Her er de første fire medlemmer af vores nye 'Mediano Legends'
Medianos historie: Mandag aften var der fuldt hus i Casa Mediano. Vi hyldede fire af vores tidligere eksperter og medarbejdere i det, vi kalder ‘Mediano Legends’. Her kan du se billeder fra den hyggelige aften med gamle kolleger.
af peter brüchmann
Ja, det er med et stort glimt i øjet, at vi kaldet det ‘legends’. Vi er jo bare nogle fodboldnørder, der får lov at snakke om fodbold. Om rigtige legender og kommende legender. Men i stedet for at lave Medianos hall of fame eller en pundit parade har vi taget navnet fra et gammelt fodboldformat: Mediano Legends. Det var samtaler om fodboldens legender, før der var noget, der hed Kongerækken.
Men nu er Mediano Legends blevet en vigtig del af vores egen historie. Så mandag aften optog vi Sture Sandø, Jonas Hebo, Benjamin Leander og Francis Dickoh i vores Mediano Legends. De har alle fire været med til at gøre Mediano til det, vi er i dag, og det er vores måde at takke de værter og eksperter, der har været med til at forme Mediano siden 2016.
Hver gang vi taler med, hører fra eller skriver med vores lyttere, så kan vi mærke, hvor meget vores eksperter betyder for lytterne - og disse fire, der har forladt os (for en stund), har stadig en meget stor plads i hjertet hos mange lyttere. Så derfor kommer de nu op at hænge på væggen i Casa Mediano, så vi altid kan blive mindet om, hvor vi kommer fra og hvad vi bør stå for.
Sture Sandø var med til at starte Mediano i foråret 2016, Francis Dickoh kom ind som en af vores første eksperter, Benjamin Leander ændrede store dele af fodboldanalysen med sin databaserede, men også ekstremt konkrete tilgang og Jonas Hebo buldrede ind på Mediano som både ekspert, vært og youtube-ekspert og skabte her sin nye karriere, mens han rundede fodboldkarrieren af.
Kriterierne for at blive optaget i Mediano Legends er:
At man har været vært eller ekspert med et helt særligt forhold til lytterne
At man indiskutabelt har været med til at løfte fodbolddækningen i Danmark og stået for noget, der var og er helt unikt i formidlingen.
At man har været på Mediano i en længere periode (løst defineret som mere end to år)
At man er stoppet på Mediano (men derfor kan man jo godt komme tilbage en dag)
At det er en person, alle har nydt at spille på hold med i studierne.
Der har været rigtigt mange mennesker til at lave Mediano siden 2016 - både i studierne, men også i mindre synlige (hørbare) roller. Vi er dem alle taknemmelige, men nu starter vi vores symbol på taknemmeligheden med disse fire og med initiativet Mediano Legends.
Her kan du se nogle af billederne fra dagen/aftenen, hvor også seks af lytterne fra Støt Mediano var med til at hilse på vores tidligere medarbejdere.
Fotos: Marcus Califano