Her er Mediano 2025
Her fortæller Peter Brüchmann, hvordan Mediano kommer til at se ud i det kommende år. Hvilke udsendelser vil udkomme i gratiskanalen. Hvilke vil udkomme i Støt Mediano. Der kommer i den grad nye formater, og allerede fra januar vil du møde nye profiler på Mediano. Du kan også høre om vores nye hovedpartner – og så fortæller vi her om, hvorfor søndag bliver den største nyhed i vores programflade det kommende år. 2025 bliver et voldsomt år.
AF PETER BRÜCHMANN
2025 burde egentlig være det mest almindelige år i Medianos historie. Hverken skelsættende eller specielt stort. Vi fylder ni år den 1. juni. Det er jo ikke ligefrem rundt eller markant. Der er ingen store slutrunder af den slags, der hidtil har fyldt mest, selv om Danmarks kvindelandshold til EM i Schweiz nok skal få masser af plads. Vi ændrer ikke på de fundamentale ting i Medianos model. Der vil stadig være en stærk gratiskanal. Der vil stadig være et Støt Mediano med eksklusivt indhold til medlemmerne. Og forhåbentlig vil de fleste af de nøglepersoner, lytterne kender også være at høre fremover – plus lidt nye stemmer.
Men der kommer til at ske rigtig meget.
Ny hovedpartner: Sparekassen Kronjylland
Inden vi går ombord i store forandringer, nye satsninger og hvorfor 2025 er så markant, så lad mig præsentere vores nye hovedpartner. Det er Sparekassen Kronjylland, der fra 1. januar vil træde ind som ny hovedpartner, kommer til at optræde i vores logo og være den partner, som Svend Gehrs lægger stemme til, når han i disse dage laver de speaks, der vil ligge foran samtlige af vores udsendelser i 2025.
Noget af det, der glæder mig allermest ved aftalen med Sparekassen Kronjylland er, at vi endelig har fundet en partner, der rent faktisk mener det, når man gerne vil arbejde med en sag, der er mere end fine buzzwords. Sammen med Sparekassen Kronjylland kommer vi nemlig til at øge indsatsen i kampen mod ludomani. Med indhold. Med indsatser. Og måske med mere end det.
Sparekassen Kronjylland vil gerne stå for ’ordentlighed’ og tager ansvar, når man som bank/sparekasse har oplevet tilstrækkeligt mange kunder komme i uføre på grund af spilleafhængighed.
Mere om vores nye hovedpartner senere.
Her kan du høre Redaktørens Blog indlæst som podcast af Peter Brüchmann
Disse formater flytter ind i Støt Mediano
Det kribler for at fortælle om den største nyhed i 2025, det vi kalder KLUB MEIDANO, men lad mig starte med at fortælle om de ting, der nok vil blive lagt mest mærke til blandt lytterne på den korte bane. 2025 bliver nemlig året, hvor balancen på Mediano definitivt tipper, og det gør den markant: Kanalen Støt Mediano bliver i den grad stedet, hvor det meste Mediano-indhold kan høres. Fra og med 1. januar vil du kunne høre følgende formater, der hidtil har boet i gratiskanalen, i Støt Mediano:
Superliga Preview
Landshold Special
Fredagsfrokosten
Bold & Bøger
Mediano Business
I forvejen er følgende indhold lavet eksklusivt til medlemmerne af Støt Mediano:
Fodbold var bedre i 90'erne
Det taktiske Værksted
Mediano Roadshow
Mediano Breaking
Bossword
Mediano Marketing
Mediano Q
Superliga Special om udvalgte mandags- og fredagskampe i Superligaen
Mediano Serie A
Mediano La Liga
Mediano Bundesliga
Mediano 1. division
Mediano 2. division
Mediano Garra - vores magasin om sydamerikansk fodbold
Og så kommer der næste år to nye formater og et gammelt format, der vender tilbage:
Klub Mediano
Mediano Transfer
Mediano Socrátes
Mere om disse formater senere.
Følgende formater vil være tilbage som de, der fortsat udkommer i Medianos gratiskanal:
Mediano Superliga – hver mandag
Mediano PL – hver mandag
Max Mediano – din optakt til de store kampe i de største ligaer – hver torsdag.
Det kan lyde voldsomt med 22 formater, der udkommer i Støt Mediano og kun tre, der udkommer i gratiskanalen men Mediano Superliga, Mediano PL og Max Mediano er tre af de største formater på sportens danske podcastmarked, så vi vil stadig have en stærk gratiskanal finansieret af vores partnere.
Gamle medier nedlægger sportens arbejdspladser – vi skaber nye arbejdspladser
Og lad os bare få fat i vingerne på den store diskussion gennem de seneste år: Ja, vi flytter tyngden over mod Støt Mediano. Hvor det i starten af 2024 hed syv udsendelser i gratiskanalen og to-tre i Støt Mediano på en typisk uge, så vil det i 2025 hedde tre udsendelser i gratiskanalen og syv i Støt Mediano.
Det gør vi, fordi vores forretning flytter sig. Vi kan ikke længere finansiere 500-600 udsendelser om året via partnerskaber. Vi har sat et stærkt hold af partnere til 2025, men tiden med 20 partnere på 20 forskellige formater er ikke længere aktuel, og vi kan i den grad ikke leve af de småtterier, der ville komme ind, hvis Mediano havde radioreklamer. Den model har sine problemer med mindre du udgiver i et globalt marked med langt større volumen. Derfor har Mediano aldrig haft radioreklamer, som du i disse år hører på en lang række større mediers podcast-udgivelser - internationalt og herhjemme.
Vi har 7.500 medlemmer i Støt Mediano. Og vi har en klar ambition om at nå 10.000 medlemmer i løbet af 2025 og 2026. Måske flere. Vægtningen over mod Støt Mediano har de seneste år ført til kritiske røster. Man må kalde os alverdens ting – ’hyklere, der engang talte om modstand mod betalingsmure’ er et bud, vi ind imellem hører – men alternativet er langt færre udsendelser, færre medarbejdere og et meget mindre Mediano. Så forklaringen er ret enkel: Vi kunne fyre lige som de andre medier eller vi kan flytte os med tiden.
Ovre i den gamle medieverden har man de senere år set Berlingske, Jyllands-Posten, B.T. og Ekstra Bladet nedlægge eller decimere dedikerede sportsredaktioner i forskellige modeller. Jeg har arbejdet på tre af disse, og jeg synes, at det er ærgerligt for sportens placering i samfundsdebatten, at sportens journalister i stadig større grad bare bliver en del af et newsroom af generalister, der skal kunne dække alt. Samfundsdebatten fungerer bedst ved, at medierne har specialister, der faktisk ved meget om noget – og ikke bare noget om meget.
Det er publicistisk fattigdom, og her bestræber vi os på at anvise en anden vej.
Der er blevet nedlagt virkeligt mange stillinger i takt med annoncemarkedets fald for især traditionelle medier. I den periode har Mediano skabt arbejdspladser, mens andre har nedlagt dem. Ja, Mediano er delvist skabt på kompetente medarbejdere, der blev fyret eller klemt i den traditionelle medieverden. Mere om det senere.
Min største glæde som leder er at se folk vokse i deres kompetence. At se Thomas Pyndt, Klaus Egelund, Gisle Thorsen, Jonas Schwartz med flere, der måtte se deres gamle stillinger forsvinde og som i dag er bedre, end de nogensinde har været. Og der kan være flere på vej, hvor den gode journalistik ikke længere bliver prioriteret, men det vil vi gerne gøre på Mediano.
Om et godt Mediano – og et rigtig godt Mediano
Så Støt Mediano er det ene meget stærke ben i Medianos model. Og det er lavet til de lyttere, der ønsker at betale for kvalitetsindhold. Vi har store planer med Mediano Superliga, Mediano PL og Max Mediano. Det skal i den grad også være kvalitetsindhold, som stadig er vores vigtigste vindue ud til de lyttere, der ikke kender Støt Mediano.
Så derfor passer følgende mere end nogensinde:
Når du lytter til Mediano i vores gratiskanal, får du et godt Mediano.
Når du også lytter til Støt Mediano får du et rigtigt godt Mediano.
I virkeligheden er Medianos model noget så simpelt og velkendt som en Freemium-model – med både gratis indhold og betalt (premium) indhold – som man kender fra alverdens medier. Hos os fungerer den bare på lyd udgivet i to spor.
Mister vi lyttere på at flytte Superliga Preview, Landsholdet, Fredagsfrokosten, Bold & Bøger samt Mediano Business ind i Støt Mediano? Formentlig. Vi anerkender, at nogen bliver skuffede og forlader os.
Men vejen ligeud var ikke farbar. Hvis vi havde valgt kun at satse på partnerskaber, var vi gået ind i 2025 med færre medarbejdere – og ville dermed have lignet de fleste af de gamle medier.
Så jeg tager gerne en kritisk røst her og der, hvis vi i stedet kan blive ved at skabe arbejdspladser og udvikle et stærkt Mediano. Og ja, jeg har sagt noget andet tidligere, men jeg var også engang ansat til at sige, at papiravisen havde en stor fremtid. Det var på B.T...
Verden flytter sig.
Nu kommer Klub Mediano – Tættest på Superligaen
Nu til den store nyhed i 2025. Torsdag den 2. januar lancerer vi Klub Mediano. Det er vores store deep dives på især Superligaens klubber. Du kender måske formatet Superzoom, hvor vi i 2024 er gået helt tæt på Anders Holch Povlsens ejerskab i FC Midtjylland, AGFs stadionbyggeri, Alt om Thorborgs plan med OB, halvandet år med GFH i Brøndby, m.m. Det skruer vi nu voldsomt op for i det, vi kalder KLUB MEDIANO, som udkommer hver søndag med en stor baggrund, hvor vores journalister bruger masser af tid på at gøre lytterne klogere på alt det, du ikke finder mange andre steder.
Klaus Egelund, Gisle Thorsen, Thomas Pyndt og Sebastian Stanbury kommer til at udvikle denne genre, så lytterne hver søndag får en helt særlig grund til at være medlem af Støt Mediano.
Vi har kigget på The Athletic, som især på Premier League satte et hold af en række af de dygtigste lokale og regionale journalister og korrespondenter på hver klub. Den model så en lille smule dyr ud, så vi har lavet vores bud på et medie, der kan formidle dybere end de fleste andre, fordi vi faktisk har en række medarbejdere, der mestrer netop den disciplin at komme helt tæt på klubberne, nøglepersonerne og historien bag udviklingen.
Det er en genre, som i stigende grad er forsvundet ud af journalistikken i takt med, at ressourcerne på sportsredaktionerne er blevet så få.
Det vil vi gerne stå for.
Nu får du lige et kig ind i vores redaktionsmøde. Det følgende er eksempler på nogle af de Klub Mediano-episoder, der står på vores whiteboard:
Et stort portræt af FC Københavns stærke mand, Erik Skjærbæk
Uwe Rösler – træner, terrier og tysker.
Salget af Randers FC - hvorfor og hvordan.
FC Midtjylland – gearskifte til guld eller gulv
Brøndby – År 3 med GFH
Vejle – Magtkampen om Nørreskoven
AaB – to år med SSE
Viborg – dygtige bettingbagmænd
Silkeborg – Kent, Kent og amerikanerne
Thomas Delaney – et fodboldliv
Flemming Pedersen – hippie og hardliner
Sune Smith-Nielsen – Det første år som styrmand på det største budget
DBU – et røntgenbillede
Inden vi går videre får du lige et overblik over, hvordan en typisk uge kan se ud for Mediano udgivelser:
Mandag: Mediano Superliga og Mediano PL.
Tirsdag - Støt: Månedsmagasin (på skift La Liga, Serie A, Bundesliga og 1. division)
Onsdag – Støt: Superliga Preview
Torsdag: Max Mediano
Fredag - Støt: Magasin (på skift Fredagsfrokosten, Mediano Marketing, Bold & Bøger, Mediano Business, Mediano Q, m.m.
Lørdag - Støt: Fodbold var bedre i 90erne
Søndag - Støt: Klub Mediano
Hertil kommer selvfølgelig Mediano Breaking, Europa Special, analyser af mandags- og fredagskampe, Bossword, Det taktiske værksted og en masse andet godt. Men vi har planlagt syv stærke dage, hvor vi hver dag vil have noget helt særligt at tilbyde lytterne i et nøje planlagt forløb.
Nye personer – nye roller
Vi laver ganske få justeringer på vores hold, men vi håber at kunne sige goddag til et par nye og ganske interessante stemmer. Her lidt om nye roller og stemmer:
Mediano Superliga: Azad Corlu, Jonas Schwartz, Thomas Pyndt og Peter Brüchmann. Pyndt rykker fra Mediano PL til Mediano Superliga. Thomas har ønsket at vende tilbage til den Superliga, han også har dækket gennem mange år, så det journalistiske kan forenes med også at komme ud i miljøerne hos klubberne.
Mediano PL: Rasmus Monnerup, Thomas Gravgaard og Adam Møller Gomaa. I Mediano PL vil Adam og Monnerup fremover få selskab af Thomas Gravgaard, der senest kommer fra Discovery og er en meget stærk stemme på den (fan)kulturelle del af engelsk fodbold. Thomas Gravgaard vil også kaste os ud i at prøve udsendelser om Championship for at se, om det kan blive lige så stor en succes som Mediano 1. division har været.
Max Mediano: Fortsat Monnerup & Lisberg med Kenneth og Adam som værter.
Og så vil du i 2025 også kunne høre både nye magasiner og gamle, der vender tilbage med nye stemmer.
Mediano Transfer er et af vores nye magasiner. Her vil Gisle Thorsen sammen med Sune Blom fra Mediano Business og Rasmus Monnerup lave et transfer-magasin på en helt, helt anden måde, end mange normalt kender fra transferjournalistikken. Det magasin må gerne have den størst mulige kontrast til det, vi kender fra diverse deadline-day-formater.
Mediano Socrates: Her samler vi Lars Werge, Stanis Elsborg og måske yderligere en relevant fast person på et hold, som jeg forventer mig meget af. Det er et projekt, der fortjener langt mere omtale end dette. Men det skal nok komme. Mediano Socrates kan være det indhold, som vi forsøger at finansiere via mediestøtten. Men det kan også være et projekt, hvor vi endelig finder den partner, der kan se en idé i at understøtte den demokratiske samtale og at verden er mere end Cristiano-jubel, Guardiola-glamour i City-gruppen og Red Bull-modeller.
Superliga for Voksne sættes i bero, da Dan Hammer kun havde lovet os at være med til udgangen af 2024 som fast deltager. I stedet kommer Klub Mediano og Mediano Transfer ind i planen. . Og endelig vil Mediano Business og en øget frekvens på Mediano Marketing dække nogle af de områder, der hidtil er blevet varetaget af Superliga for Voksne. Men hvem ved: Måske vender de voksne en dag tilbage i en eller anden form. Vi håber stadig at kunne høre Hammer som en stemme i ny og næ, men altså ikke i et fast regelmæssigt format.
Endnu en nyhed fra programsiden: Vi er i gang med at bygge ‘Mediano Biblioteket’. Det er en samling af de mest langtidsholdbare udsendelser i Medianos historie og de, der oftest bliver efterspurgt. En slags hall of fame for nu at svinge os op på en hest for forståelsens skyld. Her vil ‘Superligaens Største Øjeblikke’, ‘Mediano Legends’, Monnerups store trænerportrætter, de mest mindeværdige udgaver af Bold & Bøger, Bossword og nogle af de mest roste udsendelser stå på hylden. Det er en kanal, der er eksklusiv for medlemmerne af Støt Mediano. Den vil være tilgængelig fra starten af 2025.
Om vores partnere i 2025
Som nævnt i indledningen bliver Sparekassen Kronjylland vores hovedpartner i 2025. Sparekassen Kronjylland er et pengeinstitut, der åbner filialer, hvor andre lukker dem og hvor det er blevet lettere at få fat i sin bankrådgiver, som altid skal være klar for kunderne. Derfor er Sparekassen Kronjylland også banken med de mest tilfredse kunder.
Det er analysehuset EPSI, der laver målingen og herfra siger Sofie Breum: ”Kronjylland er især stærke til elementer relateret til en stærk kunderelation. Samtidig har de et setup, der gør rådgiveren/banken i stand til at træffe hurtige beslutninger, hvilket er en succesformel for dem.”
Vi siger tak til Arbejdernes Landsbank, der har været hovedpartner på Mediano i en årrække. Det har betydet meget i Medianos udvikling.
På Superligaen vil det derfor selvfølgelig være Sparekassen Kronjylland, der er ganske central. Her vil du efter hver runde kunne høre om ’den gode relation’ på et af holdene, fordi det netop er relationen, der er i centrum for Sparekassen Kronjylland.
Bauhaus fortsætter som partner på Mediano Superliga og TV 2 Play er med os i hvert fald foråret med.
På Mediano PL vil Snickers være ny partner som en oplagt forlængelse efter vores samarbejde i EM Roadshowet. Vi har plads til en-to partnere mere på Mediano PL og har dialoger med enkelte af disse.
Herudover har vi samarbejder med Sorte Sokker, Miele, Verdo, Pluto TV og vi har gode dialoger med andre virksomheder. Lige nu har vi ingen fast partner på Max Mediano, men det format beholder vi i gratiskanalen, fordi vi i løbet af et år ofte indgår aftaler undervejs og skal afvikle kampagner for partnere. Men det er disse virksomheder nævnt i dette afsnit, der er årsagen til, at Mediano fortsat har en gratiskanal med udsendelser, der kan lyttes af alle.
Priserne i Støt Mediano
Til sidst lidt om priserne i Støt Mediano. Der sker nemlig noget 1. januar. Noget op til og noget efter. Prisen er lige nu 39 kroner pr. måned for nye medlemmer. Vi har for meget lang tid siden varslet, at prisen stiger til 59 kroner pr. 1. januar 2025, fordi vi flytter tyngden af vores udsendelser over i Støt Mediano.
Jeg kunne ikke drømme om at sammenligne med prisen på en kop kaffe eller en øl på stadion i et forsøg på at bagatellisere prisen. Det er mangel på respekt for jeres penge. 59 kroner pr. måned er i den grad også penge. Både for jer og for os.
Stigningen gælder kun nye medlemmer fra 1. januar og frem. De medlemmer, der har været med længe og kommer med senest den 31. december vil blive på 39 kroner som en loyalitet overfor gamle og eksisterende medlemmer.
Nogle af jer lyttere har været med længe i Støt Mediano (de ældste siden oktober 2021) og betaler 25 kroner eller 30 kroner. Her hæver vi prisen for alle eksisterende medlemmer til 39 kroner pr. 1.1. Alle, der er kommet med inden 1.1. 2025 kan herefter fortsætte på 39 kroner frem til 1. september 2025. Det er vores måde at forsøge at gengælde den loyalitet, som de første 7.500 medlemmer har vist overfor os. Så kom med inden nytår, så får du lov at blive på de 39 kr. en rum tid.
Og fra 1. september 2025 vil prisen for alle – såvel nye som eksisterende – være 59 kroner pr. måned. En del betaler i dag mere end 39 og sågar mere end 59 kroner pr. måned, og det skal de i den grad være velkomne til. Vi har således lige nu mere end 100 lyttere, der betaler mere end 100 kroner pr. måned.
Det er 708 kroner om året for et abonnement også, uanset om I lytter til alle 500-600 udsendelser eller ej. Så vi skal sådan set bare hver eneste udsendelse bevise, at vi er pengene værd. Og være ydmyge overfor, at 7.000 eller 10.000 af jer vil betale for at lytte til os, der snakker om fodbold.
Vi forventer i 2024 at ende på 250 udsendelser i Støt Mediano. Vi forventer at ende på 350-450 udsendelser i kanalen for vores medlemmer næste år, og som nævnt vil ialt 22 formater holde til i Støt Mediano, så man kan også sige, at det er under to kroner pr. udsendelse i Støt Mediano.
Vi har ikke et studieabonnement til lavere pris end de 59 kroner. Vi har ikke et årsabonnement, hvor man betaler lidt mindre mod at forpligte sig til 12 måneder, og vi har ikke en firma-pakke, hvor f.eks. en fodboldklub, et medie eller en helt tredje virksomhed kan købe abonnement til 10, 20 eller 50 medarbejdere. Men alle tre dele er på tegnebrættet, og noget vi enten kigger på eller kommer til at kigge på. Så det og andre ting er noget, vi vil arbejde på. Vi har netop ansat Christoffer Reventlow-Mourier som ny medlemschef. Christoffer tiltræder 1. januar, og skal koncentrere sig om eksisterende og nye medlemmer i Støt Mediano – Christoffer holder i øvrigt med Viborg FF.
Her kan du se den del af vores stab i det nye år, som ikke optræder i udsendelser som vært eller ekspert. Christoffer tiltræder 1. januar, mens Tobias tiltræder 1. februar.
Lidt mere om priserne. Vi er helt med på, at mange fodboldfans føler, at de skal betale for streaming, indhold fra favoritklubben, merchandise og lange awayture. Det er en dyr hobby, vi har valgt os. Vi kan ikke love, at vi vil holde priserne i ro til evig tid, men I kan klippe følgende ud og holde os op på: Vi bestræber os på, at I ikke vil se prisen på Støt Mediano stige hverken hvert eller hvert halve år. 59 kroner er den pris, vi meget længe har kigget på som det rigtige sted for det produkt, vi tilbyder. Vi vil så ofte som muligt være så transparente som muligt omkring udviklingen i Støt Mediano, ligesom vi altid fortæller om vores tal.
Mediano er bæredygtigt og har helt ro på for- og bagsmæk, når vi når de 10.000 medlemmer. Så er vi ikke afhængige af konjunkturer på annoncemarkedet, men kan garantere jer det indhold, I gerne vil lytte til og vi gerne vil lave. Det er vores mål i løbet af 2025 og 2026.
Vi har ingen yderligere planer om prisstigninger i det økonomiske miljø, vi kan kigge på lige nu. Vi har gradvis hævet prisen fra 25 kroner til 39 kroner - og altså senere 59 kroner - men det er også en reminiscens fra dengang, hvor der ikke var udsendelser i en eksklusiv kanal og hvor Støt Mediano var noget, man betalte til ’fælleskassen’ for, at vi kunne lave Mediano Breaking eller lave en sjælden analyse af en mandagskamp. Nu står vi foran 2025, hvor vi garanterer, at der udkommer mindst 350 udsendelser i Støt Mediano, formentlig flere.
Meget mere følger, når vi nærmer os nytår. Tak fordi du læste med. Vi glæder os ufattelig meget til at folde Mediano 2025 ud.