt ned i den fjerdebedste række efter kun at have fået ét point i de sidste tre kampe. Det betød til gengæld, at Burnley reddede sig på sidste spilledag, uden det dog kunne redde holdets manager Chris Waddle i hans eneste sæson som manager efter en ellers flot, aktiv karriere på fodboldbanerne i Newcastle, Tottenham, Marseille og Sheffield.
Så Brentford rykkede ned, og Dave Webb solgte klubben videre med pæn fortjeneste til Ron Noades. Og i det sydvestlige London så man den karismatiske Noades som en potentiel redningsmand. For han havde jo været formand gennem 18 år i Crystal Palace med flere fine sæsoner i den bedste række til følge, og han måtte vel også have en god portion penge at investere i Brentford, for klubben havde kostet ham 750.000 pund, og han havde lige solgt Palace for 22 millioner pund.
Og det begyndte også rigtig godt, selv om Ron Noades havde store planer for sin egen indflydelse i Brentford. For han ville ikke bare være klubejer.
BRENTFORD-TILHÆNGERE I HVIDE PARYKKER
Ron Noades blev rig som entreprenør og ejendomsudvikler, men han havde hele tiden en fodboldpassion, der også fyldte meget i hans liv. Som 39-årig købte han således Wimbledon FC, og i løbet af et år havde han ført klubben op i divisionerne med oprykning i 1977. I 1981 rykkede han så videre til Crystal Palace, hvor han nok var klubejer, men også fandt stor fornøjelse i at scoute spillere. Og selv om Noades blev upopulær på Selhurst Park, blandt andet med tanker om at fusionere klubben med Wimbledon og måske også Charlton til en storklub syd for Themsen, så fik han undervejs fingre i dygtige spillere, mens han også gjorde den tidligere Manchester United-wing Steve Coppell til manager med stor succes.
I slutningen af 90'erne begyndte det dog for alvor at gå galt, og det vakte en del opsigt, da han efter flere managerfyringer endte med at sætte sig selv på bænken som manager i de sidste kampe af 97/98-sæsonen. Crystal Palace rykkede ned med et brag, men Ron Noades havde fået blod på tanden, og når han nu alligevel var så upopulær i Palace og endda kunne sælge klubben for en god sum, valgte han at tage et helt uhørt skridt. Han købte Brentford og placerede sig selv som klubejer, bestyrelsesformand – og manager.
”Jeg er 60 år gammel, så det er nu eller aldrig,” sagde Ron Noades dengang – og selv om det vakte en del forundring, gik det faktisk godt i begyndelsen.
”Han indtog den helt unikke position som ejer og formand og manager, så han styrede klubben, og han vidste en del om spillere, for han havde været meget involveret i fodbolddelen som ejer af Crystal Palace,” fortæller Greville Waterman, der fulgte eksperimentet fra lægterne dengang
”Så lavede han et drømmehold af trænere med Brian Sparrow, Terry Bullivant og Ray Lewington, der skulle stå for den daglige træning, mens Noades udtog holdet. Og der blev købt mange unge, sultne og talentfulde spillere fra non-league, og der blev også hentet gode spillere i Crystal Palace, blandt andet den vidunderlige islandske centerforsvarer Hermann Hreidarsson, der både var et rekordkøb og alt for god til Brentford, Vi spillede virkelig en god gang angrebsfodbold, og så vandt vi ligaen og rykkede op igen med det samme,” siger Greville Waterman, der har skrevet fire bøger om Brentfords historie, senest ”Just a bus stop in Hounslow” om Brentfords første sæson i Premier League.
Så efter masser af modvind i Crystal Palace blev Ron Noades pludselig en helt i Brentford, og tilhængerne kom til kamp i parykker af hvidt hår for at hædre klubejeren/formanden/manageren – men succesen varede ikke ved.
Klubejer Ron Noades som manager på Griffin Park. (Foto: Getty Images)
Man blev kun nummer 17 i comebacksæsonen i den tredjebedste række, og Noades holdt kun tre måneder af den næste sæson, selv om han altså havde god trænerhjælp af blandt andet Ray Lewington, der siden har arbejdet som assistent for Roy Hodgson i både Fulham og Crystal Palace og for det engelske landshold fra 2012 til 2016. Den 18. november 2000 blev bunden nået med et 1-3 nederlag i FA Cuppen hjemme til non-leagueklubben Kingstonian, og så trak Noades sig tilbage som manager, mens Lewington rykkede frem til chefjobbet på sidelinjen.
For klubejeren havde fået tilhængerne på nakken, og det brugte han som begrundelse til afslutningen på hans liv som fodboldmanager.
”Der er blevet sat plakater op, hvor der står, at jeg er efterlyst for mordet på Brentford FC,” sagde Ron Noades, men tilhængerne var ikke kun vrede over de skuffende resultater på banen.
For det havde vist sig, at han ikke selv havde investeret penge i den fremgang, der trods alt havde været. Succesen havde været for lånte penge med sikkerhed i klubben og stadion, og klubben havde oparbejdet et stort underskud på 1,5 millioner pund, mens klubejer Noades' store fokus nu var at komme væk fra Griffin Park, der ikke kunne skaffe indtægter nok til at oppebære ambitionerne. Og selv om Brentford hører til et godt stykke uden for det centrale London på vejen ud mod Heathrow, så var der stadig masser af penge at tjene på at sælge stadion og grunden og så bygge huse i stedet.
Så Ron Noades' plan var at sælge stadion og så flytte klubben væk via en lejeaftale med Woking eller Kingstonian i håbet om, at han undervejs ville kunne overtale byrådet i Hounslow til at være med til at bygge et nyt stadion, der kunne skaffe større indtægter.
Det var selvfølgelig ikke populært blandt tilhængerne, og selv om Noades i 01/02-sæsonen fik Steve Coppell ind som manager, og han trods alle vanskelighederne fik ført Brentford op i toppen af den tredjebedste række, fik man heller ikke en forbløffende sportslig fremgang, selv om det var tæt på. Man var rykket op i den næstbedste række, hvis man havde slået Reading hjemme i sidste runde, men kampen sluttede 1-1, før man tabte oprykningsfinalen til Stoke ude på Millenium Stadium i Cardiff i de år, hvor Wembley var under massiv ombygning.
Imens forberedte tilhængerne i BIAS sig ved at lave en Supporters Trust, der ville kunne overtage klubben fra Ron Noades, og i foråret 2003 lykkedes det. Noades trådte tilbage som formand, og flere personer fra trust'en Bees United indtrådte i bestyrelsen og overtog dermed ansvaret for den daglige drift af klubben med mulighed for at købe klubben endegyldigt af Noades i løbet af et par år.
Det var en stor triumf, men det var ikke det samme som øjeblikkelig fremgang, selv om det var afgørende for klubbens fremtid.
”Noades havde mistet interessen. Han investerede ikke noget, og klubben trådte bare vande og tabte penge. Bees United reddede klubben og gjorde et fremragende stykke arbejde med at holde den i live, men man havde ikke midlerne, ressourcerne eller erfaringen til at få den til at vokse,” som Greville Waterman beskriver situationen dengang.
DEN HEMMELIGE INVESTOR
Den første sæson med Bees United var altså den sæson, hvor Brentford slog både Luton og Brighton, men generelt set gik det elendigt under manager Wally Downes, og rent økonomisk havde man rigeligt at gøre med at afdrage gæld. Der var ikke råd til at forstærke holdet, selv om mange tilhængere arbejdede hårdt og frivilligt for at forbedre situationen, og som 03/04-sæsonen nærmede sig sin afslutning, lignede Brentford en stensikker nedrykker. Men man reddede sig i løbet af et historisk forår, der på de kanter bare er kendt som ”The Great Escape”.
For Downes blev fyret, og så vendte sæsonen, selv om Brentford kun havde vundet én af de 16 ligakampe over de seneste fire måneder. Martin Allen kom til som ny manager, og han viste sig at være noget af en mirakelmager.
”Martin Allen var helt fantastisk. Man kunne give ham en flok drenge, der spillede i en park, og så ville han kunne motivere dem til at vinde en pokalfinale,” siger Jonathan Burchill om manageren, der kun tabte én af syv kampe og dermed gav Brentford chancen for en mirakuløs overlevelse med en sejr i sæsonens sidste hjemmekamp mod Bournemouth.
Og det lykkedes på et sent sejrsmål af indskiftede Alex Rhodes, en 22-årige angriber som klubben havde købt fire måneder forinden. Ja, faktisk var det ikke klubben, der havde købt ham, for det var der slet ikke råd til. Man havde ikke betalt penge for en ny spiller i tre år, så i stedet var en gruppe tilhængere gået sammen i Brentford Lifeline Society og havde lagt de 7500 pund, der skulle til at sikre den forstærkning, der viste sig at blive afgørende for at blive i den tredjebedste række.
De næste par sæsoner spillede London-klubben langt over evne med Martin Allen på sidelinjen. Selv om økonomien stadig var dårlig, nåede man helt frem til FA Cuppens 5. runde i begge sæsoner, og i ligaen nåede man i playoff begge gange, hvor det dog blev til semifinalenederlag til først Sheffield Wedensday og så Swansea.
Martin Allen var en stor succes som manager i Brentford, her i FA Cup-kamp mod Southampton på Griffin Park. (Foto: Ian Walton/Getty Images)
Så havde Martin Allen fået nok af den hårde kamp, så da han fik et tilbud fra ambitiøse MK Dons, sagde han ja tak, hvilket kastede Brentford ud i en større sportslige krise. Til gengæld var der ved at komme styr på de indre linjer.
For Bees United havde faktisk været i stand til at købe Ron Noades helt ud af klubben, så i januar 2006 overtog tilhængergruppen ejerskabet af klubben, selv om det havde holdt hårdt, og man havde været på randen af en betalingsstandsning i efteråret 2005. Men så dukkede der en hemmelig investor op.
Det begyndte faktisk med en artikel i avisen The Independent, hvor den dygtige journalist David Conn skrev om problemerne i Brentford, hvor tilhængerne kæmpede for at få kontrol med klubben, men var hårdt ramt af et bankovertræk på 4,5 millioner pund, der kostede 300.000 pund i rente om året. Så man bad om hjælp, og den fik man et uventet sted fra.
I 1979 havde Matthew Benham været til sin første Brentford-kamp, og siden da havde han mere eller mindre set det som sin klub, selv om han kun kom på Griffin Park et par gange om året. Men han læste David Conn-artiklen, og den fik ham involveret i klubben, i første omgang med et rentefrit lån på 500.000 pund i efteråret 2005. I første omgang ville han dog ikke have sit navn frem, men var kun kendt som den hemmelige investor på samme måde som hans gamle forretningsfælle og senere uven Tony Bloom havde været det nede i Brighton.
Nede på sydkysten havde man spekuleret i, at det måske var den lokale DJ Norman Cook, kendt som Fat Boy Slim, der stod bag hjælpen, men Brentford havde ikke samme slags kendte tilhængere.
”Der var ikke så mange berømte tilhængere, men der havde været rygter om, at Rick Wakeman kunne blive formand. Han havde været i bestyrelsen i 80'erne, men kunne ikke være nok i England til også at være formand som Elton John i Watford,” fortæller Jonathan Burchill om keyboardspilleren i rockgruppen Yes.
”Ellers var der ikke rigtig nogen store navne sat i forbindelse med klubben, og det varede også et stykke tid, før Matthew Benhams navn blev kendt. Og da navnet så kom ud, var det jo ikke en, som tilhængerne kendte på den måde,” siger Burchill.
Men det kom Brentford-folket i den grad til.
BUTCHER PÅ DYBT VAND
Så tilhængerne styrede klubben, og Matthew Benham hjalp til med lån i kulissen, så man skulle tro, at Brentford nu endelig var i smult vande. Men der var lige et sidste dyk.
Efter afskeden med Martin Allen røg man nemlig ud i nogle voldsomme sportslige problemer, for selv om der var ved at være en smule styr på økonomien, var der stadig ikke penge til store forstærkninger, og da Allen først forsvandt, viste det sig, at hans evner havde betydet utrolig meget for de flotte sæsoner, man netop havde været igennem. For i 2006/07 gik det helt galt.
Det begyndte godt nok med et par sejre under Leroy Rosenior, men så begyndte nedturen, og den kunne en fyring af Rosenior efter den 13. ligakamp i træk uden sejr ikke rette op på. Scott Fitzgerald fortsatte med at tabe, og Brentford sluttede sidst af de 24 hold i den tredjebedste række og endte så med den nedrykning, som Alex Rhodes' mål havde forhindret tre år tidligere.
Men Brentford havde en plan, der vakte opsigt.
”Vi er meget glade for at have ansat Terry Butcher som manager. Hans bedrifter som spiller overgås ikke af nogen, og han er en inspirerende lederskikkelse,” sagde Brentford-formand Greg Dyke om den nye manager, der havde spillet 77 landskampe for England, blandt andet en meget berømt mod Italien i en blodig hvid trøje, og vundet skotske mesterskaber med Rangers.
Den tidligere engelske landsholdsanfører Terry Butcher som ny manager på det gamle træningsanlæg i Brentford. (Foto: Warren Little/Getty Images)
Men som manager var han en uprøvet størrelse, der havde tilbragt fem år i Skotland efter en længere pause oven på fyringen som spillende manager i Sunderland helt tilbage i 1993. Så selv om han var en leder, der ”glædede sig til udfordringen” i Brentford, var det slet ikke nok. Efter fem nederlag i træk sidst på efteråret, blandt andet pinlige 0-7 ude mod Peterborough, var det slut med Butcher. Og det skulle vise sig ikke at være så dårligt.
”Terry Butcher, den tidligere England-helt, kom jo ind, men han kendte ikke rækken og vidste ikke, hvordan man skulle spille på det niveau. Men han fik en tidligere Brentford-spiller ind som assistent i Andy Scott, og da Butcher så stoppede, og Scott overtog, gjorde han det fantastisk. Han fik stabiliseret situationen og bygget et hold, der rykkede op i 2009,” fortæller Greville Waterman.
Og siden da er det kun gået fremad for Brentford, også fordi der skete andet end oprykning i sommeren 2009.
På det tidspunkt havde Matthew Benham lånt klubben 4,5 millioner pund rentefrit, men i august lavede han en ny aftale med klubben. Der blev lagt en femårsplan, hvor Benham investerede en million pund om året mod at få aktier i klubben og mulighed for at købe den, når de fem år var gået.
”Jeg tilbyder at investere betydelige summer i klubben for at hjælpe Brentford med at blive en Championship-klub,” som Benham skrev det til folkene i Bees United i sommeren 2009 ifølge et interview med netop Bees United sidste år.
Allerede i juni 2012 var man dog kommet dertil, hvor det var tid for Benham at overtage styringen og ejerskabet, hvilket han gjorde ved at købe resten af aktierne for ét pund. For det var jo aldrig meningen, at Bees United skulle tjene penge på at være klubejere. De var der for at redde klubben, og nu var man så på rette vej, men Bees United har dog fortsat et medlem af bestyrelsen i Brentford, i øvrigt som den eneste tilhængerorganisation i Premier League-regi.
Og ambitionen om at blive en Championship-klub er i den grad blevet overgået med oprykningen til Premier League i 2021 under Thomas Frank og med Matthew Benham som en meget populær ejer.
”Havde det ikke været for Matthew Benham, er det ikke sikkert, at vi havde siddet her i dag. Så skidt så det ud, og det balancerede på grænsen i lang tid. Vi kunne sagtens være blevet nødt til at sælge stadionområdet til en ejendomsudvikler, hvis ikke Matthew var kommet ind,” siger Jonathan Burchill og fortsætter:
”Så det kunne have været Kingstonian eller sådan noget som hjemmebane, og så var det blevet rigtig svært. Både Wimbledon og Brighton har overlevet sådan en situation, men Bury måtte forlade ligaen på grund af dårlig økonomi, og det kunne også have ramt os, hvis det ikke havde været for alt det gode arbejde, Bees United gjorde for at holde hovedet oven vande.”
”Man ville nok være rykket ud af ligaen uanset, fordi vi ville ikke have kunnet fastholde en tilpas god spillertrup, så vi kunne sagtens være rykket ned i Conference og have spillet dernede i dag. Det havde ikke været urealistisk,” siger Jonathan Burchill med en tanke på klubber som Chesterfield, Hartlepool, Kidderminster, Oldham, Oxford, Rochdale og York, der trods fine traditioner i dag må tilbringe fodboldlivet uden for divisionerne.
Men Brentford blev hængende, før de begyndte at vokse og vokse hele vejen over på et nyt stadion.
”Hvis ikke Bees United var trådt til i 2003, ville klubben være død. Og uden Matthew Benham og de penge han efterfølgende investerede, og den ekspertise og kreativitet han kom med, så...”
”Vi spillede vores første kamp i Premier League i august 2021 hjemme mod Arsenal, og det var et vidunderligt London-derby. Men uden Benham ville vi nok have åbnet sæsonen med et London-derby mod Hampton & Richmond nede i den sjettebedste række – og vi ville sikkert have spillet kampen ovre i Gunnersbury Park,” siger Greville Waterman med tanke på et lokalt anlæg til børn og unge.
Sådan gik det slet ikke. Brentford er for tredje sæson i træk at finde i Premier League, og selv om sæsonen begyndte lidt svært, er det ikke noget, der kan ryste de rutinerede tilhængere på de flotte nye sæder på Gtech Community Stadium. For de har været med til det, der var meget værre.
Matthew Benham og Thomas Frank på Brentfords nye hjemmebane Gtech Community Stadium. (Foto: Mike Hewitt/Getty Images)
Danmarks største Brentford-fan
Leif Pedersen har indtil videre set Brentford fem gange live i 2023, men hvorfor er der ikke flere danskere, der holder med den ultimative danskerklub?
Til hverdag arbejder 60-årige Leif Pedersen i Jyske Bank i København, men når han har fri, bruger han rigtig meget tid på Brentford. For selv om vejen til London-klubben var lang og kringlet, så har den fyldt meget i de sidste 10 år, og i de seneste år er han også begyndt at rejse meget til kampene i det engelske, senest som udebanefan på Old Trafford til det dramatiske opgør, der endte med en 2-1 sejr til Manchester United til allersidst.
Men det begyndte med Tipslørdag tilbage i 70'erne og 80'erne.
”Jeg voksede op med fodbold lørdag eftermiddag klokken 16, og det supplerede jeg ved hver uge at købe det engelske blad Shoot. Jeg cyklede troligt ind til kiosken på Silkeborgvej i Herning og købte bladet, når de havde det, og så købte jeg også Rothmans Årbog hver eneste år, så jeg elskede engelsk fodbold på en virkelig nørdet facon,” siger Leif Pedersen og fortsætter:
”Men så flyttede jeg til Brande, hvor man kunne se tysk fodbold, så jeg havde en periode på måske 20 år, hvor jeg mest så Bundesligaen uden nogensinde at holde med et hold. I engelsk fodbold holdt jeg lidt med Liverpool, fordi jeg godt kunne lide Steve Heighways moustache, og jeg holdt med West Bromwich en overgang efter den berømte 5-3 kamp mod Manchester United med Brendan Batson, Cyrille Regis og Laurie Cunningham. Den kamp elsker jeg. Men jeg blev aldrig rigtig fan af nogen klub, jeg var egentlig bare fodboldfan.”
”I 1991 var jeg på et studieophold i London, og der spurgte jeg på et tidspunkt den familie, jeg boede hos, hvilke fodboldklubber der var i området. Der var Wimbledon, Chelsea og Queens Park Rangers og Fulham, og så var vi færdige med det. Men så sagde sønnen i familien ”nå ja, der er også en klub lige herovre, der hedder Brentford.” Så derefter lagde jeg mærke til klubben, for man fløj jo hen over stadion, når man landede i Heathrow, men det var mere en geografisk ting.”
”I slutningen af 90'erne kom jeg så tilbage til engelsk fodbold efter min tyske udflugt og begyndte at følge det igen, og i 2011 dukkede Uwe Rösler så pludselig op som træner i Brentford. Ham kendte jeg jo fra Bundesligaen, hvor han som spiller havde været en del af den østtyske generation med Thomas Doll og Matthias Sammer, så det gjorde mig nysgerrig. Og da han så stoppede, kom Mark Warburton til, og ham havde jeg jo et skæbnefællesskab med som bankmand.”
”Så begyndte jeg for alvor at holde øje med Brentford, og da så Matthew Benham købte FC Midtjylland passede det jo som fod i hose. Så i 2014 blev jeg medlem af diverse fodboldfora derovre og var inde at kigge hver dag for at følge med i, hvad der skete. Men jeg havde ikke overvejet at tage derover, før min nieces datters kæreste fortalte, at han havde været derovre, og at det var helt fantastisk. Han havde simpelt hen gået og snakket med Lasse Vibe på vej op til stadion før kampen.”
”Det lød jo helt vildt, ligesom i gamle dage på stadion i Ikast. Det blev jeg nødt til at opleve, så i september 2019 tog jeg derover for første gang og så en dødssyg kamp mod Stoke, der endte 0-0. Men jeg mødte spillerne.”
”Dengang havde man jo ikke ordentlige faciliteter, så spillerne kom kørende til et hotel i nærheden, og så gik de op til stadion. Så jeg har gået og snakket med Thomas Frank, Henrik Dalsgaard og Christian Nørgaard, og jeg var helt lost over, at man kunne komme så tæt på spillerne. Så kom corona så, men siden har jeg vel været derovre 10-12 gange,” fortæller Leif Pedersen.
Leif Pedersen på vej til Brentford-kamp. (Privatfoto)
Og selv om han ikke har haft heldet med sig, Brentford har et pointsnit på 1,09, når han er på lægterne, så nyder han kampene og specielt samværet med de engelske Brentford-fans. Men efter skiftet fra Griffin Park til Gtech Community Stadium og oprykningen til Premier League har der ikke været ret mange andre danskere til kampene modsat før i tiden, hvor det var ret let af få et par billetter til en Championship-kamp på det gamle stadion.
Det er blevet noget sværere nu på det lille og nye stadion med plads til godt 17.000 tilskuere, men nordmændene kommer også på Gtech Community og har en velorganiseret fangruppe, der endda får adgang til træningsanlægget oppe på Jersey Road før den sidste hjemmekamp, så de kan uddele deres udgave af Årets Spiller i Brentford.
Desuden har Brentford heller ikke fyldt så meget i danske fankredse, modsat dengang Michael Laudrup blev manager i Swansea, og det halve Danmark pludselig holdt med den walisiske klub. Der er ellers forbindelser til FC Midtjylland, FC Nordsjælland, FC København og Brøndby på det aktuelle hold, og der begynder da også at være en smule grøde i fanmiljøet herhjemme.
”Vi har jo ikke været særligt synlige som fans, og det var faktisk først i august sidste år, at en jysk pige lavede en Facebookgruppe for danske Brentford-fans, og den blev jeg medlem nummer otte af. I januar var vi oppe på 16 medlemmer, men så blev der holdt et arrangement på en pub i København, og selv om det kun blev annonceret på Instagram et par uger før, endte der med at komme 100 personer. Lidt efter var vi 200 i Facebook-gruppen, og nu er vi oppe på 300.”
”Så det går fremad, men jeg ved faktisk ikke, hvorfor der ikke er flere. Jeg har ikke fundet ind til den danske Brentford-sjæl endnu, og vi er også en meget uhomogen gruppe, men selv om jeg ikke møder så mange danskere, når jeg er derovre, så ved jeg, at der er danskere på plads til næsten hver hjemmekamp. Og de engelske Brentford-fans er også vanvittigt søde mennesker og meget imødekommende og venlige. Det ligger nok i klubbens natur,” siger Danmarks største Brentford-fan, Leif Pedersen.
Illustration af Mediano
Illustration af Mediano
Relevante links
Om Mediano:
Støt Mediano - hjælp os med at finansiere endnu mere godt indhold
Mit Mediano - Medianos helt egen podcast-app, hvor du kan designe dit eget feed
Mediano Merch - vores webshop
Køb koppen 'Bettingreklamer ud af fodbold' hos Mediano Merch til 59 kroner
Om fodboldens public service og Medianos nye strategi
Her er Medianos nye strategi, 'Lidt smukkere fodbold' med Fodboldens Public Service som et centralt begreb.
Du vil i nogle af vores udsendelser møde et budskab undervejs fra det, vi kalder ’Fodboldens Public Service’ – det er en sag, som vi synes er vigtig og som er vores bud på det, der engang hed ’oplysning-til-borgerne-om-samfundet’.
Det kan gælde vores samarbejde med Alkohol og Samfund
Eller det kan gælde vores samarbejde med Center for Ludomani.
Derfor har Mediano ingen reklamer for betting, casino og alkohol
Foto: Getty Images
