Landsholdsfodbold: Intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget

Paradoksalt nok kan Åge Hareides tumultariske begyndelse i spidsen for det danske herrelandshold skabe en åbning for kvindernes folkelige gennembrud, lyder analysen fra Jesper Ravnborg

Af Jesper Ravnborg

I sportsverdenen har vi en tendens til at se på resultaterne uden nuancer, som sort-hvidt. Vi er hurtige til at juble over en sejr, men der skal ikke meget til, før det hele er vendt på hovedet. Mange havde set frem til nye tider for fodboldlandsholdet, når Morten Olsen drog ”hjem” til Belgien. Nu skulle der være fest og farver. Sandheden er imidlertid, at den gamle kapacitet havde fået meget ud af lidt, så det var ikke så let, som mange drømte om. Det blev en brat opvågnen.

Med det danske herrelandsholds to nederlag på fire dage mod Polen og Montenegro i begyndelsen af oktober synes den danske VM-kvalifikation uoverstigelig, endnu før den er kommet rigtig i gang. VM er en by i Rusland, noterede tabloid-aviserne. Landsholdet spillede uden samklang og uden den kollektive sammenhængskraft, som ellers har været nøglen til succes på de tidligere danske landshold. Efter Daniel Aggers karrierestop er der efterladt et ledelsesmæssigt tomrum, som ingen af de nuværende spillere har formået at samle op. Det er, som ofte sagt, med magt sådan, at hvis man får den, men ikke tager den, så har man den ikke, og lige nu er vi efterladt med et vakuum.
Men udover landsholdets spillemæssige rådvildhed og taktiske mismodighed, efterlades man med to lakoniske konklusioner:

Det lærte vi af kampene

Den første pointerede Victor Fischer på glimrende vis, da han i affekt efter kampens slutfløjt mod Montenegro kaldte de danske landsholdspillere for pattebørn. Denne ellers præcise analyse måtte Fischer dog senere beklage, da landstræner Åge Hareide fandt det uforsvarligt og ukollegialt at sige sandheden om det danske landshold. Problemet ved denne censur, er, at spillerne fastlåses i det billede, som omgivelserne har fået af dem i de senere år som ansigtsløse papfigurer, der udtrykker sig i klicheer i stedet for med personlighed og tilstedeværelse. Åge Hareides patroniserende opførsel virker derfor modsat hensigten, og det fremstår i stedet som elendig kommunikationsarbejde fra en træner, hvis ansigt synes at være permanent forvrænget i et udtryk, der antyder såret stolthed. Befolkningen har brug for at høre den ubekvemme sandhed fra spillerne og træneren, i stedet for at vi bliver spist af med fortielser, som pr. definition er halve løgne. Det er selvfølgelig en træners pligt at sørge for ro såvel indadtil som udadtil, men Fischers udsagn var netop på hele holdets vegne, inklusive hans egne. Beklager, Åge Hareide. I denne sammenhæng skal vi heller ikke glemme den begejstring i brede kredse, der mødte Pierre Emil Højbjerg, da han lod tårerne løbe for åben skærm efter sejren over Serbien. Det har alle dage været nemmere at vinde end at tabe, på godt og ondt!

Du kan høre, hvordan Åge Hareide selv oplevede situationen i denne Mediano Special:

En anden sørgelig erkendelse, man igen fik bekræftet i Montenegro-kampen, er, at det i landsholdsfodbold er lettere at forsvare end at angribe. Man kan i den moderne fodboldverden ikke nå at sammenspille en sprudlende offensiv i de korte landsholdspauser, som er indlagt i fodboldkalenderen, hvorfor landenes mest presserende fokus bliver at få den defensive organisation rodfæstet i konceptet, mens de offensive principper mest af alt kommer til at afhænge af enkeltmandspræstationer, hvilket også var tydeligt under sommerens EM-slutrunde.

Vores landstræners eksperimenteren med 3-5-2-formationen har ikke gjort det hele lettere for spillerne, men har efterladt dem i vildrede, og de relationelle og implicitte kontrakter spillerne imellem er ikke fasttømrede nok til at overkomme kravene fra det nye system. Spillerne kommer alle fra en dagligdag i forskellige klubber, og de har derfor ikke haft tid nok til at kunne oparbejde funktionsdygtige indbyrdes aftaler.

Resultatet er desværre, at den genfødsel af landsholdet, som Hareides venlige fremtoning og tidligere klubbedrifter lod ane håb om, helt er udeblevet, og den identifikation med spillerne, der skulle flytte fokus fra klubberne og tilbage til landsholdet er nærmest ikkeeksisterende. De penselstrøg af succesfuld fernis, som havde prydet herrelandsholdet efter Hariedes tiltrædelse, var, i bagklogskabens lys, formentlig kun en overflade.  Med herrelandsholdets sportslige fiasko er befolkningens interesse for landsholdsfodbolden drastisk nedadgående, fordi spillerne er blevet synonyme med kedsomhed og utilstrækkelighed.

Kommer kvindernes folkelige gennembrud nu?

Intet er imidlertid så skidt, at det ikke er godt for noget, for netop det sportslige tomrum, som vores landshold efterlader, skal det det danske kvindelandshold ind og udnytte. Det danske kvindelandshold har potentialet til at blive de nye darlings, ligesom kvindelandsholdet i håndbold var det i 1990’erne. Det danske kvindelandshold har nemlig alt det, herrelandsholdet ikke kan præstere. Her ser vi en stor autencitet, et nærvær samt en kultur, som bygger på en stærk kollektiv gennemslagskraft.

Holdet har et stærkt persongalleri, anført af midtbanespilleren Julie Trustrup, der grundet mentalt udbrændthed ellers måtte lægge støvlerne på hylden, før karrieren overhovedet var begyndt, men som  vendte tilbage bare et par måneder efter med fornyet drivkraft, og i en mentalt og spillemæssig overordentlig stærk forfatning efter en længere rejse i New Zealand og Sydafrika. Pernille Harder er en anden spændende spiller, der viser tegn på individuelle færdigheder i verdensklasse, og som netop nu er topscorer i den bedste svenske række for Linköping FC.  Nadia Nadim, der spiller som professionel i Portland Thorns i USA, er symbolet på vellykket integration. Hun kom til Danmark som 12-årig, uden at kunne tale sproget, var på flugt fra den islamiske bevægelse Taleban, der havde dræbt hendes far, en general i den afghanske hær, men er i dag, udover en succesfuld fodboldspiller, medicinstuderende på Aarhus Universitet. Hun er den rollemodel, som dansk kvindefodbold har hungret efter de sidste to årtier.

Kvindelandsholdet har således en stærk identifikationsværdi, som i dag ikke findes hos herrernes ditto. Desuden er der en ukuelig folkelighed over holdet, som dog til stadighed mangler en vis grad af legitimering hos en ellers fodboldglad dansk befolkning.

Med kvindelandsholdets 2-0-sejr over Sverige på hjemmebane i Viborg 20. september kvalificerede holdet sig til EM-slutrunden i Holland til sommer, og dette kan blive startskuddet til en stigende opprioritering af kvindelandsholdsfodbolden, hvis den sportslige succes udfoldes under sommerens slutrunde. Danskerne spillede en fremragende kamp mod Sverige, som ellers er kendt som et af verdens bedste kvindelandshold, og det var med smittende glæde i modsætning til herrelandsholdets, der oftest fylder ens sind med tristesse.
Den netop overståede træningstur til Kina gav da også løfter om mere succes, da det blev til to sejre over henholdsvis Kasakhstan og Island, mens de kinesiske værter slog danskerne i den sidste kamp med 1-0. Så kvaliteten er der - spørgsmålet er, om interessen følger med.